En kollision af svigt og dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Færdig
Da Sam og Dean pludselig dukker op på Aelin og Rowans dørtrin, står det klart, at noget er galt. Men når man samtidig har travlt med at tage sig af sit ruinerede land og genoptræne efter en kamp mod mørke kræfter, er det ikke altid lige let at redde universet fra at falde fra hinanden.

Throne of Glass x Supernatural
Bidrag til 'Alternative Universe' konkurrence. Mulighed 1.

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

3. Kapitel et / Mødet med den anden verden


 

Aelin Ashryver Galathynius fulgte lydløst de to figurer med øjnene, idet de bevægede sig gennem skyggerne. Hendes hånd lå allerede indenfor en henkastet afstand af dolken ved hendes side, og hun vidste med lige præcis hvilken vinkel og kraft hun skulle kaste den med, før de lå livløse i siden af vejkanten

Hun havde ikke kunne sove i nat. Magien i hendes blod blev ved med at hviske, sitre, løbe om hjørner -  som kunne den fornemme, at noget var på færde. Det tog ikke lang tid for hende at kravle op på taget af Rowan og hendes lejlighed for at opdage, at skyggerne ikke kun bestod af sort. Nogen gemte sig i dem. Og nogen var kommet helt til Rifthold for at ønske dem alt andet end godt.

Med et fast greb holdt Aelin nu dolkens skaft i sin hånd, og gav langsomt sine indre kræfter afløb. Ilden gnitrede på hendes fingerspidser, lyste mørket omkring hende svagt op, mens hun forsigtigt krøb frem fra den høje skorsten, hun indtil videre havde gemt sig bag. Skikkelserne stod kun få meter fra porten ind til det gamle varehus, der fungerede som skjulested for deres hoveddør. De havde ingen anelse om, hvad der ventede dem. Hvem der ventede dem.

Hun kørte håndleddet lidt rundt og sigtede.

”Dit bedste indfald er at dræbe dem?”

Stemmen kom som et chok, der fik hende til at dreje rundt på hælene og i stedet lægge dolken mod halsen på den person, der havde afbrudt hendes koncentration. Aelin så ind i Rowans fyrretræsgrønne øjne, der på trods af situationen, bar et glimt af humor. Han veg ikke engang tilbage, idet bladet skinnede i ildens skær. Den skiderik. Hvorfor havde hun ikke hørt ham?

Med et ryst på hovedet trak hun sig tilbage.

”Jeg ville ikke have dræbt dem.” I en hurtig bevægelse var dolken tilbage i skeden og flammerne døde hen med en halvhjertet tanke. En svag smerte dunkede ved hendes tindinger.     

Rowan løftede et øjenbryn. ”Hvorfor sigtede du så efter deres hoveder?”

”Jeg sigtede ikke efter-” Et smil bredte sig på hans mund, og de sorte snirkler, der løb over siden af hans ansigt og fortsatte ned over hans bryst og arm, fulgte med hans læber. Aelin lagde armene over kors. ”Jeg ville bare advare dem. Du ved, sørge for, at de mærkede frygten, inden den slugte dem hele.”

”Du er ondskabsfuld, det ved du godt, ikke?” Han trådte et skridt tættere på, og hun overvejede for en stund at gøre det samme. Dog nåede hun det ikke, før han havde taget endnu et. Hans bryst ramte hendes, og hans konstante varme kastede sig fremad og greb som en næve omkring hendes hjerte. Hun var få sekunder fra at rejse en høj mur af ild, afskærme dem fra omverdenen og glemme alt og alle med undtagelse af fae-prinsen, der stod foran hende. Men så rakte han hånden frem og hapsede dolken fra hendes side, da hun var allermindst opmærksom. Han lod sit blik flakke til gaden nedenfor, hvor der lige nu lød en voldsom og afsindig banken på porten. Nogen var blevet utålmodige.

”Lad os gå ned og hilse på,” grinede Rowan, mens han uden problemer balancerede dolkens fæste i luften på sin pegefinger. Hun var ikke sikker på, hvorfor han overhovedet havde taget den fra hende – han var i sig selv et våben. Måske var det blot for at iføre sig rollen som almindelig, overbeskyttende ægtefælle– tiltrække mindst muligt opmærksomhed på en sen nat, hvor byens liv var sprudlende - indtil det var allerhøjest nødvendigt at åbne op for den kraft, der lå og rumsterede dybt inden i ham.

Hun tog fejl.

Da Aelin og Rowan skubbede porten til side, stod de to skikkelser i tydeligt lys fra en gammel lampe, der hang på gadens overfor liggende bygning. Den ene af fyrene tårnede op over jorden og havde en pragt af langt hår, der nåede ham til skuldrene, mens den anden var af almindelig højde og kortklippet. De så i det hele taget ud til at være stik modsætninger; i forhold til tøjstil, mængden af bandeord, der slap ud gennem deres munde, og lugten af frygt, der viftede fra deres kroppe. Men det, de dog havde tilfælles, var, at de begge stod og hamrede løs på den usynlige boble, der omgav dem. Handlingen fik dem til at minde om et par dramatiske mimere.

