Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
580Visninger
AA

7. Kapitel 6: En ny skole

Dagene gik stille, jeg holdt min taske over min skulder. Mens bedstefar kørte rundt med mig, da vi skulle se på nogle skoler. Jeg var træt af, at vi skulle se på så mange. Jeg sukkede kort, og kunne med et høre musik. Jeg bad bedstefar stoppe bilen, og jeg steg derefter ud. Jeg svang min taske over min skulder, og stod lidt tid og lyttede til den dejlige musik. Jeg lænede mig lidt op af bilen, og lukkede mine øjne lidt tid.

Jeg kunne høre violiner, harper, celloer, og andre instrumenter. Jeg spurgte ind til skolen, og fik ud af det var en skole for musik, og kreativitet. Jeg ville gerne se den, så bedstefar tog mig med der hen. Jeg så rundt, mens vi gik mod bygningen. Meget af skolens område var små grønne parker. Jeg følte mig afslappet, og så rundt.

Med et faldt en pige foran mig, og jeg hjalp hende roligt med at samle bøgerne op. Jeg så dog hurtigt, at hun havde skrabet knæet, så jeg tog mit tørklæde af min hals, og bandt forsigtigt om hendes ben. Jeg fornemmede hurtigt, hvordan hun kiggede på mig.


 

”Kan De støtte miss, ellers skal jeg nok følge dem til bygningen” sagde jeg venligt, og lagde en tot hår bag mit øre.

”Kan prøve” sagde hun, og ville tage et skridt.


 

Jeg kunne dog hurtigt se, hvordan en smerte gik igennem hende. Så jeg rakte hende blidt min hånd, for at støtte hende. Hun så lidt på mig, men trak først hånden til sig. Havde hun mon set mine hugtænder, håbede jeg virkelig ikke. Jeg så på hende, og bukkede for hende. Mon jeg skulle lade hende være? Eller skulle jeg mon spørge igen? En ting vidste jeg, det var at jeg kunne se hendes smerter.

Jeg tænkte kort, og løftede hende derefter op i mine arme, og bar hende mod bygningen. Bedstefar Cain tog pigens bøger, og gik med. Jeg satte pigen foran nogle andre, og så lidt hvordan folk stirrede. Jeg blev nervøs, og rettede min skjorte, så min mund var skjult.


 

”Deniz rolig, denne skole er for flere racer. Tror nok de har set en som os før” sagde bedstefar Cain og så på mig.


 

Jeg slap min skjorte, og så nu at pigen havde røde øjne, ligesom jeg havde ved blod tørst. Kunne hun være en vampyr ligesom jeg, eller måske en nightbreed. Jeg så lidt på hende, og hørte så en snerren, og valgte så at kigge væk. Jeg blev nervøs, og bange. Så jeg ville bare løbe væk, så jeg drejede om på hælen, for at løbe mod porten. Jeg bed mig i læben mens jeg løb, og ramte med et ind i en. Jeg mærkede hvordan mit hår faldt ned i mit ansigt, og jeg ville bare rejse mig hurtigt op igen.

Jeg var bange, og ville derfor løbe igen. Men kunne mærke at jeg blev holdt fast, så jeg så op i øjnene på en dreng med klare lilla øjne, og langt sort hår. Jeg ville rive mig fri, da jeg blev nervøs ved ham. Jeg ville skrige efter bedstefar, men mærkede så, hvordan fyren holdt fast i min hage. Jeg sank ved det, og mærkede hvordan han tvang mig til at se på ham.

Jeg kunne fornemme hans energi var ren, men fandt ham lidt højrøvet. Hvorfor tvang han mig til at kigge på ham, jeg brød mig ikke om det overhoved. Dog efter lidt tid slap han min hage, og smilede kort. Han slap mig, og gik så hen i en bygning. Jeg gned min hage og så efter ham, hvad kunne dog være så høj i hatten, og så samtidig have så ren en energi. Jeg tænkte lidt, og havde helt glemt, hvad jeg egentlig var i gang med. så jeg valgte at gå tilbage til bedstefar Cain, og fulgte så med rundt på skolen. Jeg så et klasseværelse, hvor stort set alle der inde havde vinger, hvilket jeg da aldrig havde set før i mit liv.


