Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1083Visninger
AA

4. 4. december: Ormehullet

 

Nicolai vågnede op ved lyden af noget, der stødte ind i båden. Han åbnede øjnene, men fortrød det hurtigt igen. Solen lyste direkte ned på ham uden skyer til skygge for den. Han dækkede ansigtet med sin hånd og satte sig op. Det var et mirakel, at hans årer ikke for længst var drevet væk, men de sad stadig i åregaflerne. Han så sig omkring. Vand. Vand overalt. Og lysbolden var ingen steder at se.

“Har du bare dumpet mig ned i havet og efterladt mig her?” mumlede han for sig selv. I går aftes havde lysbolden fulgt med ham ud over havet, imens han roede af alle kræfter. Til sidst var han dejset om i båden og var faldet i søvn uden at sikre årene. Det havde lysbolden åbenbart gjort for ham. Han vendte sig mod bankelyden, der havde vækket ham, og var fortsat, imens han tænkte. Det var... en ny flaskepost. Han samlede den op. En rød flaske denne her gang.

Hvorfor kom de flasker hele tiden til ham? Han ville ikke have noget med dem at gøre!

I sit raseri kylede han den så langt ud i havet han kunne. Han så efter den og prøvede at bedømme, hvor langt han havde ramt. Måske en 15, 20 meter?

Så satte han sig ned igen og roede videre. Hans arme gjorde ondt, men han fortsatte. Pludselig opdagede han, at han bevægede sig meget hurtigere, end han roede. Han så sig over skulderen. Dér, midt i havet, var der en lang tube, der løftede vandet opad. Han var allerede fanget i dens hvirvelstrømme, så han trak årene ind og lagde sig ned i båden.Båden flød hurtigere og hurtigere. Hvirvelstrømmen trak ham tættere og tættere på tuben og til sidst trak den ham helt ind i den.

Nicolai blev overdænget af vand, der ramte ham lige så hårdt, som var dråberne hagl. Så blev han trukket ind i noget, der mindede om en tunnel. Han blev hevet frem og tilbage, men befandt sig nogenlunde midt i hele tiden. Nogle steder sejlede han i en voldsom fart og andre steder langsomt, men hele tiden gik det opad. Så, mens han så på den mystiske blanding af alle og ingen farver omkring sig, hørte han det.  En pigestemme halvt sang, halvt nynnede den sang, han selv havde sunget så tit.

 “Anna!” skreg han, da han havde hørt første or. Han rettede sig op i båden. Den vippede voldsomt, men Nicolai ænsede det ikke. “Jeg er lige her!”

Minderne væltede over ham som tsunami: dengang hun havde slået knæet, og han havde sunget for hende, fordi han ikke anede, hvad han ellers skulle gøre.

Dengang hun havde været så sikker på, at der var monstre i skyggerne på hendes værelse, at selvom han beroligede hende, dukkede hun stadig op i hans seng senere, hvor han sang for at lulle hende i søvn.

Han hørte stemmen først fra den ene side, så fra den anden, så fra alle steder på en gang, og hele tiden skiftede den.

“Anna!” skreg han igen, og strakte sig ud fra båden. Han skreg hendes navn igen og igen, mens han langsomt gik over i en mumlen.

Stemmen fortsatte sin sang, og Nicolais syn slørede. Han knugede sine knæ ind til brystet og hulkede stille.

Stemmen sang videre, men den blev langsommere og langsommere, holdt flere og flere pauser og trak tonerne mere og mere ud. Nicolai vendte sig mod den snurrende og drejende væg og sagde med hæs stemme: “Bare rolig Anna, jeg redder dig. På en eller anden måde skal jeg nok redde dig.”

Han drejede hovedet og så sig over skulderen, hvor tunnelens åbning nærmede sig. Det var en stor lyscirkel, og han kom tættere og tættere på. Vinden blæste ham i ansigtet, så han lagde sig ned i båden igen. Så snurrede båden rundt om sig selv. Hurtigere og hurtigere.

Pludseligt blev båden slynget ud af tunnelen. Han greb ud efter rælingen. Hans fingre fandt den. Han knugede den så hårdt, han kunne. Så faldt han ned i havet med et højlydt plask, så vandet stod op omkring ham og tårnede sig op over siderne af båden. Han trak sit våde hår væk fra øjnene, det blev altid flat, og dermed længere, når det blev vådt. Hans øjne søgte tilbage mod hullet, men han gjorde intet for at komme tilbage. Han vidste ikke helt hvorfor.

Under hele turen inde i tuben, havde han følt, at noget eller nogen, på en måde havde guidet ham og trøstet ham, da han hørte sin søsters stemme. Nu hvor han var ude af tunnelen, var han bange for, at det bare havde været noget, han havde forestillet sig.

Men det føltes så virkeligt. Han var sikker på, at hans søster på en eller anden måde var fanget derinde, og han skulle nok få hende ud. Han tørrede øjnene men en hurtig bevægelse med hånden og vendte blikket fremad. Han tabte kæben af synet, der mødte ham.

Foran ham var en kæmpestor ø. Midt på øen tårnede et slot sig mod himlen, og ud fra slottet snoede høje søjler sig som en som en spiral mod øens kyster.

Og hvilket syn. Slottet havde tårne og spir så høje, at Mount Everest ville blive jaloux. Måske lidt overdrevet, men de var virkelig høje.

Der var ornamenter og alt muligt hugget ind i den mørkerøde sten. Allerede der, 500 meter væk, kunne han se dørene, dybgrønne og kæmpestore. For foden af slottet lå en stor by, hvis gader snoede sig hele vejen ned ad bakken. Der var træer og blomster, fugle og dyr - overalt. En lang trappe førte ned ad bakken. En pige på omkring hans alder løb ned ad den. Hun havde langt, turkis hår, der dansede efter hende. Det flettede pandehår indrammede hendes ansigt, og hvis ikke det havde været sat op, ville det have gået i et med resten af håret. Hun havde en knælang, lysegrøn kjole på med et stykke skind kastet over skulderen. Et bæltet snoede sig om livet på hende og holdt skeden med det armlange sværd på plads.

Nicolais lukkede munden, da han så de fem små både, der var på vej hen mod ham over det krystalklare vand, der omringede ham til alle sider...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...