Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
690Visninger
AA

1. Et Lys i Mørket

"Mor!!? Far!!?!"

Jeg kunne ikke lyve for mig selv. Mens panikken langsomt bredte sig i min krop måtte jeg erkende, jeg var faret vild. Jeg for panisk rundt i den i forvejen tætte mørke skov, i håbet om at spotte noget jeg kunne genkende, men til ingen nytte, og efterhånden som tiden gik, blev skyggerne længere og mørket lagde sig som et tæppe over skoven, hvor de høje tætte grantræet blokkere selv den mindste snert af månelys der kunne være sluppet igennem.

Jeg løb rundt som en høne ude hoved, i det naive håb at jeg pludselig ville høre deres stemmer og bumpe ind i dem, men det eneste jeg hørte var nattens dyre lyde, og vinden der puslede i træerne. Jeg løb og løb, uden at kunne se en hånd for mig, med det resultat at jeg pludselig væltede over en træ rod, og faldt så lang jeg var. Med den smule nattesyn jeg havde tilvænnet mig, satte jeg mig op ad det standhaftige træ, for blot den mindste følelse af tryghed, men i takt med at jeg sad og tænkte over min håbløse situation, mærkede jeg hvordan tårene begyndte at hobe sig op, til det punkt hvor jeg ikke kunne holde tørt mere.. og en lille tåre trillede ned ad min kind.

Jeg lagde hovedet i armene, hvad i alverden skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke bare blive her, kunne jeg? Måske ville det endog være det sikreste? Mørket føltes levende omkring mig, som om dét, og alle de rædsler det huserede, langsomt krøb mig nærmere, og nu mærkede jeg også at det begyndte at regne.
Men ligesom jeg havde opgivet alt håb, anede jeg et lys, der skar gennem min lille arm-fæstning. Havde de fundet mig?? Jeg rejste straks hovedet fra mit sammenkrøbede skjul, og dér, lige forude, var kilden til lyset - der var min redning!

Jeg kom hurtigt på benene igen, og begyndte at løbe mod lyset, mens regnen hurtigt tog til. Var det mine forældre? Lysets kilde syntes uendeligt langt væk, det føltes som om jeg løb og løb uden ende. Pludselig blev jeg totalt blændet i et kort øjeblik, og da jeg fik synet igen, stod jeg foran et fyrtårn, i udkanten af skoven ved en klippeafsats.
Det så mig noget suspekt og uhyggeligt ud, men hellere søge ly for regnen og natten der, end at overnatte i skoven.

Jeg luntede forsigtigt hen og kiggede ind ad vinduerne, men der var belmørkt, intet at se. Jeg frygtede at ingen var hjemme, men gik alligevel hen til hoveddøren og tog mig mod til at banke på. *bank bank* ....ingenting. Jeg prøvede igen, *bank bank*....stadig intet. Jeg tog så fat i dørhåndtaget i det vage håb at den måske var ulåst. Jeg trak forsigtigt ned i det, og døren gik op, listede forsigtigt ind, og lukkede den efter mig igen. Min første tanke var at tænde noget lys, men jeg så ingen kontakt ved døren, måske var det et meget gammelt fyrtårn der aldrig havde fået elektriske installationer?
Jeg gik forsigtigt rundt og nysgerrigt inspicerede hvad jeg kunne se med mit nattesyn, da jeg pludselig hørte lyden af fødder på vej ned ad en knagende trappe. Jeg fandt hurtigt et bord at gemme mig under, hvorefter jeg hastigt hørte fødderne komme nærmere. De gik forbi mig. Jeg lå og skælvede, og overvejede at lukke øjnene, men i dette tilfælde skræmte den tanke mig endnu mere. Nej! Hvis monsteret fandt mig, ville jeg se dét, før det så mig.

