Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
576Visninger
AA

6. Kapitel 5: Transsylvanien

Dagen kom hvor jeg skulle afsted. Jeg var ikke glad for det, men jeg kunne intet gøre mod det. Jeg sad med min kuffert og ventede, da bedstefar Cain skulle hente mig. Jeg var stået op før mine søstre, da jeg ikke kunne bære, at se dem, nu hvor jeg skulle væk. Jeg sukkede, og så tjeneste folkene stå lidt nervøse. Jeg var nemlig også kommet op før dem.

Jeg lænede mig imod væggen, og måtte synke. Jeg var ved at bryde sammen over dette, jeg bed mig derfor hårdt i læben. Jeg lagde min hånd mod mine øjne, for at få mig selv til at slappe af. Men da jeg så fjernede hånden igen, kunne jeg se min far stå foran mig, hvilket gav mig et chok.


 

”Hej far” sagde jeg, og forsøgte på at holde min stemme rolig.


 

Men det var som om far havde fornemmet, at jeg ikke var okay. Han tog mig bare ind i sine arme, og strøg mig over håret. Jeg tog fat i ham, og gemte hoved mod ham. Jeg så så, at mine venner også var kommet. Var de virkelig kommet for at sige farvel til mig? Der blev der for meget for mig, og jeg gemte hoved helt mod min far. Tårerene løb ned af mine kinder.


 

”Deniz, jeg ved dette er træls. Men dine venner her glemmer dig ikke,. Jeg har givet dem din adresse i Transsylvanien, så I kan altid skrive til hinanden” sagde far blidt og fjernede mine tårer.

”Jeg vil ikke afsted far, jeg vil være her” græd jeg, og kunne virkelig ikke stoppe igen.

”Shh rolig nu min ven. Når du har lært at styre det, kan du jo komme hjem igen” sagde far blidt.


 

Jeg nikkede, og tørrede så mine øjne. Jeg fik mit hår bundet i en hestehale, og jeg gik så hen til mine venner. Jeg anede ikke helt hvordan jeg skulle sige farvel, men fik et chok da de begge hev mig ind i et kram. Normalt krammede vi aldrig, men denne gang gjorde vi. Jeg tog fat i dem, og græd mod dem. Jeg hadet mere og mere, at jeg skulle afsted. Men jeg kunne ikke komme udenom det, hvilket var møg.

Jeg hørte med et nogle lyde og så ud, bedste var var ankommet. Jeg gik ud af døren, og mod bedstefars bil. Far lagde mine ting om bag i, og gav mig en æske med slik, som jeg kunne spise på vejen. Mor gav mig en medaljon, med en vand fe i, som skulle bringe mig held. Jeg takkede, og satte mig derefter ind i bilen. Jeg vinkede kort farvel, enden vi kørte. Der efter så jeg bare ud af vinduet og prøvede at tænke på andet.


 

Winter hans come for me,

cast away your worries my dear.

Four scenes and love and laughter,

Will never be near my heart

 

how many times I´ve shed my tears

and never be who i am.

For tomorrow comes a new day.

For your destiny lies above.

 

For your dreames are not far away,

they are in your soukl and in your heart.

How far will I go,

so I can be wo i really am.

 

Let the nigt be near me,

and let the sun show the way.

Goodby my home,

I will be back someday.


 

Jeg så stadig ud af vinduet, og opdagede kort selv, at jeg faktisk havde sunget. Jeg blev meget flov, for normalt sang jeg jo kun, hvis jeg var alene. Jeg blev flov og skjulte mit hoved i min jakke, og håbede på, at bedstefar Cain ikke ville grine af det.


 

”Du har en meget smuk sang stemme Deniz, den skal du ikke gemme væk.” sagde han, og så på mig, og nussede mig i håret.

”Men bedstefar, min stemme er lys. Folk vil forveksle mig som pige, hvis jeg synger” sagde jeg.

”Det deres problem, gør nu det som du holder af” sagde han.


 

Jeg smilede lidt over hans ord, for de fik mig faktisk til at slappe en del af. Jeg lagde en tot hår bag mit øre, og så på ham. Jeg åbnede min pc fra tasken, og slog op på min historie, for at læse den. Det stod stadig ret meget i en pløre, så jeg viste bedstefar det, for råd.

Han læste det igennem, og gjorde sådan at kapitlernes overskrifte, altid ville starte med stort, og havde en fed skrift. Han rettede også skriftstørrelsen fra 20, og ned til 12. Jeg så på det han gjorde, så far havde åbenbart bare hurtigt lige skrevet det ind, enden hav gav mig den. Jeg gav bedstefar mit hæfte efter det, og han skrev nogle husker regler ned.


 

”Din far har selv huske regler i sine gamle notes bøger, med hvordan det skal stå. Så derfor vil det sikkert også hjælpe dig en del Deniz” sagde han, og rakte mig hæftet igen.

”Mange tak bedstefar” sagde jeg, og lagde det hele i min taske igen.


 

Jeg lænede mig derefter mod vinduet, og så ud. Jeg kunne se, hvordan sneen dalede ned fra himlen. Det var underligt, at se det, når jeg nu skulle væk fra England, hvor jeg nu engang var vokset op. Jeg brød mig ikke om det, og så på bedstefar. Jeg var bange, hvilket jeg ikke kunne skjule. Jeg bed mig i læben, og så derefter ned.

