Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
695Visninger
AA

2. 10 År Senere

*gisp*
Jeg vågnede brat, som ved et mareridt, men jeg havde ikke haft mareridt, mindet var svagt, men jeg havde været omkring 10 år i drømmen, var faret vild i skoven, og havde under mystiske omstændigheder fundet vej til et fyrtårn.. hvor en.. gammel mand med en olielampe.. havde givet mig en magisk kraft...... i form af, hvad kaldte han det... Lysets Hjerte??
Når jeg opsummerede det for mig selv, kunne jeg godt høre hvor absurd det lød, selvom, det var nu ikke noget nyt for mine drømme, men det var nu sjældent jeg huskede dem. Jeg tog mig forsigtigt til brystet, og huskede pludselig den aften for mange år siden. Var det.. var det virkeligt? Jeg havde levet de sidste ti år af mit liv som en hel normal dreng, så jeg havde bildt mig selv ind at jeg bare havde været træt og var gået i søvne eller noget i den stil, men.. måske var det mere end bare en drøm? Jeg havde intet mærket til Lysets Hjerte siden den aften, så det, at jeg nu basalt set drømte en opsummering af den skæbnesvangre aftens hændelser, var det lysets måde at fortælle mig, at det var tid?
Jeg besluttede at der kun var én måde at finde ud af det på, jeg måtte tilbage til fyrtårnet og se efter selv. Jeg skyndte mig i noget tøj, greb min lettere flossede sorte jakke fra knagen i entré'en, samt en lommelygte i tilfælde af at jeg ikke nåede hjem før mørkets frembrud, og satte afsted.

Jeg boede ikke hjemme mere, da jeg blev 15 flyttede vi tættere ind til byen så jeg kunne komme i gymnasie, og da jeg blev 18, flyttede jeg på kollegieværelse for mig selv, for at studere på universitet. Mine forældre var blevet boende i vores lille lejlighed fra dengang, der lå en halv times kørsel fra hvor jeg nu boede. Jeg havde altid haft et godt forhold til dem, de hjalp mig igennem de sværeste og mørkeste tider i mine teenage år, og jeg kunne fortælle dem alt... alt, lige på nær, det...

Dagen efter den dag for ti år siden, og mange gange efterfølgende, var jeg gået ud i skoven for at se, om jeg kunne finde fyrtårnet, bevise overfor mig selv at det ikke bare havde været panisk indbildning, en drøm jeg havde haft mens jeg blot var faldet i søvn under et træ... men hver gang kom jeg tomhændet hjem. Klippefremspringet var der heller ikke mere, kun skov så langt øjet havde rakt.
Nu tog jeg så tilbage til skoven en sidste gang, for at se, om den drøm jeg lige havde haft, havde villet fortælle mig noget. "Lysets Vogter"? Mindes jeg nu at den gamle mand havde sagt, noget med en stor byrde, og kampen mellem mørke og lys..
Jeg var.. det nye fyrtårn, havde han sagt, lyset der skulle skinne for alle der havde mistet håbet og var faret vild. Hvad mente han med alt det?

Jeg passerede vores gamle hus på vejen, kravlede over den primitive trælåge, der afgrænsede vores grund, og så at alt var, som jeg huskede det. Der var ingen bil, så jeg antog at ingen ejer endnu havde indfundet sig. Af nostalgi gik jeg op og kiggede ind ad vinduerne, men genskæret gjorde, at der ikke var meget at se. Håbefuldt, men lidt naïvt, valsede jeg hen til hoveddøren på verandaen, tog forsigtigt fat i håndtaget.. og hev ned.

Nej, selvfølgelig var den låst, det kunne jeg have sagt mig selv. Nåh, det var da ingen skade til at forsøge. Jeg smilede stille for mig selv, tog nogle skridt tilbage så jeg kunne se hele huset, og reminiscerede over alle minderne. Hvad jeg ikke ville give, for at se mit barndomsværelse igen, sagde jeg til mig selv og kiggede op på det øverste lille tagvindue.

