Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1078Visninger
AA

9. 9. december: De Skjulte

 

“Hvor er vi?” Inanjas stemme var en næsten uhørlig hvisken.

Nicolai åbnede øjnene. De lå på en form for blødt mos, så det var derfor, det ikke havde gjort ondt, da de landede. Bortset fra at Nicolai havde skrabet hånden på væggene, da de faldt, fordi han prøvede at få fat i noget, der kunne bremse faldet.

Inanja havde rullet sig sammen til en kugle, idet de faldt ned, og havde ikke sagt noget i al tiden, de faldt ned igennem mørket.

De var faldet i, hvad der kunne være alt fra ganske få minutter til en evighed, men Nicolai hældede mest til evigheden. Han lå på ryggen og så op på træernes kroner, der var så ufatteligt langt væk.

Han rullede om på maven og så hen på Inanja. Hun sad med bøjede knæ og så sig søgende omkring.

“Det ved jeg ikke. Kender du ikke noget til det her?” spurgte han og satte sig op.

Hun rystede på hovedet: “Jeg har læst alt, hvad der er om Delai skoven på Biblioteket. Jeg har aldrig hørt om et hul eller…” sætningen døde ud og hun spærrede øjnene op. “...det er en ting, jeg kun har læst om.”

I det samme kom et stort væsen trampende. Det var aflangt, skællet og blodrødt med skarpe kløer på hver af sine seks fødder og sine lige så mange ben. Nicolai måtte blinke og synke, før han rigtig kunne registrere, hvor stor den var. Den var en smule højere end ham, men da den var aflang, kunne den sagtens stille sig på bagbenene og blive over dobbelt så høj. Den var en mørk blodrød farve, og dens tænder, der var placeret i en ring, lyste hvidt i imod de mørke skæl. Den havde en lang hale, og for enden af halen sad en stor morgenstjerne-lignende anordning, der svingede faretruende fra side til side. Men det, der chokerede Nicolai mest, var det kæmpestore øje. Øje i ental, for der var kun et. Det var aflangt, som havde nogen mast det sammen, og pupillen for fra side til side som pendulet i et gammeldags ur.

“Hvad laver I her?” hvæsede den, men formåede alligevel at få sine ord til at biv kastet tilbage mod dem som et ekko. Nicolai skævede til Inanja, der sad mast op af klippevæggen og rystede med sine opspilede øjne klistret til uhyret. Så vendte han ansigtet mod den runde mund fuld af sylespidse tænder, for den befandt sig lige ud for hans øjne.

“Ved du hvad? Det ved jeg heller ikke. Vi var bare ude og gå en lille aftentur, da vi pludseligt faldt ned i det her hul. Vi vil sådan set bare gerne op igen, så må min veninde og jeg gå?” spurgte han og blinkede uskyldigt med øjenvipperne. Han kunne fornemme, at Inanja lod, som om hun kastede op ved hans kommentar, ‘min veninde’, men hun sagde ikke noget. Uhyret så på dem med hovedet på skrå og brød så ud i en øredøvende latter.

“Nej, da! Ingen skal sige at Kyumonerne ikke er gæstfrie! Selvom det dog er et par tusinde år eller fire, siden vi sidst har haft gæster…” sagde monsteret, men mistede gejsten halvvejs igennem sætningen.

Så livede han op igen.

“Så kunne I ikke tænke jer at få et dejligt måltid mad? Og måske en lille fest, hva?” spurgte han og trak Nicolai op at stå, før han kunne nå at svare. Han havde stillet sig op, så kun fire ud af hans seks ben rørte jorden. Inanja stoppede med at ryste og blinkede en gang, hvorefter hun så fik trukket sig selv ud af sit angstanfald.

“Nicolai pas på.“ Hun skulle til at sige noget mere, men åbnede og lukkede munden, men ikke en lyd forlod hendes læber. Kyumonen løftede den ene del af det aflange øje (en bevægelse der gav Nicolai kvalme) og smilede så.

