New Rules

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Maggie har brugt de 2 sidste år af sit liv, på at komme oven på igen, efter at havde fået knust sit hjerte voldsomt. Da hun igen kan mærke glæden komme tilbage, sender hendes far, hende hen til hendes mor. Det eneste sted hun ikke kan klare, ikke nok med at hun skal møde hendes gammel flamme være dag, skal hun også klarer gruppens nye mellem, Justin, som er lige lovlig nærgående, og betyder mere for hende, end hun ville indrømme.

34Likes
52Kommentarer
16576Visninger
AA

3. Home sweet home

 

kapitel 1

Han havde sagt, at jeg skulle pakke alle mine ting ned. Ikke bare et sæt tøj, eller en bog. Hele mit værelse. Det var nok, det der havde skræmt mig mest, vide, at jeg ikke kom hjem om et par måneder. At min 2 år lange pause fra livet var slut. Tilbage til virkeligheden.

Hvad hvis jeg ikke var klar til det? De 2 år virkede lige pludselig som 2 måneder. Jeg havde gået i high school, men jeg havde gjort mig selv så usynlig, at ingen lagde mærke til mig.  Noget der var umuligt at gøre her.

Minderne strømmede igennem mig, da vi kørte igennem byen, men jeg nægtede at give dem opmærksomhed. Nægtede at anerkende at gode ting, også var sket på stedet jeg afskyede.  

Taxichaufføren trommede let på rettet, og blev ved med at skæve hen mod GPS-en. Han havde tydeligvis ikke været her. Jeg havde lyst til at bede ham om at køre tilbage, før han blev forelsket i de små skæve huse, de små butikker, der solgte vafler og nipsting.  

Det var som en facade, for at lokke folk i fælden. Ingen ser, klubberne, de unge selv styrede, der tjente flere penge, end cafeerne, - som ingen regler havde. Eller alkoholen, der nærmest, flød i folks blod.  Alle de huse der blev revet ned, så fine høje bygninger, kunne stå og skinne.

Chaufføren, bremsede hårdt op.  Kiggede kort på huset, GPS-en mente var det rigtige.

”Er det her?” Brummede han, med en stemme, der lød alt for lys, til hans barske look.

Jeg skævede kort til huset og håbede at, han var kørt forkert, mere tid til at tænke, kunne være godt.

Men der stod det, intet forandret, måske var teorien med de 2 måneder rigtig. Huset var hvidt, men en renere hvid, ren som sne. En hvid, man kun kunne opnå, med flere gange maling om året.

Chaufføren stirrede på samme måde som mig. Jeg forstod ham godt. Hvordan kunne en pige som mig, passe ind her. Passe ind på et sted, hvor håndtagene, blev pudset til de skinnede.

Det gjorde jeg heller ikke.  Jeg havde på en eller anden måde fået, nogen af de samme gener som dem der passede ind.

Selv døren så uberørt ud. Jeg var næsten nervøs, for at røre den. Bange for at efterlade et mærke på deres perfekte liv.  

Døren blev åbnet næsten, med det samme. For sent at vende om.

Damen, i døråbningen smilte stort. Jeg genkendte hende straks som min mor. Min mor, bare med, afblegede hår. Hun tøvede kort, før hun omfavnede mig. Jeg klemte hende blidt tilbage, og modstod, trangen til at trække mig tilbage.

Hendes søde, duft fyldte min næsebor. Hun havde skiftet parfume.

Hun trak sig endelig tilbage, men uden at slippe min højre arm. Jeg kiggede ned, af hende, og mærkede samvittigheden, slå knuder i min mave.

Hun havde taget en blå, tæt siddende kjole på, og krøllede hendes hår. Hun havde gjort noget ud af sig selv, hun havde sikkert glædet sig til, at jeg skulle komme. Og her stod, jeg i mit hverdagstøj, og overvejede at vende om.

”Hvor har jeg savnet dig!” Hun gav min arm et klem mere, og flyttede sig fra dør åbningen.

Huset så ud, som det plejede. Stort og stilfuldt, helt modsatte af, hvad jeg havde boet i de 2 sidste år.

Jeg vendte mig om mod min mor, og gav hende, det bedste falske smil. Hun smilte igen, og bevægede nervøst, hendes hænder.

”Jeg snakkede med din far igår, flyttebilen med dine ting, kommer i morgen”

Jeg nikkede kort. Sank klumpen, der voksede i halsen. Men den gled videre ned til maven.

”Lad mig vise dig dit værelse”

Hun gav mig et smil, greb fat i min arm og trak mig, op af trappen.

Døren til mit værelse lå, lige til venstre for trappen. Inde på mit værelse, kunne jeg tydeligt høre, når trappen blev brugt. Men det har aldrig generet mig, nærmest det modsatte. Jeg plejede at ligge vågen, indtil, jeg hørte Jasmin stiletter ramme trægulvet, når hun kom sent hjem fra fest.

Jeg åbnede døren som, jeg så mange andre gange havde gjort. Det var kun 2 år, siden jeg havde kaldt dette sted hjem, kun 2 år siden, jeg nød at værre her.

En dobbelt seng stod presset ned i den ene side, og det var, det eneste der fyldte værelset. Jeg kiggede langsomt rundt, prøvede at forstille mig, hvor tingene skulle stå, prøvede at forstille mig, at bo i dette rum.

Mig, sidde hen ved skrivebordet, mig, stå at kigge ud af vinduet. Mig, sidde og grine på sengen. Men jeg kunne ikke forstille mig det. Jeg kunne ikke se mig selv her. I hvert fald ikke den, nye mig. Om hun så var god eller ond.

”Vi har bare brugt værelset, som et gæsteværelse. Jeg har skiftet lagnerne”

 ”Er det noget du har brug for?” spurgte hun tøvende

”Nej tak” svarede, jeg væk i mine tanker.

”Undskyld, at Jasmin og Marvin, ikke er her, til at byde dig velkommen. Marvin skulle på arbejde og Jasmin skulle være sammen med nogen venner. Men de glæder sig begge, til at se dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...