Aelin kiggede over på Rowan, der blot så tilbage på hende med en udtryksløs mine. Han havde ikke kun iført sig rollen som overbeskyttende ægtefælle men strålede også af brutal kriger – og han var langt fra almindelig. Det stod nu klart for hende, at han ikke havde tænkt sig at holde noget som helst tilbage for de to idioter, der havde fundet på at vække dem midt nat.

”Jeg er ikke sikker på, at det er meningen, i skal være her,” startede Rowan ud, og hun havde lyst til at slå ham for at taget det første ord.  

”Satans!” lød det fra den kortklippede fyr, som kastede hænderne i vejret og sparkede til boblen. Hans fod sprang blot tilbage, hvilket resulterede i endnu et vredesudbrud.

Aelin trådte et skridt fremad og så på ham den høje, der så ud til at have mere eller mindre kontrol over sin irritation. Hun gik direkte til sagen.

”Hvem er I og hvorfor har I i de sidste tre timer opholdt jer uden for vores lejlighed?”

En muskel i hans kæbe hoppede og han knyttede sine næver. Han skulle lige til at åbne munden, men hans ven afbrød ham.

”Bøgerne glemte at nævne jeres tendens til at overreagere.” Han havde et ironisk smile om sine læber, mens han lod hænderne hvile i lommerne på sin læderjakke. Aelin og Rowan så uforstående på ham med rynkede bryn. ”Måske vi skulle have medbragt vores bog over ting man skal gøre, når man bliver fanget i en fucking luftboble.”

”Dean,” lød det fra fyrens side, idet han blev mødt af et borende blik, ”Slap af.”

Han ignorerede ordren. ”Sammy, hvad tror du, der sker, hvis vi kaster salt efter dem?” Dean fandt en lille stofpose frem fra sin lomme og vejede den i hånden. ”Forsvinder boblen?” spurgte han ud i mørket. Hans blik blev eftertænksomt og fjernt. Efter noget tid vendte han lynhurtigt ansigt og opspærrede øjne mod ham den høje, der øjensynligt blev kaldt for Sammy. ”Forsvinder de?”

Sammy sukkede opgivende. Han rettede i stedet sin opmærksomhed mod de to Fae, der stod og kiggede afventende på dem.

”Hvad Dean her prøver at sige er, at vi har brug for jeres hjælp.”

”I kunne have sendt et brev i forvejen,” foreslog Aelin med armene over kors.

”Det er ikke så let,” svarede han og skar en grimasse.

Hun måtte modvilligt give ham ret. Det havde været forholdsvis svært at finde dem siden alt kaosset sidste år. Da Erawan, Valg-kongen, blev sendt med Guderne tilbage, og de fik jaget Valg-krigerne ud af denne verden og ind i en anden, var deres energi drænet som aldrig før. Hun var nær død forinden, hvis ikke det havde været for Maeve, der reddede hende fra Erawans giftige klør og lod hende gå – lod hende gå på den betingelse, at hun holdt lav profil og gav den bitch af en dronning magten.

Det havde dog ikke været så svært. I virkeligheden havde hun ikke haft noget valg, idet hendes krop var så godt som sønderknust. Det sidste år havde hun brugt på at genoptræne og tilbagekalde den styrke, der engang havde løbet gennem hendes årer, og det var først nu, den var begyndt at simre igen. Aedion, hendes fætter, havde i mellemtiden overtaget tronen, indtil hun atter var helt klar til at regere over Terrasen – hvilket ville være snart, håbede hun.

Sammy åbnede munden igen for at uddybe. ”Vi har brug for de to halskæder - Orynths Amulet og Elenas Øje.”

”I har brug for hvad?!” udbrød Aelin og var pludselig lysvågen. De kunne ikke være seriøse? Hvad fanden skulle de bruge dem til? Og havde de ikke hørt, hvad der var sket?

”Hvis i lader os komme med ind, kan vi uddybe.”

”Er i fuldstændig sindssy-”

Hun nåede ikke at sige mere, før luftboblen, der havde omgivet de to fremmede, forsvandt, og Dean, som afslappet havde lænet sig tilbage mod den, faldt på røven. Rowan gav et nik med hovedet.

”Følg efter os,” sagde han kort, hvorefter han forsvandt ind ad porten. Aelin stod tilbage med et måbende udtryk i ansigtet og stirrede efter sin Fae-prins. Dean og Sammy fulgte hurtigt efter ham.

Hun rettede sit blik mod himlen og sendte en kort bøn til Anneith, Kvinden af Vise Ting, i håb om, at det her møde ville gå godt. I håb om, at hun ikke behøvede at give sig i kast med at grave sin egen grav på grund af det, der muligvis var på vej til at ske. For hendes tanker var rettet mod Terrasen, der i øjeblikket havde brug for hjælp, og hun havde ikke mere plads på tallerkenen end det.

Efter at have sendt et længselsfuldt blik mod Norden, forsøgte hun at ignorere den smerte, der på trods af genoptræningen, stadig hærgede hendes krop. Med rettet ryg, fulgte hun efter Rowan.

 

Hej! Jeg vil lige hurtigt indrømme, at jeg kun har set indtil sæson 5 af Supernatural og det er sådan pænt lang tid siden (sorry!). Derfor tager jeg også udgangspunkt i de tidlige episoder/sæsoner. 

Da jeg ikke er ekspert må i gerne udpege, hvis der er noget, der virker urealistisk i forhold til deres verden, opførsel mm. :-p

Tak, fordi du læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...