“Jeg hedder Ulfurt forresten. Hvad med jer?” spurgte Ulfurt og så afventende på Nicolai.

“Jeg, øhm…” hostede Nicolai og startede forfra med sætningen: “Jeg hedder Nicolai.” Han så hen på Inanja, og hun så opgivende tilbage.

“Inanja,” sukkede hun kort og så ud, som om det voldte hende stor smerte. Ulfurt ignorerede det dog, eller også så han det ikke, så han krammede Nicolai i den ene arm.

“Lad mig vise jer landsbyen!” sagde han, vendte lynhurtigt om og travede af sted. Inanja måtte løbe med kort varsel, for ellers var Ulfurt forsvundet ud af syne. Der havde været tre forskellige grotter, der hvor de startede, og han forsvandt ind i den midterste. Han havde stadig Nicolai i et så fast greb, så han næsten ikke kunne trække vejret. Da han begyndte at besvime, slap Ulfurt ham med det samme og stoppede op. Stønnende og prustende indhentede Inanja dem, så Nicolai og spilede øjnene op i skræk.

“Hvad har du dog gjort?” udbrød hun, men blev så formidlet, da Nicolai satte sig op.

“Undskyld, det havde jeg slet ikke tænkt på. Sæt jer op på min ryg og hold fast i mit hår,” sagde Ulfurt og satte alle fødderne mod på jorden.

Nicolai sukkede lettet og kravlede op med det samme. Inanja blev dog stående og skævede mistænkeligt til Kyumonens hoved.

“Okay…” sukkede hun træt og satte sig op på ryggen af det store væsen. Det var et forbavsende blødt sted at sidde, og Inanja døsede stille og roligt hen. Det sidste, hun tænkte, var, at hun nok skulle holde øje med, hvilken vej de gik, men hun faldt desværre i søvn.  

Hun vågnede op igen ved en masse lys, der ramte hende i øjnene. Hun åbnede øjnene og satte sig op. Nicolai sov lige så stille. Hun skubbede til ham, og han var lige ved at falde af monsteret.

“Hjæ-hjælp!” fremstammede Nicolai og kæmpede for at holde sig oppe. Han fik et kæmpe chok, da en lyd, der mindede om et hostende næsehorn, hørtes. Da gik det op for ham, at det var Ulfurt der grinede.

Så var det at Inanja så sig omkring.

“Wow…” var det eneste, hun kunne få frem. Det var en gigantisk hule, hvor store lyskugler hang oppe i loftet. Loftet var så højt oppe, at Inanja kunne have stablet tredive af sig selv og tredive af Nicolai oven på hinanden, uden at de af den grund ville have været i stand til at røre det. Træer klyngede sig til væggene og voksede op af gulvet. Der var vinduer hele vejen op og en masse døre nede for enden af væggene. Så var der også en lysning med et bål og en stor rundkreds. Nicolai så op i loftet og så på det dystre lys. Han spekulerede på, hvorfor det mon var, de boede hernede i stedet for oppe i den friske luft. Men da han skulle til at spørge, sagde Ulfurt: “Det der er Rådet. Jeg skal have jer derhen.”

Inanja skulle lige til at løbe væk, da han tilføjede: “Bare så vi kan holde en fest. De skal tilkalde bageren og festarrangørerne og kokkene og…”

Inanja san tilbage i en mere afslappet stilling.

“Er du altid så mistænksom?” spurgte Ulfurt og så på pigen med rynket bryn, en bevægelse, der fik hans aflange øje til at se meget mærkeligt ud. Inanja trak på skuldrene.

“Det er man nødt til at være,” sagde hun, så ligeglad som hun kunne. Nicolai strakte sig så langt han kunne, så han kunne se mere af Rådet.

