Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3359Visninger
AA

7. 6. December

Samuel og Leyre sad tavse ved det lille bål foran teltet. De havde begge frosset hele natten og var derfor vågnet tidligt, så mens Leyre fandt nogle grene, de kunne bruge til at tænde bålet, fandt Samuel noget vand, så de kunne lave morgenmad.

Det havde været sent, da de endelig landede på Grønland. Selvom de var trætte, var det gået forholdsvist hurtigt med at få slået teltet op og få pakket deres soveting ud.

 

Leyre rørte rundt i gryden med morgenmaden, og snart spredte en liflig duft af suppe sig.

“Hvorfor lige suppe, Samuel?” Leyre sukkede, for hun ville gerne have haft grød – allerhelst risengrød.

“Fordi vi fryser, og suppen kan varme os op indefra.” Samuel skubbede let til Leyre, der grinte kort, inden tavsheden igen sænkede sig over dem.

 

Udsigten rundt om dem var dækket med et tykt lag sne. Det var kun enkelte steder, der var så lidt, at man næsten kunne se den frosne jord. Alligevel var det langt fra som derhjemme på Nordpolen. Der var slet ikke lige så koldt, (selvom temperaturen stadig var lav), og på et tidspunkt ude i det fjerne havde de kunnet spotte noget, der lignede en polarræv. Polarræve luskede aldrig rundt helt inde ved Yggdrasil; ikke medmindre de var faret vild.

Milo sad stille overfor de to andre ved bålet og betragtede de kurvede, majestætiske bjerge i baggrunden. Den dejligt krydrede duft fra suppen hang fast i hans næsebor, og hans mund blev vådere og vådere efter at slubre det hele i sig.

“Hvornår skal vi gå i gang med at lede efter dragerne?” Det var Leyres hæse stemme, der endnu engang skar igennem den råkolde vind.

“Ikke før vi har spist,” sagde Milo fast bestemt.

 

Den varme suppe havde gjort godt i kulden, og da de havde slubret de sidste dråber i sig, slog de sig på maverne af tilfredsstillelse. Leyre begyndte at rydde op efter maden, og hun gik rundt i sine egne tanker omkring, hvornår de mon ville finde dragerne.

Pludselig gled der en kold og våd klat ned af ryggen på Leyre, hun farede sammen og gav et højt hvin fra sig. Bag hende stod Samuel og Milo og prøvede at gemme deres grin, men det lykkedes ikke; de skraldgrinede, da hun vendte sig mod dem.

Hun var helt rød i hovedet af raseri; hurtigt fik hun mast en snebold sammen og tyrede den efter drengene. Nu var det Leyres tur til at bryde ud i grin. Hurtigt udviklede det sig til en snebold kamp; de løb rundt efter hinanden og sneen føg rundt omkring dem.

“Godt ramt, Milo,” roste Leyre. Milo vendte sig om mod Leyre, efter at have kastet en snebold, som ramte Samuel perfekt i nakken. Lige idet Milo drejede rundt på hælen fik han en snebold smidt i fjæset. “Men jeg rammer bedre!” Råbte Leyre med et stort grin smørret om læberne.

Teltet og de andre små pakkenelliker blev pakket sammen igen, inden de fortsatte deres søgen efter dragerne. Stjernestøvskompasset var stadigvæk indstillet på Grønland, så nogle af dragerne måtte altså befinde sig dér. Helt præcist hvor var, hvad de skulle finde ud af.

 

De fløj blot i et minuts tid, før Samuel sprællede og pludseligt så sig agtpågivende omkring:

“Vi stopper!”

Leyre rynkede brynene, og inden hun nåede at åbne munden i protest, fik Samuel landet Comet. De andre rensdyr fulgte hurtigt efter. Han bad panisk om skovlen fra Leyres taske og gik dernæst straks i gang med at skovle sne op i en bunke.

Samuels ansigt rødmede efterhånden, som han anstrengte sig mere og mere, og inden længe fulgte de to andre trop. Leyre rakte Milo en skovl fra tasken. Han rystede på hovedet og syntes at være lige så forvirret som Leyre, hvis opmærksomhed blev fanget af Rudolph, som kærligt nærmede sig hende. Leyre antog, at Rudolph ville hvile snuden på hendes lår, og da hun skulle til at ae rensdyrets pels, så hun, at dens næse lyste sneen kraftigt rød. Sneen fik et rødligt skær – men Leyre bemærkede den også glimtede. Rudolph blev lyst op af små prikker.

 

“Der er glimmer i sneen,” sagde Leyre konkluderende.

Der gik nogle øjeblikke før Samuel, som var dybt optaget af at skovle sneen, endelig svarede.

“Præcis. Derfor må vi skynde os at bygge noget, så at dragen ikke brænder os til nissestøv, når den snart har fået færden af os.”

“Dragen?” Milo kørte forbavset en hånd langs nissehuen.

“Åh, Samuel! Kan jeg få kompasset?” Leyre rakte ud efter det. Dets største ben vibrerede kraftigt, og hun vidste straks, hvad det betød.

“Hvorfor informerede du os ikke med det samme?”

Flere øjeblikke gik. Han trak på skuldrene og en dråbe sved trillede ned langs panden på ham. “Samuel!” Milo klappede ham bagi, og Samuel rødmede.

“Du bliver nødt til at blive bedre til at kommunikere og lære at tage hånd om pres. Ansvaret ligger altså ikke kun på dine skuldre – og nu ved jeg ikke, hvor længe vi har?! Åh, Samuel…” Leyre åndede kraftigt ud.

Hun så på kompasset. Det klikkede som et fortryllet urværk, og kompassets midnatsklokke slog højt.

Et drys af kompassets stjernestøv faldt ned over Leyres ben og bredte sig om de andre i en let hvirvel.

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...