 

”Bedstefar, hvad er de folk? De har vinger” sagde jeg.

”De er engle og dæmoner Deniz, det kan du se på vingerne. Hvide så det engle, sorte og flagermus lignende, så det dæmoner” forklarede han.

”Hvad betyder det så når det er meget ren energi?” sagde jeg.

”Det vil typisk være en engel” sagde han.


 

Jeg nikkede til det han fortalte, og lyttede så igen til kvinden der viste os rundt. Jeg så hun sad i kørestol, med tæppe over skødet, og jeg havde virkelig lyst til at spørge om hendes race. Men jeg turde virkelig ikke. Så jeg forholdt mig tavs, men opdagede så at hun kiggede på mig. Jeg blev nervøs, og så derefter at hun fjernede tæppet fra sit skød.


 

”Jeg er en havfrue unge Deniz, en anden form en sirener. En havfrue har en fiskehale, hvor en sirene er en menneske kvinde med lokkende sang” sagde hun.

”Så du en form for fisk, og min mor en form for udyr?” sagde jeg forvirrende.

”Ikke alle sirener, bruger deres stemmer til at lokke i døden. Din mor og din bedstemor, har fx aldrig lokket en sømand i døden.” sagde bedstefar Cain

”Det kommer an på hvad toneleje, som sirenen bruger. En bestemt tone faktisk, bruges den ikke. Er sirener bare smukke sangerinder”sagde kvinden, og rakte ud efter tæppet.


 

Jeg tog det for hende, og lagde om, hendes hale, og hjalp med at sætte tæppet ordenligt. Hun takkede blidt, og viste os så hen til en klasse, hvor der ikke var en dør i. Jeg kunne se noget der lignede en form for en tank, og at der var en kørestol rampe hen til en sluse. Jeg så der mod, og så at der var et form for sluse ind til tanken. Så det var på den måde, havfolkene kom ind i den klasse. Men jeg kom dog også til at tænke på, om klasserne var delt op i racer.

Jeg spurgte dog ikke, så vi gik hen i en anden klasse. Der sad mange elever, nogen havde øre som dyr, hvilket virkelig undrede mig. Andre havde vinger, og nogen sad i kørestole. Jeg var virkelig forbavset over det, og tænkte så kort hvilken klasse mon jeg ville ryge ind i. Jeg var jo hverken hel vampyr eller hel sirene, jeg var jo halv, på grund af mine forældre.

Jeg gned min nakke, og kunne så se, drengen fra før. Han stod med en violin, så hans klasse var sikkert en musik klasse. Så nu håbede jeg også, at der måske kunne være en form for forfatter klasse, eller skrive klasse, hvad man nu end kaldte det. Jeg knugede derfor min taske ind til mig, og ville faktisk bare gerne hjem og skrive nu.


 

”Miss Seana, har De forfatter klasse her på skolen fx, da mit barnebarn er rigtig dygtig til at skrive” sagde bedstefar Cain, og smilede.

Det har vi faktisk, lige for tiden læser eleverne dog i bogen Sakura Tears af forfatteren A. Walentine” sagde hun.

”A. Walentine? Ham kender jeg” sagde jeg og smilede.

”Hvordan gør de det?” spurgte hun.

”Det min far” grinede jeg, og lyste helt op.


 

Hun så noget på mig, men bedstefar nikkede bare til det jeg havde sagt. Jeg tog min pung frem, og tog et billede op af mine forældre, og viste hende det, og pegede derefter på billedet. Hun tog det og kiggede lidt på det, og smilede. Hun rakte mig derefter billedet igen, og tog os så med hen til en klasse. Jeg så der ind og kunne se, at flere sad på deres computer.


