Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
12Kommentarer
759Visninger
AA

14. Den Stærkeste Magi

Vi var næsten lige kommet ud af Den Fortabte Skov, da det begyndte at styrt regne. Så forsigtigt jeg kunne, gemte jeg den store blomst væk under min frakke. Jeg havde ingen idé om, hvor meget den kunne holde til, og jeg havde ikke tænkt mig at finde ud af det, der var for meget på spil.

Dice havde gået og kigget i den bog Sylvia havde lånt ham, formegentlig prøvet at finde ud af hvordan hvordan vi fik Sophia på benene igen, så vi ikke skulle bruge tid på det, når vi kom frem. Men også han gemte dén væk, da dråberne begyndte at falde.

Af hensyn til blomsten, løb vi ikke på tilbage vejen, men gik i et raskt tempo.

Modsat mange mennesker, havde jeg altid godt kunnet lide regn, især når det var mørkt, jeg følte at det satte en beroligende stemning, der var perfekt til at tænke over livet og reflektere. Jeg tænkte ofte over, hvor mange mennesker der mon også var ude i regnen nu, hvor mange der sad lunt og godt indendørs med en varm kop te.. og hvor mange, der enten var hjemløse, var løbet væk hjemmefra, eller af anden årsag ikke havde et solidt tag over hovedet og måtte søge ly på alternative måder.

Jeg kiggede flygtigt over på Dice, han så også ud til at være helt væk i sine tanker. ".....jeg hader regn....", hørte jeg ham mumle.

".......Tak fordi du tog med, tak for din hjælp", sagde jeg så, mens jeg kiggede op mod regnen, der silede ned mellem træerne, oplyst af den klare måne. Betaget over hvordan det flimrede for øjnene, når man så de tusinde dråber falde ned i ansigtet på én med en så vandvittig fart, og nød lyden når de alle ramten jorden på én gang som en naturens symfoni.

"Ingen årsag min ven", svarede han, "Jeg ved selv hvordan det er at miste en ven, så det glæder mig at jeg kunne hjælpe med at redde en andens".

"Miste en...", jeg kiggede på Dice, "...hvad mener..."

"Nåh, lad os se at komme hjem til pigerne", afbrød han mig og satte farten op.

Det var tydeligt at der var noget han ikke ønskede at snakke om, men jeg skulle nok få det ud af ham senere, for det første var jeg nysgerrig som bare pokker, men nu havde han været der for mig, så ville jeg også være der for ham.

Det varede ikke længe, før vi nåede ud af skoven og fandt lysningen hvor Veronicas palæ lå.

Viridia var lettet over at se os igen, hendes eller så blege sørgmodige ansigt lyste helt op da vi trådte ind i den store dagligstue.

"Velkommen tilbage!", udbrød hun, "I klarede det, gjorde I ikke?"

"Jo", svarede Dice

"På en eller anden måde", tilføjede jeg.

Vi lagde vores gennemblødte overtøj til tørre hende ved den optændte pejs, og så at Viridia havde lagt Sophia på en af sofaerne.

Jeg gik forsigt hen til hende, strøg hendes kind, og håbede af hele mit hjerte at Viridia og Sylvia havde ret, at blomsten kunne redde min veninde. Det hele var min skyld. Det var min skyld at hun lå her, og svævede mellem liv og død, hvis jeg havde haft bedre styr på mine kræfter og kunnet sætte Veronica på plads, i stedet for at lade mig fange i en så åbenlys fælde, var Sophia ikke løbet ind midt i krydsilden, og taget slaget for mig.

Viridia kunne se skammen og skyldfølelsen i mine øjne, og lagde så sin fine blege hånd på den jeg brugte til at læne mig op ad sofaryggen. Jeg vendte vemodigt blikket mod hende, og blev mødt at hendes varme trøstende smil.

"Det ligger i fortiden nu", sagde hun, "hold op med at bebrejde dig selv, det ville Sophia ikke ønske... det ønsker ingen af os. Desuden, har du fået skaffet midlet der kan vække hende til live igen", pointerede hun og kiggede over mod den fine azurblå blomst der lå på sofabordet, som jeg havde været yderst forsigtig ikke kom noget til på tilbagevejen. Den lyste stadig lige så fint og klart, som da jeg plukkede den fra drivhuset i Den Hemmelige Have.

"Du har ret, tak", sagde jeg og smilede tilbage til Viridia. Ikke et helt ægte smil, men jeg prøvede. Jeg turde ikke smile helt før Sophia var vågnet igen.

Den næste times tid, gik med at vente på, at Dice fik afkodet bogen han havde lånt af Sylvia, jeg sad på en skammel ved siden af Sophia, hvor jeg holdt hende i hånden, som om det beroligede mig at have hende i nærheden, og Viridia sad i sin sædvanlige lænestol. Vi gav hende et referat af hvad der var sket, fra vi satte fod i Den Forbudte Skov med alle dens tricks og fælder, til vi endelig fandt frem til Den Hemmelige Have hun havde fortalt os om. Vi fortalte hende om Sylvia, der havde udfordret mig til kamp over blomsten, som senere havde vist sig blot at være en test. Viridia fortalte os, at Sylvia var hendes bedstefars assistent, da han levede, og at Viridia skulle have overtaget haven, hvis ikke det havde været for det der så skete.

