Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1047Visninger
AA

7. 7. deember: Biblioteket

 

Biblioteket var det største, han nogensinde havde set. Loftet mindede ham om afstanden til himlen, og væggene bestod kun af reoler bortset fra de steder, hvor der var vinduer. Der var fem vinduer, der gik fra gulvet og op i tre meters højde, men alligevel nåede de kun lidt under halvvejs op ad væggene. Midt på væggene var der en slags afsats, som man kunne gå hele rummet rundt på og vælge bøger. Der var stiger, der gik fra gulvet og hele vejen op til loftet, og der var stiger, der gik fra gulvet til afsatsen og fra afsatsen til loftet.

Nicolai prøvede at sluge det hele med øjnene, mens Inanja stod lidt væk og så på ham med antydningen af et smil.

“Du må kigge lige så meget, du vil, hvis du kan koncentrere dig, om det vi er her for,” sagde hun og gik hen til ham. Han nikkede og sank en gang. Han drejede hovedet hen mod hende og smilede.

“Redde Anna,” sagde han med et grin, men Inanjas rystede på hovedet.

“Nej, fjerne mørket,” irettesatte hun.

Nicolai vippede hovedet tænksomt fra side til side. “Min søster er første prioritet. Jeg kan godt hjælpe dig, men først skal Anna reddes.” Han sagde det i med en gravalvorlig stemme, der fik Inanja til at indse, at han aldrig havde ment noget så seriøst som i dette øjeblik. I et stykke tid så hun bare forbavset på ham. Hun rystede på hovedet, så pegede hun med en finger over mod væggen længst væk.

“Jeg fandt bogen om Lucia derovre. Man kan ikke se der, hvor jeg fandt den herfra. Jeg fandt den i et indhak mellem bogreolerne.” Imens hun talte, gik hun derhen med en hånd på Nicolais ryg.

Mens de kom tættere på, kunne han godt se, at der var en lille hule mellem bogreolerne. Der var ikke noget vindue, kun en enkelt lampe, så man ikke lagde mærke til den. Der var en lænestol, betrækket var rødt med broderede romber. Inanja gik over til hylden længst henne mod væggen. Hun lagde en finger på et tomrum mellem to bøger.

“Den var lige her, så det ville give mening, hvis det, vi leder efter, også er lige her: gemt og glemt,” sagde hun med øjnene rettet mod bogen og drejede så hovedet mod ham. Hun vippede hovedet til siden og rynkede brynene.

“Men hvad leder vi helt præcist efter?” spurgte Nicolai tænksomt, hvilket bare fik Inanja til at se irriteret på ham, indtil det gik op for hende, at hun faktisk ikke vidste det. Rødmen dukkede frem på hendes kinder, og hun slog hidsigt ud mod biblioteket.

“Et eller andet, der virker, som om at det har noget at gøre med Lucia,” sagde hun og skrævede bort i en voldsom fart. Nicolai så efter hende, trak på skuldrene og tussede så efter hendes forsvindende skikkelse.

Imens de vadede rundt mellem reolerne, blev en time til to, og to timer blev til tre, mens stakken af bøger, de tænkte kunne bruges, voksede støt. Da Inanja satte sig ned for at læse dem igennem, blev stakken hurtigt tilintetgjort.

“Det her har jeg allerede læst alt om i min bog!” stønnede Inanja, og de ledte videre.

Nicolai var stadig ved den samme væg, han havde stået ved, da de begyndte flere timer tidligere, og var ikke engang kommet til afsatsen. Han trak en bog ud, læste bagsideteksten, læste lidt inden i den og bestemte sig så for, om den var god eller dårlig. Sådan fortsatte han. Til sidst var han træt af det og satte sig ned på gulvet. Inanja fimsede rundt og trak nogle flere bøger frem. Nicolai følte sig træt i øjnene og lukkede dem med et lille støn. Men da han gjorde det, var der et lille lys, der kom dansende ind fra siden, på hans øjenlåg. Med da mørket skulle lige til at brede sig bag dem, dansede et lille lys foran hans lukkede øjne. Det hoppede lidt rundt, hvorefter det bevægede sig i ryk ud mod siden. Nicolai kneb øjnene sammen.