Der var fem, og de havde alle lange hvide skæg, der faldt ned over deres store munde. Men det var ikke bredt nok, skægget, så man kunne se munden stikke ud på begge sider af det. Og så var de mere grå end røde at se til. De så på Ulfurt, da han kom derhen og rettede sig mere og mere op for hvert skridt, han tog. Da de nåede derhen, havde de helt rank ryg. To ben var på jorden, mens de sad på en sten, og de andre fire holdte fast i en stor pind.

“Ulfurt, hvem har du med nu?” spurgte den, der havde det længste skæg.

“Gæster!” sagde han og smilede et enormt smil. Inanja og Nicolai så bekymrede på hinanden: der var ikke nogen garanti for, at Ulfurts udgave af en fest ikke indebar, mennesker på menuen. Men den gamle Kyumonen lyste op og kom endda op og stå.

“Jamen velkommen! Ulfurt, løb over til bageren og bed dem om at lave en kage, og kokkene et festmåltid! Og fortæl alle om det. Av,” udbrød han og tog sig til ryggen i en smertende bevægelse.

Ulfurt nikkede og gjorde tegn til at Inanja og Nicolai skulle gå af. Da de var kravlet ned, og Ulfurt var løbet afsted, hev Inanja Nicolai, som  hun efterhånden var overbevist om, var skingrende skør, til siden.

“De her er Det Skjulte Folk. Tro ikke et ord af, hvad de siger,” hviskede hun i hans øre og tilføjede: “Har du regnet ud, hvorfor deres skæl er blodrøde? De har taget farve af det blod, de har udgydt. Mine forfædre troede, de alle samme var døde, men det lykkedes åbenbart ikke at udrydde dem helt. Og ikke et ord om, at jeg er prinsesse, forstået?“ Hun skubbede ha fra sig og skrævede over til Kyumonen med det lang skæg.

“Goddag, kære, hvad bringer dig til disse kanter?” spurgte den gamle, og Inanja udstødte en anstrengt latter.

“Ja, det er ikke hver dag, man falder i et hul og møder sådan nogle...” hun tøvede et øjeblik “...interessante skabninger.”

Nicolai løftede det ene øjenbryn. Åbenbart var den gamle døv for Inanjas kolde kommentar, eller også var han for dum til at opdage den.

“Jeg er Grymoal. Velkommen til.” Han rakte sin klo frem for at trykke hånd, og Inanja tog imod den og gav den et godt røst. Så slap hun den og gik over for at sætte sig på en sten. Nicolai var i tvivl. Hvad skulle han gøre? Også han rystede klo med Grymoal, bare for en sikkerheds skyld.

“Nå børn, hvad laver I her?” spurgte en stemme ved siden af Grymoal.

Grymoal nikkede smilende og bankede den gamle ved siden af sig godmodigt i ryggen, så de begge var ved at falde ned fra deres sten.

“Nå Mokkert, du gamle, så vågnede du! De faldt i et hul, kan du tro det?” sluttede han af, som var det et ordentligt svar. Nicolai skulle spørge om noget, men så kom en mini parade gående med al mulig mad, og hans mave knurrede sin mening. Han så hen på Inanja, der stille nikkede og så ud til at være lige så meget med på at kaste sig over maden, som han var.

“Tag for jer,” sagde Grymoal, der klart kunne se, hvor sultne de var. I det han sagde det, gik de lige så stille over til maden, lagde noget over på en tallerken, satte sig ned og huggede maden i sig.

Da de havde spist fem portioner og var i gang med den sjette, tilkaldte Grymoal deres historiefortæller.

“Nu skal i høre en ægte Kyumonhistorie,” sagde fortælleren, en Kyumon, der lignede Ulfurt, men som ikke var ham. Den her havde en meget større kølle for enden af halen, hvilket gjorde Nicolai en hel del mere bekymret. Men da den fortalte en sørgelig kærlighedshistorie, der handlede om, hvorfor de ikke havde øjne, forsvandt hans bekymring som dug for solen. Inanja kunne ikke kaste bekymringen af sig.

