Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
690Visninger
AA

9. Et Lys Vågner

Som hun stod der, i den lynbelyste døråbning med sit dæmoniske smil, så hun endnu mere frygtindgydende ud end jeg huskede hende. Men jeg veg ikke fra stedet, jeg var klar til at prøve kræfter med hende.

"Veronica...!", sagde jeg med alvor i stemmen.

Dæmonen smilede ubetryggende, "Ahh...du kender mit navn... Malik, var det? Så antager jeg at den gamle fedtpukkel har fortalt dig alt, den løgner", sagde hun i sin hæse demoniske stemme, hvor jeg nu godt kunne ane undertoner af en feminin klang.

"Hans er ikke en løgner!!", råbte jeg og slog ud med armen, "DU forrådte HAM, svigtede hans tillid, og misbrugte den gave han gav dig! Det var meningen du skulle redde verden, ikke ødelægge den!!".

Dæmonen holdt sin grumme hånd op for ansigtet i latter og skulede ondt mod mig gennem fingrene.

"Hahaha, verden havde brug for et nyt ansigtsløft, JEG var den eneste der VIRKELIG kunne se, hvad der var galt med verden... så jeg forsøgte skam også at redde den... redde den fra sig selv, hahaha... bare ærgeligt at det gamle fjols ikke kunne se det, og kom mig i vejen...", sagde den, "iøvrigt", sagde hun og pegede på mig med en af de drabelige kløer, "hvordan ved du at han ikke bare har fyldt DIG med løgn? Du var der ikke, du så ikke hvad der skete. Gamlingen kaldte først MIG den udvalgte, og stak mig derefter i ryggen".

Sophia stod bag mig, og jeg fornemmede hvordan hun bekymret kiggede hen på mig, som om hun frygtede at jeg ville bukke under for Veronicas tankespind, og betvivle den vej jeg fulgte.

Jeg stirrede stift på dæmonen med et gennemborende blik, "Jeg stoler på Hans, derfor ved jeg han talte sandt", sagde jeg, "han tog fejl med dig, det behøver jeg blot din nuværende skikkelse for at bekræfte... men han valgte rigtigt anden gang, og det ved jeg fordi, at jeg IKKE har tænkt mig at ødelægge verden".

"Grrrrrr...", hvæsede dæmonen af mig, "hvor VOVER du at tale sådan til mig?!"

Hun tav et øjeblik og faldt så til ro igen, hvorefter hun genoptog den selvglade selvsikre tone fra før.

"Hehehe... jamen, hvis du er så sikker på dig selv, så bevis det!", sagde hun og bredte armene ud, som  for at tirre mig til at angribe, "...så kom på mig! Med ALT hvad du har! Bevis at den gamle valgte rigtigt med dig! Du taler stort, men lad os se om du også har noget at have det i!".

"....pas på hvad du beder om...", sagde jeg og skulede til hende, hvorefter jeg aktiverede hyper fart og forsvandt for det blotte øje. Jeg susede hen mod hende, men hun unveg i sidste øjeblik, forsvandt for øjnene af mig, og dukkede så op midt i luften bag mig.

"Dit lille fjols", sagde hun hånende, "jeg kan udmærket se dig! Jeg har besiddet disse kræfter i meget længere tid end dig, udviklet og finjusteret dets muligheder, så tro ikke du kan få mig med et simpelt accelerations angreb".

Hun landede på gulvet midt i foyeren bag mig, hvor jeg forsøgte at følge op med endnu et frontalt accelerations angreb. Jeg hævede min næve med intentionen at ramme hende for fuld kraft i brystet, men lige så hurtigt som jeg kunne angribe, lige så hurtigt blokkerede hun. Da hun blev træt af mine angreb, var det hendes tur til at lange ud efter mig, med sin store dødelig lap, men jeg så den komme, og undveg ved at springe flere meter tilbage med lysets hastighed, for at være sikker på jeg var uden for rækkevidde. Nu var hun tilsyneladende færdig med at være defensiv, og satte efter mig.
Vi legede katten efter musen, hvor vi skiftedes til hvem der var hvad. Skiftedes til at være både offensive og defensive, og et par gange fik vi begge slag ind. Veronica syntes ikke at tage de store skader af mine slag, selvom jeg lagde alle de kræfter i jeg kunne, men når hun ind i mellem fik ram på mig med sine store bjørnekløer, fløj jeg gennem luften og kurrede hen ad gulvet, hvorefter jeg hurtigt men forslået kom på benene igen. Jeg måtte for alt i verden ikke stå stille det samme sted for længe.

