Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1083Visninger
AA

6. 6. december: Mørket

 

Nicolai vågnede op, svedig og pustende, i en seng der ikke var hans egen. Han så sig om og faldt så tilbage mod madrassen med et suk. Han havde haft et mareridt om sin søster og mystisk huller, der sugede alting til sig. I hans drøm havde Anna været spærret inde i et bur og lige meget, hvor hurtigt han løb, kunne han ikke nå hen til hende.

Han sukkede og satte sig på kanten af sengen. Han gned sig i ansigtet og pustede ud. Så stod han op og tog tøjet på, som tjenestepigen havde lagt til ham. Heldigvis havde de været lynhurtige og vasket det tøj, han havde haft på, da han ankom.

Mens han tog tøj på, så han sig omkring. I går havde han været for træt og forvirret, til at undersøge værelset.

Det var et firkantet rum med garderobeskab, et lille natbord, nogle store vinduer og en seng. Der var et tapet med en masse roser i guldtråd på hvid baggrund og gulvet var dækket af et gulvtæppe, der havde lange snørklede mønstre i guld vævet ind i de blodrøde stof. Garderobeskabet var skåret ud af hvidt træ og havde grønne hjørner. Sengen havde han afprøvet, og den bløde fornemmelse af madrassen hang stadigvæk i hans hud.

Uden for hans vindue voksede et stort træ, som en masse fugle holdte koncert i. Det hele ville simpelthen have været et paradis, hvis ikke det havde været for det helvede, han skulle hen til nu.

Han trak resten af sokken på og gik ud af døren.

Han gik ned af nogle gange, og til sidst havde han en ting at konstatere: han huskede absolut intet om, hvilken vej tjenestepigen havde ført ham i går. Heldigvis kom der en ung tjenestepige løbende med en bakke, og Nicolai nåede lige at standse hende for at spørge hende om vej. Hun skulle hen til prinsessen med morgenmad, så han fulgte bare efter hende.

Kort efter var de inde i lokalet med det runde bord og de tolv stole. Inanja sad allerede i den samme stol og sad og så ud i luften, ud af vinduet. Hun havde en mørk grøn kjole på, og det viltre hår sat op i en fletning. Ved siden af hende på bordet lå en bog, der var indbundet i rødt stof og uden billede på forsiden.

Tjenestepigen rømmede sig lavt, og Inanjas hoved vendte sig mod dem med et ryk. Hun fik øjenkontakt og satte sig så, med ret ryg i stolen.  

“Tag plads,” sagde hun og anviste ham den stol, der stod ‘1’ på, med hånden. Nicolai skævede til den.

“Er den ikke nogens?” spurgte han

Hun skævede kort til den og så tilbage til ham.

“Det gør ingenting. Sandsynligvis går der lang tid, før han kommer alligevel. Sæt dig bare der.” Hun havde en fast stemme, der sørgede for, at Nicolai ikke turde tænke, hvad hun kunne gøre, hvis man sagde nej tak. Så han satte sig ned.

“Nå, Nicolai,” hun lagde tryk på hans navn, ”ved du, hvad du laver her?”

Nicolais øjne drejede ned mod gulvet og han kløede sig i nakken.

“Tjaa, det er, erhm…” Hans øjne mødte hendes. Han sukkede. “Nej, det ved jeg ikke.”

Inanja løftede hånden og masserede næseryggen med pege- og tommelfinger.

“Jamen hvad laver du så her? Hvordan kunne du læse beskederne? Min troldmand havde fortryllet dem med en Luciabesværgelse…” udbrød hun og fortsatte den lange talestrøm, der var mere henvendt til hende selv end til ham.

“Jeg…” begyndte Nikolai, men Inanja fortsatte: “...jeg spurgte ham, om trolddommen var sikker, han sagde ja, men hvad kan der så være sket? Måske fejlede den, måske er han udsendt af Lucia, men vi mangler et tegn…”

Pigen med det turkise hår tav og lod en hånd glide hen over bogens omslag.

Nicolai rømmede sig.

