Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3333Visninger
AA

23. 22. December

Hjemme i Yggdrasil var landsbyen så småt begyndt at ligne sig selv igen. Det eneste, nisserne endnu ikke havde genopbygget, var Hovedbygningen. Kun julemandens halvdel var færdig, men den anden halvdel, hvor alt indpakningen af gaver foregik - den manglede. Nisserne havde arbejdet hårdt igennem alle decemberdagene, og der havde ikke været megen tid til hygge og samvær. Med kun to dage til juleaften havde julemanden samlet nisserådet til en snak om udfaldene for den store dag.

Hvad skulle der ske, hvis ikke de tre udvalgtes mission lykkedes? Hvis det lykkedes, hvordan skulle de så få magien tilbage? Hvordan skulle de reparere stjernestøvsgejseren?

Der var mange spørgsmål, som de skulle finde svarene på, og det skulle være snart - inden det var for sent.

Nisserådet sad tavst i mødesalen. Foran dem var der tallerkener med brunkager og bordpladerne var pyntet med julemønstre. Nisserådet i en halvcirkel på porcelænsstole.

Fanget hos Nisseekstremisterne sad Leyre, Samuel og Milo. De var blevet bundet på fødder og hænder og smidt i hver sin sæk, inden Max og Balthazar havde bragt dem til FFNM’s hovedkvarter i Bruxelles. De blev spærret inde i et lille lokale med tremmer for døren og sad nu sultne, udmattede, opgivende og helt tavse på det hårde betongulv. Rensdyrene var også derinde, de lå og sov henne i det ene hjørne.

“Tror I… Tror I, vi nogensinde kommer væk herfra?” Spurgte Leyre og så på drengene. Milo trak på skuldrene og sukkede.

“Der må være en udvej,” konstaterede Samuel, “vi skal bare lige finde den først.”

Han rejste sig op og begyndte at vandre frem og tilbage, så hans skridt gav genlyd, imens han mumlede uforståelige ting for sig selv.

“Men den eneste udgang er bag de tremmer dér,” forklarede Milo - hans stemme fuld af håbløshed.

Samuel sukkede og kørte hænderne igennem sit hår; frustrationen var klar i hans øjne.

“Hvis vi bare… Hvad nu hvis… Eller hvis vi-” Samuel stoppede sig selv; han havde ingen anelse om, hvordan de skulle slippe væk.

 

Leyre bankede hovedet tilbage mod den kolde mur og gned sine hænder i sit ansigt. Kom nu, tænk! Tænk, tænk, tænk. Hvilken mulig vej kunne der være ud? Hun bankede hovedet tilbage igen og igen.

“Arrrgh! Altså,” udbrød hun højt og bukkede sig sammen om sine ben.

“Ley, rolig. Det skal nok gå, vi finder en løsning,” prøvede Milo at berolige hende med, men det resulterede blot i, at hun kastede hele sin krop tilbage mod muren. Et højt brag lød, og pludselig lå Leyre, lige så lang hun var, med vilde, opspærrede øjne.

“Hvad skete der lige?” spurgte hun forskrækket og satte sig brat op.

“Muren,” Samuel pegede bagved Leyre, “den væltede. Ley du ødelagde muren.”

Leyre forstod ikke begejstringen, der var at høre i Samuels stemme, og da hun kiggede over på Milo, så hun det store smil der spillede på hans læber. Men hvis muren er ødelagt, så kommer ekstremisterne jo nok snart løbende! Åh nej

Hun drejede langsomt hovedet rundt, og dér så hun det - der var hul til udenfor.

“Skynd jer! Vi må ud inden de opdager noget!” Hidsede Leyre og løb hen til Rudolph.

 

Svage fodtrin kunne høres langt væk.

“Drenge! De hørte braget!” Leyres stemme rystede.

“Okay, så, vi-” Milo kiggede forvildet rundt, “-vi skal have rensdyrene ud gennem hullet.”

Samuel nikkede, og gav sig til at hjælpe Leyre med at vække alle rensdyrene.

Fodtrinene tog til i styrke.

Leyre kiggede sig over skulderen, før hun vendte rundt og kravlede ud med Rudolph på slæb.

Samuel stod bag hende og havde godt fat i Comet. Milo løb på tåspidserne hen til Cupid og vækkede ham, før han trak ham hen til hullet.

