Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
579Visninger
AA

8. Kapitel 7: Violinen

Det var en varm sommerdag, jeg gik rundt for første gang i min sirene kvinde form og kiggede på nogle butikker. Da jeg med et stoppede foran en musik butik, og så på den smukkeste violin, med mærket af en rose på siden. Men jeg havde desværre ikke råd til den, så derfor ville det være svært for mig at få den, da jeg ikke ville plage min familie om penge til den. Jeg sukkede, og valgte så at gå videre.

Ikke langt der fra kom en ung violinist gående ned af gaden, han så ud til at være i sine egne tanker.. Musik meget sikkert, da han havde en violin kuffert i hånden. Han elskede sikkert musikken af hele sit hjerte, og hans violin var sikkert også en stor del af ham, ligesom hans arm var en del af ham. Han så ikke ud til at have opdaget det gode vejr, eller de smukke blomster, så optaget så han ud til at være. Jeg så ham komme gående, og gik derfor hurtigt videre. Jeg ville ikke fanges i at stå og glo foran en butik, da alle kendte mig som barbebarn af Vlad Drakula og Cain Windrow, og barn af Ariel Walentine..

Desværre endte jeg med at løbe ind i den unge mand, og faldt på røven foran ham. Han stirrede overasket på mig, da jeg jo lige var løbet ind i ham. Jeg stirrede lidt på ham, og sænkede derefter blikket, for ikke at virke sær.


 

"Undskyld" sagde jeg, og rejste mig hurtigt op, og løb afsted.


 

Jeg rødmede, for den dreng var jo flot. Han stod tilbage, stirrende, forvirret, med en del tanker i hoved så det ud til. Hvorfor jeg mon var løbet væk? Hvorfor jeg var rødmet? Han kendte ikke svarene, hvilket han virkelig heller ikke skulle. Han spadserede videre rundt i parken, videre mod udgangen. Jeg gemte sig et stykke væk, jeg havde nemlig set ham nogle gange før, da jeg jo gik på skolen for Musik og Kreativitet. Det var Tsukimori Marple, en berømt violinist fra skolen, han var endda fra min klasse.

Hvilket fik mig til at sukke, for det mindede mig igen om, at jeg ikke råd til violinen. Han gik ud af parken og tænkte sikkert på det stykke han spillede for tiden, da han nynnede lidt. Smukt, som alt det andet, han nu engang spillede. Hans tanker vente tilbage til hvad der lige var sket, kendte han ikke den person? Gik personen ikke til musik det samme sted som ham?

Den næste dag løb jeg for at nå til time, jeg havde sovet over sig, og jeg kunne ikke klare en eftersidning. Jeg så en violin box i garderoben og kiggede i den. Inde i æsken lå den smukkeste violin, den med rose mærket. Det lignede den som jeg havde set i butikken, men hvem mon den var fra. Jeg så et kort, og kunne kun læste at der stod til Deniz Walentine, andet stod der ikke.

Jeg prøvede at tage den op, og prøvede at spille på den. Jeg tænkte lidt på at Tsukimori sikkert aldrig kom for sent, han var sikkert allerede oppe. Alle vidste jo at Tsukimori vågnede af lyden af sit vækkeur. Han skyndte sig sikkert ikke op, og gjorde sig klar til time, for han var sikket altid tidligt oppe. Han havde sikkert masser af tid, da han boede lige ved siden af skolen.

Så efter han havde spist morgenmad om morgen, så tog han nok den smukke violin op af boxen og mødte sikkert tidligt ind på skolen. Han var sikkert den første i øve rummene, og begyndte sikkert at spille, som han nok plejede. Tonerne var smukke, blide. Fulde af usagte ord, smukke fortællinger. Hviskende stemmer, der fortalte hemmeligheder. Alle vidste at han nød musikken, nød dens skønhed.