Der kom en hel snes forskellige versioner af, hvorfor de kunne havde et øje. Et meget populær tema, lod det til.

“...og som hans brud lå der, ubevægelig og tom, tog han kniven og stak sit ene øje ud. Han lagde det hos hende i graven, så han altid ville kunne se hende. Det andet øje udfyldte hullet i sorg, så øjet blev langt og smalt, og derfor har vi aflange øjne,” sluttede historiefortælleren af og bukkede. Alle klappede og Nicolai lagde mærke til, hvor mange flere, der var kommet til. Han kunne se en mor (det gættede han i hvert fald på, at det var, han kunne nemlig ikke kende forskel på mænd og kvinde), der stod sammen nogle små nogen, der nok var børn.

“Den historie er alt for voldelig! Tænk på børnene, Lopylat!” råbte moren, og Lopylat, der lige havde fortalte historien, trak på skuldrene og mimede et “undskyld.” Moren rystede på hovedet og gik ind i midten af ringen, ved siden af bålet.

“Nu skal I høre en historie om, hvordan vi fik vore blodrøde farve,” sagde hun med blød stemme, satte sig ned. Børnene kom løbende over til hende. Så kastede hun sig ud i den blodigste, mest voldelige historie, Nicolai nogensinde havde hørt. Børnene hang ved hvert eneste ord.

“...da hun rev hovedet af med tænderne, stod blodet ud som vandfald. Det løb ned over hende krop, og den blodrød farve hang ved. Og det er derfor, du har den smukke farve,” sagde hun og kildede den mindste Kyumon på maven.

Den krøb grinede sammen og rettede sig så ud og sagde: “Men Savrias mor siger, at vi er røde, fordi en abe kastede en rød frugt ned på os.”

Moren tænkte lidt og sagde så: “Det er fordi, ingen ved det. Det er alt sammen historier. Men det er gode historier, ikke?”

Den lille nikkede.

“Hvad er det for nogen lysbolde, der er oppe i loftet?” spurgte han, mens værterne diskuterede, hvem den næste fortæller skulle være.

Alle vendte sig mod ham, og Inanja faldt ud af sin kedsomhed.

“Schyyy...” tyssede hun, så hurtigt hun kunne og viftede med hænderne, men spørgsmålet var blevet hørt.

“Hvilke lysbolde?” spurgte Grymoal forvirret. “Mener du solen?” Han pegede op i loftet. Nicolai skulle lige til at sige nej, men Inanja gav ham en albue i siden.

“Ja, det er den, han mener,” sagde hun hurtigt og smilede anstrengt. Nicolai så uforstående på hende, og Inanja bed sig i kinden, mens hun bad til, at han ikke ville stille flere idiotiske spørgsmål.

“Hvad er der så godt ved kun at have et øje?” spurgte han efter at have ømmet sig lidt.

Inanja slog en hånd for panden.

Alle vendte sig igen imod ham, og Nicolai sank en gang. Grymoal tog ordet: “Det har vi arvet fra vores forfædre, der arvede det fra deres forfædre, som arvede det fra deres forfædre,“ han sagde i en tone, der absolut ikke lagde op til flere spørgsmål.

“Men hvorfor havde de kun et øje?” spurgte Nicolai med det ene øjenbryn hængende oppe under hårrødderne.

Kun én tanke løb igennem Inanjas hoved: Nicolai måtte være universets største idiot.

Vreden byggede sig langsomt op i luften omkring dem.

“Ved I hvad, der er jo heller ingen fest uden mennesker,” kom det til sidst fra Grymoal, og Inanja greb godt fat i Nicolai.

Så trak hun ham på benene og løb. De løb den vej, de var kommet fra, og Inanja fandt hurtigt tilbage til hulerne. Hun snuppede en fakkel fra væggen, og de løb så hurtigt, de kunne med en horde af gale Kyumoner lige i hælene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...