Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
581Visninger
AA

4. Kapitel 3: Lav selvtillid

Dagene efter startede som alle andre, mit humør var højt og godt. Dog følte jeg den frygtede ensomhed, og følelsen at være alene. Jeg rystede på hoved af det, og lavede mig en stor kande med saft. Da jeg altid drak meget saft, når jeg ville være kreativ. Men jeg fik desværre ikke lov, da nogen jeg kendte fra området, kom forbi og skældte mig ud. Jeg bed mig i læben, for ikke at græde foran dem.

Men da de gik, brød jeg helt sammen. Tårerene løb ned af mine kinder, en ting som jeg altid hadet af hele mit hjerte. Var jeg mon barnlig, når jeg græd over sådan noget, også selvom det betød så meget.

Jeg løb hen til det værelse, som nu engang var mit, og lukkede døren efter mig. Jeg satte mig op af døren, og trak mine ben ind til mig. Hvorfor skete dette her altid, at jeg skulle bryde sådan sammen. Jeg så hen mod mit træ skrivebord ved vinduet, og kunne se min kniv, som jeg brugte, når jeg snittede figurer, og små skrin i træ.

Uden videre overvejelse rejste jeg mig op, og tog kniven fra bordet. Jeg så lidt på dens klare skarpe klinge, før jeg direkte lagde knivens klinge imod mit håndled. Ville bare have denne fordømte smerte væk, så jeg skar et ret så dybt snit ned i mit håndled, og satte mig derefter op af bordet. Jeg havde ikke rigtigt kunne mærke smerten ved snittet, jeg følte mere at min smerte forsvandt.

Med et kunne jeg høre en banken på min dør, jeg lukkede mine øjne, og mærkede lidt følelsen af at fryse. Jeg så kort mod mit blødende håndled, og kunne se den blodpøl der var begyndt at danne sig. Det bekymrede mig ikke ret meget, for jeg var ligeglad med det, og jeg ville bare væk fra alt dette, og ville bare gerne væk snart. Jeg mærkede hvordan jeg mere og mere begyndte at miste bevidstheden. Men det rørte mig overhoved ikke. Min familie ville da også få det meget bedre uden mig, det var sådan jeg havde følt i mit hjerte meget længe, især fordi jeg jo mindede så meget om min moder. Jeg havde mistet lysten til at leve, jeg var ikke god til noget eller nogen, så hvorfor have alle de problemer med overhoved at have livet.

Jeg kunne høre lyden fra døren der gik op, og jeg kunne svagt skimte min far komme ind. Dog var det ret så sløret for mine øjne, men jeg kunne genkende hand velkendte parfume, som han nu engang brugte. Jeg kunne mærke, hvordan en hånd kom om mit håndled, og jeg kunne hre at der blev sagt noget, desværre kunne jeg ikke rigtigt høre, hvad det var der faktisk lige blev sagt. Jeg mærkede bare, hvordan jeg faldt til den ene side, og alt blev sort for mine øjne. Jeg havde mistet bevidstheden, sikker på grund af alt det blod som jeg nu engang havde mistet. Mon jeg var død nu, for jeg kunne virkelig ikke føle min krop overhoved på nogen måde. Så nu ville de nok alle få det meget bedre, når jeg var væk, og ikke skulle minde folk om min mor.

Jeg åbnede dog mine øjne efter noget tid, og så mig lidt om. Jeg kunne se jeg var i et eller anden hvid stue, dog kunne mine øjne ikke rigtigt tyde det, da lyset i rummet var ret så skarpt for mine øjne. Jeg gned mine øjne, og da jeg kunne sådan se nogenlunde ordenligt igen, kunne jeg se en ret så ung mand, han bar en hvid kittel. Jeg kunne se, at han stod ved siden at, den seng jeg åbenbart var i. Han drejede dog med et hoved, og så på mig, med et ret så blidt smil på sine læber.


 

”Goddag med dig min unge ven, det glæder mig at se, at du er vågen igen. Du gjorde os alle sammen godt nok urolige, da de ikke vågnede op, efter vi havde ordnet dit sår i håndledet, og fået det syet sammen igen. Dine forældre sidder i rummet ved siden af, din mor er noget i chok. Da at Du var her, var det første hun hørte, da hun vågnede fra sin sirene søvn. Men jeg skal nok sige til dem, at du er vågnet op igen” sagde han venligt.