Jeg blev stående i nogle øjeblikke og beundrede mit forladte barndomshjem, til lyden af vinden i træerne, og fuglekvidren.
Nåh, men jeg måtte videre, på denne tid af året blev det hurtigt mørkt, og jeg havde ikke husket ekstra batterier til lommelygten. Jeg satte fod i skoven, for første gang i lang tid, og begyndte at gå, ikke rigtig nogen bestemt retning, for jeg antog, at hvis der var noget for at finde, ville dét, finde mig.
Skoven var dunkel som altid, trods solen stadig stod højt, men grantræskronerne var så høje og tykke, at næsten alt lys blev blokkeret. Kun nogle få solstråler trængte igennem hist og her. Jeg gik længe, pludselig var det blevet mørkt, og jeg måtte tage lygten i brug. Jeg havde lovet mig selv, at jeg kun ville lede videre et par timer, før jeg vendte næsen hjem. Jeg forsøgte ikke at gå i ring og disorientere mig selv, mens jeg lyste frem og tilbage på min vej, i håbet om at lyset ville afsløre noget.. men samtidigt også lidt nervøs for, hvad "noget" var. Jeg burde ikke se så mange internet videoer om spøgelseshistorier og folkelegender, tænkte jeg for mig selv og klukkede.

I det samme spottede jeg noget ud ad øjenkrogen, badet i månelys.. det var fyrtårnet!! Jeg satte i løb, som om jeg var bange for at det blot for en luftspejling, at det kun var et produkt af min fantasi, og at det ville forsvinde hvis jeg ikke skyndte mig. Jeg nåede ud ad skoven, og der stod jeg så, endelig havde jeg fundet det! Der var nu gået ti år siden den begivenhedsfulde nat, men nu var jeg her endelig igen, og vigtigere, jeg havde endelig bevist overfor mig selv, at det ikke bare havde været en drøm!

Men hvis det ikke blot havde været en drøm, og den gamle mand havde sagt jeg havde en stor opgave at udfylde, hvorfor havde jeg så ikke set noget til det lys han gav mig, siden? Jeg var så optaget af mine egne tanker, og glæden ved at havde fundet det sagnomspundne fyrtårn, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at noget var rivende galt. Døren var flået op, og var nær revet helt af hængslerne, på hvilke en sort tyk masse var klistret fast. Jeg kiggede nærmere, stak forsigtigt fingeren frem for at røre, *PSSST*, "Av for pokker!!" ømmede jeg mig og kiggede på min finger efter jeg havde viftet og pustet på den. Hvad var dog det for en djævelsk tjærreagtig substans? Den havde brændt mig.

Nu blev jeg bekymret! Den gamle mand! Var han her stadig? Bare der ikke var sket ham noget!! Jeg sprang in ad døren, pilede ind gennem entréen og derefter dagligstuen, hvor jeg så at alt var kaos, som om en kamp var fundet sted. Min puls steg, hvem eller hvad kunne dog have gjort dette, og hvorfor?? Så så jeg at døren op til fyrtårnet var åben, og vidste hvad jeg måtte gøre. Jeg anede ikke hvad der ventede mig deroppe, men jeg havde ventet i ti år på at få svar, og den gamle mand var i fare. Jeg trippede op ad jerntrinnene så hurtigt jeg kunne, og så, at ligeledes jernlemmet stod åben, og at det var begyndt at regne og tordne.. jeg fik totalt déjá vú. Jeg skyndte mig op på taget, der var fyrrummet som jeg huskede det, men jeg kunne intet se ind gennem det tilduggede glas. Jeg trådte ind ad den åbne dør, men ingen internet video kunne have forberedt mig på det syn, der mødte mig.

Inde i rummet, som også var blevet totalt massakreret, som om nogen havde endevendt det hele.. stod den nogen, i form af en sort dæmonisk skikkelse i voksenhøjde, med ild i øjnene, sylespidse tænder og mange af dem, ligeså store og spidse kløer.. og en rift af lys ned gennem brystet.