 

”Dette er vores klasse for unge skrivere, eller som nogen kalder det, for unge forfatterspirer” sagde hun blidt.

”Må jeg sætte mig der ind?” spurgte jeg.

”Ja da, prøv at deltag i forfatter timen. Har du en tekst du arbejder på da” sagde hun.

”Ja det har jeg, har kaldt den Hjerteslag, jeg er dog ikke så langt med den endnu” sagde jeg, og blev derefter vist til en plads.


 

Jeg tog min bærbar op af min taske, og tændte den. Jeg satte mit usb der i, og åbnede derefter historien op, og begyndte så at skrive. Jeg tog min ipod frem, og tog høretelefonerne på. Jeg satte violin musik i på, og begyndte derefter at skrive.


 

Kapitel 2: En dum dag

Den næste morgen havde jeg det underligt, da jeg vågnede. Jeg satte mig op, men fik kvalme og løb ud på badeværelset, da jeg skulle kaste op. Jeg sank sammen på gulvet, hvad var det der skete med mig. Jeg rejste mig op, men kastede op igen. Jeg sukkede, var jeg ved at blive syg. Jeg rystede på hoved, og fik tøj på. Jeg tog min taske og min madpakke og løb af sted, for at komme i skole til tiden.

Jeg nåede det lige til tiden, men jeg sagde intet. For jeg ville ikke vise, at jeg var syg. For hvis det blev opdaget, så ville de bare sende mig hjem. Men det ville jeg ikke lade ske, jeg ville ikke tabe/ miste nogle timer. Jeg havde nemlig aldrig haft fravær, og det ville jeg ikke begynde med nu.

Jeg gik ind i min klasse, og satte mig på min plads. Jeg fandt de bøger frem, som jeg skulle bruge. Men jeg kunne mærke, at jeg skulle kaste op. Jeg sank det, for det ville være pinligt, hvis jeg enden kastede op eller måtte gå fra timen.

Jeg ville ikke gøres til grin, det var nok at jeg ikke kunne få Misaki sampai ud af hoved. Hvorfor pokker skulle han også kysse mig, han var en af skolens lækreste drenge. Det var helt ulogisk for mig, jeg var jo ikke som de andre drenge. Jeg var ikke ligeså muskuløs som dem, jeg var spinkel af bygning. Hvilket også var en af grundene til, jeg kom så let til skade. Jeg så ned i mit hæfte, og opdagede, at jeg havde skrevet Misaki sampais navn. Jeg rev hurtigt siden ud, og krøllede den sammen.

Jeg lagde hånden for min mund, for at holde kvalmen tilbage. Jeg holdt det, til vi fik pause, og løb så ud på toilettet. Jeg kunne kun lige nå hen til wc’et, før jeg kastede op. Jeg rullede ud, og gik hen til vasken for at få skyllet min mund.

Jeg var flov over, at jeg havde kastet op. Men i det mindste, var der ingen der hørte det, troede jeg. Men jeg tog så grueligt fejl. Misaki sampai stod der og så bekymret på mig, han havde set og hørt mig. Jeg stivnede, og så så flovt ned. Jeg mærkede en hånd under min hage, og så op. Misaki sampai så direkte ind i mine øjne, og lagde sin hånd på min pande. ”Du er jo brænd varm Daniele” udbrød han. ”Det er ikke noget, der er bare varmt i klassen” sagde jeg. Jeg ville ikke have, at Misaki sampai skulle vide det, for jeg vidste jo ikke, om Misaki sampai ville sladre om det. For hvis det kom ud, at jeg var syg, så ville en sladre til lærerene og rektor, og så ville jeg blive sendt hjem. Det ville jeg ikke lade ske, for jeg ville ikke hjem. Jeg så på Misaki sampai og ville sige noget, men i stedet løb jeg hen til et wc og kastede op. Jeg sukkede, for nu kunne jeg jo ikke skjule, at jeg var syg. Jeg så ned, det gik ikke som jeg ville.

