Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
575Visninger
AA

3. Kapitel 2: Bedstes sidste gave, og en ny hobby

Det kun nogle ganske få dage efter kampen, jeg havde lige fået af vide af min far og min bedstefar, at min elskede bedstemor Melody lå for døden. Jeg skreg af dem, for jeg kunne ikke fatte det, det var så uvirkeligt for mig. Jeg var ikke andet ned en ret så ung knægt, så det var ret hårdt besked at få. Jeg græd flere dage efter det, for jeg ville ikke miste min elskede bedstemor.

Nogle dage senere tog vi hen til min bedste. For det var min fødselsdag nærmede sig, og jeg ville fejre den nær hende. Da vi kom hen til hende, løb jeg direkte ind til hende.


 

”Bedstemor Melody! Det er mig Deniz, det er min fødselsdag i dag” sagde jeg og satte mig hos hende.


 

Jeg havde tårer i mine øjne.


 

”Åh er det dig lille skat, sikke stor du er blevet. Jeg har en gave til dig, den er henne på bordet, men jeg er desværre for svag til at hente den” sagde bedstemor Melody.


 

Jeg tog gaven, og lagde den ved hende.


 

”Her er den bedstemor Melody” sagde jeg og tørrede mine øjne.

”Det er min fødselsdagsgave til dig Deniz, det er min sidste gave” sagde hun.


 

Jeg åbnede gaven og så på hende. Det var en smuk mønstret dagbog, hvor der var vedlagt en fin fjerpen og en smuk lille bøtte med sort blæk.


 

”Hvor er den dog smuk, mange tak bedste” sagde jeg, og lagde den og krammede hende.

”Brug den hver aften, og du vil få svar” sagde hun svagt, og med et forsvandt hendes åndedræt, og hendes arm hang svagt og slapt fra sengen.


 

Jeg skreg og bakkede. Far kom løbende ind til mig, og tog mig ind til sig og trøstede mig.


 

”Jeg er ked af, at du skulle opleve det sådan her søde Deniz, men hun er et bedre sted nu, og hun vil altid se dig fra vor herres himmerige” sagde far blidt.


 

Jeg nikkede og tog gaven, bedstefar dækkede bedstes ansigt med et lagn. Imens ringede far til nogen, der som skulle tage sig af bedstes døde krop. Min ældste søster Ariana tog mig med ud i bilen og kørte hjem med mig. Hun lagde mig i seng og puttede mig. Sikke en dum slutning på min fødselsdag. Men en ting ville hvert fald være helt sikkert, jeg ville aldrig glemme den. For det ville være den dag, hvor jeg mistede min bedste, og den dag, hvor jeg fik den smukke dagbog.

Tiden efter min bedstes død gik langsom efter min mening. Men en dag, hvor jeg besøgte hendes grav sammen med min far, huskede jeg på, hvad bedste sagde på hendes dødsdag. Det med at jeg skulle skrive i dagbogen. Da vi tog hjem fra kirkegården, stoppede vi ved en boghandel, da far arbejdede der, og han havde fri nu, så han skulle med os hjem. Vi skulle hjem og fejre min fødselsdag, for det var nu tre år siden at bedste døde.

Da vi kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse for at hente dagbogen. Den lagde på mit skrivebord, hvor jeg lagde den, dengang bedste døde. Jeg lagde blyanter, kuglepenne og fjerpen frem, fordi jeg ville vælge hvad slags, som jeg skulle bruge til at skrive i dagbogen. Jeg tog et stykke blankt papir frem og prøvede at skrive mit navn, hvor jeg skrev det tre gange med hver sin ting. Til sidst så valgte jeg, at jeg ville bruge min fjerpen i min dagbog, jeg skulle bare have fat i mere blæk. Hvilket jeg meget sikkert, ville kunne få af far, da han jo stadig skrev.

Jeg sad lidt og tænkte, og huskede så en ting. Når min far skrev i sine hæfter, eller når han læste min afdøde bror Reys hæfter, så var der altid brugt en blyant. Jeg tog derfor mit penalhus frem, og tænkte lidt. Jeg fandt en blyant frem, og brugte den første side i dagbogen på at lave en indholdsfortegnelse til den tekst, som jeg nu engang ville skrive der i.

Jeg var dog helt blank, og valgte så at ligge det fra mig. Jeg lagde mig på sengen, og lukkede mine øjne. Mit hoved snurrede rundt, da jeg virkelig følte at der var sket en del på det sidste. Denne dag her havde ikke været en af de gode, bedste var væk…. Hvorfor skulle hun dog lige dø i dag. Jeg havde aldrig troet at det skulle ske, jeg vidste jo ikke at vores slags kunne dø. Det havde far og mor aldrig fortalt mig, mon de ville skåne mig for det. Det ville de sikkert, en ting jeg fandt øv.

