Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3330Visninger
AA

24. 23. December

De havde fløjet med lynets hast det meste af natten, men da trætheden meldte sig hos rensdyrene, blev de nødt til at lande. Stjernestøvskompasset havde vist, at de var på Nordpolen - dog langt væk fra Yggdrasil. Det føltes næsten som at være hjemme igen for nisserne, men på en måde alligevel så langt fra.

Leyre vågnede før drengene, men undlod at vække dem og i stedet lave en god morgenmad til dem. Der var sket så meget her i december; Leyre kunne snart ikke rumme mere. Hun varmede nogle boller og lidt julete over bålet. Forfrysningerne i hendes hænder var aftaget, så det var kun Milo og Samuel, den stadig var gal med. Hun håbede i sit stille sind, at Milos feber var væk, når han vågnede, og at Samuels smerter også ville være væk. Hun var blevet noget så bekymret og forskrækket i går, da Samuel havde udbrudt et smertefuldt skrig.

Forsigtigt vendte hun bollerne, påpasselig med ikke at brænde sig, og med grydeskeen rørte hun rundt i den dampende te.

Der lød rumsterende lyde inde fra teltet af, der blev kørt med lynlåsen og ud af teltet tittede Milos hovede frem.

“Godmorgen, Ley,” hilste Milo og traskede hen ved siden af hende.

“Godmorgen, sovet godt?” spurgte Leyre med et smil.

Milo trak på skuldrene, Har jeg egentlig sovet godt? Feberen er vist væk, men jeg har været urolig for Samuel det meste af natten.

“Nogenlunde; jeg tror ikke, jeg har feber længere,” konstaterede Milo og sendte et lille smil tilbage til Leyre. Hun lænede sig over mod ham og lagde sin hånd på hans pande.

“Du er heller ikke varm,” vurderede hun og tog bollerne af bålet, “men det er bollerne her til gengæld.”

Leyre rejste sig og gik over mod teltet for at se til Samuel. Hun fandt ham liggende begravet i sin sovepose med svedperler på panden og et sammenklemt ansigtsudtryk.

“Samuel?” Leyre tog fat i ham og rystede ham let. Han slog øjnene op og kiggede på hende. “Godmorgen, Sam.”

Han satte sig forsigtigt op, men jamrede over smerterne i sin brystkasse; han så helt forpint ud.

“Der er varme boller og julete, så du kan bare komme ud, når du er klar,” fortalte Leyre og gik ud til Milo igen.

Samuel kom med tunge skridt gående hen til dem, men pludselig bøjede han sig forover og krammede sine arme rundt om sig selv. Han var i krampe; musklerne i hans torso trak sig sammen og klynkende, smertefulde lyde forlod hans læber.

“Samuel!” Milo løb over til ham og holdte ham oppe.

“Vi må have ham ind og ligge igen!” Udbrød Leyre og løb hen for at hjælpe Milo med at støtte Samuel.

De fik Samuel båret ind i teltet og lagt ham ned. Leyre rev hans bluse op for at se på såret - det var helt rødt, men det var begyndt at hele. Hun mindes at have taget noget helende salve med; hun rodede hele sin taske igennem og fandt til sidst den lille bøtte med den hvide creme i.

“Undskyld, Sam, det her kommer nok til at gøre ondt og svide,” beklagede Leyre, “men det vil få såret til at hele hurtigere.”

Samuel skar ansigt og hylede højt, da Leyre smurte salven ud på hans brystkasse.

“Ley, har du ikke noget smertestillende også?” Spurgte Milo og så med et håbefuldt blik på hende.

“Fornissen da! Jo, det har jeg nok,” røg det ud af hende. Hvorfor tænkte jeg ikke selv på det? Leyre altså, du må tage dig sammen.

Hurtigt fandt hun en lille flaske med smertestillende i, og vendte sig om til Samuel igen.

“Her, tag en mundfuld,” sagde hun. Samuel lagde nakken tilbage og lod væsken glide ned i halsen; det smagte fælt og kradsede i struben.

 

Resten af formiddagen forløb stille og roligt, og da de nåede middagstid, gjorde de klar til at flyve videre. Samuels sår var knap så rødt længere, smerterne var aftaget, og han kunne uden de store problemer bevæge sig rundt. De havde slået teltet sammen og pakket taskerne, men sølvglitter i sneen fik dem straks til at stoppe hver en handling.

“Kan- Kan det være dragen? Kan I se den?” Leyres stemme rystede og på vaklende ben gik hun hen til drengene.

“Nej… Jeg kan ikke se noget, men det må være den. Hvad skulle det ellers være?” Samuel forsøgte at bevare roen, men han var klar over, at de meget snart skulle bekæmpe den store drage.

Den ville komme for sine unger, og hvis ungerne havde syntes hårde at bekæmpe, var det hårdt på et noget andet plan, den store drage skulle fanges.