Med et mærkede jeg, at Misaki sampai løftede mig op i sine arme. Jeg blev så flov, at jeg gemte mit hoved mod hans skulder. Jeg kunne snart ikke klare mere, jeg kunne overhoved ikke finde rundt i mig selv mere. Hvorfor pokker bankede mit hjerte så meget, når jeg var nær Misaki sampai. Var jeg blevet forelsket i ham, nej det kunne ikke være muligt. Misaki sampai var jo ældre end mig, han var fra 3.g og jeg var jo bare fra 1.g. jeg bed mig hårdt i læben. ”Misaki sampai jeg beder dig, sæt mig ned. Hvad hvis andre ser, at du holder mig i dine arme, vi ville begge blive gjort til grin” sagde jeg,og slog ham i brystkassen. Han satte mig ned, og gned sin brystkasse. Jeg løb ud af toilettet, for at komme væk fra Misaki sampai. Men mit hjerte hamrede så meget, at jeg snap kunne få luft.

Jeg gik hen til nogle piger, i håb om at de kunne give mig råd og hjælpe mig, for jeg var helt ude af den. Pigerne tog mig med ind i kantinen, og købte mig en cola, så jeg kunne falde ned. Jeg satte mig på en stol, og drak hele min cola.

Fortæl os hvad der går dig på Daniele, ellers kan vi jo ikke hjælpe dig” sagde de. ”Kun hvis I lover, at I ikke griner af mig” sagde jeg. ”Lover vi Daniele” sagde de. Jeg sank kort. ”Er det normalt, at mit hjerte banker så hurtigt, hver gang jeg ser Misaki sampai?” spurgte jeg, og bed mig i læben. Jeg så ned i mine hænder. ”Ja hvis du er forelsket i ham” sagde en af pigerne, som hed Cleo. Jeg rødmede, var jeg virkelig forelsket i Misaki sampai. ”Men jeg er sikkert ikke noget for ham, han er jo skolens mest populære dreng” sagde jeg, og lagde mit hår bag øret. Pigerne tog om mig. ”Hvis han afviser dig, så er han en kæmpe idiot, for du er jo en sød og dejlig person Daniele” sagde de.

Jeg så noget overrasket på dem. Det var første gang, at jeg havde hørt piger kalde Misaki sampai for en idiot. Jeg så på dem, og stivnede så med et. Skolens hårdeste og ondeste bande kom mod os, jeg rejste mig og satte i løb, for at komme væk. Men to af dem fik fat i mig og gav mig et hårdt slag i maven.

Jeg knækkede sammen, og kastede blod op. Jeg frygtede flere slag, men før det næste slag kom, kom Misaki sampai hen og tog fat i dem. Pigerne skyndte sig at hjælpe mig op, men jeg kunne knap få vejret. Jeg så kort på Misaki sampai, før jeg besvimede. Misaki sampai greb mig hurtigt, og bar mig til skolens læge. Jeg lagde helt stille i hans arme.

Da jeg kom til mig selv, så jeg rundt. Jeg så Misaki sampai stå ved vinduet, han så ud. Jeg mærkede en smerte i min side, og bed sammen. ”Misaki sampai... hvor er jeg” sagde jeg, og så på ham. Han vendte sig om og så på mig. ”Du er ved skole lægen Daniele” sagde han, og gik hen til mig. Jeg mærkede tårer presse sug på, for jeg havde så ondt. Med et mærkede jeg en hånd på mit hoved. Jeg så op, og så lige ind i Misaki sampais øjne. ”Du skal altså passe bedre på Daniele, jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget” sagde Misaki sampai. Jeg rødmede og så ned. Med et blev der råbt ude på gangen, og Ryoko kom ind. ”Hvad er meningen med dette Daniele, først får jeg af vide, du er syg og så at du har fået bank!” råbte Ryoko vredt. ”Jeg ville ikke have fravær, og jeg havde altså ikke regnet med, at jeg bare ville få bank” sagde jeg grædende.