“Erhm, altså jeg ved ikke noget om det der med Lucia, men jeg fik to flaskeposter, hvor der stod et eller andet på vers, men jeg ved virkelig ikke, hvad det betød. Så øhm…”

Han stoppede og så ned på sine fødder. De solblegede, lysegrønne sko var sjaskvåde, så båden havde nok ikke været helt tæt. Inanja lukkede øjnene og sukkede.

“Men jeg skrev jo det hele i den sidste flaskepost,” sagde hun uforstående og så på ham.

“Tja, øhm.. den smed jeg lissom i havet igen,” mumlede han og bed sig i læben.

“Hvad gjorde du?” råbte Inanja, men fik hurtigt sit toneleje tilbage under kontrol. Hun flettede fingrene og lænede panden til dem.

“Gode Lucia, hvorfor har du sendt mig denne kraftidiot,” mumlede hun med lukkede øjne, og Nicolai krydsede armene i en form for stilfærdig trods. Han syntes da ikke, han var så dum. Faktisk, tænkte han, at mange andre måske også ville blive fortumlede, hvis de fik fat i en flaskepost, de ikke fattede noget af, blev slynget ind i et ormehul og kastet i favnen på en prinsesse, der nægtede at tro et ord af, hvad man sagde.

“Lad gå, jeg respekterer dit valg Lucia,“ udbrød prinsessen og tog hænderne op til skuldrene i en overgivende bevægelse. Hun sukkede og så på Nicolai.

“Så må jeg vel hellere fortælle dig det nu,” sukkede hun, og Nicolai undrede sig lidt over, hvordan en prinsesse kunne sukke så meget.

Inanja rejste sig og gik hen til væggen. Hun trådte hen til en kommode, trak en skuffe ud og hev en lille stav frem fra dens indre. Med et lille svirp med håndleddet i bordets retning dukkede et kort ud af den blå luft og rullede sig ud over bordpladen. Hun gik tilbage til bordet og tog fat i kortet. Hun pegede et sted på kortet, hvor den største ø var.

“Her er vi,” sagde hun og førte fingeren lidt væk til en anden ø, som var halvt så stor som den første, “og det her er vores naboø, Mantajna. Så sent som for tre dage siden blev den opslugt af mørket.”

Hun fjernede fingeren fra kortet og støttede sine korslagte arme mod bordpladen.

“Mørket er en mystisk ting: det opsluger alt, der kommer i nærheden. Vi har forsøgt at spore mørkets oprindelsessted: det lykkedes. Lige ud for vores kyst. Faktisk der, hvor du kom fra,” tilføjede hun og så tænksomt på ham, hvorpå hun vendte blikket tilbage til kortet.

“Problemet er, at det spreder sig. Det virker, som om det spreder sig rundt om vores ø, men, hvert øjeblik det skulle være, kunne det vende sig imod os.”

Prinsessen lavede en cirkel med fingeren omkring øgruppen.

“Det har omringet os i løbet af den sidste tid, og vi gruer for, hvad det kan finde på.”

Hun så ham i øjnene og fortsatte: “Derfor tænkte vi, at Sankt Lucia, lysets budbringer, kunne hjælpe os.”

Hun samlede den bog, hun havde liggende ved siden af sig, op. “Jeg ledte i biblioteket, for hvis jeg skulle finde noget, ville jeg finde det der. Jeg fandt den her.” Hun viftede lidt med bogen. “Der står alt om Lucias liv og attributter, men det er ikke det specielle ved bogen, nej, dem er der mange af på biblioteket. Det specielle er, at den fortæller om, hvad Lucia efterlod og lod overlevere i generationer.”

Inanja tog en dyb indånding, og endelig, endelig, kunne Nicolai få et ord indført i samtalen.

“Men…” begyndte han og var næsten ved ikke at få sagt det, inden Inanja fortsatte.

Hun så på ham.

“..hvad laver jeg her?”

Prinsessen smilede og skulle lige til at sige noget, men Nicolai afbrød hende: “Vent… Mener du, at jeg er Lucias udsending? Hør, det er vanvittigt!. Jeg lavede engang et projekt i skolen om Lucia, men mere kender jeg altså ikke til hende. Desuden er jeg her kun, fordi et eller andet lys guidede mig ned til min fars robåd og lovede mig, at min søster ville komme til...” han tav. Det lød ret mærkeligt, når han opsummerede det hele, men Inanja lyste helt op, da hun hørte hans fortælling.

