Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
583Visninger
AA

5. Kapitel 4: Nyt liv som vampyr

Vinteren stod for døren, og sneen dalede ned fra den mørke himmel. Jeg gik mig en tur igennem skoven sammen med mine to bedste venner Nathan og Damian, da jeg havde fået det helt bedre igen. De var nogle skøre kugler, men de var mine bedste venner. Vi havde aftalt at more os lidt, enden festen hos en pige fra nabolaget. Vi grinede og lo, men vores hygge ændrede sig, da vi hørte et hjerteskærende skrig. Vi løb alle der hen, og så en ung pige på vores alder. Hun var ved at blive voldtaget af en mand. Jeg knyttede mine hænder, og for hen til dem. Jeg slog manden væk fra hende, og bad Nathan om ringe efter politiet.

Jeg lagde min jakke om om hende, og hun tog fat i mig. Hun græd meget, da hun var meget bange. Jeg lagde mine arme om hende, og forsøgte på at trøste hende. Med et mærkede jeg dog noget skarpt i min hals, så jeg slap hende, og faldt derefter om. Jeg holdt mig til halsen, og hev efter vejret. Jeg mærkede en underlig sult, og lagde hånden for min mund. En underlig lugt kom for min næse, og jeg opdagede at hun blødte fra sit ben. Det var helt som om at jeg blev tændt af lugten, at jeg ville have hende og hendes blod. Jeg sprang på hende, og holdt hende i et fast jerngreb, så hun ikke kunne løbe. Jeg kunne mærke noget vokse i min mund, og før jeg vidste det, havde jeg bidt mig fast i hendes silkebløde hals. Jeg var som helt i trance, og kunne ikke stoppe.

Med et hørte jeg lyden af et knæk, hvilket fik mig til at slippe mit bid. Jeg så på hende, og kunne se hvordan hun hang over min arm. Jeg kunne se at hendes hals var knækket, og jeg skreg helt af forskrækkelse og smed hende hurtigt fra mig. Jeg tørrede min læbe, og så blodet på min hånd. Det skulle Nathan og Damian ikke se, så jeg skyndte mig hjem, og fortalte mine forældre om det. De ringede efter en læge som skulle tjekke mig, dog havde min mor sin mistanke. Det viste sig også at være sandt, jeg var blevet bidt af en vampyr, og nu var der en stærk trang til blod, mit vampyr gen var blevet vækket af en af disse blodsugende udyr.

Jeg opholdt mig der hjemme i flere uger, da jeg var skrækslagen, og især for mig selv. Mor havde taget sine regler, og hun havde altid blod i et køleskab til mig, hvis jeg blev blodsulten. Der var altid frisk blod, for enden jagede far og mor hældte blodet på flasker, eller så fik mor blodet fra de dyr som slagteren skar halsen over på. Jeg havde ikke kontaktet vennerne, da jeg virkelig var nervøs for hvad de ville sige. Så jeg pakkede min taske, og fik lagt nogle små flasker blod plus en stor i min taske, til hvis jeg nu blev blodhungrende i skolen. Jeg nåede heldigvis også hen til skolen før den store klokke ringede.

Jeg så Nathan og Damian, men de ville ikke engang se på mig. Det gjorde mig trist, så jeg gik forbi dem, for at komme mod klassen. Jeg ville havde taget fat i døren, hvis ikke Damian havde grebet fat i mig, og slået mig op imod væggen. Jeg blev meget nervøs over det, ville jeg nu få tæv, og hvad hvis de vidste, at jeg var vampyr. Det fik mig helt til at synke.


 

"Hvor dælen har du været mand, i over en måned har ingen hørt fra dig. Du har ikke vist dig, og ikke svaret på opkald. Er du virkelig så dum at tro, at bare fordi du nu er en smule anderledes, at så vil vores venskab ende" sagde Damian vredt.