Da jeg havde lagt lidt tid, så jeg hen imod mit skrivebord. Måske burde jeg gå til de andre, og fejre min fødselsdag. De havde måske lagt meget i det, så jeg steg op af sengen. Rettede mit hår i en hestehale, og gik derefter ud af mit værelse. Jeg stoppede dog kort foran et maleri af en ung dreng, jeg vidste billedet var af min bror Rey, som åbenbart døde før jeg blev født. Jeg vidste også at det var ham, som der dengang havde givet mig mit navn.

Jeg tog en rose fra en vase og satte i vasen nær rammen, selvom jeg aldrig havde kendt ham, så viste jeg ham stadig respekt. Jeg smilede kort, og gik så videre mod den store sal. Jeg så flere af tjenestepigerne kigge på mig, og jeg gav dem et roligt smil tilbage. Flere af dem begyndte at smile, og nogle af dem blev røde over kinderne. Hvilket fik mig til at små le, da det så sødt ud til dem.

Da jeg kom til salen, så jeg rundt. Jeg kunne se, at der var pyntet op til min fødselsdag. Jeg så mine søstre sætte nogle gaver, så jeg lænede mig op af en søjle og så på dem. Bare jeg ikke havde ødelagt deres humør, ved at jeg havde været ked tidligere. Jeg frygtede dog også lidt, at jeg måske havde.

Med et opdagede jeg at Maiya sad sammensunket på gulvet, så jeg for hen til hende, og løftede hende op. Jeg knugede hende ind til mig, for at trøste hende. Var hun brudt sammen over bedste, eller var der sket noget andet. Jeg så dog et brev i hendes hånd, og tog det, da jeg havde fået sat hende i en stol.


 

”Maiya må jeg læse brevet her, så jeg kan finde ud af, hvad du er ked af?” spurgte jeg, og tog blidt om hendes hænder.


 

Hun nikkede til mit spørgsmål, men så fortsat ned. Jeg læste brevet, og opdagede hurtigt, hvad der havde gjort hende ked. Den mand hun havde skrevet med i flere måneder, var blevet dræbt i en kamp mellem vampyrer og en anden race. Hvilken race stod der ikke, men nu forstod jeg hendes sorg. Jeg lagde brevet i hendes skød, og tog om hendes hænder. Jeg kyssede dem, og fjernede derefter hendes tårer.


 

”Jeg skal nok en dag finde ud af, hvad der skete med ham Maiya. Det lover jeg dig, tro mig” sagde jeg, og gav hendes hænder et klem.

”Jeg takker Deniz, jeg er bare ked over, at jeg skulle få brevet i dag. Hvorfor skulle det komme lige på din fødselsdag” sagde hun.

”Det skal du ikke være ked af det, lad os nu hygge os” sagde jeg blidt.


 

Hun nikkede, og tørrede derefter sine øjne for tårer. Jeg smilede, og kunne se far komme ind. Jeg sendte ham et blidt smil, og rejste mig derefter. Jeg gik hen til ham, og mærkede hans hånd i mit hår. Han nussede mig i håret, og smilede blidt. Dog kunne jeg fornemme lidt tristhed, så vidste jeg, at han havde været henne ved mor, og ligge roser. Jeg glædet mig til den dag, hvor hun ville vågne op igen. Så far ikke skulle være så ked af det, og at vi alle skulle blive samlet igen.

Selvom i dag var min fødselsdag, men at det også var bedstes dødsdag. Så ville bedstes sidste gave til mig, ikke gå til spild. Jeg lovede far, at jeg ville begynde at skrive ligesom ham. Så jeg en dag ville kunne få ham til at smile over mine bøger, ligesom bedstefar Drakula altid smilede over fars bøger. Ud af alle de bøger som min far nu engang havde skrevet, så havde jeg to ynglings. Det var hans første bog Sakura Tears, og så den bog han nåede lige før jeg blev født Varulvens nat. Jeg ville vise, at selvom jeg sørgede, så skulle alt nok blive godt igen. Jeg havde følelsen af, at bedstes sidste gave, var for at holde mit mod oppe, og det håbede jeg da også det ville. Det var i hvert fald mit ønske, at det skulle. Men nu ville jeg fejre min fødselsdag, og bare nyde, at jeg blev et år ældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...