En kollision af svigt og dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Færdig
Da Sam og Dean pludselig dukker op på Aelin og Rowans dørtrin, står det klart, at noget er galt. Men når man samtidig har travlt med at tage sig af sit ruinerede land og genoptræne efter en kamp mod mørke kræfter, er det ikke altid lige let at redde universet fra at falde fra hinanden.

Throne of Glass x Supernatural
Bidrag til 'Alternative Universe' konkurrence. Mulighed 1.

0Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

5. Kapitel tre / Mødet med tomheden


 

”Jeg er ikke syg!” skyndte hun sig at svare. ”Jeg er bare ... ikke lige så stærk, som jeg tidligere har været.” 

”Du er syg,” sagde han igen, denne gang mere sikkert. Hans mund trak sig sammen til en tynd streg og en muskel i hans kæbe hoppede. En knurren kom fra dybt i hans hals. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?”

Ærligtalt, så havde hun ikke noget fornuftigt svar. Det var, som om hendes hals snørede sig sammen hver gang hun åbnede munden og forsøgte at løslade ordene. Den smerte, hun ville bringe ham, hendes land, hendes folk; den smerte, der i øjeblikket kildede hendes næsebor, idet den viftede fra ham ... Hun vidste præcis, hvorfor hun ikke havde sagt noget. Men det retfærdiggjorde ikke hendes beslutning. Rowan var hendes ægtefælle, for fanden. Terrasen var hendes hjem.

Hun endte med at ryste på hovedet og køre fingrene gennem sit lyse hår. ”Jeg kunne bare ikke gøre det. Jeg kunne bare ikke ... gøre det.”

En kold vind smøg sig gennem lokalet. Der gik flere minutter, hvor ingen turde sige noget, og hvor den eneste lyd i rummet var gardinernes flagren og stearinlysenes flakken. Det trykkede for Aelins bryst og hun forsøgte at trække vejret roligt, mens erkendelsen langsomt svømmede op til overfladen af hendes bevidsthed.

Hun ville aldrig komme til at føre Terrasen mod lykke igen.  

”Arvingen af Mala Ild-Bringer er ved at miste sine kræfter?” hviskede Dean til sin bror, hvis mund stod halvåben og øjne var opspærrede.

Til hendes overraskelse lagde en hånd sig omkring hendes. Da hun så op, sortnede Rowans øjne og hele hans ansigt fortrak sig i en grimasse.    

”Vi finder en anden måde at redde universet på,” sagde han. Han strammede sit greb, som for at få hende til at se den ulmende vrede i ham. Vreden over, hvor uretfærdigt det her var. ”Vi finder en måde at gøre dig rask på,” fortsatte han, og hun gjorde alt i sin magt for ikke at begrave sit hoved i hans bryst, mens de havde tilskuere.

Sam rørte sig uroligt på stolen. ”Og hvordan har i så tænkt jer at stoppe dæmonerne?”

”Måske vi bare skulle brænde hele landet ned,” svarede Dean og hvilede sine hænder i jakkelommerne.

Sam mumlede, ”For det vil jo hjælpe os, når vi forsøger at redde folk fra at dø.”

”Vi kunne bare evakuere. Få folk til Mexico eller Canada.”

”Det er USA, Dean. USA!”

”Vi er virkelig gode til at lave tærter. Det skal jeg give dig ret i.”

”Jeg har en ide,” brummede Rowans stemme midt i diskussionen. De to brødre holdt med ét mund og rettede deres fulde opmærksomhed mod prinsen.

”Har du?” spurgte Aelin. Hun rejste sig mere op i sædet.

”Vi får fat i Lysandra.”

”Formskifteren?” kom det fra Sam.

Rowan nikkede. ”Hun kan skifte til en kopi af Aelin og anvende hendes kræfter.”

”Genialt!” udbrød Dean med et ivrigt smil.

”Ikke igen,” sukkede Aelin og kastede hovedet tilbage. ”Hvorfor er det altid, når tingene går skidt for mig, at hun skal udgive sig for at være min kopi?”

Dean fnøs. ”Du lyder, som om det her sker tit.”

”Tro mig – det gør det.”