 

Men hvordan skulle han værne sig mod den iskolde glitter? Vigtigere endnu: Hvordan skulle han beskytte Milo og Leyre fra glitteren? En knude satte sig i Samuels hals, så han næsten mistede synkeevnen. Han kunne ikke tages af håbløshed nu! Sveden prikkede til ham overalt på hans krop og frustrationen åd ham, idet han ikke kunne håndgribeliggøre følelsen. Han prøvede at synke den; dematerialisere den. Tage kontrol. Alligevel var der stadig det milde stik af håbløshed. Så meget kunne jo ske på en dag.

En idé slog ham: Han kunne sammen med Comet flyve så højt op, at når dragen nærmede sig de to andre, ville han have et bredt udsyn og kunne trække posen over dragens hoved på et splitsekund. Han havde jo set, hvor hurtig Comet kunne være. Men hvad skulle de to andre så stille op imens? Hvordan skulle de forsvare sig? Samuel tog koncentreret en bolle ud af favnen på Leyre, mens han overvejede situationen grundigt. Han kunne jo også…-

Samuel sprang op og stå i chok. Et højt brøl syntes at komme fra alle sider. Milo tog hårdt fat om sin nissehue i nervøsitet og overraskelse over, hvor meget han egentlig havde været plaget af frygt.

 

“Jeg kan ikke se den.” Milo beskuede forfjamsket nattehimlen fra alle vinkler. Han rystede.

“Dér!” Leyre pegede op. Hun steg straks op på ryggen af Rudolph. “Kom så, gamle dreng, jeg ved, at du er udmattet, men det her gælder liv eller død!”

“Jeg kan stadig ikke se den,” sagde Milo. Han så håbefuldt på Samuel efter svar. Der gik et øjeblik, før svaret gik op for Samuel.

“Grunden til, at vi ikke kan se den, må være at dragens farve er et sted mellem blå og sort - den kan dermed kamuflere sig på nattehimlen!” Samuel tænkte sig panisk mere om.

“Den er trist! Tristheden må dog være aftaget i forhold til, hvad den må have været. Sort farve på drager betyder nemlig neutralitet, så den må være et sted mellem tom og håbløs og trist. Leyre, du har fornissens da også skarpe øjne.”

“Hvordan bekæmper vi så noget, vi ikke kan se?!” Milo råbte hysterisk, idet Rudolph udmattet prøvede at holde balancen.

“Vi får den til at skifte farve, så vi kan se den!” Samuel råbte af sine fulde lungers kraft. “Prøv at vække dens vrede.”

 

Milo tænkte ikke engang over, hvad han gjorde. Hurtigt bukkede han sig ned, skovlede en håndfuld sne op i hånden, trykkede den sammen og kastede den. Han vidste ikke, hvor dragen var, men han kunne kun håbe på, at han ville ramme den hårdt nok til, at dragen ville lægge mærke til ham.

"Du ramte ikke. Lidt mere mod venstre!" Samuel kneb øjnene sammen og kiggede efter dragen. Han kunne kun ane omridset af den, men han kunne dog se, at den var nogenlunde lige ud for dem.

Milo lavede en ny snebold og kastede den igen. Heller ikke denne gang ramte den dragen.

"Hurtigere!" Leyre råbte nu til ham, for dragen begyndte at flyve hen mod hende. Dens gab åbnede sig og afslørede en lang række sylespidse tænder.

Både Milo og Samuel kastede snebolde efter dragen, og en af dem ramte endelig. Dragen udstødte et øresønderrivende brøl, og den skiftede farve til en så skinnende rød, at alt dens opbyggede vrede måtte være blevet udløst.

 

Dragens brøl efterlod en ringende lyd i Samuels ører. Han hoppede op på ryggen af Comet, for hvis han nu kunne-

"Samuel! Milo! Jeg lokker den hen til mig, og så kan I angribe den bagfra," råbte Leyre til dem og satte af fra jorden på ryggen af Rudolph.

Samuel sukkede. Han ville have gjort det samme som hende, men hun kom ham i forkøbet. Endnu engang beundrede han hendes mod og evne til at tænke hurtigt og handle med det samme. Vi ville ikke have kunnet klare missionen uden hende.

Milo råbte bekræftende tilbage til Leyre, der allerede var på vej væk fra de to drenge.

 

“Tror du, du er noget, hva’?" Leyre råbte til dragen, men noget inde i hende gjorde ondt. Hele hendes liv havde hun gjort alt for at sprede glæde og glade tanker blandt alle andre levende væsner, og det at hun nu talte ned til et, var imod hendes natur. "Du er bare en drage, og vi fanger dig, ligesom vi har fanget de andre!” En enlig tåre gled ned af hendes kind. Hvorfor græder jeg altid?! Rasende tørrede hun tåren væk og stirrede sammenbidt mod dragen.

 

Hun tog en hurtig beslutning og styrede Rudolph ned mod jorden igen. Da de igen havde fast grund under sig, hoppede hun af rensdyret - dragen var helt efter planen fulgt med ned til jorden. Hun begyndte at løbe over mod Milo og Samuel, som hang i luften. Hvis bare jeg kan få dragen hen under dem.