“Hvad…” begyndte han og åbnede øjnene. Der var intet lys, men han kunne mærke en blød ting holde ham i hånden og trække ham hen mod stigen op til afsatsen. Han så undrende derhen, men rejste sig så op og gik i den retning, han blev trukket. Han blev trukket hen mod stigen, op ad stigen, og så han måtte kæmpe for ikke at falde ned, mens han klatrede. Op på afsatsen blev han trukket, og så stoppede det. Han var lige ved at vælte ned, men fik heldigvis fat i træværket. Han så undrede på sin hånd, der nu ikke længere blev trukket i.

“Har du mistet færten?” hviskede han, og tingen der havde fat i hans hånd, virrede og skyndte sig afsted. Den trak ham ned mod venstre hjørne, og han skulle småløbe for at følge med. De kom over til hjørnet, og den førte hans hånd lidt fra side til side, som om den ikke helt vidste, hvilken vej den nu skulle.

Så gav en slip på hans hånd, og selvom han ikke kunne se den, kunne han mærke at den cirklede rundt om fire bøger. Han gik derover og trak den første bog ud og kiggede på den.

“Det her er altså om hoppotser, hvad det end er...” mumlede han og og rystede på hovedet. Han kunne fornemme at lyset rystede på hovedet, og han trak den næste ud og så på den.

“Heller ikke den her…” mumlede han og lyset rystede igen på hovedet. Den fløj ind der, hvor de to bøger havde stået og cirklede rundt derinde. Nicolai forstod ikke helt, hvad den mente, men han havde en ide.

Han trak de sidste to bøger ud og fandt væggen inde bagved. Man kunne svagt ane omridset af en skabslåge, og et lille guldhåndtag reflekterede lyset ude fra biblioteket. Nicolai tog fat i det og trak. Inde i det lille skab lå en bog på et sølvfad og kaldte på ham. Nicolai trak bogen ud og åbnede den. Så læste han, hvad der stod og rynkede forbavset brynene.

Han foldede papiret sammen og mumlede ‘tak’ til lyset. Af en eller anden grund ville han ikke fortælle Inanja om lyset, det føltes for personligt.

“Inanja?” råbte han og lænede sig ud over rækværket. “Jeg tror jeg har fundet noget!”

Han skyndte sig ned fra afsatsen og løb hen til pigen med det turkise hår.

Hun havde i al den tid, han havde været koncentreret om lyset ledt en halv væg igennem, og hun så godt udmattet ud. Hun så hen på ham, mens han kom løbende og vinkende med bogen.

“Jeg fandt den her. Der står noget om en skov, hvor resten af profetien er! Den er ikke nævnt så meget, men den er placeret i en skov, kaldet Delai Skoven. Kender du den?” spurgte han og så genkendelsen lyse hendes øjne op. Hun rev bogen ud af hans hænder og bladrede febrilsk igennem den.

“Resten af profetien! Jeg troede den var væk for evigt! Skoven kender jeg. Den ligger på Delais... en af Ailos’ naboøer,” tilføjede hun nærmest som en eftertanke for Nicolais skyld. “Men den er et uudforsket område.” Hun stoppede og tilføjede så: “Så det må være det bedste sted at lede efter en løsning på ormehulsproblemet.”

Nicolai så på bogen og kunne mærke det grove stof mellem hænderne.

“Lad os tage afsted,” sagde han pludseligt, og mens han sagde det, opdagede han, at han mente det. Hvorfor ikke? Jo før, jo bedre. Desværre havde Inanja ikke helt samme tankegang.

“Vi kan ikke bare tage afsted lige pludseligt! Mit folk vil være bekymrede og… og...” Hun stoppede, da hun ikke kunne komme på flere argumenter. Hun sukkede.

“Med dig bliver man hvis bare nødt til det,” sagde hun og så opgivende på ham.

Nicolai smilede skævt: “Tja, er du klar på eventyr?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...