Rowan brød ind. ”Vi rejser ved solopgang.” Noget anstrengende og uroligt var til at finde i hans stemme. Aelin rakte ned gennem deres bånd, men han sendte blot en forsikring om, at det her var det rigtige at gøre, tilbage mod hende. Selvom hun ikke havde lyst til at inddrage Lysandra, lod hun det ligge.

Trætheden lagde sig over hende. Det var ved at være morgen igen, og hun var ikke vant til at være oppe det meste af natten. Et gab forlod hendes mund, idet hun kastede en tommelfinger over skulderen mod gangen bag dem.

”I kan sove i gæsteværelset,” sagde hun til Sam og Dean, der ligeledes var begyndt at hænge en smule med hovederne ved tanken om at skulle stå op lige om lidt igen.

”Tak,” nikkede Sam og lænede sig frem i sædet. 

For en stund betragtede de alle sammen hinanden med hurtigt blinkende øjne og lydløse godkendelser af deres nuværende samarbejdspartnere. Aelin forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle have det med tanken om, at de kendte til stort set alt, hvad der var sket i hendes liv op til for cirka to år siden. Hun kom aldrig rigtigt frem til en løsning.

Så rejste Sam, Rowan og hun sig op og skubbede stolene ind. De var alle fire på vej mod deres værelser, da Rowan åbnede munden igen. Fodskridtene over det gamle og rustikke trægulv holdt op.  

Rowan så på Sam og Dean uden at blinke. ”Vi gør kun det her, fordi vi til dels selv er skyld i, at i har fået problemer. Det er den eneste grund. Der er mange andre ting, som vi burde tage os af i den her verden i stedet for, men vi hjælper jer. Tag det ikke forgivet.”

Sam bøjede hovedet svagt i respekt for krigeren foran ham. ”Selvfølgelig. Vi er mere end glade for jeres hjælp.”

”Godt.” Rowan gav et sidste nik fra sig. ”Godnat.”

Et tilbageholdt smil beklædte Aelins ansigt, da hun fortsatte mod deres soveværelse.

 

 

Da de lå i sengen senere den nat, og stjernerne stadig svagt var til at skimte i himmelmørket, undrede Aelin sig over, hvor lang tid, der ville gå, før resten af hendes liv kunne være som dette øjeblik. Omgivet af stilhed og ro, Rowan få centimeter fra hende selv og verden åben for hendes øjne. Ingen problemer ville plage hendes sind og hun ville for Guds skyld aldrig have to fremmede trappe op foran hendes dør og fortælle hende, at de var blevet angrebet af Valg-dæmoner. Fandeme nej.

I dette øjeblik førte hun hånden gennem Rowans næsten hvide hår, og nød hvordan det så ud i måneskinnet. Han oversvømmede alle hendes problemer og druknede dem i kærlighed. For nu.

”Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til Terrasen,” mumlede han, mens hans øjne faldt lige så stille i og han sukkede dybt. ”Noget siger mig, at kronhjorten venter på os.”

Aelin undslap et stille grin. ”Stop med at være så nostalgisk.”

”Jeg kan ikke lade være. Du gør det ikke nemt, når båndet mellem os står vidt åbent og alt din længsel bliver sendt i min retning.”

”Undskyld, hr. Sentimental. Måske jeg bare skulle lukke af så; lade mit hjerte blive koldt og afskyeligt og –”

Rowan spærrede øjnene op og gav hende et let slag over næsen med sin ene pegefinger.

”Det kan du lige vove på. Ikke igen,” knurrede han, men hans hånd greb hendes og pakkede sig om den, som var den, den mest dyrebare gave, han nogensinde havde set. Hun tænkte det samme om hans.

Og sådan lå de i noget tid, på deres sider og stirrede på hinanden, mens de begravede sig i tæpperne. Der var ligeledes noget længselsfuldt i hans øjne, noget der ikke var rettet mod deres hjemland. Men før hun kunne nå at tænke videre over det, tog søvnen over. Hun huskede hans kærlige smil, lige før hun lukkede øjnene.

Da Aelin vågnede igen, var Rowan væk og hans hånd lå ikke længere i hendes.  

 

Jeg er virkelig ked af de dårlige oversættelser, men jeg har læst Throne of Glass serien på engelsk og kan ikke finde nogle steder på nettet, hvor man kan se, hvordan tingene er oversat til dansk. )-:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...