 

Jeg sank, for jeg havde aldrig før set ham, regere som han nu engang gjorde.


 

"Jeg troede vel bare, eller rettere jeg var bange for, om vores venskab ville ende. Nu hvor jeg skal skal starte et nyt liv, og ikke længere, vil kunne styre mit vampyr gen overhoved" sagde jeg trist.


 

Nathan knyttede sin hånd og stak mig en på skrinet.

"Fat det dog! Vi vil altid være dine venner Deniz Walentine, lige meget hvad der så end sker" sagde han vredt.


 

Jeg gned lidt min kæbe, for det slag havde virkelig gjort ondt. Jeg nikkede, og vidste ikke om jeg ville få et slag mere. Men vi gik alle ind i klassen, for at have vores time.

Da der næsten var gået et halv år siden min forvandling, var jeg blevet helt rolig igen, til trods for at jeg jo var en vampyr. Jeg havde mit høje gennemsnit, og jeg havde altid blod med i tasken, hvis min trang kom. Tja selv Nathan og Damian havde en lille flaske blod med i deres tasker, til hvis mit eget ikke var nok. Men da vi sad til selve vores afgørende eksamen, kunne jeg mærke hvordan min blod trang blev større og større jo stresset jeg blev. Jeg havde endda flere 2 liters flasker i tasken, plus dem Damian og Nathan havde. Men jeg følte mig en smule træt af dyre blod, så jeg bed mig flere gange i håndledet, for at styre mig. Men min frygt kom over mig, jeg hungrede efter det søde menneske blod, som jeg smagte, da mit vampyr gen blev vækket. Jeg rystede på hoved af mine tanker, og slog mit hoved ned i bordet, da jeg blev færdig.

Jeg gik udenfor, for at få mig lidt luft. Der ville nemlig gå tid, før jeg ville høre karakteren. Jeg opdagede en mand stå og ruske i et barn, og jeg kunne se at det gjorde ondt. Så jeg gik hen, og tog fat i ham, for at stoppe ham. Jeg bad ham lade den lille dreng være, men han gad ikke og stak mig en lussing. Jeg blev vred, og mine øjne blev røde. Jeg flænsede hans hals, og sørgede for drengen ikke så det. Manden faldt om, og jeg tørrede min læbe. Jeg ringede til en læge som kendte til hvad jeg var, og fortalte hvad der var sket. Han kom og hentede manden, og jeg gik ind igen, for at høre min karakter. Jeg havde bestået, hvilket gjorde mig glad, og plus min sult nu også var væk efter at have fået mandens blod. Så der ville gå tid før jeg skulle have menneskeblod igen.

Jeg fik desværre et værre chok, da jeg kom hjem. For nogen havde ringet til min far, og fortalt om det med manden, og nu ville han sende mig til Transsylvanien, hvor bedstefar Cain og bedstefar Drakula boede. Da der var en skole for unge blodhungrende vampyrer, så de kunne lære at styre sig. Det gjorde mig ked af det, så jeg opholdt mig på mit værelse hele aften. Jeg havde lagt min karakter på køkkenbordet, og satte mig ved mit bord, og begyndte at skrive i en blok.

Hvor var det bare typisk at nogen sladrede om mig, jeg reddet jo den drengs liv. Jeg blev helt ulykkelig over det, og smadrede min hånd direkte ind i mit spejl. Mor hørte larmen og kom ind til mig. Hun så blodet på min hånd, og tog mig ud på badeværelset for at forbinde den. Hun sørgede for spejlet var vendt, for jeg kunne ikke længere sit mig i sejlet. Det var helt blankt, når jeg kiggede der i, hvilket smertede mig, og mindede mig om at jeg snart skulle afsted til Transsylvanien, det kunne jeg virkelig ikke fatte.