Med et mærkede jeg bedstefars arm om mig, og mærkede hvordan han tog mig ind til sig. Jeg bed mere sammen, og tog så fast i hans jakke og begyndte at græde. Jeg havde holdt mine tårer tilbage så længe jeg kunne, men nu kunne jeg bare ikke mere. Bedstefar Cain så på mig med et blidt blik, og fjernede mine tårer med sit lommetørklæde. Han forslog mig, måske at få sovet lidt, da det ville være en lang tur jo. Jeg kørte min ene finger under mine øjne, og nikkede så.

Jeg lagde mig derfor ned på sædet, og lagde hoved på min bedstefars skød. Jeg gabte lidt, og lukkede så mine øjne. Utroligt, at jeg var blevet så træt efter at have grædt en del, men det blev jeg nu altid. Bedstefar Cain lagde et tæppe fra sædet over mig, og strøg mig i håret.

Jeg åbnede mine øjne lidt, og så på ham. Jeg kunne se, hvordan han havde lænd sig tilbage. Så han ville måske også få sovet lidt, jeg smilede kort. Jeg puttede mig så godt ind i tæppet, og trak det en smule over mit hopved. Jeg kunne høre på hans vejrtrækning, at han slappede af, og at hans vejrtrækning var tung. Så han var sikket faldet i søvn, hvilket bare gjorde mig mere træt. SÅ jeg lukkede mine øjne i, og håbede at jeg bare ville kunne få sovet nogle timer.

Jeg drejede mig lidt, da jeg lå ikke for godt. Jeg ville sove bare et par timer, så jeg håbede det ville lykkes for mig. Men desværre vågnede jeg ved et stort hul i vejen, hvilket gjorde jeg faldt ned i bunden af bilen, da jeg havde haft taget selen af for at sove. Jeg fik et chok af det, især fordi jeg ikke rigtigt kunne komme op igen. Jeg fik fat i bedstefars bukseben, og han vågnede også af det. Han så hvordan jeg lagde, og hev mig op i sædet igen, og gav mig selen på. Jeg så undskyldende på ham, og kunne godt mærke jeg var ør i kroppen.

Jeg tog tæppet om mig, men jeg tog ikke selen af igen. Efter den tur, kunne jeg heller ikke falde i søvn igen. Skrive kunne jeg heller ikke, da jeg var blank for ideer lige nu. Overvejede dog kort at synge igen, men lod dog så være, da jeg stadig var flov over sidste sang.

Jeg så ud af vinduet, og så vi var tæt på et fly, hvilket jeg så på bedstefar over. For jeg havde aldrig været i et fly før i hele mit liv, så var ret nervøs over det. Han smilede bare, da bilen stansede. Han gik bag bilen, og tog mine ting ud, og viste piloten til flyet vores pas. Jeg fulgte bare lige efter ham, da jeg ikke ville ryge bag ud. Så jeg fast i bedstefar, og holdt mig nær ham hele tiden. Jeg var dog lidt forvirret over dette fly, for skulle vi ikke igennem en luft havn først. Jeg skulle til at spørge, da jeg så så, at vi ikke var i en lufthavn, men på en privat flybane. Da jeg kunne se bedstefar Cains efternavn på et skilt, så det var altså hans private sted.

Jeg sagde intet, og gik bare ind i flyet med ham. Jeg var meget utryg, men opdagede bedstefar smilede blidt. Han lagde en lille gave i mit skød, og satte sig så i et sæde. Jeg så på ham, og så derefter på gaven. Måtte jeg mon åbne den nu, eller ville han havde mig til at vente til, at vi var nået Transsylvanien. Jeg så lidt på ham angående det, og så at han nikkede til mig. Så jeg begyndte at binde båndet på gaven op, papiret ville jeg gemme, da jeg fandt det virkelig flot.

Da det endelig var lykkes mig at binde knuden op, lagde jeg det flotte papir ved siden af mig. I pakken lagde der en meget flot telefon. Jeg så på bedstefar, og derefter på telefonen. Han rakte mig en liste, som jeg tog imod og kiggede på. Det var mine venners navne og deres telefon numre og deres emails, endda mine forældres nummer og deres mail.

Jeg krammede bedstefar glad, og han lovede, at når vi var landet igen. Så skulle han nok hjælpe mig med at få det ført ind i telefonen, og nok også hjælpe mig med at få lavet en email. Jeg nikkede, og smilede derefter glad. Jeg havde helt lyst til det nu, men bedstefar påpegede at have en mobil tændt på et fly ville være en dum ide, så jeg valgte at vente.

Jeg holdt dog fast i mit sæde, da flyet lettede. Jeg mærkede propper i mine øre, og gned mine øre for at få det til at stoppe. Det var meget ubehageligt, for kunne ikke høre en disse. Bedstefar gik hen foran mig, og viste mig en øvelse jeg kunne øre, hvilket ville fjerne propperne i mine øre. Jeg syntes det så tosset ud, men jeg prøvede det, og kunne da også mærke, hvordan propperne i mine øre, de bare forsvandt.

Jeg takkede ham, og så ud. Jeg var dog stadig bange for turen, men jeg tog min pc frem, og tændte den op. Jeg ville sidde og læse det, som jeg havde skrevet. Mest for at se om jeg fik mere ide på min historie, eller om jeg bare kunne slappe af ved det. Hvem vidste om jeg overhoved ville kunne få skrevet, når vi engang nåede Transsylvanien. Stedet der skulle blive mit nye hjem for en tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...