Lucias udsending

En tur ved stranden. En flaskepost. En kryptisk besked.

Snart hvirvles Nicolai ind i en kamp mod mørket sammen med en stædig prinsesse, der nægter at tro på ham.

Inanja planlægger at slå mørket en gang for alle, men Nicolai har andre planer. Planer om at holde liv i håbet om, at hans søster stadigvæk er til at redde.

Deltager i Skriv en julehistorie-konkurrencen med Valgmulighed nr. 2) Julehistorien skal foregå (delvist) i et andet univers & maratonjulekalender-konkurrencen. Coveret er lavet af AXXA.


4Likes
3Kommentarer
1078Visninger
AA

10. 10. december: Grotterne

  

 

“Behøvede du at pisse ham af?” hvæsede Inanja.

Nicolai så med bekymring på faklen, hun svingede fra side til side.

“Det var et uheld. Det kunne enhver være kommet til at gøre,” sagde han, men han vidste, at Inanja først lige var startet.

“Nej, det gør man ikke bare lige. Troede du, han ville blive glad for, at du hånede hans øje?!” råbte hun og stoppede op ved en korsvej i det underjordiske tunnelsystem. Hun stod stille lidt, svajede lidt fra side til side og drejede så skarpt til højre.

“Jeg hånede ham ikke,” mumlede Nicolai. De gik lige så stille hen af gangene nu, men det havde de ikke gjort før. De var spurtet af sted så hurtigt, at benene næsten ikke kunne følge med, og med Kyumonerne lige i hælene. De store, tandfyldte gab havde snappet efter dem, og Kyumonerne havde kravlet på vægge og lofte, som gjaldt tyngdekraften ikke for dem. Heldigvis havde Inanja ført dem gennem tunnelerne og taget så mange omveje, at de havde fået rystet deres forfølgere af.

“Er du sikker på at vi går den rigtige vej?” spurgte Nicolai bare for at ændre samtaleemnet. Han anede ikke, at han havde begået en stor brøler, før efter han havde gjort det.

“Ja!” Inanja skulede over skulderen, inden hun satte farten op. Efter et par skridt kølede hun lidt ned.

“Det føles rigtigt. Det føles… som om nogen guider mig,” sagde hun i et roligere tonefald, så opdagede hun, hvor mærkeligt det lød og trampede videre.

Nicolai sagde ikke noget, fulgte bare efter hende. Han tænkte på, at det var den samme følelse, han havde haft, da han fandt bogen: Dybt inden i havde han bare vidst, at det var et kært, varmt lys. Det virkede ikke, som om at Inanja vidste, hvad der guidede hende, eller hvorfor hun stolede på det; hun gjorde det bare, hvilket gav rimelig god mening, siden det var deres eneste håb. De drejede til højre i stilhed, da vejen delte sig.

Inanja strammede grebet om faklen. Hvorfor havde hun ikke bare efterladt Nicolai et sted i mørket? Indtil videre havde han ikke skabt andet end problemer. Men på den anden side havde Lucia jo sendt ham, selvom Inanja langt fra følte sig sikker på hans udsendingstatus.Mange mennesker havde fødselsdag d. 13., så hvorfor lige ham?

Samtidig spekulerede Nicolai på, hvad Inanja tænkte, og hvad, der mon guidede hende ud af hulerne. Det, der rev ham ud af hans tanker, var, mørket, der langsomt blev kraftigere. Faklen var ved at gå ud. Inanja fortsatte med at svinge den vildt fra side til side i raseri, og han måtte råbe for at få hendes opmærksomhed..

“Faklen!” råbte han, og Inanja gav et sæt fra sig og så på faklen. Den glødede og spruttede, et bevis på, at den var ved at gå ud. Hun standsede op og holdt armen helt  stille. Så pustede hun blidt til gløden, indtil den flammede op igen. Hun skævede kort tilbage på Nicolai og gik så videre med raske skridt.

Nicolai sukkede for sig selv og strakte sig på tå for at se hen over hendes skulder. Han smilede for sig selv, da han så udgangen. Hvad end, der guidede hende, virkede.

Da de trådte ud af tunnelåbningen, overstråledes faklens skær af solens lys. Inanja glippede med øjnene. Der var planter overalt, og Nicolai gik over til en palme, der ikke var brun, men neongrøn.

Inanja stod lidt og vejede faklen i hånden. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre med den. Så fik hun en ide og gik ind i grotten igen. Hun lagde den på jorden og begravede den i jord, så flammen døde ud.

Hun gik ud igen og betragtede kort Nicolai, der studerede palmen. Så gik hun over, tog fat i hans krave og trak ham hen til sig.

“I fremtiden gør du intet, før du har rådspurgt mig, forstået?” kommanderede hun uden egentligt at forvente at få et svar. Nicolai nikkede, og hun slap taget i hans krave.

“Nu fører jeg an,” sagde hun og travede videre. Nicolai kom i tanke om den kniv, han havde brugt til at hugge sig vej gennem skoven med, og ærgrede sig over, at han ikke havde brugt den. Den var god og skarp, så han skulle have kæmpet imod Kyumonerne. Alligevel ville det nok have været nytteløst, så det var vist fint nok alligevel.

Da Inanja længere fremme kæmpede med at komme videre for grene, lagde han kniven ind i hendes knyttede hånd, og hun så med overraskede øjne på kniven. Så forsvandt det overraskede udtryk, og hun trak kniven ud af skeden og hakkede løs. Nicolai tog den med ro og gik bag hende i sit eget tempo. Der gik i et stykke tid, hvor de ikke sagde noget og ignorerede hinanden så vidt muligt. Den første, der sagde noget, var Nicolai. Han opdagede noget.

“Inanja, se! Et hus,” sagde han og pegede skråt frem for sig. Pigen med det turkise hår og den store kniv stoppede kort op, inden hun begav sig derhen.



 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...