Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1073Visninger
AA

2. 2. december: Flaskeposten

  

Nicolai sad inde på sit værelse ved sit efterhånden ret ramponerede skrivebord. Han havde læst sedlen så mange gange, både forfra og bagfra, men han forstod stadig ikke, hvad det betød. Var det en joke? Havet… at sende ham kryptiske beskeder om havet, det måtte næsten være en ondskabsfuld prank.

Der stod noget med bølgeskvulp og havvannd, men han kunne i finde sammenhængen. Han stønnede og samlede papiret op fra skrivebordet.

 

‘Bag bølgeskvulp og havets vilde vover

Ligger Ailos skjult bag dis og tåger’

 

Hvor lå Ailos? Han havde aldrig været særlig god til geografi, men han var ret sikker på, at sådan et sted ikke fandtes.

 

På himlen lyser tusindvis af stjerner

Men mørket nærmer sig fra alle verdenshjørner’

 

Hvilket mørke? Nicolai fattede ingenting. Der stod også noget skriblet ned i toppen af det gullige papir, men det fik han ikke meget hjælp fra. Han var mest tilbøjelig til at smide sedlen ud og afskrive det som en joke, men det gav ingen mening, at nogen havde opdigtet et sted OG havde fået beskeden til at rime bare for at lave en joke.

 

Han åbnede sin dør, som han havde smækket i, da han ville læse sedlen i fred, og gik ind i stuen, hvor hans mor sad i den bløde, grønne lænestol, de havde fået fra et loppemarked for 20 kr. Hun lavede en kryds og tværs, mens hun gnavede af et æble. Hun var alene i stuen, og der kom ingen lyde fra køkkenet, så hans far var nok ude og fiske.

“Mor?” spurgte Nicolai og viste holdt papiret frem. “Jeg har fundet det her papir, og der står noget mærkeligt på det. Kan du forstå det?”

Han viftede papiret foran næsen på hende, og hun tog imod det. Så rettede hun blikket mod papiret og rynkede brynene. Hun førte det tættere på øjnene og kneb dem i, men til sidst vendte hun hovedet mod ham.

“Skat…” begyndte hun, “der står ikke noget her. Det er bare et helt blankt stykke papir.”

Nicolai blev helt kold og tog papiret fra hendes hænder.

“Er du ok? Har du feber? Har du nu spist din fars peanutbutter igen, du ved jo godt, du ikke kan tåle det.” Hans mor havde rynkede bryn og rakte en hånd ud for at føle på hans pande. Nicolai sprang tilbage og prøvede at smile beroligende til hende, men det endte nok mere som en grimasse.

“Jeg har det fint, det er ikke noget,” sagde han, mens han gik baglæns ud af stuedøren og snublede over dørtrinnet så han væltede hen ad gulvet.

Lige så snart han var inde i sit værelse, smækkede han døren i og smed sig på sin seng. Han løftede papiret op foran ansigtet og så på det med sammenpressede øjne, præcis som hans mor havde gjort det få minutter tidligere. Det var blevet krøllet, fordi han havde knuget det i sin hånd, da han løb tilbage til sit værelse. Hvorfor kunne ingen andre se beskeden? Det åndssvage rim!

 

Bag bølgeskvulp og havets vilde vover’

 

Hvad kunne det betyde? Hvad var der med det hav? 

Han forstod det ikke. Om det så var en joke eller ej, så var det mystisk. Han havde mest lyst til at smide den ud, og han var også lige ved det, da et sæt nøgler gled ind i låsen og hoveddøren gik op.

Han hørte en stemme råbe: “Jeg er hjemme!”

Før Nicolai selv havde opdaget det, var han spænet ud i gangen og havde næsten mast papiret op i ansigtet på sin far.

“Far, tror du det her er en joke?”

Hans far rynkede brynene og så på det.

“Hvad mener du? Der står jo ikke noget?” Faren så opgivende på Nicolai. “Har jeg nu brug for nye briller? Det er ellers ikke så længe siden, jeg fik dem checket sidst.”

“Hej, skat, forhåbentligvis er det ikke dine øjne, der fejler noget, ellers står det heller ikke for godt til med mine.”

Nicolais mor var dukket op inde fra stuen og stod nu lænet op ad dørkarmen.

Nicolai virrede med hovedet fra den ene side til den anden og styrtede så ud af døren, mens hans forældre havde glemt alt om det mystiske papir. Fordi han havde så travlt med at komme ud af døren, så han ikke det bekymrede blik mellem hans forældre.

Han løb. Ned ad vejen, forbi de mange villahuse med nydelige forhaver og ned til stranden.

Han satte sig på en stor sten, den som hans søster altid havde leget var en drage. Det havde været pisseiriterende, når hun ikke ville lade ham være i fred. Han så på dragestenen og kneb læberne sammen. Åh, hvor han savnede Anna. Et enkelt smil og han ville have glemt alt om det åndssvage stykke papir. Men Anna var der ikke, og papiret var der endnu. Han foldede det ud og læste det.

 

“Hil dig, Lucias budbringer,

Hvis du er kommet besiddelse af dette brev, vil vi, på øen Ailos, bede Dem om at skynde Dem. Vores verden står i forfald, og Ailos er ved at destrueres.

Kronprinsesse Inanja af Ailos, datter af Kong Vertilus og Dronning Nikaia.”

 

Sådan startede brevet, og han anede intet om, hvad de mente. Men starten var den, der forvirrede ham mest. 

Lucias budbringer… Lucia var noget med lys. Mere vidste han ikke rigtig.

Han var lige ved at krølle papiret sammen til en kugle og kyle det i havet, men noget afholdt ham fra det. I stedet foldede han det forsigtigt sammen og lagde det tilbage i baglommen. Han så ud over havet, og han kunne have siddet der for evigt, hvis han ikke havde fået øje på noget. En flaskepost mere. Han traskede ned til vandkanten og samlede den op. Flasken var blå denne gang. Med de samme lange, gyldne finurligheder, der slyngede sig ned fra åbningen. Og inden i den lå et stykke papir.

 

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...