Nattens Univers - Bind 2: Nattens Sirene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2017
  • Opdateret: 19 jan. 2018
  • Status: Igang
Et vampyr liv er ikke let, især ikke når ikke alle folk bryder sig om ens art. Ikke at kunne nyde solen som menneskene kan, at føle den brænde ens hud. Et møde med smerte og skrig, en kvindes gråd og varme tårer. En rejse igennem månens lys, og solens stråler. Smagen af det søde blod, kan man aldrig få nok af.


1Likes
1Kommentarer
575Visninger
AA

2. Kapitel 1: Fægtning

Det var en kold forårs dag, jeg studerede fægtning fra en bog, da min moder og søstre ikke ville have, at jeg brugte et rigtigt. De var så plyndrede, bare fordi jeg var den yngste, selvom jeg var opdraget som en dreng nu skulle opdrages. Men jeg drømte om at blive en fægtemester, ligesom min fader var. Det ville de andre aldrig kunne forstå, men vi var nu engang ikke ens. Der gik aldrig en dag, hvor mine fire søstre ikke prøvede på, at få mig i en kjole, som model for dem. Det lykkes bare aldrig for dem, for hver gang de kom nær mig med en kjole, kravlede jeg op i et træ og lagde der.

En dag hvor jeg sad oppe i vores families æbletræ, så jeg en ung dreng på min alder i nærheden. Jeg kunne se han var ud af en fattig familie, jeg gad ikke tænke på det, og sprang ned fra træet og gik indenfor. Da min fader tidligere den dag havde sagt, at han havde en nyhed til mig, da jeg nu nærmede mig de seksten år.

Da jeg kom ind i vores bibliotek, hvor min familie ventede, så jeg, at mine søstre sad ved siden af hinanden, det så ud til at de græd.


 

"Hvad er der galt med dem?" Spurgte jeg min fader og moder.

"De er bare ikke særlig trygge ved din gave og nyhed, som jeg har til dig Deniz" sagde min fader.


 

Jeg så hen på min moder, og syntes at hun så noget utilpas ud, så jeg hentede en stol til hende.


 

"Mange tak Deniz, jeg har det fint, bare rolig min ven" sagde min moder kærligt, og gav så et nik til min fader.


 

Han lagde sin hånd på min skulder, og tog mig med hen til hans vin bord, hvor der lagde en æske med mit navn på. Jeg så på ham, og åbnede derefter æsken. Inde i æsken lagde der et smukt sværd, og en skede der til. På selve sværdet var der to hvide svaner, med en gylden krone over deres hoveder. På skeden var svanerne broderet ind i læderet.


 

"Jeg vil lære dig at blive den bedst fægter i vores tid, og derfor skal du også have det bedste sværd, jeg vil træne dig til en af os ikke kan mere" sagde min fader.


 

Jeg så på ham, og bukkede med respekt for ham.


 

"Det vil være mig en ære, at blive trænet af en så respektfuld fægtemester som Dem" sagde jeg, og lagde mit sværd i skeden.


 

Min fader nikkede kort, og sendte derefter mine søstre og jeg ind på vores kammer, for at vi kunne få os en god og rolig nats søvn.

Den følgende morgen vågnede jeg før solens første stråler. Jeg fik mine klæder på, og sat mit lange lyse krøllede hår op i en hestehale, og gik derefter ned i vores spisesal, for at få lidt mad i maven, enden at jeg skulle trænes af min fader. Tjenestefolkene fik sig noget af et chok, da de så, at jeg var oppe, så de skyndte sig at få vækket kokken, som hurtigt fik lavet noget lækkert morgenmad. Jeg begyndte at grine over dem, for de så virkelig sjove ud. En lille ny tjenestepige kom løbende med min the, men hun faldt og fik den varme the over sig. Hun skreg af smerte, og jeg for hen til hende, og bad de andre tjenestefolk om at gøre et is bad klar inde på mit bad. Jeg bar pigen der ind, og fik tøjet af hende. Hun græd bange, og hun rystede meget. Jeg løftede hendes hage, og kyssede hende på munden, for at hun skulle glemme at være bange. Hun så med store øjne på mig, og begyndte så at rødme. Jeg smilede, og gik derefter udenfor med mit sværd.