 

Jeg rystede hurtigt på af det, jeg ønskede ikke, at de skulle vide jeg levede. Jeg havde jo ikke livslysten mere, så hvorfor havde de dog reddet mig. Plus jeg havde sikkert bragt mine forældre skam, ved at jeg havde forsøgt selvmord. Jeg mærkede tårer løbe, og begyndte der efter at græde ned i mine hænder, jeg skammede mig sådan.


 

”Hvorfor lod i mig dog ikke bare dø, jeg vil jo ikke mere, og nu har jeg bragt dem skam” græd jeg ulykkeligt, og lagde mig ned igen.


 

Den unge læge så lidt bekymret på mig, og satte sig så ved siden af mig. Han strøg mig forsigtig over håret, han ville muntre mig op, før han gik til mine forældre.


 

”Vil du fortælle mig, hvorfor du ikke har lysten til at leve. Jeg hedder forresten Charles, så hvis du vil snakke om det Deniz, så kan du altid komme til mig, hvis det nu er” sagde han, og rakte mig derefter et lommetørklæde.


 

Jeg snøftede og tog imod det, for at fjerne mine tårer. Men jeg nikkede dog kort, også selvom jeg nu efter at have grædt, var ret så ør i mit hoved. Jeg tænkte lidt, og så lidt på mine håndled. Jeg kunne ikke engang huske, hvorfor jeg havde skåret mine håndled. Hvilket gjorde mig bange nu. Huskede jeg det ikke før, hvorfor kunne jeg så ikke huske nu.

Jeg lagde mig ned, og så rundt. Jeg kunne se et hæfte på bordet. Så jeg tog det op, og kiggede i det. Det lignede mit hæfte, det jeg havde haft i min taske. Jeg så min taske på gulvet, og fik fat i den, og kiggede der i. Mit hæfte var ikke der i, så hæftet på bordet måtte være mit. Jeg kiggede i det, og kunne se min indholdsfortegnelse. Måske ville det hjælpe mig at skrive en historie, for lige nu havde jeg faktisk en ide til en. Måske ville det også sikre at jeg ikke gjorde dette igen, og at jeg måske ville blive klar til at se mine forældre igen. Så jeg slog op på en nyside, og trak senge bordet hen og begyndte at skrive ned i hånden. Jeg ville kalde historien jeg ville skrive for Hjerteslag, bare til at starte med, måske ændrede jeg senere. Vidste bare jeg ville skrive det man på japansk kaldte for en yaoi, en kærligheds historie mellem to drenge, så måtte jeg se hvor det kunne føre mig hen, dog skrev jeg en liste på en side ned med både drenge navne og pige navne, så jeg ikke skulle gå i stå midt i det hele, så jeg skrev også selve titlen på historien, men så flot en skrift det nu var mig muligt i hånden.


 

Hjerteslag:

Kapitel 1: Første kys:

Jeg husker stadig den dag, hvor det hele skete. Dengang havde jeg lige fundet ud af, at jeg var til mænd, og dengang havde jeg ikke været for elsket i Misaki, før den dag, hvor min storebror Ryoko kom og fortalte, at han skulle giftes med en kvinde fra hans arbejde.

Ryoko og Misaki havde været et par i flere år. Så jeg blev helt slået ud, over at Ryoko kunne knække Misaki sampai på den måde. Jeg løb væk fra huset, da jeg mærkede tårer presse sig på, og de skulle ikke se mig græde. Misaki sampai fulgte efter mig, for at se om jeg var okay.

Jeg stop ved en lygtepæl, og forsøgte at få styr på mig selv. Men når først jeg var begyndt at græde, så kunne jeg ikke stoppe igen. Misaki sampai kom hen til mig, og vendte mig mod ham. ”Daniele stop nu med at græde” sagde han blidt. ”jeg kan ikke, når først jeg er begyndt” græd jeg. Misaki sampai løftede mit hoved op, og kyssede mig på munden. Jeg blev så overraslet, at jeg helt glemte at græde. Jeg rødmede, for det havde jeg ikke regnet med, at Misaki sampai ville kysse mig. Misaki sampai smilede, og sagde ”se nu græder du ikke mere”. ”De kyssede mig” sagde jeg helt rød i hoved, ”ja det gjorde jeg” sagde han og kyssede mig igen. Jeg rødmed eigen, men denne gang gengældte jeg kysset.

