Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1071Visninger
AA

19. 19. december: Dommedagsprofetien

 

“Inanja, vent!” råbte Nicolai og løb for at følge med. Inanja standsede så pludseligt op, at Nicolai var lige ved at drøne ind i hende og vælte dem begge. Heldigvis stoppede han op, og mens han glædede sig over, at han ikke var løbet ind i hende, drejede hun lynhurtigt om mod ham.

“Hvor vover han at tage min plads?” spurgte hun vredt, men Nicolai kunne se, hvordan hendes øjne blev mere og mere blanke, mens hun talte. Han kunne ikke lade være med at smile lidt og gav hende et kram. Hun lænede sig ind mod ham, men stivnede så som en planke og vristede ham af sig.

“Jeg har ikke brug for medynk: Han skal ikke regere over mit land! Lad os komme afsted,” vrissede hun og gik videre.

Nicolai skævede til Flakse, som fløj rundt ved hans skulder. Nicolai vidste egentlig ikke helt, hvad den gjorde, men for ham så det ud, som om den trak på skuldrene. Måske var der heller ikke nogen andre, der kunne se det.

Så gik de efter Inanja og prøvede at følge med. De nåede forbi husene, om hvilke jorden blev sortere og sortere. I Inanjas syn skallede den af som gammel maling og forsvandt stykke efter stykke op i luften.

“Du skal bruge Ailos’ sjæl…” mumlede hun for sig selv og opdagede så, at hun ikke anede, hvad hun mente. Hun rystede på hovedet af sig selv og så hen mod porten. Hun glippede overrasket med øjnene og løb hen for at hjælpe den lille, sorte skikkelse, der vippede faretruende fra side til side.

Da Inanja nåede hen til manden, opdagede hun, hvorfor han vippede så meget: hans ryg var belæsset med tasker, poser, sække og alle mulige andre beholdere, blandt andet kasser. Desuden trak han på en kærre, der også var fyldt til randen. Inanja rynkede kort på brynene og støttede ham så.

“Klarer du den?” spurgte hun, og den gamle mand nikkede. Da genkendte hun det gamle, rynkede ansigt.

“Profet! Jamen, hvad laver du dog her!” udbrød hun, og Nicolai kom endelig op til dem, for anden gang inden for alt for kort tid hostede og prustede han for at genvinde vejret.

“Hej gamle mand,” stønnede han og støttede sig prustende til sine knæ. Flakse rystede på hovedet af ham, og Inanja sendte ham et irriteret blik. Profetens hoved virrede fra Nicolai til Inanja.

“Må I skynde jer!” udbrød han pludseligt og fortsatte med at trække sine ejendele efter sig hen ad vejen. Inanja og Nicolai stod stille og så forbavset på ham. Så fulgte de efter ham.

“Hvorfor?” spurgte Inanja forvirret, og Profeten stoppede op.

“De skjulte nærmer sig, har man set! De er begyndt at komme op på overfladen,” sagde han, og så fortsatte han derhen af.

Inanja blev forbløffet stående og tænkte over, hvorfor mon de skjulte kom op til overfladen, når de var så glade for de underjordiske tunneller.

Nicolai så forvirret på Profeten, men da Flakse fulgte efter ham, kunne han ikke lade være med også at gøre det.

“Jeg kan godt forstå, at de skjulte er uhyggelige, men kunne du ikke klare dem på en eller anden måde?” sagde han nervøst, og Profeten stoppede op med et suk.

“Den trappe er den eneste vej?” spurgte han mere henvendt til sig selv end til Nicolai. Så vendte han sig om og lagde en hånd på Nicolais skulder.

“Imens I kan flygte, gør det,” sagde han og begyndte at slæbe sin kærre op ad trappen. Inanja indhalede dem og sukkede.

“Du kan umuligt få den op ad alle trinene.” Profeten fortsatte bare. “Hvorfor flygter du? Kun på grund at de skjulte? Jeg er ret sikker på, at du kan slå sådan nogen til plukfisk.” sagde Inanja, og Profeten sukkede. Han vendte sig mod dem og brød pludseligt ud i nogle kryptiske rim, der væltede ud af ham som et vandfald.

 

“Mørket kommer
Ak og ve
Tid er nu
Det hele ske

Mørket sluger
Ø og hav
Håbet svinder
Av, av, av

Mørket skriger
Sagte glød
Enden kommer
Massers død

Mørket vender
Sorg er evig
Vendes kan
Ganske flygtig”

 

Han løftede overrasket øjenbrynene og sukkede.

 

“Nogle gange ikke jeg har styr helt profetierne på,” sagde han og støttede sig udmattet op af kærren. Inanja nikkede sammenbidt, og Flakse fløj hen og lagde sig på Profetens hoved.

“Eh, nej, Flakse, kom tilbage...” sagde Nicolai og opgav halvvejs igennem sætningen.

Flakse bredte et lille lysskær over Profetens skaldede isse. Profeten så ud, som om han var ved at segne af træthed, og det virkede, som om at Flakse kvikkede ham lidt op.

Inanja så betænkeligt på den gamle mand og lagde en hånd på hans skulder.

“Tag hen til Simon, han skal nok huse dig. Bare sig Kronprinsesse Inanja sendte dig. Hvis det ikke virker, så sig, du er Profeten. Men prøv at undgå det. Du skal den vej, og så skal du…” Hun pegede og forklarede ham vejen, han skulle tage, og så tog de afsked med Profeten. Han vendte kærren om og gik ind mod husene i byen.

Inanja så på Nicolai: “Lad os så komme afsted!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...