Men da jeg kom udenfor, stod min fader og ventede på mig.


 

"Du kommer for sent Deniz" sagde han.

"Jeg ved det fader, en tjenestepige kom til skade, og jeg så det som min pligt at berolige hende" sagde jeg og bukkede.


 

Jeg vidste, at min fader sikkert ville se det små en dårlig undskyldning, men jeg havde jo bare fortalt ham sandheden.


 

"Bevis for mig, at du taler sandt Deniz" sagde han.


 

Jeg nikkede, og tog ham med hen til mit kammer. Men i det samme gik døren op, og tjenestepigen kom ud. Hun så os og bukkede.


 

"Mange tak master Deniz, fordi De hjalp mig, da jeg havde fået den varme the over mig" sagde hun.


 

Jeg smilede, og lagde min hånd oven på hendes hoved.


 

"Det var jo min fejl, da det jo var på grund af mig, at du fik den the over dig, jeg kunne jo bare have ladet være med at stå op, før at solen var oppe" sagde jeg venligt, og kyssede hendes hånd.


 

Hun rødmede, og løb direkte hen til de andre tjenestefolk.


 

"Hun er nu en gang ret så sød" sagde jeg blidt.


 

Min fader rømmede sig, og vi gik udenfor igen.

Da vi kom ud, rettede han sit sværd imod mig. Jeg trak hurtigt mit sværd, og slog det imod hans. Han angreb mig endnu en gang, og han fik slået sværdet ud af mine hænder. Jeg sprang hurtigt bag ud og fik fat i mit sværd igen. Jeg ville ikke tabe til min fader, for så ville jeg ikke kunne bringe ham ære. Vi skulle lige til at angribe hinanden igen, da min moder kom ud, og så bekymret på mig. Hun holdt en baby trøje ind til sig, og jeg kunne kende den, som den trøje jeg bar, da jeg var spæd. Jeg undgik min fader, og gik hen til min moder. Jeg lagde sværdet i skeden, og lagde mine arme om hende.


 

"Vær nu forsigtig, jeg vil ikke kunne bære, hvis din fader skadet dig" sagde hun, og knugede mig ind til sig.

"Jeg skal nok passe på, alt skal nok gå kære moder" sagde jeg og førte hende indenfor.


 

Den næste dag blev vi alle kaldt ind på min moders kammer, hun lagde syg i sengen. Jeg for forbi mine søstre, og hen til min moder, og tog om hendes ene hånd. Hun så på os alle, og rakte ud efter min fader. Han satte sig ved siden af hende.


 

"Lægen sagde, at du muligvis kun havde få dage tilbage min kære, hvorfor har du dog ikke fortalt noget at din sirene dvale var på vej" sagde min fader, og for første gang så jeg ham græde.


 

Jeg tog hurtigt mit lommetørklæde frem, og rakte det til ham. Han tog imod det, og tørrede sine øjne. Mine søstre græd meget, men ikke en tåre kom fra mig, dog måtte jeg synke et par gange.. Med et lukkede min moder sine øjne, og hendes hånd faldt slapt ned. Hun var gået i sin sirene dvale før tid, og her brød jeg så til tårer.

Jeg løb ud af værelset, og ned i stalden til min hest, og græd imod dens man. Den puffede til mig, og tørrede mine øjne. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og gav den et æble og gik så ind igen. Mine søstre kom ud, og jeg lagde mine arme om dem, for at trøste dem.


 

"Alt skal nok gå, nu må vi holde sammen og hjælpe hinanden, vi må ikke lade sorgen svække os. Det ville vores moder heller ikke have ønsket" sagde jeg blidt og fast.


 

De nikkede, og vi alle tog os af vores fader, da han kom ud af værelset.

I de følgende måneder lod vi vores fader være sig selv, imens hold vi skiftevis øje med vores moder. Mine søstre gjorde alle de gøremål, som nu engang havde været vores moders, og jeg tog mig af alle faders gøremål. For ikke selv at bryde sammen som min fader nu var, så jeg var begyndt at drikke rødvin. Hvilket bekymrede mine søstre en del, da jeg jo var den yngste af os. Men jeg tog mig ikke det, og viste heller ikke mine følelser mere, da jeg ikke ville fremstå som svag. Jeg trænede min faders vagter, selvom jeg tit fik slag og skader af det.