Mor så på mig imens hun rensede såret. Selvom jeg altid havde sagt til hende, at når jeg så i spejlet var det blankt, så vidste min mor, at jeg havde følelsen af ikke at se mig selv. Trods for jeg rent faktisk havde et spejlbillede. Det var blevet bedre end dengang jeg var endt på hospitalet. Jeg var blevet bedre til at skrive ned, hvordan jeg havde det, så jeg ikke brød så meget sammen igen.

Jeg lagde mig ind til hende, og lagde mit hoved på hendes skød, ligesom da jeg var helt lille. Jeg tænkte lidt, mon jeg skulle sendes væk, fordi de skammede sig over mig, eller ville det mon være for at hjælpe mig. Jeg sukkede og fik ondt i hoved af at tænke så meget over det. Jeg gemte mit hoved mod min mor, endda også da min far kom ind.


 

”Jeg har snakket med dine bedsteforældre, du kan bo hos Cain, mens du er i Transsylvanien. Han er gået i gang med sat lede efter en skole til dig, som også er kreativ for dig, så du ikke kun skal tænke på, at lære din blodtrang” sagde far.

”Mener du en art skole?” sagde jeg lidt forvirret.

”Sagde han ikke min ven” sagde far.


 

Jeg sukkede kort, og satte mig op. Mor gik gang med at hjælpe mig med at pakke min kuffert til Transsylvanien. Far kom endda med en lille gave til mig, hvilket fik mig til at kigge. Jeg ville gerne åbne den, og til min store overraskelse, lagde der en bærbar/tablet med et rose motiv på. Jeg så på far, og gik hen og krammede ham. Da jeg virkelig havde ønsket mig en i noget tid.


 

”Din historie er endda skrevet ind der på Deniz, plus har også et lille usb stik og en mini printer til dig” sagde far, og rakte mig det sidste.


 

Jeg så på det, og ville ligge det i kufferten. Dog var jeg bange for det ville få skade, så jeg tænkte over hvordan jeg lige skulle pakke det. Maiya kom ind med en computer taske til mig, hvor hun lagde tingene i. Jeg krammede hende, og kunne ikke helt forstå dette. Tænk at jeg virkelig skulle væk fra mine søstre, og mine forældre.

En ting jeg dog var glad for, var at jeg kunne nyde aftensmaden sammen med min familie, enden jeg skulle afsted. Bedstefar Cain ville komme hele vejen fra Transsylvanien bare for at hente mig, så vi kunne komme afsted. Jeg var ikke glad for det, men jeg kunne ikke rigtigt sige noget imod det nu, når det jo var bestemt.

Jeg bad mor flette mit hår, da det drillede mig, med at sætte det i hestehale. Mor tog min børste, og redte mit hår, og lavede en lang fletning. Jeg kunne mærke på hende, at hun heller ikke var særlig glad for, at jeg skulle afsted. Jeg så på hende, da fletningen var lavet, og gav hende et stort kram.


 

”Jeg lover dig mor, jeg skal nok skrive hjem” sagde jeg blidt, og så på hende.

”Det er jeg virkelig glad for Deniz, men husk nu. At selvom du sendes afsted, er det fordi dine bedstefædre kan hjælpe dig med trangen” sagde hun.

”Det ved jeg mor, det er bare virkelig træls, at jeg nu skal sige farvel til de venner jeg har her” sagde jeg.


 

Det kunne mor godt forstå, men hun skulle nok give dem, min nye adresse. Jeg takkede hende, og gik derefter med hende ned til aftensmad. Dog selvom tjenestefolkene havde lavet min livret, så var jeg ikke synderlig sulten. Jeg havde mere kvalme end sult, så nervøs var jeg for at skulle afsted. Men hvem kunne vide, hvad der mon ville ske. Jeg skulle kun være der til, at jeg havde styr på min trang igen. Det kunne endda være, at turen til Transsylvanien ville blive et eventyr, en start på at lære, hvordan man var en vampyr, også selvom jeg faktisk jo var en blanding mellem to racer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...