Leyre stod nu på den anden side og hev Rudolph udenfor. Først trak han sig modvilligt tilbage til rummet, men da Leyre skyndte på ham igen, luntede han stille udenfor. Leyre slap tøjlerne og lod ham stoppe og stå, hvor han ville.

"Rudolph er ude - næste rensdyr," hviskede hun ind til Samuel, der svarede ved at skubbe Comet tættere på Leyres fremstrakte hænder. Da hun først havde fået fat i rensdyrets tøjler, gik det nemt med at få ham ud, for nu stod Rudolph jo ude på noget grønt græs, så han måtte følge efter sin leder.

"Så, Samuel, din tur!"

"Vent, vi mangler Cupid!" Samuel vendte sig desperat rundt og kiggede efter Milo, der var gået hen til døren.

De løbende fodtrin var nu så høje og klare, at de ikke kunne være langt væk.

"Samuel, Cupid gik tilbage til hjørnet igen - jeg holder vagt!" Milo strammede sit greb og tremmerne, og de kolde metal gjorde næsten ondt i hans håndflader.

Samuel lokkede Cupid hen til sig, men et råb fra døren tiltrak sig hans opmærksomhed.

 

"Hvad tror I, at I har gang i?" Det var Max, der skreg, og hans ansigt var helt rødt af vrede. Hele hans plan om at fange dem i hans eget sikkerhedsrum, som han havde lovet Cheferne var top sikkert, kunne ikke gå i vasken nu. "Balthazar!"

"Ja?" Balthazars ansigt kom til syne ved siden af Max'.

"Nøglerne!" Max sukkede fortvivlet og kastede sig mod døren. "De må ikke slippe væk!"

Milo skubbede til døren, så hårdt han kunne, men han kunne ikke holde stand mod Balthazars og Max' pres meget længere.

"Samuel," råbte Milo anstrengt "Hjælp!"

Hurtigt slap Samuel Cupids tøjler og løb hen til Milo.

"Leyre, du må selv få ham ud, men skynd dig!" Sveden piblede allerede ned over Samuels pande, og Milos arme rystede.

 

Leyre kravlede ind igen, kastede et forfærdet blik på nisseekstremisterne, løb hen til Cupid og trak ham med sig hen til udgangen.

"Kom-" Leyre pustede ud. "-nu." Cupid stemte imod og gav sig til at sutte på Leyres lange, røde hår. "Kom nu med, Cupid!" En tåre gled ned af hendes kind, og hendes stemme var grødet; noget i den fik Cupid til at lunte ud af hullet helt selv.

"Kom, drenge!" Leyre kaldte på Milo og Samuel, mens hun satte sig op på Rudolph. "Flyv!" Rudolph satte i løb, og Cupid og Comet fulgte med.

"På tre," hviskede Milo og kiggede på Samuel.

"Tre." Døren gav sig let.

"To." Rudolph lettede, men Comet og Cupid blev på jorden.

"En!" Milo og Samuel slap deres tag i døren og løb ud gennem hullet, mens Max og Balthazar faldt ind ad døren, der pludselig svingede op med et brag, der rystede væggene og gav genlyd ud i den dunkle gang.

Samuel og Milo gispede, da de så, hvor langt væk deres to rensdyr var, og de plejede at løbe om kap med Julemandens kane juleaften sammen med alle de andre nissebørn, så de kendte rensdyrenes hastighed. De ville ikke kunne nå det, medmindre de ventede på dem.

"Skynd jer! De er bag jer!" Panikken i Leyres stemme var ikke til at tage fejl af.

Samuel nåede op på siden af Comet, og med et fast greb i tøjlerne og sadlen, fik han hevet sig op. Cupid var langt foran dem, så Samuel strakte en hånd ned til Milo og hev ham op.

Den ekstra vægt sænkede Comet, men han virrede blot med hovedet og satte af fra jorden. Foran dem gjorde Cupid det samme.

 

"Forbandede møgnisser! Vi finder jer igen! Hele jeres landsby! Vi finder ud af jeres hemmelighed!" Max' arrige råb nede fra jorden blev langsomt mere og mere utydelige. Bag Samuel jublede Milo, der havde armene rundt om Samuels mave, spagt.

En gennemsyrende smerte skød gennem Samuels sår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...