Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1073Visninger
AA

12. 12. december: Palmekysten

 

Nicolai så over mod øen, der nærmede sig, og roede med ekstra kraft. Inanja havde forklaret ham, at Palmekysten lå på øen Joku, så der var de på vej hen. Simotas havde gennet dem ned i en robåd (som var meget flottere end Nicolais) og stukket dem noget mad. Så havde han forsikret Nicolai om, at han nok skulle passe på med at besvime, og så var de sejlet afsted.

Nicolai og Inanja havde hver en åre, som de trak kraftigt i. Vandet bølgede op om båden og sprøjtede indenbords, så deres tøj blev helt gennemblødt. Det blæste alle steder fra, og solen var ingen steder at se. Inanja klagede, men Nicolai kunne ikke høre, hvad hun sagde, men han kunne se på hendes ansigt, at hun klagede sig.

Da de endelig nåede ind til bredden, havde de en kamp med at trække båden op og binde den fast til et træ, der så ud, som om det kunne flyve væk, hvert øjeblik det kunne være. Inanja sagde noget, men Nicolai kunne ikke høre det.

“Hvad siger du?” råbte han. Inanja så på ham igennem sandet, der fløj rundt i luften. De gik hen imod den ni-ti meter høje skrænt i blæsende vejr, der fik sandet til at flyge dem om ørerne.

“-fej… ing… skyld!” råbte hun, men Nicolai mistede over halvdelen af sætningen. De kom op til kanten og drejede af, så de gik langs med væggen. Han lavede tegn til, at han ikke kunne høre hende. Inanja rystede irriteret på hovedet. De gik videre i tavshed. Nicolai tænkte på, om han ikke bare skulle lukke øjnene og føles sig frem, siden han alligevel ikke kunne se noget med alt det sand. Han fik øje på en åbning. Den var smal, men bred nok til, at de kunne komme igennem. Hvis de var heldige, var der en grotte inde bag ved. Åbningen var omkring halvanden meter væk, så han havde først fået øje på den gennem alt sandet nu. Han vendte sig om og forsøgte at råbe til Inanja, at der var en hule, men hun kunne ikke høre det. Så viste han det med fakter istedet, men da hun heller ikke forstod det, tog han hende om håndleddet og trak hende efter sig. Hun missede med øjnene og så sig afslappet omkring.

“Fantastisk,” sagde hun lettet, og selvom de stadig var lige ved siden af stormen, kunne han meget bedre høre, hvad hun sagde, nu de var kommet læ.

“Kom,” sagde han og trak hende så langt ind, de kunne komme. Det var ikke meget mere end nogle meter fra åbningen, men det var allerede meget bedre. Siden åbningen var lille, kom der næsten ikke noget sand ind. Alligevel satte de sig med ryggen til, så de bedre kunne høre hinanden og fik ikke så meget sand i øjnene.

“Jeg er dig taknemmelig at finde dette sted,” sagde hun, men Nicolai kunne se, at hun sad og mukkede over et eller andet.

“Hvad er der?” sukkede han, og hun drejede hovedet med et ryk og så vredt på ham.

“Ikke noget!” vrissede hun, men tøede så op. “Det er bare… var jeg ikke blevet hvirvlet ind i alt det her, havde jeg kunnet overvære de årlige Luciafejringer. I morgen.”

Nicolai spærrede øjnene overrasket op.

“Fejrer I også Luciadag?”

Hun så på ham, som om han var dum, og sukkede så.

“Tja, det kan du vel ikke vide. Men vi fejrer Lucia, fordi hun kom succesfuldt til jeres verden,“ sagde hun og samlede knæene under hagen. Nicolai så lidt tænksomt på hende.

“Vent. Er det den 13. i morgen?” spurgte han, da det begyndte at dæmre for ham.

Inanja stønnede og himlede med øjnene.

“Hvordan ved du det? Hvordan kan du holde styr på datoen? Hvordan vidste du, hvor lang tid vi havde været i skoven?” spørgsmålene røg ud af ham ligeså hurtigt, som en cowboy trækker sin pistol af hylsteret.

“Hvad er der med dig og at stille folk dumme spørgsmål?” Hun så irriteret på ham, og han gengældte med et endnu mere forvirret blik.