Ryoko mente, at jeg løj, så han ville stikke mig en lussing. Men Misaki sampai gik ind foran og stoppede det, ved at tage imod slaget selv. Jeg stivnede, havde Misaki sampai lige reddet mig fra at få et slag af Ryoko. Jeg så bekymret på Misaki sampai, og så så vredt på Ryoko.

Jeg rejste mig op, men Misaki sampai fik mig ned og ligge igen. "Hvis det er iorden med dig Ryoko, så kan Danièle bo hos mig, nu da du og din forlovede flytter til en anden by" sagde Misaki sampai. "Det er nok bedst, Danièle skal ikke væk fra byen, bare fordi jeg flytter" sagde Ryoko. "Hvad skal I, det kunne I godt have fortalt mig, og hvorfor skal jeg lige være hos Misaki sampai!" udbrød jeg rasende. Hvordan havde de dog bare kunne ville rejse, jeg havde jo kun Ryoko, jeg havde ingen anden form for familie. "Danièle jeg vidste, du ville flippe ud over det, så derfor sagde jeg intet om det" sagde Ryoko. "Hader dig!" Skreg jeg og løb væk fra skolen.

Jeg havde pause, og jeg ville bare væk. Jeg løb mod en skov, som lagde i udkanten af byen. Jeg stoppede ved en stor sø, som lagde i midten af skoven. Jeg sprang i søen, selvom jeg ikke kunne svømme. Jeg sank ned til bunden, jeg hadet dem alle. Jeg ville ikke være en del af deres liv, jeg betød jo intet for nogen af dem.

Kort før jeg var ved at miste bevidstheden, mærkede jeg at en tog fat i mig og fik mig op af vandet. Jeg opdagede, at det var Misaki sampai, han så meget bekymret ud. Han holdt mig ind til sig. "Det må du aldrig gøre igen Danièle, lov mig det, jeg beder dig" sagde Misaki sampai. Jeg så på ham, jeg stivnede, for jeg så en tårer løbe ned af hans kind. "Lover jeg Misaki sampai, jeg vil ikke såre dig igen" sagde jeg, og fjernede tårerne.


 

Jeg viste læreren, det som jeg nu engang havde skrevet. Da jeg tænkte, en forfatter lærer, måske ville give en god mening. Læreren kunne godt lide det, som jeg havde skrevet, trods hovedpersonens navn måske forvirrede. Jeg forklarede derfor, at jeg havde undersøgt navne, enden jeg startede, og havde fundet ud af, at navnet Daniéle var unisex. Jeg viste navne listen, jeg havde foran i mit hæfte. Da jeg jo havde forberedt mig med navne, og hvor jeg havde skrevet, hvilket køn navnet faktisk engang var. Det var vel det gode ved, at have en forfatter som far.

Læreren roste mig, og da timen var forbi, gik jeg hen til bedste Cain, som sad udenfor klassen og ventede. Jeg smilede glad, for jeg kunne virkelig godt lide timen. Han smilede over mig, og fortalte mig, at så skulle vi snakke med en, for at få lavet et skole skema til mig. Jeg nikkede, men gik dog først ind efter min pc, og gemte det skrevne, enden jeg gik med ham.

Jeg så rektoren, som var en mand med meget sølv hår, og meget kraftig i kropsbygningen. Jeg fandt ham skræmmende, og gik kort et skridt bag min bedstefar, for ikke at vise, jeg var bange. Men vi satte os ned, og begyndte at lave skemaet. Jeg så på det der blev skrevet, kunne se der var forfatterkundskab, som var den time jeg havde prøvet. At der var musik forståelse, transformering, sværdkundskab, og almindelige skole timer. Jeg var dog en smule forvirret over denne time, transformering, så den ville jeg spørge ind til.


 

”Denne transformerings time, hvad går den ud på?” spurgte jeg stille.

