New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
16572Visninger
AA

10. Your Smile

Kapitel 8

”Det smager fantastisk” erklærede Justin, efter et par mundfulde. Jeg smiler og tager et sug af min milkshake. Den smager mere af fløde end jordbær. Men smagen er så velkendt at jeg nærmest ikke bider mærke i det:  Jasmin og mig brugt mange sommerferier, på at realisere alt cafeens mad. Jordbær milkshaken, var helt klart med på top 10. Som om han har læst mine tanker, spørger han.

“Plejede du at komme her tit?” Han smiler, et smil, jeg ikke kan bebrejde, andre piger falder for. Han ved hvad han gør, som om han har taget et kursus i at smile. Hans smil, er lige. Han viser en smule af hans tænder, men ikke for meget. Som for at vise at han har hvide tænder.

“Ja, mig og Jasmin brugte mange af vores timer her nede” svarede jeg og prøvede ikke at fukusere på hans læber.

”Hvad skete der?” Han kigger ned på hans burger, og giver mig noget tid til at finde på et svar, uden at jeg er blændet af hans blik.

”Det ved jeg ikke. Jeg tror bare vi begge har forandret sig” Han kigger op igen, mens han tygger.

”Ja, det kan jo ske”

Jeg behøvede ikke at sige mere, kunne bare lade emnet ligge. Men min mund ville ikke lytte, den havde sit eget liv.

”Jeg føler nogen gang at jeg er et stykke ler, jeg kan forme mig som jeg vil, men nogle gange, er der en speciel form, der passer bedst til mig, til andre. Så må jeg forblive det, fordi det er bedst for andre. Når man så endelig får chancen for at, forandre sig. Er man hård som sten”

Jeg kigger overrasket op, og møder hans mørkebrune øjne. Han ser ligeså overrasket ud. Jeg skulle lige til at undskylde, og sige at sukker får min hjerne til at gå amok, men jeg når det ikke.

”Så må du vel bare finde, et nyt stykke ler. Og denne gang forme dig som du vil.” Jeg smiler til ham, og holder øjenkontakten længere end normalt. En akavet stilhed ligger sig hen over bordet, og kun lyden af bestik mod tallerknen, sørger for at jeg ikke bryder ud i grin.  

”Kom solen lige frem, eller er det dit smil der blænder mig” griner han.

”Wow, det var godt nok en dårlig måde at ødelægge et poetisk øjeblik på” griner jeg, dog en smule taknemlig for at stemningen har ændret sig

”Hvor tit virker de scorer replikker for dig?” spørger jeg. En tot af hans hår, er faret vild, og hænger halvt ned i ansigtet på ham.  

”Altså hvis du bare smiler, mens du taler, så ville jeg sige at de virker 80% af tiden” Med en hurtig bevægelse sidder totten igen om bag hans øre igen.

”Hmmm, det kan være at jeg skal begynde at bruge dem, selvom drengene dog kaster sig over mig, hver gang jeg er 10 meter fra dem” Han griner og ryster på hovedet

”Det er faktisk lige meget hvad du siger, den vigtige del er bare, at du har udseenet, hvis du har det, kan du sige hvad som helst. Så sorry, du kan nok ikke bruge den teknik” han smiler, og rækker ud efter hans milkshake.

”Mærkeligt for jeg husker, at du har antydet at jeg var pæn, en anden gang vi snakkede sammen” giver jeg igen. Luften er pludselig meget let, imellem os. En ting må jeg giver ham, han ved hvordan man ændre en stemning.

”Første håndsindtryk, fordi jeg sørger for at du fik et godt indtryk på mig, kan du ikke hade mig. Det videnskabeligt bevist”

”Kalder du at smadre en dør op i hovedet på mig, et godt først håndsindtryk?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...