Vi begyndte at veksle mellem fysiske stød, og lys bomber som vi fremkaldte fra vores hænder. De var kugler af koncentreret lys energi, der når de frigav deres komprimerede ladning, eksploderede med en sådan kraft, at det svitsede huden som at blive brændt. Jeg forsøgte at holde trit med Veronica, men det var tydeligt at hun var stærkere end mig, og måske endda holdt igen. Mine små bomber var knaldperler sammenlignet med de kanonkugler hun sendte afsted, der derfor også havde en større radius, og derfor havde tendens til at få fat i mig.

Pludselig begyndte hun at cirkulere om mig i en vanvittig fart, og sende en barrage af lys bomber efter mig, den ene efter den anden, men ingen af dem ramte. Jeg holdt paraderne oppe for at være klar til at forsvare mig, hvis hun nu fandt på et bagholdsangreb.

"Nu er du færdig!", sagde hun med sin dæmoniske lavmeldte stemme, fra en position jeg ikke kunne se.

"Hv...hvad snakker du o....", nåede jeg at sige, idet jeg kiggede mig omkring, og så at alle de lys bomber hun havde kastet, var suspenderede i luften omkring mig, dusinvis af små lyskugler hang i luften omkring mig, som et hav af stjerner på nattehimlen. Jeg forsøgte at flytte mig, men mærkede nu eftereffekten af kampen, jeg havde taget mange slag, og var godt medtaget af de lys bomber jeg ikke havde undveget i tide. Var det her hendes plan hele tiden? At trække kampen i langdrag, lade mig tro at jeg havde en chance, indtil jeg var for udmattet og medtaget til at kunne røre mig, for så at fange mig i et levende inferno??

Fra sit skjul bag en sofa så Sophia at jeg ikke bevægede mig.

"Malik!! Se at komme væk derfra!!!", råbte hun af sine lungers fulde kraft. Men da hun så at jeg sank i knæ, i stedet for at løbe min vej, bredte frygten sig i hendes ansigt, og hun sprang frem fra sit skjul. Hun vidste godt at det hun gjorde var tåbeligt, men det var ikke hendes kald, hendes krop bevægede sig af sig selv. Jeg så hende først komme løbende imod mig da det var alt for sent. De suspenderede lys bomber omkring mig begyndte at lyse klarerer op, signalerende at de var få øjeblikke fra at gå af, idet Veronica knyttede sin udstrakte hånd for at udløse dem.

Jeg drejede skrækslagen hovedet mod den imødekommende Sophia og nåede kun lige at råbe, "Sophia!?!! Hvad i alverden laver d....................", idet hun løb ind i minefeltet og med en kraft jeg ikke anede hun havde, skubbede mig ud fra eksplosionens epicenter. Den kombinerede eksplosion fra så mange detonerede lys bomber på én gange, var omfattende, og jeg mærkede den stadig, da jeg endnu ikke var helt udenfor radius.... men Sophia, Sophia tog den fulde kraft.
I det splitsekund jeg nåede at se hende, før lokalet blev oversvømmet af en eksplosion af lys, viste hun ikke skyggen af frygt eller anger, hun havde fulgt sit hjerte, forsøgt at beskytte én hun holdt af.. og det fortrød hun ikke et øjeblik.

I næste sekund, lød der et øredøvende brag, der gav genlyd i hele bygningen. "SOPHIAAAAAAAAAA!!!!!!!!!". skreg jeg af mine lungers fulde kraft, men min stemme blev opslugt af eksplosionen. Jeg kunne intet se, i hvad der føltes som en evighed. Jeg frygtede for det syn der ville møde mig. Jeg var ikke sikker på hvor meget mere jeg selv kunne have taget i min tilstand.... men Sophia.... Sophia var jo bare et ganske almindeligt menneske.

Endelig dæmpede lyset sig, og foyeren var nu igen henlagt i mørke, pånær lynnedslagene fra det tordenvejr der stadig stod på udenfor. Alle ruderne var krakkelerede, indikerende hvor stærk selv shockbølgen havde været. Og der... midt i foyeren... lå Sophia... krøllet sammen og fuldstændigt forkullet.