Pludselig hørte jeg en overraskende mild og varm stemme sige, "Halløj lille ven, hvad i alverden laver du dog dernede?". Det gik op for mig at jeg havde lukket øjnene alligevel, og da jeg åbnede dem igen, fik jeg i skæret af en olielampe, øje på en gammel mand med runde briller, der smilte til mig. "Kom da herud og sig hej, du bliver forkølet af at ligge dernede", sagde han videre. Tøvende gav jeg mig til at kravle ud fra mit skjul, og da jeg kom på benene igen, stod han der, iført skjorte og selebukser, med olielampen fra før i hånden. "Lille pus dog, du er jo helt gennemblødt af regnen.." sagde han, "kom med op i stuen og få varmen", han gik i forvejen, og da jeg mærkede en underlig tryghed ved ham, fulgte jeg efter.

Oppe i den varme oplyste stue fik vi os en kop varm kakao, han fortalte muntert at han var fyrtårnspasseren, og boede der, men at det godt kunne blive lidt ensomt, når han sjældent fik besøg. Jeg fortalte at jeg havde været ude at gå en aften tur med med mine forældre, i skoven der lå op ad vores hus, men at jeg i et øjebliks uforsigtig afvandring var blevet væk fra dem, og hvordan jeg fandt fyrtårnet ved at følge lyset der pludselig skinnede for mig netop som jeg havde opgivet at finde hjem i nattens mulm og mørke. "Det var ellers noget af en historie", sagde fyrtårnspasseren, der hed Hans, "...men du ved hvad man siger, mirakler kommer til dem der mest behøver dem", sagde han mens hand kløede sig i sit tvedelte skæg, og da så jeg at han havde et brandmærke ved håndledet. "Hvordan har du fået det?" spurgte jeg forsigtigt, og håbede det ikke var et alt for personligt spørgsmål. Han tav et øjeblik, blev klar over at det var mærket jeg havde bemærket, smøg ærmet hen over for at dække det til, og sagde, "...det...det er....", han tav igen, "...kom med mig", sagde han så, tog olielampen fra bordet, og gik videre op i fyrtårnet ad en hemmelig trappe.

Vindeltrappen føltes lang og endeløs, som om den rakte helt op i himlen. Jeg havde aldrig set toppen af et fyrtårn tæt på før, men jeg tvivlede på, at det blot var det han ville vise mig. I den korte tid jeg havde kendt ham, virkede han god nok, så jeg stolede på ham og fulgte videre.
​I takt med at vi nåede toppen, kunne jeg høre regnen der voldsomt hamrede mod fyrtårnets tag. Da vi nåede enden, åbnede Hans en jernlem i loftet, som vi kravlede ud ad.

Udenfor var stormen taget til, og da fik jeg øje på hvad der lignede et stort drivhus, med en stor roterende linse. Hans gik hen til drivhuset, låste døren op, og bad mig træde nærmere. Indenfor, kunne jeg få et nærmere kig på linsen, og så da, at det ikke var en lampe, men...en svævende kugle af lys? Hans stillede olielampen fra sig, hvorefter han gik hen og med rolige hænder samlede kuglen op, og bragte den over til mig. Han havde ikke direkte kontakt med den, det så nærmest ud som om den havde en usynlig skald. Han satte sig på hug foran mig og sagde;
 

​"Ved du, hvad det her er?"

Jeg rystede sagte på hovedet, hvor skulle jeg vide det fra?

​"Det er Lysets Hjerte, det har brug for en ny vogter, og det har valgt dig"

​"Lysets Hjerte? Vogter? Hvad mener du?", væltede spørgsmålene ud ad munden på mig.