"HANS!!!", udbrød jeg i det samme jeg fik øje på ham foran dæmonen, som vendte sig om i overraskelse ved min tilstedeværelse. Han sad ned og var blevet trængt op mod ruden, hans runde brilleglas var flækkede, og hans olielampe lå på gulvet ved siden af ham.

"Malik!? Er det virkelig dig?!", udråbte Hans med lige dele glæde og rædsel i stemmen, "Skynd dig væk før den også får fat i dig!!"

"Hvem er den knægt?!!", rungede den sorte dæmons dybe stemme.

"Det skal du ikke bekymre dig om", sagde Hans, der var kommet på benene igen og havde genopsamlet sin olielampe som han nu viftede om næsen på dæmonen i fornyet håb om at skræmme den væk, "Jeg sagde til dig, at jeg ikke har det du søger, og hvis jeg havde det ville jeg bestemt ikke give det til dig!" sagde han, nu med selvsikkerhed i stemmen, "....du havde din chance, husker du nok!"

Chance?? Hvad i alverden talte han om? Kendte han den sorte skikkelse?

"DU SAGDE AT JEG VAR DEN UDVALGTE!!!!!!!", brølede dæmonen og langede Hans et ordentlig højresving med sine store kløer, så han faldt lige på rumpen igen, og olielampen fløj ud af hans hånd og knustes på det hårde gulv, hvor den begyndte at antænde nogle papirer der lå spredt.

"DU LØJ FOR MIG, DIN GAMLE IDIOT, DU SAGDE JEG VAR DEN UDVALGTE!!!!!!!", gentog dæmonen.

Chance? Udvalgte? Løj? Hvad fablede den dog om? Tankerne væltede rundt i hovedet på mig om den nat jeg sidst var her, hvor Hans, med sit varme blik, havde overrakt mig Lysets Hjerte, og med stolthed sagt at jeg var hans udvalgte efterfølger, mens jeg panisk overvejede hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Jeg ville gerne over til Hans, men jeg ville ikke være meget værd for nogen hvis de store kløer også fik fat i mig.

"Jeg tog fejl!...", lød det fra Hans, der gispede efter vejret og hostede en smule blod op, "Jeg troede at du var den udvalgte, men du tog din gave for givet, misbrugte den og var selvvisk.. Så jeg besluttede at tage den tilbage og give den, til én der var værdi!"

Det var tydeligt at Hans' ord kun gjorde den sorte skikkelse endnu mere arrig, idet den løftede sin højre arm, for endnu en gang at lange ud efter ham. Jeg måtte gøre noget!

"Hvad har du gang i, knægt?!", udbrød dæmonen lige dele overrasket og arrig, da jeg greb fat i dens rejste arm, for at forhindre det slag, der skulle have været Hans' endeligt, "Smut hjem i kravlegården!!", råbte den, vendte sig om mod mig, og langede ud efter mig med sin frie venstre hånd.

"Hans??! Er du oka....", *SLAM* mere nåede jeg ikke at sige, før jeg lå på jorden i den anden ende af lokalet, med en grim rift på kinden.

"Hvem tror du lige du er??!", hvæsede dæmonen, der nu havde fået interesse i mig, og var på vej hen mod mig med langsomme tunge skridt. Mit syn var sløret efter slaget, jeg var fortumlet, og kunne ikke finde styrken til at rejse mig.

"Nej!! Lad ham være!! Han har ikke gjort noget!", hylede Hans, der havde samlet kræfter til at række hånden ud efter dæmonen, som om han troede den ville lystre.
Skrækken bredte sig i mit ansigt som dæmonen kom tættere på.

"Det er måske ham her, du har givet det videre til?!!", skrappede dæmonen og kiggede intenst på mig mens dens tandfyldte smil bredte sig, "Du har noget jeg vil have knægt, og jeg agter at TAGE DET!!!", råbte den idet den for sidste gang hævede sin store klo fyldte hånd mod mig, og slog ud efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...