Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1116Visninger
AA

22. 22. decemeber: Ailos' ånd

 

 Inanja åbnede øjnene og så sig omkring. Hun befandt sig i en næsten lodret tunnel. Væggene mindede om bark, og nogle steder stak der endda små kviste med blade ud. Hun var i frit fald, eller det burde hun være. For neden under hendes fødder var der helt sort.  

Men hun faldt ikke. Hun blev hængende i luften, svajende fra side til side, men ellers var det, som havde hun stået på jorden. Hun rynkede panden og virrede lidt med hovedet; prøvede at finde ud af, hvor hun var der. Hun prøvede at skubbe sig væk fra, hvor hun var, men på en eller anden måde hang hun fast. Hun opgav og slappede af i kroppen, så hun bare svævede. Hun undrede sig over, hvad hun dog lavede her, da væggene pludselig bulede ud. Hun fór sammen, så hun blev til en lille kugle lige der, midt i luften.

Væggene bulede ud, spidsede til (en lille gren spirede frem) og to lodrette kanter kom til syne. Det mindede hende meget om et hoved. I midten af det afgrænsede område, voksede der en skrå ting frem, der mindede Inanja om en næse.

Det var et hoved! Træet delte sig, og læber dannedes i barken. En stor tot mos voksede med hast fra toppen af ansigtet ned til ørene.

Pludselig åbnede et øje sig i den ene side af ansigtet og så i den anden. De så sig nysgerrigt omkring, og så fik de øje på Inanja. Ansigtet smilede venligt til hende, men hun havde alligevel mest af alt lyst  til at pande den en og løbe sin vej.

Så trak den i ét hug resten af kroppen fri af træet. Skikkelsen fløj foran hende og så beundrende ned af sig selv.

Det er godt nok længe siden, jeg har set mig selv, klukkede han, og Inanja rynkede brynene.

Hvordan kunne hun vide, det var en han, og vigtigere endnu: hvem var han?

Manden bemærkede hende og lagde smilende armene over kors. På trods af barkens furer så han ung ud, bemærkede Inanja.

Åh Inanja. Hvor er du dog blevet stor.

Den bemærkning fik hende til at sænke paraderne og se på ham med lige så mange rynker i panden som på barken af et træ.

Han grinede stille for sig selv: Ja, du fortjener vist en forklaring.

Den bemærkning kunne hun kun nikke samtykkende til.

Vi mangler vist at introducere os selv. Jeg ved allerede, hvem du er, men du har ingen anelse om, hvem jeg er. Eller tager jeg fejl?

Han så kort på hende og nikkede så for sig selv.

Jamen så må jeg hellere præsentere mig. Han rakte en hånd frem.

Mit navn er Ailos, jeg er din beskytter.

Inanja så forvirret på ham og tog så imod hans hånd.

“Med al respekt: Hvordan kan du være Ailos? Ailos er en ø. Og hvorfor kommer du lige nu? Hvorfor…” spurgte hun, men Ailos afbrød hende.

Alt det skal jeg nok svare på. Han holdt en opadrettet hånd frem, og hun så undrende på den. På hans hånd svævede en lillebitte version af Ailos. Øen, altså. Han gjorde et enkelt svirp med hånden, og de zoomede ud, så de kunne se alle Ailos’ naboøer.

Hver eneste ø har sin egen personificering. Jeg er Ailos’ personificering. Du har besøgt Børnenes ø, ikke sandt?

Hun nikkede.

De har alle beskyttere, der er under os, de store ø personificeringer, som en slags mindre guder. Men vi, ø personificeringerne, har altid fulgt kongeslægten. Delai har aldrig kunnet lide folk, men har været nødt til det, når hendes kræfter har været for svage. Det styrker os at have et bånd med menneskene.

Han så kort på hende og tog hende nænsomt om hagen.

Men folket på Ailos glemte alt om ø personificeringerne. Jeg blev svagere for hvert år. Jeg kan ikke knytte et bånd med folk, der ikke ved, jeg findes. Jeg var lige ved at give op, da…

Han tav og trak sig lidt væk.

...da Kithara, Profetens beskytter, forudså dig. Hun sagde, jeg skulle knytte et bånd med dig, og at det var vigtigt, men hun sagde ikke hvorfor. Jeg tror ikke engang, hun selv vidste det!

Inanja så forvirret på ham, da han åbnede øjnene.

Har du ikke forstået det? Nu hvor jeg er sammen med dig, redder det mig - og dig. Jeg kan hjælpe med at redde dig og Anna og Ailos!

Han smilede stort.

“Ja, det er jo alt sammen meget godt, men...” Inanja tøvede, “men hvordan opstod ormehullet? Ved du det?”

Ailos’ smil falmede. Han sukkede.

Ja, det ved jeg. Det er desværre ikke mit bedste øjeblik.

Han så kort på hende, før hans blik røg ned mod det sorte intet under dem.

For et år eller så siden var jeg ude på en lille tur. Vi kan godt forlade dem, vi har udvalgt, men vi kan ikke rejse langt. Så begynder begge parter nemlig at mærke det fysisk, som manglede du et arm eller et ben.

Men du vidste ikke, at jeg fandtes, så alt var fint. Bortset fra jeg opdagede noget. Midt ude i havet, der adskiller øerne fra fastlandet, var der en malstrøm. Men den var anderledes: sorte tråde vævede sig ind i bølgerne. Jeg fløj tættere på, lidt for tæt, desværre. Jeg blev suget ind og fandt en lillebitte pige. Hun var helt slap, men hun talte til mig alligevel.

Hun fortalte mig, hvordan hun var røget over bord. Hun sang også den samme sang - igen og igen - og fortalte om kajakturen - igen og igen. Jeg tror, hun var endt midt i vores verden og sugede energi fra dem begge.

Da jeg så endte der, blev det som en flaskehals, og jeg tror, Mørket blev skabt af os to. Langsomt blev det værre og værre. Jeg havde ingen. Så kom der pludselig en flaske ned gennem ormehullet. Senere kom Nicolai sejlende den anden vej, og jeg hjalp ham med at komme ud. Resten ved du allerede.

Innja bed sig i læben og nikkede.

“Så er du min beskytter? Hvad gør man sammen med sin beskytter? Altså, andet end at holde fest?” spurgte hun lidt tøvende, og Ailos grinede.

Jeg hjælper dig, hvis du har problemer, eller har brug for hjælp med øen. Mest ø-delen. Jeg er god til ø-delen.

“Vil du… Kan du redde Anna?” spurgte hun, og Ailos nikkede.

Selvfølgelig. Hun skal nok klare sig igennem uden mén.

“Jamen, så er det her vel et farvel, er det ikke?”

Ailos åbnede armene, Inanja tøvede. Hans arme omringede hende, og hun gengældte krammet. Selvom hun kun havde kendt ham i et kort øjeblik, føltes det alligevel velkendt og betryggende at få et kram.

Han trak sig bort, væk fra hende, tilbage ind i væggen.

Farvel, Inanja.

Så stoppede hun med at flyve: styrtede ned i det uendelige sorte ingenting under sig.

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...