Da hun næsten befandt sig under dem, åbnede dragen sit store gab og gjorde antræk til at spy sin sølvglitter udover hende. Hun tænkte hurtigt, masede så en snebold sammen, og som Milo havde gjort, kastede hun den mod dragen. Den skridtede tilbage og gav hende et lille forspring til at løbe videre - troede hun. Leyre drejede hovedet og så sig over skulderen; dragen var lige bag hende. Hendes puls var høj og i mangel på luft standsede hun, men det skulle hun ikke have gjort.

 

Dragens gab åbnede sig igen. En stor kaskade af isnende sølvglitter fløj ud. Leyre var fastfrosset til jorden i chok, og hun tog beskyttende sine arme op foran ansigtet.

“Rudolph, nej!” Milos råb skar sig gennem luften.

Dragens dødbringende glitter ramte hende ikke. Ingenting skete. Det eneste, der rørte hende, var den iskolde vind og noget, der skubbede til hende, så hun faldt.

Forvirret sænkede hun langsomt sine arme.

Samuel var hoppet ned på ryggen af dragen, der desperat virrede med hele kroppen for at få ham slynget af. Synet af deres kamp fik Leyre til hurtigt at løbe hen til det nærmeste rensdyr og flyve op i luften.

“Hvad laver du?” Råbte Leyre til ham.

“Jeg forsøger at holde den beskæftiget,” råbte han tilbage. “Kast posen!”

"Men hvad nu hvis du kommer med ned i posen?" Leyre var bange. Hvis han røg ned i posen, ville han så kunne komme op igen? Kunne han overhovedet være deri? Ville dragen dræbe ham?

"Gør det nu bare, Ley." Samuel lød næsten bedende. Han havde en plan, men der var ikke tid til at fortælle den til Leyre.

Leyre sukkede, men kiggede Samuel i øjnene. Han nikkede til hende, og hun kastede posen. Ét sekund før posen ramte dragen, kastede Samuel sig af rensdyret. Han lukkede øjnene og bad til, at han ville ramme en snedrive.

Et eller andet greb fat i hans trøje. Forskrækket åbnede Samuel øjnene og så, at han hang kort over jordoverfladen.

Langsomt blev han sænket ned til overfladen, og da hans fødder ramte sneen, gled Leyre ned fra rensdyret og landede oven på ham - det var hende, der havde grebet ham.

 

Samuel vendte rundt og kiggede på drageposen, som Milo var ved at lukke, og hans ansigt var lettet. Han kiggede til venstre for Milo, og chok erstattede lettelsen.

“Hvad er der?” Leyre kiggede uforstående op på ham, før hun satte sig op og kiggede på jorden et stykke foran sig.  Intet kunne nogensinde have forberedt hende på det syn hun mødte.

Rudolph lå stille på den kolde, hvide jord. Hans brune pels stod i skarp kontrast til sneen, og selvom det var mørkt, kunne Leyre sagtens se ham.

“Nej!” Leyres skrig var hjerteskærende.

Hun satte i løb, og bevægede sig hen over sneen hurtigere end hun nogensinde havde gjort.

“Nej, nej, nej.” Hendes stemme var reduceret til en hvisken, tårerne samlede sig i hendes øjenkroge og hun faldt på knæ ved siden af rensdyret.

“Rudolph, jeg beder dig.” Hun ruskede i ham, men lige meget hjalp det.

Rensdyret løftede sit hoved fra sneen og lagde det i Leyres skød.

“Ruh,” lød det svagt fra Rudolph. Hans øjenlåg gled i.

“Nej,” hviskede Leyre åndeløst, “Nej, Rudolph, nej!” Hendes stemme steg og hulkende ruskede hun hårdt i rensdyret. Næsens før så skinnende røde lys blev svagere og svagere for til sidst at dø helt ud. Rudolph var død.

 

De fløj i tavshed. Milo havde tilbudt Leyre, at hun kunne flyve alene på Cupid, og så ville han flyve med Samuel på Comet. Leyre havde nikket stumt og sat sig op på rensdyret.

Tårerne silede stille ned af Leyres kinder, men hun var ikke den eneste, der var ked af det. Både Milo og Samuel tænkte tilbage på, hvordan december måned var gået. Aldrig nogensinde havde de forestillet sig, at deres mission ville ende ud i dette.

Foran dem begyndte konturerne af en by langsomt at tone frem. Bare synet af byens velkendte omrids og tage fik Comet og Cupid til at øge farten, og dét selvom de begge hang med mulerne.

Rensdyrene landede på landingsbanen og lyden af hove mod grus fik de tætteste huse til at tænde lysene. De begejstrede råb fra nisserne fik lysene til at sprede sig, og snart var hele byen lyst op og nisserne stod alle i én stor klump. Alle som én jublede de i kor, men de lagde straks mærke til de alvorlige, triste miner hos Leyre, Milo og Samuel og det manglende rensdyr; den manglende røde næse.

Julemanden banede sig vej hen til trioen og hjalp dem ned fra rensdyrene. Et par staldnisser løb frem og trak Comet og Cupid hen til den nyopførte stald.

“Velkommen hjem!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...