Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
684Visninger
AA

5. Fortabt i Gamle Minder

Den jordgule bygning var pæn og vedligeholdt, pånær lidt slyngplanter der voksede op ad den visse steder, men på en måde tilføjede det blot til charmen. Det var ikke til at sige hvor længe havde stået tom, men så igen, vi vidste heller ikke om Hans var kommet her jævnligt for at se til. Jeg kiggede op ad begge bygninger, tårnet der udgjorde hovedbygningen, og observatoriet der var en mindre rund bygning med en kuppel, for at få en fornemmelse af størrelsen på stedet. Da fangede mit øje et blik af et svagtlysende cirkulært objekt på himlen.. solen?

"Hey, Sophia", kaldte jeg, "hvordan kan vi se solen, når øen befinder sig under vandoverfladen?"


"Netop derfor", svarede hun og kiggede også op, mens hun ligesom jeg gik for sig selv på gårdspladsen og snusede rundt, "solen har jo også et spejlbillede, men på grund af den tykke tåge hernede, så fremstår den bare ikke lige så tydeligt".

"Ah..", sagde jeg, og kiggede videre. Beliggenheden lå klemt sammen mellem to små dele granskov, og de to bygninger sad sammen. Observatorie bygningen havde ikke selv nogen indgang, så vi skulle ind gennem hovedbygningen. Vi fandt den brede tre trin høje trappe op til dobbelt hoveddøren, hvor Sophia tog fat i venstre dørhåndtag for at se om den var låst. *klik* sagde det, hvorefter hun varsomt hev døren til sig, og den gik op.

Indenfor var der belgmørkt, med undtagelse af det lys der nu strømmede ind gennem hoveddøren, samt nogle enkelte små vinduer. Så snart vi satte fod indendørs, tændte det elektriske lys, hvorefter mørket fortrak sig og afslørede en vindeltrappe, der kørte langs væggen i det store cirkulære rum, og forsvandt op i det loft der udgjorde den næste etage.

"Gå du bare i forvejen", sagde Sophia og lagde venstre hånd på min skulder, mens hun pegede over på en dør i væggen tæt på hvor trappen startede, "jeg...jeg har lige noget jeg skal have ordnet...", sagde hun nærmest undskyldende.

"Øhh... okay," sagde jeg og gik hen mod døren, "men hvis der sker noget, så ved du hvor jeg er". Hun nikkede med et smil, og løb hen mod trappen, hvor jeg forsætte mod døren til observatoriet.

Det var ikke for at virke hemmelighedsfuld, men Sophia havde ikke været på Luftspejlings Øen siden den dag hendes forældre forbød hende at besøge sin bedstefar igen, da hun stadig var en ganske lille pige. Så hun følte stor nostalgi for stedet, og det var næsten overvældende for hende at være tilbage igen, som at komme hjem igen efter en lang rejse. Da hun var lille, havde bedstefars ø været det sted hvor hun søgte tilflugt når livet derhjemme blev for meget, det havde været det eneste sted hvor hun kunne være sig selv, og det var det eneste sted i verden, hvor alt kunne ske.
Men det havde intet med mig at gøre, hun følte ikke at der var ingen grund til at jeg skulle spilde min tid med at kigge hendes barndomshjem nr. 2 igennem, i stedet for at fokusere på dét, vi var der for. Egentlig følte hun sig lidt ussel, over at gå og gå i barndom i den anden ende af bygningen, mens jeg var i observatoriet alene hvor vi kunne have været to til at lede. Men hun var nødt til det her, måske var det sidste gang hun ville få stedet at se? Der var noget vigtigt hun havde glemt sidst hun var her.. hun skulle nok skynde sig!

På første etage var dagligstuen, hvor hende og hendes bedstefar havde brugt det meste af deres indendørstid, hun fældede en enkelt tåre mens hun tænkte tilbage på alle de hyggelige stunder de havde haft. Næste etage var køkkenet. Bedstefar havde været en god kok, og Sophia havde sørget for at suge alt hvad hun kunne til sig, så hun også kunne hjælpe ham. Tredje etage bød på biblioteket, her var bøger om alt, og hun undrede sig ofte over hvor bedstefar dog havde alle de bøger fra, for der var bøger man slet ikke kunne finde på et almindeligt bibliotek. Her var hun listet ned ofte efter sengetid, for at læse om fabeldyr, og alle mulige andre forunderlige ting, som hendes forældre mente var spild af tid, og derfor forbød hende at læse.

For enden af vindeltrappen, var der en gang, og for enden af den, et vindue hvor man kunne se ned på gårdspladsen. Hun passerede et ensomt spejl på væggen, med et mindre hængende under sig, og forundrede sig over, hvor stor hun var blevet siden hun var her sidst, hvor hun kun lige havde kunnet se sig selv i det nederste. Hun forsatte hen mod vinduet, hvor der var en trædør med en bue af selvlysende stjerner, hen over navnet "Sophia", stavet i forgyldte messing bogstaver. Hun tog fat i håndtaget, men turde næsten ikke forsøge at åbne. En masse tanker fløj rundt i hovedet på hende, men hun vidste at det ikke nyttede noget bare at stå og døse hen, så hun tog en dyb indånding, hev stille ned i håndtaget og skubbede forsigtigt døren op.