Musikken fra violinen som jeg spillede på var også smuk. Jeg var som fordybet, så jeg glemte alt om at jeg faktisk skulle til time. Jeg kunne høre Tsukimoris sang, og med et spillede jeg den, så godt som jeg nu kunne, bare det kunne blive lige så smukt som det han spillede. Det smukke stykke lød endnu kønnere med violiner, og de to udgjorde et fantastisk par. De bløde toner hvirvlede i luften, red på luften.

Folk kom ud fra klasserne, for at se hvem spillede. Jeg fornemmede det hurtigt, og lagde derfor hurtigt violinen i kassen og gemte den under bænken og satte mig der på. Da jeg var skriver på skolen, en af dem der skrev sange. Så måtte jeg ikke selv spille. Jeg sank, for jeg havde virkelig lyst til at spille igen. Tsukimori stoppede, da han opdagede den manglende musikant. Det føltes som om at musikken ikke var rigtig mere. Som om, den manglede et vigtigt element. Han sukkede og smuttede i skole. Jeg gik derefter til time, hvor hele klassen fik ordre på at skrive et stykke musik. Jeg valgte at skrive en melodi til violin spil. Jeg lagde efter noget tid melodien i sin mappe, og gik til pause

I frokost pausen sad jeg og skrev videre på nogle noder, jeg glemte helt at spise. Jeg ville bare spille igen. Imens trak Tsukimori sin violin frem, og begyndte at spille et nyt stykke, han selv havde komponeret. Det lød smukt, men det virkede som om at der manglede noget. Et suk forlod hvert fald hans læber. Kunne det mon være at det skulle være en duet? Jeg så hen på ham, og lyttede til det. Jeg listede hen og tog et billede af hans papirer, uden at han så det. Lidt skræmmende måske, men jeg ville så gerne spille det, som han skrev. Jeg tog derefter violinen frem, og med et spillede jeg også, dog ikke så godt, da jeg ikke var vand til den melodi. Jeg nød at spille violinen kunne jeg mærke, selvom jeg stadig gik mest i forfatterkundskabs klassen, og ikke musik klassen, hvor man spillede på instrumenter. Jeg følte hvordan mit hjerte fulgte musikken, og det føltes som om at et var et med den.

Dog stoppede jeg, og lagde min violin i sin æske, jeg gik så hen og rakte Tsukimori kopien af hans noter, jeg undskyldte meget, at jeg bare havde taget et billede af det. Jeg løb væk fra spisesalen, og løb ind i et rum, som jeg vidste altid var tomt. Tårer løb ned af mine kinder, og jeg hadet mig selv meget mere.


 

”Jeg forlader havets favn,

mærker straks det stærke savn.

På land bliver jeg vampyr mand igen,

sirenen svinder, manden vinder”


 

Sang jeg, og mærkede min krop ændre sig tilbage til mand. Jeg gik til time i sværdkundskab, og lagde æsken med violinen. Jeg måtte stoppe mig selv i at spille den, så jeg tog et af sværdene skolen havde, og gik hen til æsken. Jeg kunne se en sort skrift på æsken, og kunne kende håndskriften. Det var bedstemor Melodys skrift, så bedstefar havde åbenbart lagt den til mig. Jeg græd endnu mere, og hævede sværdet over violinen.


 

”Undskyld bedstemor Melody, men jeg kan ikke tillade mig at spille violinen. Tog en andens melodi og spillede, jeg fortjener ikke violinen” græd jeg og svang sværdet ned af.


 

Men med et blev sværdet stoppede, og jeg så en kæmpe vinge, og så derfor op. Det var Tsukimori, han var åbenbart fulgt efter mig. Jeg så væk, for at skjule mine tårer. Da han jo sikkert ville le over det, le over at jeg var brudt sammen.


 

”Kommer du for at skælde ud Tsukimori. Jeg skal nok holde mig fra at spille violinen. Bare være den sølle siren vampire jeg er” sagde jeg, og hev sværdet til mig.

”Deniz at du bliver ked af det, skal du ikke ødelægge violinen af. Næste gang så spørg mig for pokker da, før at du bare tager mine noder. Du kunne jo altid vide, om jeg selv ville have givet dig en kopi af dem” sagde han.