​Han kiggede alvorligt på mig, "Der er en storm på vej, og jeg snakker ikke om uvejret her til aften, Lysets Hjerte har brug for en ny mester, og det har valgt dig som sin forkæmper... når dagen oprinder vil du forstå. Lige nu er du kun et barn, men en dag vil du stå i spidsen for kampen mellem lys og mørke. Indtil da, vil mange søge at tage lyset fra dig, men du må aldrig lade det fra dig".
​Så mange information på én gang, og det eneste jeg kunne sige var, "...men, hvad med fyrtårnet, skal du ikke bruge lyset? Hvad hvis flere farer vild?"
​Hans klukkede i en mild latter, "Åhh Malik, det er derfor jeg kan lide dig, og derfor Lysets Hjerte har valgt dig, du tænker altid på andre frem for dig selv", han forsatte efter en kort pause, "men mig skal du ikke tænke på, jeg har vogtet over hjertet i mange år, og har længe ventet på en aftager, en der var værdig til at bære det", han tav kort igen, "du spørger hvem der skal lyse for folk når fyrtårnet ikke kan?", han løftede fingeren og pegede på mit hjertem "...det skal du", sagde han og smilede, hvorefter han rakte hænderne med den svævende kugle frem til mig, i håbet om at jeg ville tage imod den. Det var et stort ansvar han pålagde mig, en 10 årig dreng han kun lige havde mødt, men lyset talte til mig, og jeg kunne mærke, at det var det eneste rigtige at gøre, det var min skæbne.

​Efter en uendelig lang stilhed spurgte han så, "Vil du gøre det, min dreng?"
​Jeg stod længe og kiggede frem og tilbage mellem ham, og den svævende lyskugle, mens jeg genspillede alt hvad han lige havde sagt i mit hoved. Så kiggede jeg op på ham, og med alvor i blikket svarede jeg, "ja".

Idet jeg sagde det ord, strålede kuglen klarer end den nogensinde før havde, i en stråleglans der opslugte hele lokalet og ville kunne ses på lang afstand. Jeg mindes det blændende lys jeg havde fulgte for at finde fyrtårnet, men denne gang blændede det mig ikke, jeg kunne se klart, jeg behøvede ikke at lukke øjnene - denne gang, var det som om lyset og jeg, var ét, som om vi talte samme sprog.

Lyset dæmmede, og jeg stod ikke længere med kuglen i hånden, i stedet så jeg i et kort øjeblik et lille lys der skinnede ud fra mit bryst, der hvor hjertet sad.
"Jeg er stolt af dig, min dreng", sagde han og lagde hånden på min skulder, "...gå nu ud, og lys for verden".

I mellemtiden var regnen stilnet af, og jeg tog afsked med Hans, der stod med sin olielampe i døren og vinkede til mig.
​"...nåh ja, hvordan ved jeg når...", sagde jeg og vendte mig om, men da var både han og fyrtårnet forsvundet. Men denne gang følte jeg mig ikke længere alene. Månen oplyste den klippeafsats hvor fyrtårnet havde stået, som havde det aldrig været der, men idet jeg begav mig ind i den tætte skov igen, var det atter bel mørkt. Det slog mig at jeg nok burde have spurgt Hans om jeg måtte låne hans olielampe, men i det samme stod et klart og stærkt lys ud fra mit bryst, der hvor hjertet sad, og skar igennem det tykke mørke. Nu kunne jeg finde hjem.

Derhjemme kom min mor løbende af glæde og omfavnede mig, hun undskyldte mange gang for at de ikke havde opdaget jeg var blevet væk, før det var for sent, men jeg sagde til hende at det var lige så meget min skyld for at strejfe omkring. Vi smilede til hinanden, grinede, og krammede igen. Hun spurgte hvordan jeg havde fundet vej, men jeg ville ikke fortælle hende om Hans og Lysets Hjerte.
​"Jeg...havde glemt at jeg havde en lommelygte i lommen", løj jeg og grinte fjoget.
​"Åhh, dit lille fjols, Malik, så bange må du aldrig gøre mig igen", sagde hun og ruskede mig i håret.
​Far var ikke hjemme, han var gået ud for at lede efter mig, mens mor var blevet hjemme, i fald at jeg selv fandt vej, så hun ringede til ham og sagde at jeg var fundet og han godt kunne komme tilbage.

Årene gik, hvor jeg ikke mærkede noget til Lysets Hjerte. Jeg begyndte efterhånden at tvivle, og spørge mig selv, om alt hvad der var sket den aften, havde været virkeligt eller bare en drøm?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...