Misaki sampai lå sin frakke om mig, og tog mig med hjem til min bror. Jeg frygtede ballade, fordi jeg bare var løbet min vej. Men det fik jeg ikke, jeg fik store kram af Ryoko. Jeg blev helt forvirret over det, men så over på Misaki sampai, og bed mig i læben. Jeg så hurtigt ned, da jeg kom til at rødme igen.

Desværre opdagede Ryoko det, og begyndte at grine. Jeg så surt op ham, og gik op på mit værelse. Jeg var så uheldig at bo sammen med min bror. Det havde jeg gjort siden, at vores forældre døde i en bilulykke. Ryoko og jeg havde ikke været i bilen, da de døde, for vi havde været i skole. Jeg gik i 7. klasse dengang det skete.

Det var en ting, som jeg ville helst glemme, da det altid gjorde mig ulykkelig at tænke på. Jeg kom helt til at græde ved at tænke på det, så jeg smed mig på min seng, og lå mit hoved i puden. Hvor jeg dog hadet, når det var, at jeg græd. Drenge skulle ikke græde, det havde Ryoko altid sagt, men mon han enlig græd nogensinde selv, eller kunne ham mon overhoved græde.

Jeg rystede tanken ud af hoved, og kom til at tænke på Misaki sampais kys. Jeg rødmede igen, jeg kunne stadig ikke fatte det. Misaki sampai var den første jeg havde kysset. Der var sket så meget den dag, så jeg valgte at gå i seng for at sove. ”Det hele er bare en drøm” mumlede jeg, enden jeg faldt i søvn.


 

Da det var skrevet ned, og jeg havde kigget på det. Hev jeg i den snor som kaldte på en sygeplejeske. Da en kom ind, bad jeg hede sige til mine forældre, de gerne måtte komme ind. Jeg var klar til at se dem, nu hvor jeg var rolig. Så skulle jeg nok få arbejdet min selvtillid op igen, nu hvor jeg havde historien her at skrive på, når jeg havde brug for det.

Da det var skrevet ned, og jeg havde kigget på det. Hev jeg i den snor som kaldte på en sygeplejeske. Da en kom ind, bad jeg hede sige til mine forældre, de gerne måtte komme ind. Jeg var klar til at se dem, nu hvor jeg var rolig. Så skulle jeg nok få arbejdet min selvtillid op igen, nu hvor jeg havde historien her at skrive på, når jeg havde brug for det.

Der gik heller ikke særlig lang tid, før mine forældre de kom ind. Jeg var nervøs for at se dem, men jeg skulle heller ikke holde dem væk fra mig. Nu hvor min selvtillid var så lav, som den nu engang var. Så ville det være bedst for mig, at have min familie nær mig. Jeg måtte virkelig huske, at gå til dem, og snakke om tingene, i stedet for bare at gøre dette, som jeg nu engang havde gjort.

Jeg kunne se skuffelsen i mine forældres blik, så jeg så ned. Jeg lagde mig ned, og frygtede virkelig hvad de ville sige nu. Men den unge læge kom ind, og valgte at tjekke min puls. Jeg så på ham, og gemte mig mere. Jeg var så bange for mine forældres vrede nu, også selvom de kun havde vist skuffelse. Den unge læge så på mig, og så hæftet, og rakte min far det.

Hvilket fik mig til at sætte mig op, jeg ville ikke have han skulle læse det. For hvad hvis det ikke var godt nok i hans øjne, hvad hvis han syntes det var dårligt. Mor satte sig på sengen, og tog min hånd og nussede min kind. En ting hun faktisk havde gjort siden jeg var lille, hver gang jeg blev nervøs eller bange. Dog efter lidt tid, kunne jeg høre far lukkede hæftet, og der blev jeg mere nervøs.


 

”Det lyder virkelig godt Deniz, det er en tekst du kan være stolt af. Men skriv nu i dig eget tempo, skriv fordi du kan lide det, og ikke fordi du prøver at være som en anden. Du er dig, og det er det bedste man kan være” sagde far, og gav mig hæftet igen.


 

Efter fars rosende ord satte jeg mig op. Jeg smilede helt, og knugede hæftet ind til mig. Jeg måtte opbygge min selvtillid igen, og jeg måtte have flere hæfter. Da det ene kapitel, havde fyldt mit hæfte ud. Så jeg vidste, at når jeg kom hjem, ville jeg enden få fat i et hæfte mere, eller en bærbar. En ting var bare sikkert, jeg ville ændre min selvtillid, så den aldrig skulle være lav igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...