På et tidspunkt gav en af mændene mig et klap i min bagende, og jeg tog mit sværd frem.


 

"Jeg udfordre Dem til duel, ingen mand skal røre mig bag i!" Råbte jeg, og rettede sværdet imod hand hals.


 

Han accepterede min udfordring.

"Men hvis De taber master Deniz, så skal jeg være den der tager Deres uskyld" sagde han, da han virkelig var til mænd.

"Godkendt, men hvis De taber, så skal hele Deres formue og tjenestefolk gå til min familie" sagde jeg. Men før vi overhoved fik startet vores kamp, blev jeg kaldt ind.


 

Jeg gik ind, og mødtes med kokken. Han var i gang med at lave vin, og ville gerne have, at jeg smagte den til. Han gav mig et glas, og jeg tog en tår af det. Jeg så på glasset, og så på ham.


 

"Vinen mangle ligesom noget, hent mig masser af blomster og frugter fra haven" sagde jeg.


 

Kokken nikkede, og løb ud og fyldte flere kurve, og kom ind med dem. Han havde hentet æbler, blommer, roser, liljer, iris, tulipaner, stedmoder blomster, og kirsebær blomst. Jeg satte mit glas og tog fat i en iris, og lagde den ned i mit glas.

Efter en time tog vi irisen op af vinen, og fjernede blad resterne. Jeg tog glasset, og tog en tår og smilede.


 

"Brug iris i vores vin, det gør dem fantastisk, la irisen simre i vinen i en time, og kald vinen for Irisilikom" sagde jeg og smilede.


 

Kokken nikkede og lavede vinen. Imens gik jeg ud.

Da jeg om ud, trak jeg mit sværd, og gik hen imod vagten. Jeg angreb ham, og fik givet ham et snit over kinden. Han angreb mig, og sigtede efter mit bryst, men jeg stoppede hans sværd med mit eget.


 

"Jeg lader ikke et svin som Dem vinde over mig" sagde jeg fast.


 

Men med et angreb alle sammen mig, de ville ikke finde sig i, at en ung dreng gav dem ordre, og at jeg skulle sættes på plads, selvom min fader var greven. Jeg kæmpede alt, hvad jeg overhoved kunne, og de begyndte at gøre mig træt. Sveden løb ned af min pande, og mit hår klistrede til min nakke. Men jeg ville ikke tabe til sådan en omgang svin, som tænkte med deres lem frem for deres hoved. Da jeg var ved at falde sammen af træthed, angreb det største svin mig.


 

*Nu er det ude med mig, jeg er alt for udmattet til at kunne kæmpe mere* tænkte jeg og sukkede.


 

Men jeg mærkede intet sværd mod min krop, så jeg kiggede op. Jeg så at en ung mand med sort skulderlangt hår stod foran mig, med mit sværd i hånden. Sværdet var imod svinets sværd, så han var holdt i en lås, som han kun kunne slippe ud af, hvis han bakkede.


 

"Miss er De okay?" Spurgte den unge mand.


 

Han slog alle mændene væk, og vandt over dem. Jeg nikkede, men var uden energi, så jeg kunne ikke rejse mig op. Den unge mand lagde sværdet i sværdskeden på mit bælte, og løftede mig så op i sine arme, og bar mig indenfor. Han opdagede dog ret hurtigt, at jeg var en dreng.

Mine søstre så os, og for hen til os.


 

"Er han okay? Er der sket ham noget? Er han såret?" Spurgte de panisk, og så på mig.

"Jeg har det fint, jeg har bare brugt alt for meget energi. Jeg er snart på benene igen" sagde jeg.


 

Men jeg besvimede alligevel i den unge mands arme. Jeg var alt for træt, havde virkelig ingen energi, og jeg... havde tabt til vagten. Så min uskyld var hans... eller var den, nu da jeg var blevet reddet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...