Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1076Visninger
AA

15. 15. december: Spekutaltioner

 

Nicolai vovede sig ud af grotten med Inanja lige i hælene. Flakse viftede rundt og masede sig forbi Nicolai ned til stranden. Nicolai fulgte tæt bagefter. Stormen var ovre, og nu var havet roligt. De gik udenfor, og Nicolai strakte ryggen, så den lavede knæklyde. Inanja kom med ud og så tankefuldt ud over havet. Hendes knækorte kjole hang i laser, og den blå farve var ingen steder at se for bare mudder og blade. Men lige nu tænkte hun på, om de kunne nå det. Om de kunne nå at redde alle, før mørket indhentede dem.

“Du ved godt…” Nicolais stemme rev hende ud af hendes tanker.

“...at vi nok skal klare det, ikk’? Med din og min og Profetens hjælp?” Han tøvede og så ud mod horisonten. Han blinkede en gang og fokuserede på det sorte, der bølgede rundt ude ved, hvad der lignede verdens ende. Inanja så det også. Uden selv at opdage det, lod hun hånden søge ud, og Nicolai tog den.

De holdte hænder nogen tid. I et øjeblik, hvor de søgte trøst i hinandens nærvær. I hvert fald indtil Flakse kom og satte sig på de hænder, de holdt sammen. Så hev Inanja hånden til sig og Nicolai lige så. Flakse faldt forbavset ned, men tog så nogle store slag med vingerne og satte sig på Nicolais skulder. Den gnubbede sig op og af hans hals og gemte sig i hans krøller, så det så ud, som om han havde gemt en lommelygte bag håret.

Inanja fnes, og Nicolai lagde en hånd på Flakse.

“Må jeg se papiret?” spurgte han og rakte den anden hånd ud, stadig med hånden på Flakse. Inanja nikkede og åbnede den pung, hun havde hængende fra sit bælt. Hun havde puttet papiret ned i den tidligere, så det ikke blev beskadiget af vandet og sandet.

“Her.” Hun tog det op og gav det til ham. Han satte sig på en sten og åbnede det.

“Okay, lad os så se. Har du ikke resten af profetien?” Hun rystede på hovedet. Han trak på skuldrene og fortsatte: “Tja, så må vi bare tage det derfra. Jeg mener det lyder sådan her: Med våbnet der af lys og Ailos’ sjæl er gjort.”  

Han så tænksomt på profetien og drejede så hurtigt hovedet op mod Inanja. Hun satte sig på en sten ved siden af ham.

“Ailos, er det ikke den der ø…?” han holdt inde, og Inanja nikkede.

“Det er min hjemø.” Hun rynkede brynene. “Men jeg forstår nu, hvad den mener. Lys, det kan være Lucia og så dig, men Ailos sjæl… Der er en gammel myte om øerne: efter sigende skulle de have hver deres sjæl, men det giver ingen mening. Det er bare en børnehistorie. Og hvad kunne den have at gøre med Mørket?” tilføjede hun, og Nicolai rynkede panden.

“Okay, hvad med: Den udvalgte kæmper mod sig selv? Den sætning kan jeg ikke lide,” mumlede han og aede fraværende Flakse. Inanja lagde en hånd på hans skulder og så på pergamentet.

“Den udvalgte,” hun tøvede, og Nicolai sank en klump. “Det kan kun være dig.”

Han nikkede.

“Lad os gå videre.” Hans stemme var anspændt, ligesom en violinstreng, og der kom en skarp lyd ud af det.

Lyset må sejre, mørket slås ihjel” sagde han, og Flakse fløj ned fra hans skulder og lavede nogle saltomortaler i luften foran dem. Inanja og Nicolai trak på smilebåndet.

“Tja, lyset har vi her,” sagde hun og holdt en flad hånd frem mod Nicolai og Flakse.

“Men der står dog ‘må’. Der står ikke ‘der vil’. Det er en stor forskel,” sagde Nicolai med rynket pande. Inanja nikkede, men virkede ikke, som om den kendsgerning var noget problem for hende.

“Ja, ja. Læs den næste linje op,” sagde hun og viftede afværgende med hånden.

Han sukkede og læste: “Et folk reddes ud…” Han tav og spidsede øre. Inanja så forvirret på ham og skulle til at stille en masse spørgsmål, men Nicolai holdt en finger op for at stoppe hende. Den svag lyd af sang og musik kom trillende ned, lige så stille, fra oppe på skrænten.

Nicolai foldede papiret sammen og rakte det til Inanja.

“Tag det,” sagde han kort, og hun tog det forbavset med løftede øjenbryn. Så sprang han op, og Flakse tog nogle store bask, så den for afsted. Han fulgte efter den, og uden at tænke sig om stæsede han afsted.

“Kom nu!” råbte han over skulderen, og Inanja så forbavset på tingene omkring sig, før hun rejsete sig op og spænede efter ham. Flakse fløj derhen af foran Nicolai, og han fulgte ufortrødent efter.

“Hvor er vi på vej hen?” spurgte Inanja, og Nicolai drejede hovedet mod hende i et ryk.

“HVAD?” råbte han. Inanja hev luft ind.

“HVOR ER VI PÅ VEJ HEN?” gentog hun men med meget mere kraft.

“MOD SANGEN SELVFØLGELIG,” råbte han tilbage, drejede hovedet fremad og løb videre efter Flakse med ekstra meget kraft.

Inanja rystede irriteret på hovedet og fulgte efter.

Kort tid efter nåede de en trappe, som var endnu længere væk fra det sted, de havde fortøjet båden. Inanja hostede og hev efter vejret. Nicolai derimod hoppede på stedet og så op af trappen. Han så kort på Inanja, men gik op af den ledt af Flakses lysende vinger.. Inanja tog en dyb indånding og kæmpede sig derop af. Nicolai hoppede glad afsted, og hun kunne ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor Lucia havde valgt ham.

76 skridt senere (Inanja talte) nåede de toppen af trappen. Der var en skov lidt væk, men ellers var det alt sammen bart. Der var noget bleget og to millimeter høje græsstrå. Selv Nicolai hev efter vejret. Flakse fløj lidt hoppende rundt, så Nicolai gættede på, at den også var forpustet. Han begyndte at tænke over, om det nu alligevel var en god ide at gå hen mod sangen, men Flakse strøg afsted, før han nåede at tænke rigtig over det. Han løb efter den, og sangen blev højere og højere.

Nicolai stoppede, da de nåede skoven. Flakse fortsatte et kort stykke, men stoppede så og fløj tilbage. Inanja kom prustende og stønnede op på siden af dem. Hun havde kunnet klare trappen hjemme hos sig selv uden at få sved på panden, men her var hun helt færdig efter at 76 sølle trin. Nicolai undrede sig lidt over det, men bed ikke specielt mærke i det. Han pegede hen imod skoven og lavede et Vær stille!-tegn. Han listede lidt tættere på.

“Bare lidt derhenne af,” hviskede Nicolai og Inanja fulgte tøvende efter. De gik ind i skoven, og musikken var snart så høj, at de følte, deres ører var ved at sprænges. De fortsatte alligevel, til at Flakse pludseligt standsede. Den fløj langsomt - i små hop - tættere på et bestemt buskads. Den vinkede dem derhen med den ene vinge, og de sneg sig derhen. De satte sig på hug og så igennem bladene.

Synet overvældede dem. Midt i al festivitasen, var der et kæmpe bål. Sankt Hans bålene i Nicolais egen verden var ingenting i sammenligning. Men de skikkelser, der dansede rundt om bålet, overraskede Inanja og Nicolai mest.

De var allesammen børn!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...