”Da du er en vampire siren Deniz, vil du kunne skifte mellem to køn. I transformerings timen, vil du lære fx et ord, eller en sang som vil kunne hjælpe dig til at transformere imellem de to køn. Flere racer vil være til den time, havfruer der skal lære en formular for at få ben, engle der eksempel skal lære, hvordan de skjuler vingerne, de steder hvor det er vigtigt at holde dem skjult, da nogen folk, jager engle for deres fjer og vinger” sagde rektoren.

”Hvad med blodtrang, hvor lærer jeg at styre den?” sagde jeg panisk.

”Den lære du også, vi sætter vejledere på de elever, som har brug for hjælp der” sagde rektoren.


 

Jeg pustede lettet ud, men tænkte så på, om skolen var en man boede på eller ikke. For hvis det var, så skulle jeg ikke bo hos bedstefar. Men hvis det ikke var, så skulle jeg lære en bus rute, hjem til bedstefar. Efter kort tid, fandt jeg ud af, at man kunne bo der, men det var kun for dem, hvis forældre eller familie var imod racen. Da der også var elever, der havde en race, men hvor forældrene var fuldblods mennesker. Hvilket jeg så godt kunne forstå.

Jeg fik derefter et skole skema, hvor timerne var skrevet ned. Jeg fik endda en busplan, over bussen, som ville gå lige udenfor skolen. Jeg smilede ved det, og så på bedstefar. Da jeg faktisk kunne starte med det samme. Jeg så bedende på ham, og han smilede. Han skrev under på nogle papirer, som nok betød, at jeg så var indskrevet på skolen.

Jeg kiggede på skemaet, og kunne se det første var præsentation, i timen transformering. Jeg skulle lige til at spørge hvor den klasse lå, da en lærer kom ind. Hun skulle vise mig der hen, jeg så lidt på bedstefar. Han skulle til et møde med bedstefar Vlad, så der ville jeg ikke stille spørgsmål, så jeg gik bare med den kvindelige lærer. Jeg havde lyst til at spørge hende om hendes race, men jeg turde ikke rigtigt. Så jeg fik et chok, da hun kiggede på mig, mens vi hentede notes bøger.


 

”Hvis du vil vide min race unge ven, så er jeg en sirene. Jeg er også den lære, som du skal have i musik forståelse, der vil vi øve sirene sang, men hvor den ikke påvirker folk” sagde hun.

”Okay tak” sagde jeg og tog imod hæfterne.


 

Derefter gik vi mod en klasse, hvor hun skubbede mig roligt ind i. jeg blev meget nervøs, og kunne fornemme, at min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Jeg var bange, meget endda. Jeg fik dog et chok, da læreren i klassen bad mig kigge på sig. Jeg forstod ikke hvorfor, men så på ham.


 

”Hør min ven, du hyperventilere. Så vi skal have din vejrtrækning ned til normal igen okay, så tag en dyb vejrtrækning” sagde han.


 

Jeg gjorde som han sagde, og kunne hurtigt mærke, hvordan min vejrtrækning blev mere og emre normal. Jeg takkede ham, og var dog også lidt flov, for hvad ville de andre ikke syntes om mig nu. Jeg sank, og bukkede så for klassen.


 

”Jeg er Deniz Rey Walentine, jeg er glad for at være her” sagde jeg, da jeg virkelig ikke kunne finde på andet.


 

Jeg kunne høre en le, og bed mig i læben. Ikke en god start for mig, så jeg bed mig bare hårdere i min læbe. Lige til en pige stod foran mig, hun rakte mig hånden, og tog mig med ned på en plads ved siden af hende. Jeg så på hende, og så en dreng fik et slag i nakken af vores lærer, hvilket faktisk morede mig en del. Tænk at jeg nu gik på denne skole, og det ville være sjovt at se, hvordan jeg en dag ville se ud, når jeg kunne transformere. Dette var min nye start, her i Transsylvanien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...