Kære Dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2018
  • Opdateret: 5 aug. 2018
  • Status: Igang
Historien om hvordan ingen ved, at deres daglige, små rutiner og kommentarer kan ændre en hel persons glæde og påvirke trivsel. Historien om hvordan hver morgen pludselig blev en ny kamp, der skulle kæmpes. Historien om, hvordan hun endte så sårbar, at de mindste ting vendte op og ned på hendes dag. Og historien om, hvordan hun vendte det.

0Likes
0Kommentarer
83Visninger
AA

2. 02/10-2018

Historien om hvordan ingen ved, at deres daglige, små rutiner og kommentarer kan ændre en hel persons glæde og påvirke trivsel. Historien om hvordan hver morgen pludselig blev en ny kamp, der skulle kæmpes. Historien om, hvordan hun endte så sårbar, at de mindste ting vendte op og ned på hendes dag. Og historien om, hvordan hun vendte det.

02/10-2018

Kære dagbog.

Det er ikke, at det går dårligt. Det går bare ikke godt. På alle fronter efterhånden. Folk siger, at hvis man har uheld i spil, har man held i kærlighed. Det gælder åbenbart ikke for mig. Fordi uanset hvad jeg foretager mig i forhold til mit liv, ender jeg op med at blive ked af det eller usikker. Nogle ville nok vove at påstå, at det er en teenagefase man skal igennem. Men ikke mig, jeg kender mig selv, og der forholder sig sådan, at da gud engang skabte mig, så proppede han lidt mere usikkerheds-pulver i det lille æg, der endte med at blive til mig. Jeg er før blevet kaldt en tryghedsnarkoman, det skyldes nok mest, at jeg hader når tingene ændrer sig. Hvis man allerede har noget, der fungerer udmærket, hvorfor så rode sig ud i at starte noget nyt op? Desværre er det ikke et argument, der holder i byretten, hvis det angår tiden fra folkeskole til gymnasium. Medmindre man som folkeskolekasse alle bliver enige om alle at søge samme sted hen. Men det så jeg ikke som en løsning på problemet. Så det der kom nærmest min tryghedszone var simpelt, søg ind på det gymnasie størstedelen af din folkeskoleklasse søger ind på. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke bildte mig selv ind, at det var der, hvor jeg helst ville gå. Jeg ville også lyve hvis jeg sagde, at hvis jeg mærkede rigtigt efter, føltes det ikke rigtigt i maven. Men jeg nu er det således, at jeg er kommet ind på mit gymnasium, mit tryghedsgymnasium. Det er det første der ikke går så godt.

At være der føles ikke rigtigt i maven, det føles ikke som om, at jeg er glad ved tanken om at skulle gå der de næste tre år. Det føles bare ikke rigtigt. Men mine venner er der, så jeg må blive nødt til at kæmpe. Min klasse er heller ingenting sammenlignet med, hvad jeg synes min folkeskoleklasse var. Altså uanset hvor meget jeg prøver at mingle - og jeg prøver virkelig- så er det bare som om, at det er mig der er noget i vejen med. Nogle gange synes jeg de snakker for meget om alkohol og fester. OG JEG VED GODT, AT DET ER MIG DER SKILDER SIG UD PÅ DET PUNKT!. Det er ikke fordi, at jeg har en 0 tolerance for alkohol. Hvis folk har lyst til at drikke hjernen ud på tide og utide, synes jeg bare, at de skal slå sig løs. Men JEG har ikke bare lyst til det, og har jeg fundet ud af, at er sværere for unge mennesker nu til dags at acceptere, end jeg troede. Jeg er også nemt blevet flov, og har sagt noget dumt angående alkohol, bare for ikke også at have endnu et punkt, hvor man er anderledes. Det er efterhånden blevet hver dag, når jeg kommer hjem fra skole, at jeg græder. Bare fordi alting var så godt før, og nu er de så dårlige. Mine forældre er også begyndt at blive bekymret, jeg kan sagtens se det på dem. De prøver hele tiden at rådgive mig til, hvad der kunne være en god ide til mit næste move, de lytter meget til mig når jeg snakker. I hvert fald til at det, de kan finde mening i oppe i hovedet imellem hulkene. De prøver også at tvinge mig til at hænge mere ud med pigerne. Min far lavede en liste til mig, hvor han skrev 3 scenarier, og jeg skulle fuldføre 2 af dem inden morgendagen var omme. Det er pigerne der er det største problem, fordi det er drengene jeg hænger ud med i dagligdagen. Eller i hvert fald nogle af dem. Pigerne, synes jeg, er for svære at læse. De kan være så dømmende og finke rundt med rygter i årtier. Det siger mig heller ikke noget. Det eneste der rigtig siger mig noget, det er at komme igennem de tre gymnasieår så hurtigt og smertefrit som overhovedet muligt. OG AT KLARE DET GODT. Altså jeg kæmper hele tiden med at få 12’tallerne i hus, men det er bare så svært, når men bruger en så stor mængde af sin dag, på at overveje hvad man gør forkert og hvorfor man ikke klikker med pigerne. Det er ikke fordi, at jeg ikke har givet dem nogle chancer, jeg har trods alt gået på skolen i efterhånden 3 måneder. Men det har virkelig været 3 svære, svære måneder. Hver dag jeg er vågnet op, er det bare blevet være. Og jeg tror virkelig, at det er ved at blive et problem, fordi jeg græder hele tiden.

Så begynder jeg at græde.

Venlig hilsen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...