 

Jeg lagde sværdet ned, og så på mine hænder. Jeg havde skåret mig i hænderne, da jeg havde taget sværdet i klingen, i stedet for i håndtaget. Jeg lagde mine hænder under mine arme, for at skjule det. Men Tsukimori løftede mig bare op, og tog mig med ud. Skole lægens kontor var i den anden ende af skolen, så han slog sine vinger ud, og fløj mig der over. Jeg så lidt på ham, men sagde intet. Da jeg frygtede at dumme mig mere, end jeg allerede havde gjort.

Da vi landede der, sørgede Tsukimori for jeg ikke stak af. Han havde min violin mappe i hånden, og jeg måtte opgive, og satte mig på vente bænken. Brød mig ikke om, at jeg var nød til at blive forbundet igen. Jeg sukkede lidt, og ville tage min ipod. Men det gjorde alt for ondt i mine hænder, så jeg lænede mig og sukkede. Tsukimori tog noget papir og lagde på mine hænder. Jeg var lidt forvirret, hvorfor mon han hjalp mig nu, når han var så højrøvet, da jeg startede på skolen. Jeg bed sammen, da papiret ramte sårene. Jeg bed hårdt sammen, og så ned på mine hænder. Jeg sad ikke særlig længe, da skolens læge så mig. Hun for hen til mig, og tjekkede mine hænder, og ville vide, hvad der var sket med mig. Hun ville vide om jeg var blevet angrebet, hvilket jeg rystede på hoved til, da dette jo var min egen fejl.


 

”Jeg var ked, og ville svinge en af sværdene. Men jeg fik fat om klingen med begge mine hænder” sagde jeg og gned mine øjne.


 

Jeg kunne mærke den fordømte sult stige i mig, jeg rystede på hoved, og lagde mine blødende hænder mod min mund, for måske ville det hjælpe, hvis jeg slikkede mit blod i mig. Jeg vidste mine øjne blev røde ved sulten, så jeg skulle passe lidt på. Tsukimori tog mine hænder ned, hvilket fik mig til at kigge lidt. Han knappede sit ene skjorte ærme op, og rakte mig sit håndled. Jeg rystede bange på hoved, da jeg stadig huskede for godt, hvad der skete sidst jeg bed en.

Han sukkede lidt, og tog en kniv fra sin lomme, og lavede et snit i sit håndled. Jeg stivnede, og tog fat i hans arm, og bed mine hugtænder ned i hans håndled, for at få blodet, men også for at sørge for, at han ikke ville bløde meget. Hans blod var meget sødt, men han var jo også en engel, så hvad ellers kunne man regne med. Jeg slap bidet efter noget tid, og tørrede min læbe. Jeg mærkede jeg var varm over kinderne, så jeg bad skole lægen om at forbinde Tsukimoris håndled, for hun overhoved skulle røre mine hænder. Hun sukkede en del over mig, men ordnede så hans håndled. Jeg vaskede blodet af mine læber, og satte mig ned igen. Jeg holdt en våd klud imellem mine hænder, for at stoppe blødningen lidt. Jeg vidste, at det nok skulle heale på et eller andet tidspunkt, eller det håbede jeg hvert fald. Det ville nok tage lang tid, da jeg jo kun var halv vampyr.

Jeg stivnede dog, da lægen kom med en nål. Derfor jeg for ud, og gemte mig i musik lokalet med min violin. Jeg så på violinen, og tog den ud af æsken. Jeg ville gerne spille, men frygtede, at flere ville grine, hvis de så mig spille. Jeg var jo ikke lige så dygtig som de andre, jeg var især ikke lige så dygtig som Tsukimori var. Ville aldrig blive lige så god til at spille, eller lige så god til at skrive som min far. Jeg var ikke en god forfatter, og ikke en god musiker. Violinen ville være et minde, et dejligt minde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...