Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1111Visninger
AA

8. 8. december: Delai Skoven

 

Inanja fortrød, at hun havde givet efter så hurtigt. Nicolai havde været så opsat på at tage afsted, at hun unden videre var gået med til det. Så lige nu kæmpede de sig igennem skoven på jagt efter den sidste del af profetien.

Grenene hang fast i hendes knækorte kjole. Da hun var gået med til at tage afsted med så kort varsel, havde hun overtalt Nicolai til i det mindste at give hende tid til at skifte tøj. Hun gik kun med de lange kjoler af pligt, så det var en dejlig undskyldning til at skifte til noget mere behageligt. Nicolai havde sagt han ikke behøvede at skifte tøj og var i stedet gået ud i byen. En halv time senere var de blevet sejlet ud til Delais. De havde kun fortalt rådmændene, at de ville rejse ud for at finde en løsning på mørkeproblemet.

Osablit havde set til med et bedrevidende smil, da de gik, og Nicolai spekulerede på, om man ikke kunne blænde de bedrevidende øjne med lysbolden. Han havde dog ikke gjort noget, for han havde en følelse af, at Inanja helst ville klare det selv.

Nicolai gik foran hende og hakkede de værste grene væk med en kniv, han havde lånt af Inanja, så de kunne komme frem. Inanja selv gik fnysende bag ham. De havde gået i, hvad der føltes som, flere timer, men Inanja kunne ikke se himlen for bar træer, så hun vidste det ikke med sikkerhed.

“Vi har gået i en evighed, Nicolai. Lad os vende om. Vi har brug for en ordentlig oppakning og proviant,” sagde hun, mens Nicolai huggede løs af alle kræfter.

“Nej,” sagde han sammenbidt og hakkede videre. Inanja fortsatte efter ham med rynkede øjenbryn.

“Måske var det et falskt spor? Det er altså ved at blive temmelig mørkt, er du sikker på at det ikke ville være bedre at gå tilbage, så vi kunne få tæpper og varmt tøj...” sagde hun og satte sig på hug for at se på en blomst. Den havde lilla blade og en neongrøn pollen stilk i midten. Hun ville tegne den, når de kom hjem igen, i sin botanik bog.

“Nej,” gentog Nicolai i samme tonefald som før og hakkede om muligt endnu mere aggressivt. Inanja rejste sig op og fulgte efter ham.

“Men du har ingen anelse om, hvor farlig den her skov er! Ingen er nogensinde kommet levende ud af den!”

Den sætning fik Nicolai til at tøve et øjeblik, men så fortsatte han ufortrødent med at hakke sig vej gennem junglen. Prinsessen fortsatte  efter ham.

“Så bliver vi de første.” Nicolai vendte ikke engang hovedet for at se på Inanja.

At han sagde ‘vi’ forbavsede Inanja, men varmede også i hendes bryst. Hun stoppede et øjeblik, men opdagede så, at han bare fortsatte, og bed tænderne sammen.

Hun lukkede irriteret øjnene, og da hun åbnede dem igen, så hun noget, hun havde set før.

“Vi er gået i ring. Se der, der hakkede du lige før,” sukkede hun og så, at også foran Nicolai var der allerede hakket grene af.

Han drejede skarpt til siden og hakkede videre.

“Du forstår det ikke!” udbrød hun pludseligt og satte hælene i jorden. Nicolai stoppede op og fortsatte så. Inanja knyttede hænderne, så hun kunne mærke neglene bore sig dybt ind i kødet.

“Ved du, hvorfor jeg bliver nødt til at være sammen med de båtnakker af nogle rådmænd?” råbte hun og mærkede, hvordan vreden boblede op overfladen. Nicolai stoppede og lod armen falde ned.

“Fordi.” Hun var nødt til at prøve igen, fordi klumpen i halsen fangede ordene og kun efterlod luft. “Fordi mine forældre var præcis ligesom dig! De gik igennem den her skov. Lige her, hvor vi står; hvor vi går. Troede, de kunne redde verdenen! Troede, de kunne bekæmpe mørket med et sværd! Har du hørt noget så latterligt?” Hendes syn blev sløret og en tåre faldt ned over hendes kind. Nicolai stod helt stille med blikket vendt mod jorden.

“Så kan vi ikke godt gå tilbage nu?” mumlede Inanja kun lige højt nok til, at Nicolai kunne høre det, og tørrede øjnene med bagsiden af hånden.

Nicolai vendte sig om og så på hende. Han sukkede og satte kniven i skeden. Så gik han hen til hende og tog hendes hånd.

“Lad os gå tilbage,” mumlede han. Inanja nikkede. Lige idet Nicolai tog et skridt, forsvandt jorden under dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...