“Et lys, var det det, du sagde?”

Nicolai nikkede langsomt. Pigen med det turkise hår klappede hænderne sammen, og Nicolai kunne næsten se julelysene i hendes øjne. Men så blegnede de igen.

“Men du er jo en dreng…” sagde hun uforstående. “Hvordan kan Lucia dog sende en dreng?” Hun så på ham med rynkede bryn og øjne, der på en gang så mistænkelige og håbefulde ud.

“Hvorfor må jeg ikke være en dreng?” spurgte han forvirret og en smule fornærmet.

Inanja pustede halvt grinende ud og så ham i øjnene.

“Du må gerne være en dreng. Men jeg tænkte bare, Lucia ville vælge en pige fordi… ikke for noget, men det plejer at være piger, der sendes til jeres verden, så jeg tænkte…”

“Vent lidt, hvad siger du? Sendes til vores... hvad mener du med det?”  

Inanja lagde hovedet på skrå.

“Åh, du læste jo ikke, hvad jeg skrev i den sidste flaskepost, fordi du absolut skulle smide den ‘tilbage i havet’,” sagde hun med anklagende stemme, støttede albuen til bordet og lagde hagen oven på hånden.

Nicolai rørte sig ikke en tomme. Udenfor kunne han høre nogle fugle diskutere i høje pip. Sikkert et eller andet om territorium.

Inanja stønnede og himlede med øjnene. “Jamen fint, så fortæller jeg dig det. Sankta Lucia kommer fra vores verden. Hun blev sendt til jeres verden, for at bringe lyset tilbage til jer. Hun havde en speciel magisk evne til at fornemme folks problemer. Nu til dags er der ikke så mange, der har magiske evner. Jeg har hørt, at der findes nogle børn på en ø i nærheden, der har nogle evner, men jeg tror, det bare er et rygte. Hvordan Sankta Lucia kom til din verden, står der dog intet om. Men prøv at se omme bag i denne bog,“ sagde hun, trak bogen frem og bladrede om til bogens sidste sider.

“Det her er Lucias dagbog. Her, her står noget om et lys… en aften ventede det på hende udenfor. Hun skrev ikke ret meget om lyset i sin dagbog, men hun skrev, at lyset ‘accepterede hende og lod hende blive dets mester’.” Inanja stoppede og så på bogen med rynkede øjenbryn. “Og så noget om at ‘Ailos’ sjæl’ hjalp hende med at komme til din verden, men jeg ved ikke helt, om det bare var fri fantasi.” Inanja trak luft ind mellem læberne, som om hun ikke havde trukket vejret, mens hun talte, noget hun faktisk ikke rigtig havde gjort.

Nicolai så sit snit til at få sagt noget.

“Jeg er altså ikke interesseret i alt det dersen drama. Det der mørke, det kan jeg ikke hjælpe med. Jeg er her bare for at redde min søster. Selvom jeg ikke er helt sikker på, om hun stadigvæk er…” sætningen gled ud i sandet, fordi han fik en klump i halsen, så han ikke kunne presse en lyd over læberne.

Inanja så på ham med medfølelse i øjnene og vendte ansigtet ned mod bordet.

“Men jeg prøver alligevel. Hvis hun er der et sted, må jeg finde hende. Så du bliver nødt til at vide, at jeg kun er her for at hjælpe min søster.“ Nicolai så på pigen med det turkise hår.

Inanja nikkede. “Jeg forstår.”

“Men jeg kan lige så godt fortælle dig, hvordan det var at komme igennem den der mystiske tunnel-ting,” fortsatte Nicolai efter en tids tavshed.

“Ormehul.” Ordet blev ytret så hurtigt, at Nicolai var i tvivl om, Inanja overhovedet havde sagt noget.

“Hvad…?” spurgte han, med det ene øjenbryn løftet og lænede frem i sædet.

“Det er et ormehul, der forbinder vores verdener. Vi ved ikke, hvordan det opstod. En dag var det der bare.” Ordene væltede ud af prinsessen.

Nicolai så forvirret på hende. Han kørte hånden igennem håret, stønnede og fortalte så om de mystiske farver inde i tunnelen og den velkendte sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...