Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3321Visninger
AA

6. 5. December

Samuel trådte forsigtig over et par ødelagte bjælker, og mens han var travlt optaget af at undgå at vælte, lod Milo sit blik vandre rundt i det, der var tilbage af rensdyrstalden.

Det meste af taget var faldet sammen under branden og lå på gulvet, mens det kun var det halve af bagvæggen, der stadigt stod op. Brændte brædder og halvbrændt halm flød på gulvet og var en stor kontrast til den hvide sne, der havde lagt sig i et fint lag alle steder, hvor der var en nogenlunde plan overflade. Udover sneen var alt sort, brunt eller en vissen gul; selv bagvæggen, og der stank af brændt halm og afføring.

Båsene til de ni rensdyr var hurtigt blevet reparerede med nogle kvarte og halve planker fra et par andre huse tæt på, for at dyrene ikke skulle løbe væk, og over de lave vægge kunne han se, at de seks af dem stadig lå og sov.

 

“Milo, Samuel, Leyre, endelig!” Julemanden vinkede dem stresset tættere på og trak det midterste rensdyr frem på gulvet, før han fortsatte. “Jeg har valgt tre rensdyr til jer, som I skal flyve på, men I skal huske at give dem mad, drikke og hvile.”

“Selvfølgelig, Julemand.” Samuel nikkede til Julemanden og kiggede derefter på Milo og Leyre, der også begge nikkede.

“Leyre, min pige, du får Rudolph. Værsågod!” Leyre tog imod tøjlerne med et smil og et stille ‘tak’, før hun med stort besvær begyndte at trække det stædige rensdyr med ud på startbanen.

Milo gav Rudolph et klap på det ene baglår, og straks begyndte han villigt at følge med ud. Milo smilte til Leyre, der sendte ham et taknemmeligt smil.
“Samuel, du får Comet, et viljestærkt rensdyr. Her,” sagde Julemanden og rakte tøjlerne til Samuel. Comet sænkede sit hoved mod Samuel, og smilende lod Samuel sin hånd glide over det store, blanke gevir.

“Så er der Cupid tilbage til dig, Milo.”

 

Mens Milo og Samuel sad oppe på deres rensdyr, stod Leyre og kiggede på Rudolph. Prøvende satte hun en fod i stigbøjlen, tog fat om sadlen og prøvede at hive sig op. Resultatet var, at hun faldt på numsen i sneen. Hendes mor var dog kommet for at sige ordentligt farvel, så da hun så Leyre siddende på jorden, hjalp hun hende op at stå igen.

Rensdyrene trippede nervøst på startbanen, mens Leyre gav sin mor et sidste farvelkram.

 

"Har vi husket kompasset?" Samuel lød nervøs, men Milo nikkede.
"Teltet?"
"Ja."
"Maden?"
"Ja."
"Ekstra tøj?"
"Ja!"
"Soveposer?"
"Samuel! Vi har styr på det, okay?" Samuel kiggede blot bekymret på Milo som svar.

 

Med sin store rejsetaske svunget om på ryggen, traskede Leyre hen til drengene og rensdyrene. Hun tøvede med at bestige det høje, pelsede væsen, der ikke brød sig om at stå stille under forløbet. Det var både spændende og nervepirrende, at de nu skulle til at flyve afsted. Leyre var bare glad for, at hun havde fået tildelt Rudolph på turen, som netop var den bedste af alle rensdyrene til at vise vej.

 

“Hvad hvis jeg er for tyk, og han ikke kan holde til at bære mig hele vejen?” Hun åndede tungt ud og satte sig til rette, da hun endelig var kommet helt op på Rudolphs ryg.

“Så kaster han dig ned i Atlanterhavet,” fniste Samuel.

“Hvis du er heldig,” tilføjede Milo med et smørret grin.

Ingen af dem havde lyst til at tænke på, at rensdyrenes udholdenhed formentlig ville blive deres mindste problem.

 

Leyre vendte sig om for at sende Milo et halvirriteret blik, men gled så næsten af. Rudolph lavede straks et mærkeligt dansetrin som gjorde, at Leyre fik balancen igen. Forsigtigt aede hun halsen på rensdyret.

“Tak, sødeste Rudolph.”

“Du gør det godt, Leyre,” sagde Samuel. Hun smilede tilbage som svar, og inden længe lettede de.

 

Samuel kunne mærke en summen gennem sin krop. Før de lettede, havde han troet, at de ville kunne flyve i dagevis på rensdyrene - at der blot skulle tænkes på rejsen og målet, men allerede inden få timer var de for sultne til at flyve videre. Samuel vidste også, at inden for de næste par timer ville alle rensdyrene med undtagelse af Rudolph ikke kunne flyve videre. Han kunne mærke håbløsheden samle sig i ham og distrahere ham stærkt. Hvorfor skulle de stoppes af sådanne småting?

Samuel rystede på hovedet, da de landede. “Hvorfor vil de ikke flyve længere? Det kan de jo sagtens juleaften?”

“De skal netop have energi nok til juleaften - også selvom vores mission måske ikke lykkes, så der ingen juleaften bliver.” Leyre rullede øjne af Samuels tankegang.

 

Da rensdyrene havde fået mad og drikke og et par timers hvile, pakkede de alle tingene sammen igen. Dragerne fandt jo ikke sig selv, huskede de hinanden på.

Samuel vandrede med forsigtige skridt rundt om sig selv, så kompasset kunne opfange, hvilken vej de skulle flyve. Men kompassets pil farede bare rundt mellem polerne - fra syd til øst, nord tilbage til øst, vest, syd, nord igen.

“Hvorfor virker det her dumme kompas ikke?!” Råbte Samuel og smed frustreret sin nissehue ned i sneen.

“Hey - rolig, lad mig se det,” opfordrede Leyre og strakte hånden frem mod ham.

Samuel sukkede tungt og lagde kompasset i hånden på Leyre.

“Tak,” mumlede Leyre og begyndte at undersøge det yderst fine kompas. Hun tænkte og tænkte og vendte og drejede kompasset. Når nu det var et Stjernestøvskompas, fungerede det nok heller ikke helt på samme måde som et almindeligt kompas - og dér slog det hende.

“Nu ved jeg det!” Leyre så begejstret mellem Samuel og Milo, der begge stod med et forvirret blik. “Vi skal op og flyve - Stjernestøvskompasset søger efter luftkoordinater!”

“Selvfølgelig!” Udbrød Samuel og Milo i kor. Inden længe lettede de alle tre fra jorden på hver sit rensdyr.

Pludselig bremsede Samuel brat op med Comet. Kompassets pil havde låst sig fast: ‘Grønland’ stod der i destinationsfeltet.

“Venner! Vi skal til Grønland,” jublede Samuel.

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...