"Det der så skete?", spurgte jeg.

Hun nikkede sagte og kiggede ned i gulvet, "...ja, den nat jeg for vild i skoven på vej hjem, og fik øje på lyset. Det varme imødekommende lys, der førte mig... til Hans' fyrtårn, hvor han gav mig Lysets Hjerte".

Jeg troede ikke mine egne ører, hun havde fundet Hans' fyrtårn på nøjagtig samme måde som jeg?

"...og du ved hvad der skete derefter", sagde hun så, "Veronica, mørket i mig, blev magtgal og fik overtaget. Pludselig blev jeg en rebelsk tyran der kun tænkte på hvordan jeg kunne få mest muligt ud af hjertes kræfter, fremfor at bruge det i god hensigt".

"Viridia..."

Hun, rystede let på hovedet og smilede bebrejdende til sig selv, "...men jeg kan ikke kun give Veronica skylden, hun er født ud af MIT mørke, fordi JEG var svag.................................for svag til at bære Lysets Hjerte", hun kiggede op på mig med en alvor i øjnene jeg ikke havde set før, "Malik, bærer af den anden halvdel af Lysets Hjerte, jeg ved at jeg ingen ret har til at sige dette, men jeg beder, vær stærk, lad ikke grådighed og magtbegær sløre din dømmekraft........lad ikke mørket overtage dit hjerte".

"Viridia....jeg", sadge jeg.

"Ikke at tror det nogensinde vil ske", sagde hun så og smilede, "det lyder som om du endnu ikke har helt styr på dine kræfter, men indtil nu, har du kun brugt dem i god hensigt, til at beskytte dem du holdt af. Bliv ved med det"

Jeg smilte tilbage og nikkede bekræftende, "Det lover jeg".

Hun fortalte så, om sin tid sammen med sin bedstefar og Sylvia i haven da hun var barn, hvordan hun havde fået en lille gylden nøgle af ham en dag han var på besøg her, og med et drilsk men kærligt smil havde sagt, "Hvis du kan finde ud af, hvor denne nøgle passer hen, kære Viridia, så har jeg en overraskelse til dig". Det havde ikke taget hende mange minutter at afprøve hvert eneste nøglehul i hele huset, endog hun fortsat ledte over de næste par dage, sæt nu der var en hemmelig lem eller noget, som hun havde overset.

En dag var hun gået en tur i skoven, på vej over for at besøge ham, da hun pludselig hørte en mystisk lyd, hun nysgerrigt besluttede sig for at følge, som førte hende ind i en del af skoven hun aldrig havde været før. Det var Den Fortabte Skov, dengang den kun var blevet forhekset til at vildlede folk, der ikke regnede ud at følge sangen, fælderne, vi havde fortalt hende om, var åbenbart først blevet tilføjet senere.
Hun havde fulgt sangen, indtil hun var kommet til en tilsyneladende blind vej, men opdagede hurtigt den skjulte dør. Dengang havde både nøglehun og håndtag været nøjagtig lige så gyldent som nøglen selv. Og det syn der havde mødt hende på den anden side, havde været ubeskriveligt. Planter og blomster i alle regnbuens farver, små vandløb med de smukkeste gotisk dekorerede marmor broer løbende hen over sig, den mest fantastiske have hun nogensinde havde set, og kronen på det hele, et kæmpe slot af glas.

Hendes bedstefar havde budt hende velkommen med åbne arme, stolt over at hans lille prinsesse havde fundet hans lille hemmelighed. Han viste hende rundt, og indvigede hende i hemmeligheden om Midnatsblomsten, og dens forunderlige helbredende kræfter. Han havde et laboratorium i drivhusslottet, hvor han studerede planterne og deres særlige evner, mens Sylvia, der også var meget glad for Viridia, tog sig af de mere kemiske eksperimenter.

Over de næste par år, havde hun besøgt Sylvia og sin bedstefar jævnligt, og var selv begyndt at hjælpe til i haven. Bedstefaren var ofte lige kommet ind på sit studie, hvor han så at Viridia allerede sad, totalt forgabt i en ny bog. Hvad end det var om myter, legender, magi, eller noget mere jordnært som plantepleje.

Jeg lagde mærke til at hun fældede en lille tåre mens hun fortalte, "Nåh ja", sagde jeg så, "jeg havde nær glemt, du skal vel have nøglen tilbage?", sagde jeg og hentede den lille gyldne nøgle op ad lommen som jeg rakte til hende, men hun afslog, lukkede min hånd omkring den, og smilede til mig.