“Stille fol… Nårh, du spurgte Simotas,” sagde han og hans respekt dalede lidt. Han  havde tænkt på, at hun sikkert kunne et eller andet sejt trick med at læse stjernerne eller sådan noget. De sad lidt i stilhed og lyttede til vinden, der susede rundt udenfor.

“Hvordan…” begyndte Inanja og rømmede sig, fordi sætningen døde. “Hvordan var din søster?”

“Er. Hvordan er min søster?” rettede Nicolai. Han tænkte sig om. “Hun er her stadig. Men for at besvare dit spørgsmål, så er hun den yndigste lille fe. Hun griner hele tiden, og hendes øjne minder om havet. Hendes hår flagrer efter hende, når hun løber. Der er altid gang i hende.” Han smilede ved tanken, men kom så tilbage til nutiden.

“Jeg hørte hendes stemme i tunnelen, ormehullet.” sagde han og Inanja så bekymret på ham. “Hun må være spærret inde på en eller anden måde.”

“Hvor lang tid siden er det, at din søster forsvandt?” udbrød Inanja pludselig, og Nicolai så forbavset på hende.

“Præcis et år siden den første,” svarede han for overrasket til at kunne gøre andet. Hun gned hagen med pege og tommelfinger.

“Det var omkring samme tid mørket viste sig første gang, men det var ikke så stort til at begynde med,” sagde hun eftertænksomt.

Nicolai så på hende.

“Tror du de to ting har noget at gøre med hinanden? Tror du, hun er spærret inde i det?” spurgte han, og Inanja så kort på ham, før hun rystede på hovedet.

“Nej Nicolai, jeg tror… jeg tror hun er ormehullet.”

Nicolai stivnede. Han begyndte at grine, langsomt og lavt.

“Hvad mener du? Man kan ikke bare blive til et ormehul!” sagde han, og Inanja så på ham med smerte i blikket.

“Du har ret, men det føles sådan. Det virker, som om nogen eller noget fortæller mig det,” sagde hun prøvende, men Nicolai ville ikke lytte.

“Noget taler til dig? Ja, selvfølgelig! Ligesom den talte til dig inde i grotten!”

Inanjas kinder blussede, og hun sprang op.

“Nicolai! Jeg fik os da også ud, gjorde jeg ikk’? Hvis du ikke havde pisset dem af, ville de sikkert have kunne hjælpe os!” råbte hun, og Nicolai stirrede hende vredt ind i øjnene.

“Ja, helt klart! Et par glubske dyr ville sikert rigtig gerne hjælpe os - især over et måltid!” råbte han tilbage og rullede over på siden.

“Hvis du hellere vil være fri, kan jeg sagtens klare mig alene,” sagde han og lukkede øjnene. Inanja så frustreret på ham, stønnede og lagde sig ned for at sove med ryggen til ham. De faldt begge i søvn, mens deres tanker kredsede om, hvor dum den anden var.

Inanja vågnede pludseligt, højst sandsynligt, fordi  hun havde sand over det hele. Hun prøvede at børste det af med hænderne, og da det ikke hjalp, satte hun sig op. Hun fik et chok. Nicolai var helt hvid i ansigtet og så ud til at være ved at få et slags anfald.

“Nicolai? Åh du gode Lucia, Nicolai!” hviskede hun, da hendes stemme stadig sov. Hun rystede ham hårdt, men stoppede og slap ham, da der kom ord ud af hans mund, uden at han bevægede munden. Det var ikke hans stemme.

“Kronprinsesse Inanja, du myndling af Ailos’ ånd, jeg giver dig min tak for at ledsage min udvalgte.”

Inanja stirrede rystende og med åben mund og polypper på den lyskugle, der dannede sig over Nicolais hoved. Den var halvgennemsigtig, men klar nok til man kunne se den.

“Ak, mine kræfter har stadig ikke vænnet sig til denne verden: dette er kun min halve form.” Lysbolden svævede rundt, og Inanja opdagede, at det var den, der talte.

“Hve-hvem er du?” spurgte hun rystende, og lyset snurrede en enkelt gang om sig selv.

“Er det ikke klart? Jeg er Lucia.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...