Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3331Visninger
AA

20. 19. December

Der var fuglesang i luften, og det var lige før, man kunne høre, hvordan regndråberne fra i nat perlede af på de subtropiske planter. De havde slået lejr i en stor have, der lignede paradis - i hvert fald sådan som man kunne forestille sig det.

Efter de havde været på stranden, hvor de havde tilbragt lang tid i vandkanten, var de gået videre for at finde et sted at slå lejr hen over natten. De var efter en god gåtur endt ved en stor botanisk have, ‘Kirstenbosch National Botanical Garden’, havde Samuel læst op fra skiltet. De havde ikke været længe om at beslutte, at det skulle være dér, de tilbragte natten.

Under morgensolen sad de hver med en kop koldt vand - det havde været en hed nat på grund af luftfugtigheden. Milo døjede stadigvæk med feberen, og den svingende temperatur gjorde absolut intet for at forbedre hans egen.

“Her,” sagde Leyre og rakte en lille brunlig, flaske hen mod Milo. “Du kan tage et par dråber af den medicin min mor gav mig med - den skulle gerne dæmpe feberen lidt.”

Milo smilte taknemmeligt og tog i mod den lille flaske. Han vendte bunden i vejret og holdt den over munden, indtil han kunne mærke et par dråber lande på sin tunge. Han lukkede flasken igen med den lille korkprop og forsøgte at synke den tykke væske, som hans smagsløg hurtigt kunne konstatere, ikke var noget, der smagte videre godt.

 

Leyre synes i høj grad ikke, at byen på landjorden var lige så smuk, som den først havde set ud. Der var grønt nogle steder, men ikke grønt nok, bjergene syntes høje, men det betød intet godt, for der var alligevel noget tørt og trist over dem. Stjernestøvskompasset viste i retning mod et af bjergene, men Leyre fik ikke med, hvilket. Rensdyrene nægtede at flyve, så de skulle gå til bjerget. De var igennem en hel slumregion.

Milo tog en dyb indånding.

“Jeg har aldrig forestillet mig, at slumhusene ville være tæt på hinanden - og i så stort et tal.” Samuel tiede. Den dårlige samvittighed fra da Leyre var taget til fange af nisseekstremisterne plagede ham stadig, og uanset hvor meget han prøvede at tage kontrol over den, retfærdiggøre den, gøre den håndgribelig, var det ikke nok. Han kunne kun se billedet for sig; Leyre, der kunne være faldet ned i syrebadet, hvis Rudolph ikke var kommet. Det ville have være sket, hvis det ikke var for rensdyrene, og det ville have været hans skyld. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Han takkede Rudolph stumt og aede rensdyret. Leyre sendte ham et blik.

 

“Her dufter meget… tørt,” sagde Milo efter 3 timers gang. Jo tættere de kom på bjerget, desto stærkere en duft kom dem i møde. Han stoppede op, idet lyset reflekterede voldsomt i jorden.

Da de endelig var ved bjerget, konstaterede Milo, at duften mindede om den selvsamme duft, der fyldte huset tilbage i Yggdrasil, hver gang de nærmede sig december.

“Her dufter af kanel,” sagde Leyre så. “Og det der må være glitter,” sagde hun og pegede ned mod jorden. Det kom bag på både Milo og Samuel, hvad Leyre stille have hentydet til og de frøs begge fast på stedet.

“Vær forsigtige,” sagde Samuel. “Lad os ikke vække dens vrede.”

“Der findes ikke en drage, hvis speciale både er sølvglitter og kanel.” Milos vrede kunne tydeligt høres på hans tone.

“Hvad,” sagde Leyre, som stod frosset fast til stedet nogle meter længere fremme. Hun spidsede ører.

“DER FINDES IKKE EN DRAGE, HVIS SPECIALE BÅDE ER…-” Leyre gispede.

“Pas på!” råbte hun, idet Milo blev oplyst af et stærkt, rødt skær. Milo vendte sig rundt.

 

Frem fra en skjult grotte i det ene bjerg kom to drager. Den største drage lyste rødt fra sprækkerne, og et par himmelblå øjne stirrede vredt på dem. Dragen fnøs, og et par håndfulde glitter landede på jorden foran dem. Bag ved den tittede en mindre, lillaøjet drage frem, og da den så den ældre drages reaktion, spyede den kanel efter dem. Samuel fik noget af støvet galt i halsen, og mens Milo hjalp ham med at trække vejret igen, ledte Leyre dragernes opmærksomhed hen mod hende.

“Hey, drager?” Leyre drejede rundt på hælen og løb lidt længere op ad bjerget.

Snerrende fulgte de to drager efter hende.

 

“Lilledrage? Følger du efter din store, stygge far? Kan du ikke gøre noget selv?” Dragen med de lilla øjne stoppede op og kiggede tilbage, kiggede efter den store drage, der var kommet et godt stykke foran den, og løb så tilbage mod Samuel, der havde kaldt på den.

Undervejs spyede den kanel overalt, og Samuel hostede. Da den endelig stod stille foran ham, tog den tilløb til at drukne ham i kanel, men Milo, der havde gemt sig i åbningen af grotten, løb frem, hoppede op og kastede posen ind i dragens åbne gab.

Både han og Samuel krydsede fingre for, at det ville virke, for ellers ville de mangle en pose. Det virkede dog, for dragen skrumpede og snart lå den fanget inde i den græsgrønne pose.

 

Den store drage hørte Milo og Samuels jubelråb og high-five, så med et højt, såret brøl satte den af fra jorden, dækkede den Leyre fuldstændig til med glitter og fløj væk fra bjerget.

Milo og Samuel kom løbende hen til hende, og sammen så de den største af alle dragerne blive mindre og mindre, for til sidst at være helt væk på himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...