Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3327Visninger
AA

5. 4. December

“Hvorfor ville du nu også med?” spurgte Samuel Milo med en sørgmodig undertone. De to var rykket sammen for at snakke, imens de andre nisser var begyndt på dagens arbejde. “Det er sindssygt farligt. Vi skal da ikke alle sammen ofre os.”

“Det var tre nisser, der skulle sendes afsted, ikk’? Jeg meldte mig bare til. På grund af jer. Vi er vel stadig venner, ikk’?” Milo så tvivlsomt ned på sit slørede spejlbillede i isen.

“Altid. Men du behøvede det ikke. Jeg tager med for Leyres skyld, så der er nogen til at passe på hende. Jeg skal forøvrigt se til min bedstefar, inden vi bliver sendt afsted, han er blevet helt tosset i hovedet efter i går, hvor han så, at gejseren var ødelagt…” Samuel konstaterede det og sukkede dybt.

“Hmm… Jeg så godt din bedstefar foran gejseren. Jeg talte kort med ham, men han virkede ret skidt tilpas, jah,” sagde Milo og gav Samuel et klap på skulderen, inden de gik hver til sit.

 

Leyre var i mellemtiden begyndt at pakke til rejsen, men hvor meget skulle man nu også lige pakke, når man ikke vidste, hvor længe man skulle være afsted?

En banken afbrød Leyres tanker, og hun kiggede hen mod døren.

“Hvordan går det, min skat?” Det var Leyres mor, der spurgte. Hun stod i døren og smilede varmt.

“Helt fint, mor,” forsikrede Leyre og spurgte: “Hvor meget tror du, at jeg skal pakke?”

“Du må hellere pakke rigeligt - det er bedre med for meget end for lidt!” Leyre vidste, at hendes mor havde ret - det havde hun altid. Leyre takkede med et stort smil sin mor, inden hun gik ud igen.

 

Tankerne fløj rundt i hovedet på Leyre, men nu var det ene da blevet besvaret - så var der bare alt det andet. Hun var jo den yngste af de tre, der havde meldt sig, og Samuel den ældste. Hvordan mon det ville blive at skulle rejse rundt med Samuel og Milo? Julemanden havde sagt, at det var en farlig opgave at skulle finde og fange dragerne, men Leyre var stadigvæk helt rystet over, at der fandtes noget så grusomt som Nisseekstremister.

 

Hun var dog ikke nær så rystet, som hun havde været i går, da hun lige havde fået det at vide.

Leyre rystede på hovedet; hun ville ikke tænke på alt det dårlige, der kunne ske. Men hvorfor havde Milo dog meldt sig i går? Han havde sikkert ikke gjort sig nogle videre overvejelser om at melde sig; det havde nok været ret instinktivt. Samuel derimod forstod hun bedre, han ville gribe enhver mulighed for at hjælpe og beskytte landsbyen.

Leyres nissehue faldt ned over næsen på hende, idet hun prøvede at presse sin reservehue ned i kufferten. Hun åndede frustreret ud og gik op foran spejlet for at rette på huen.

Kinderne på hende var røde og lige så friske som nyplukkede æbler - det at pakke kuffert var måske en smule hårdere, end hun først havde regnet med. Man kunne, hvis man kneb øjnene sammen, hverken se renderne under hendes øjne eller kanel-brændemærkerne.

Nej! Hun klemte øjnene sammen og prøvede at bevare sin koncentration - resten af tingene pakkede ikke sig selv.

“Leyre, gider du åbne døren?” Lød hendes mors stemme højt nok til at vække Leyre fra sine tanker. “Jeg kan se fra køkkenvinduet, at vi får besøg.”

 

Udenfor stod Samuel og Milo og stampede i jorden.

“Hvad-” Leyre blev afbrudt, for drengene skyndte sig indenfor, og Leyre lukkede hurtigt døren efter dem igen.

“Det er koldt, Ley, vi fryser!” Samuel skuttede sig og kiggede rundt. Der lå stadig nogle få glasskår på gulvet fra det lille spejl, der plejede at hænge på væggen ved siden af døren.

“Nåh ja, men I kan bare gå ind, når I har taget jeres sko af.” Leyre forsvandt ind i stuen, som var det eneste rum, ud over det meste af hendes eget værelse, der stadig stod tilbage med fire vægge og et tag.

Dæmpede stemmer kunne høres fra stuen, og Milo lagde øret mod døren, så han bedre kunne høre, hvad der blev sagt.

“-uhøfligt?” Milo gestikulerede mod Samuel om, at han skulle komme og lytte. Modvilligt gjorde han, som han blev bedt om.

“Det er underligt.” Leyres stemme lød klart, men dæmpet gennem den tykke egetræsdør.

“De er dine venner! I har altid bare vadet ind hos hinanden i tid og utide!” Nu kunne de også genkende stemmen til Leyres mor.

“Ja, men det er flere år siden, mor!” Leyre sukkede dybt.

“I gjorde jo alt sammen; hvad har et par år ændret?”

“Mor, vi er bare blevet-” Leyre blev endnu en gang afbrudt af Samuel og Milo, for Samuel havde besluttet at åbne døren, så Milo faldt forover og landede på maven. “-ældre.”

 

Både Leyre, Samuel og Milo grinte, mens Leyres mor blot rystede på hovedet og gik hen til den store pejs med den røde julesok på.

Mens Milo rejste sig igen, forklarede han, at de bare ville tjekke op på hende og se, om hun havde brug for hjælp til at pakke.

 

 

Lukas. I. C. deltog i skrivningen af dette kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...