"Indtil alt det her er overstået, er det nok bedst, at du beholder den", sagde hun.

"O...okay", sagde jeg så, og stak den ned i lommen igen, "men...", jeg tav.

"Men hvad?", spurgte hun roligt.

"Hvorfor... hvorfor hjalp du os?", tog jeg mig endelig sammen og spurgte.

Jeg kiggede op på hende for at se hendes reaktion, hun kiggede ned i gulvet, men virkede nærmest som om hun havde ventet det spørgsmål, eller anet at det ville komme.

"Hvorfor?", gentog hun så, "Tja...skal man altid have en grund for at hjælpe andre?"

Der var tavst imellem os.

"...hvis jeg skal komme med en grund, så må det være, at jeg følte skyld. Husk på, at min bevidsthed hele tiden var inde i Veronica, så alt hvad hun så... det så jeg. Så da hun gjorde din veninde fortræd, og jeg intet kunne gøre, da jeg stadig var øm og forslået over at være blevet skubbet ud af min egen krop, besluttede jeg mig, for at hjælpe dig med at redde hende... det ville være min måde at sige undskyld på, og mit første skridt mod at gøre alting godt igen. Jeg kom med det samme i tanke om min bedstefars have, og den helbredende blomst han havde fortalt mig om, og vidste at du nok skulle finde den".

"Javel ja", sagde jeg med lavmeldt stemme og kiggede ned i gulvet, det havde jeg gjort under hele hendes forklaring, som om jeg ikke havde kunnet se hende i øjnene, "...tak, tak for hjælpen, jeg ved ikke hvad vi skulle have gjort uden dig".

"Nej... tak for DIN hjælp", sagde hun ud af det blå.

Jeg rettede straks blikket op og så hende i øjnene, som for at bekræfte om jeg havde hørt rigtigt.

"......Tak, fordi du gav mig en chance til", sagde hun og kiggede over på Sophia fra sin stol, "den chance gengælder jeg nu".

Efter hvad der føltes som timer, vendte Dice sig endelig om mod os, lagde bogen fra sig, og sagde, "Jeg har knækket koden!!"

"Endelig!!", tænkte jeg, mine nerver havde været på stilke lige siden vi kom tilbage, nu håbede jeg bare at det virkede.

Alt vi skulle gøre var, at lægge blomsten på Sophias bryst, sørge for at hendes hænder var foldede om stilken, som når man beder, og fremsige en remse.

"O måne, i din visdom og pragt,
giv tilbage det liv som er tabt,
læg' alle sorger og synder,
når under dit lys du hører vor bønder"

Dice fremsagde remsen klart og tydeligt, hvorefter blomsten begyndte at lyse endnu kraftigere end den nogensinde havde gjort før, selv Viridia havde aldrig set noget lignende... men det var som om der manglede noget.

"Kys hende", hørte jeg Dice sige bag mig.

Jeg drejede hovedet og kiggede undrende på ham.

"Det er det sidste der mangler", sagde han, "Jeg har fremsagt formularen der gør den akkumulerede livsenergi i blomsten klar til at blive overført, men magien mangler et kys for at blive udløst... har du måske nogensinde hørt om en prinsesse der ikke er blevet vækket med et kys?", sagde han med en let sarkasme i stemmen.

Jeg kunne ikke helt afgøre om han lavede sjov eller ej, men jeg ønskede ikke at tage chancen. Jeg lænede mig ind over hende, mit hjerte helt oppe i halsen, det var først nu det gik op for mig, at jeg havde romantiske følelser for hende. Jeg havde nu aldrig troet at jeg skulle bryde isen under disse omstændigheder, men hvad kunne omvendt være mere romantisk, end at vække din kære til live med det første kys? Jeg talte til tre i mit hoved, og bukkede mig ned, så hendes læber rørte mine. Det var en magisk følelse ulig noget andet jeg nogensinde havde oplevet før, større end at blive tildelt Lysets Hjerte, større end at få kroppen pumpet fuld af lysenergi fra solen, og større end at udløse al den energi igen på én gang for at sprænge et drivhus i luften (selvom det ikke havde været intensionen).
Det her, overgik dem alle, det var den stærkeste magi i universet... det var ægte kærlighed!

Efter jeg havde kysset Sophia, trådte vi alle nogle skridt baglæns, idet Midnatsblomsten begyndte at lyse kraftigere og kraftigere, som om den skulle til at sprænges af energi, indtil hele lokalet var druknet i lys og vi måtte holde os for øjnene.
Så pludseligt som det var taget til, forsvandt det skarpe lys igen. Det milde blå lys der før havde kendetegnet Midnatsblomsten var væk, den var nu falmet fuldstændig hen, og igang med at visne.

Sekunder føltes som timer, og i et kort øjeblik turde jeg ikke tro at det var lykkedes, men pludselig skete der noget... hun rørte på sig, og øjeblikke senere, slog hun øjnene op.

Sophia... var i live!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...