Et sus af nostalgi strømmede igennem hende, alt var præcis som hun huskede det; de selvlysende stjerner og planeter af diverse størrelser og farver på loftet, tegningerne på væggene hvor lille Sophia havde forsøgt at illustrere bedstefars historier samt dem hun selv havde læst sig til, klædeskabet med spejl på indersiden, sengen hvor hun havde en måneformet væglampe, og.. skrivebordet, hvor der stadig lå en ufærdig tegning, ved siden af en åben æske farveblyanter. Hun havde været igang med at tegne en af de sidste historier bedstefar havde fortalt hende, legenden om en dreng med magiske kræfter, der stod frem overfor mørket i et endeligt opgør. Hun huskede ikke hvordan den sluttede, måske var bedstefar aldrig kommet så langt? Hun samlede den ufærdige tegning op, rullede den pænt sammen og lagde den i et hård plastikrør, som hun fandt i en af skufferne. Da hun var lille, huskede hun, at hun havde gjort meget ud af at passe på og bevare sine tegninger, især når hun skulle have dem med sig for at vise dem frem til folk, hvad enten det var familie eller venner. Når en tegning var rullet sammen, skulle den bare glattes ud og lægges lidt i pres for at få formen tilbage, men foldede du den, slap du aldrig af med de grimme folder igen, og det var hun meget imod.

Ovre på stumtjeneren fandt hun sin gamle røde skuldertaske, som hun immervæk stadig kunne passe når først hun havde justeret stroppen lidt. Hun havde lige lagt røret ned i tasken, samt farveblyanterne og det magiske teleskop, da det nok var bedre sikret i en taske end en jakkelomme - og var ved at sige et sidste farvel til stedet, da hun bemærkede noget.
En nøgle.. der sad en nøgle i hendes højre skrivebordsskuffe. Hun gik stille tilbage til bordet, drejede på den, og trak skuffen ud for nysgerrigt at afsløre dens indhold. Nede i skuffen, lå en terning af glas, den havde ingen øjne, og var på størrelse med en håndflade, hun samlede den forsigtigt op for at inspicere den nærmere, og opdagede da et brev - eller nærmere en lap papir - der havde ligget nede under den. Den var bedstefars kursive håndskrift.

"Kæreste Sophia

Jeg har fikset din fødselsdagsgave siden sidst
du var her. Måske var det lidt for tidligt at give
en pige på 10 så meget magt mellem hænderne,
men du var moden, omend meget legesyg, af din
alder, og din gamle farfar mente at du var klar.
Måske var det endog bedst, at du ikke fik den
med dig sidst, da jeg tror på, at du, når du læser
dette brev, vil være voksen nok, til omsider at
forstå dens kræfter.

Efter den traumatiske oplevelse du havde,
forseglede jeg alle minder du havde om terningen
indtil du en dag ville komme tilbage være klar.

Gå ikke ud over dine egne grænser. Brug den med klygt.

Kærligeste Hilsener,
Bedstefar Hans


Nu huskede hun pludselig det hele! Vidunder Terningen var hendes bedstefars største opfindelse, og sidste projekt nogensinde. Den var lavet af drømme glas, og besad evnen til at skabe. Den drog sin kraft fra alt levende omkring sig, og når man så havde et klart billede i hovedet af, hvad man ville fremkalde, smadrede man den blot ned i jorden, hvorefter det ville manifestere sig. Terningen ville derefter genskabe sig selv med det samme, da den var nær umulig at destruere.
Hun huskede også, at det var på grund af den, at hun blev taget fra ham dengang. Bedstefar snakkede sjældent om bedstemor, men han havde en enkelt gang nævnt, at han savnede hende, så for at gøre ham glad, fik hun terningen til at trække på al den livsenergi hun kunne få fat i omkring sig, og smadrede den ned i jorden, i forsøget på at bringe hende tilbage. Men det havde været for stor en mundfuld for hende, og terningen var heller ikke lavet til at skabe menneskeliv, så hvad hun havde kreeret den dag.. var alt andet. Bedstefar var kommet styrtende ind på biblioteket da han hørte hende hyle af gråd og angst, hvor han så en sort, rygende, masse af knogler og væv, komme krybende imod hende, mens den hvæsede "...Sooooo.....phiiii......aaaaa.....", som en døende gammel dame.
Han havde taget sig i sine arme, skærmet hende for synet, og lagt hende i seng, hvorefter han havde taget sig af misfosteret. Ved siden af det sted hvor han fandt Sophia, havde han fundet brudstykker af terningen. Den var blevet overbelastet.
Dagen efter var hun blevet sendt hjem, hvor hun var kommet til at fortælle sine forældre om alt hvad der var sket.

Sophia knugede terningen i sin hånd, den var skyld i at hun før var blevet fjernet fra sin bedstefar, men var nu det sidste hun havde tilbage af ham. Hun svor at bruge den med omhu denne gang, lagde den i sin taske, så på sit armbåndsur med et gisp, og skyndte sig ned til mig i observatoriet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...