Skrækken bredte sig i mit ansigt, "SOPHIAAAAAAAAAAAAAAAAAA!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!", brølede jeg idet jeg fik kæmpet mig selv på benene igen og trods smerter løb så hurtigt jeg kunne hen til hendes livløse skikkelse. Jeg faldt på knæ ved hende, og tog hendes hånd i min.
"Nej, Sophia!!! NEJ!!!! Det her må du ikke gøre mod mig!!!", jamrede jeg mens en strøm af tårer stod ned ad mine kinder, "vågn nu op!!!! VÅGN NU OP!!!!!", vedblev jeg holdt hendes hånd til indtil mit bryst, i håbet om at følelsen af min tilstedeværelse ville vække hende.

Pludselig dukkede Veronica op bag mig.

"Latterlige fjols", sagde hun koldt, "lad hende være dig et eksempel på, hvorfor du ikke skal komme i vejen for mig".

Jeg kunne ikke finde ord for, hvor meget jeg hadede hende lige nu. Hun havde frataget mig dét, der betød allermest for mig i hele verden. Jeg havde kun kendt Sophia i nogle dage, men vi havde dannet et rigtig godt sammenhold, og jeg var begyndt at føle noget for hende, jeg ikke havde følt for noget andet menneske før. Og nu var hun væk. Lå livløs i mine arme, og intet ville kunne bringe hende tilbage. Jeg følte hvordan et overvældende had boblede op i mig, hvordan energien pludselig vendte strømmende tilbage i min krop, men i mængder jeg ikke drømte om at jeg havde. Jeg mærkede hvordan mit hår rejste sig, så hvordan min hud pludselig begyndte at ændre farve til blå, og hvordan mine blodårer begyndte at lyse op, som om kraften der boblede op i mig var så mægtig at den fik hele mit indre til at lyse op som et fyrtårn.
Jeg lagde forsigtigt Sophia ned på gulvet igen, rejste mig langsomt op vendte hovedet mod det afskyelige væsen der havde taget min bedste vens liv.

"......................du er færdig", sagde jeg lavmeldt og skulede til dæmonen med mine lysende øjne, hvorefter jeg gik til angreb påny, klar til runde 2. Jeg følte mig let som en fjer, stærkere end nogensinde før, ja nærmest som om jeg var blevet født påny, blot med mangedoblet styrke og fart.

Det første slag landede klokkeklart lige i maven på Veronica, hvorefter jeg forsvandt mens hun ømmede sig, og fulgte op med et cirkelspark i nakken på hende, der sendte hende tværs igennem foyeren. Hun hang stadig i luften, da jeg satte efter hende i rasende fart, og uddelte en hel salve af slag og spark, afsluttende med ét enkelt spark der satte hende på kollisionskurs mod væggen med dobbelt tempo, og efterlod et krater i den.

"Du......hvad ER du??", hvæsede hun, mens hun fortumlet rejste sig fra gulvet, "det hvide hår... de lysende øjne... hudfarven og den forøgede styrke.........................hvordan helvede har du opnået Hyper Stadiet så hurtigt??!", skreg hun.
Jeg agtede ikke at svare, men forsatte bare med målrettede skidt hen imod hende.

Pludselig ændrede hendes overraskede ansigtsudtryk sig tilbage til selvsikkerhed.

"Hahaha", grinede hun, "men hvis du tror at DET vil hjælpe dig, så tager du grueligt fejl. Hvad ville du sige til, hvis jeg afslørede, at jeg selv indtil nu, kun har kæmpet på 20% styrke?".

Jeg veg ikke fra mit mål, hendes ord faldt nærmest på døve ører. Jeg hørte hende skam, men jeg var bedøvende ligeglad. Jeg havde vendt kampen, nu var det hendes tur til at få klø.

Halvejs henne mod hende forsvandt jeg og jog på ny mit næve ind i maven på hende... men denne gang blokkerede hun. Jeg fulgte op med et jordnært cirkelspark der skulle vælte hende om kuld, men hun forsvandt i den blå luft, hvorefter jeg mærkede hendes tykke knæskal i min nakke, der sendte mig tværs igennem rummet. Jeg kom hurtigt på benene igen, og fortsatte kampen.

Mens vi udvekslede slag, lagde jeg pludselig mærke til, at Sophia var væk.

"Jeg har hende!!", lød det ovre fra hjørnet, "fokuser du nu bare på at få Veronica ned med nakken!!".

Det var Dice der var dukket op, og havde trukket Sophia i sikkerhed. Godt, nu kunne jeg kæmpe uden hæmninger! Jeg satte farten op, og kampen forsatte med lige dele udveksling af fysiske angreb og lys bomber. Nu skiftede vi mellem at kæmpe i luften og på jorden, i Hyper Stadiet havde jeg opnået levitation, jeg var ikke længere bundet af landjorden. Det var dog første gang jeg havde påtaget mig denne form, så jeg havde ikke kunne øve mig i hvad jeg ellers kunne i dette stadie, så jeg måtte nøjes med forstærkede versioner af mine normale tekniker.

Jeg følte jeg havde hende hvor jeg ville have hende, men jeg kunne ikke slippe tanken om, at hun stadig kun legede med mig. Hun sagde at hun i første runde kun havde brugt en femte del af sin fulde styrke, og det virkede som om, at hver gang jeg satte farten og, og lagde flere kræfter i mine angreb, hævede hun ligeledes sin styrke for at matche min.

Jeg kunne mærke hvordan min krop var ved at give efter for de vældige kræfter der befandt sig i Hyper Stadiet, jeg kunne ikke holde på formen meget længere. Hvis jeg skulle besejre Veronica... skulle det være nu. Jeg landede tilbage på jorden, for ikke at skulle bruge energi på at holde mig i luften, lukkede øjnene og koncentrerede al min sidste energi i min ene hånd, til ét endeligt mega angreb. Veronica stod stille, stadig oppe i luften, undrende over hvad jeg havde gang i.
Med ét, åbnede jeg øjnene igen, trak min hånd tilbage og manifesterede al min samlede kraft i en lyskugle, som jeg derefter udløste i form af en enorm lysstråle, rettet mod Veronica, idet jeg jog min hånd fremad for fuld kraft.

I få sekunder, stod foyeren atter i lys lue, som den havde gjort da Veronica havde brugt sit feje overraskelsesangreb tidligere. Da lyset dæmpede sig, havde jeg lavet hul i væggen, og Veronica var væk. Havde jeg virkelig udslettet hende?
Netop som jeg nåede at tænke den tanke, og troede at freden var over os, mærkede jeg pludselig et jag af smerte i højre brystkasse... jeg kiggede ned, og så... en sort hånd med syle spidse negle der havde boret sig igennem mig. Pludselig forsvandt al kraft fra min krop, mit hår faldt ned på plads, min hudfarve ændrede sig tilbage, og jeg faldt til jorden efter hun havde trukket armen til sig igen.

".......det må jeg sige, ikke dårligt", sagde hun næsten rosende og kiggede ned på mig, "men du skal blive meget stærkere hvis du vil gøre dig noget som helst håb om at besejre mig. Lige før brugte jeg stadig kun halvdelen af min fulde styrke".

Pludselig hørte jeg lyden af nogen der kom løbende, og et sværd der blev trukket. Det var Dice der forsøgte at komme mig til undsætning med et bagholdsangreb mod Veronica. Men hun mærkede ham komme, vendte sig mod ham, og fik sendt ham til tælling med ét enkelt spark. Enten havde havde han rullet lavt, eller også VAR hun bare så stærk på fuld kraft. Jeg havde været nødt til at gå i Hyper Stadie for overhovedet at have en chance mod hende.

"Dice!!!", råbte jeg, og kiggede op på Veronica, "hv...hvorfor...hvordan vidste du hvor vi var?", stønnede jeg mens jeg kæmpede for ikke at miste bevidstheden.

"Jeg regnede med, at I nok ville opsøge mit kære barndomshjem, for at finde noget der måske kunne hjælpe jer, og jeg ønskede at teste din styrke, for at se, om du var klar".

"Klar....??", hostede jeg, "klar til hvad??" Men hun ignorerede mit spørgsmål.

"Jeg lader dig leve denne gang, men vov ikke at udfordre mig igen, før du er blevet meget stærkere", sagde hun, hvorefter hun fløj op mod loftet, hvor hun lavede et kæmpe hul som hun fløj ud af, og forsvandt ud i natten.

Jeg drejede hovedet og kiggede over på Dice, der lå bevidstløs ikke så langt fra mig. Veronica, hun havde enemand jordet os alle tre, og hun havde ikke en gang anstrenget sig. Hvad var det dog for et monster jeg var oppe imod??
Jeg vendte hovedet tilbage op mod hullet i loftet, hvor jeg kunne se månen. Den var fuld i aften. Så smuk og rund den var. At se på den tog lidt af smerten i brystet. Så besvimede jeg, for kortvarigt senere at vågne op igen, og med mit stadigt slørede blik, se en hvid skikkelse bøje sig ind over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...