Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3331Visninger
AA

18. 17. December

De tre nisser havde slået lejr. Deres telt var spændt fast til jorden, og Samues tålmodighed kunne snart ikke række længere. De havde stablet sten op langs indersiden af teltet, så snestormen ikke ville rive det med sig, og selvom Samuel endnu manglede søvn, rev hans tålmodighed i ham og forbød ham fra at sove.

“Lad os nu se at komme videre,” sagde han og rykkede lidt rundt på sine egne ting. Leyre rystede på hovedet som svar.

“Rensdyrene kan da ikke flyve i en storm som den her, og redder vi julen, skal de da have energi til selve julen, ikke?” Der var stille i et sekund.

“Men vi kan da gå? Vi kan ikke spilde meget mere tid.” Leyre sukkede opgivende og vækkede så Milo.

 

Samuel havde et fast greb om Comet, mens han gik. Stjernestøvskompasset sagde, at de befandt sig ved Qinghai Sø.

“Vi kan sagtens krydse en frossen sø,” sagde han beslutsomt og smilede overbevisende til hans noget mistroiske venner.

 

Milo havde ikke haft øjenkontakt med Leyre hele gåturen. Han undrede sig, om det betød noget. Et eller andet sted var han stolt over at have fanget to drager på én dag, men alligevel prikkede en tanke ham. De manglede stadig 2 drager, og de havde kun 2 dage. Hvad hvis Yggdrasil ikke var blevet genopbygget? Han stirrede lige frem for sig med krydsede arme. Cupid fulgte ham blot trofast ved hans side. Samuel trådte på lidt tynd is, som straks knækkede under hans vægt. Han fik dog sin fod op og i balance igen ved at støtte sig op ad Comet.

“Folkens… flyve… alligevel-” Samuel kunne næsten ikke høres for sneen.

Milo vendte sig rundt og faldt i vandet.

 

Lyden af isen der sprak og et plask i vand nåede Samuel og Leyres øregange. De stod stille et kort øjeblik, inden de styrtede hen, hvor Milo var faldet igennem isen.

“Hjælp! Jeg kan i-” Milos stemme rystede, mens han kæmpede for at holde sig selv oven vande. “J... Jeg kan ikke sv... svø… svømme.”

Samuel stod frosset fast til jorden og så blot med chokerede øjne ned på sin ven, som kun blev svagere og svagere.

“Samuel, gør noget!” Panikken i Leyres stemme var ikke til at tage fejl af. Hun kunne ikke hoppe ned i vandet; ikke efter dengang, men hendes ord synes ikke at nå igennem til Samuel - han var slet ikke til stede.

“Samuel!” Leyre råbte for sine fulde lungers kraft, men intet hjalp det. Okay. Okay, Leyre, du kan godt. Du skal bare hurtigt ned og hurtigt op igen med Milo. Det er ikke noget problem - overhovedet ikke.

Forsigtige trådte Leyre med usikre skridt tættere på Milo. Hver en celle i hendes krop skreg, at hun skulle vende om, men hendes hjerte overdøvede skrigende - hun kunne ikke lade Milo fryse ihjel, og ventede hun meget længere, var det netop dét, der ville ske. Jeg kan ikke lade Milo lide samme skæbne som… Nej, ikke tænke på hende. Bare… fokusér…

“Milo? Bare rolig - jeg skal nok få dig op derfra,” forsikrede Leyre og tog en dyb indånding.

“Ley… Sam…” Milos stemme var kun en svag hvisken, og stille lukkede hans øjne i. Det skal være nu! Leyre, nu hopper du ned i det vand og redder din ven. Ikke noget med at tøve!

Med endnu en dyb indånding holdt hun vejret og hoppede - hun ramte det iskolde vand med et plask. Hele scenariet foregik hurtigere end Leyre næsten selv kunne nå at registrere. Før hun vidste af det, havde hun svunget sine arme om livet på Milo og begyndt at hale ham op på land. Da de begge var oppe af vandet, lagde Leyre forsigtige Milo ned og kiggede afventende på ham.

“Kom nu, Milo, åben dine øjne,” bad hun og ruskede i hans skuldre; stadigvæk ingen reaktion. Samuel var vågnet fra sin frosne tilstand og satte sig på hug ved siden af Leyre.

“Milo, nu tager du dig sammen!” Samuels toneleje var hårdt, men inderst inde frygtede han det værste. “Vågn så op!”

Samuel slog med knyttede næver og voldsom kraft ned på Milos brystkasse - én gang, to gange, tre gange. Leyre skubbede Samuel væk. Tårerne strømmede ned af hans kinder, samtidig med at han var rød i hovedet af arrigskab.

“Nej!” Samuel rystede på hovedet igen og igen, og kastede sig tilbage over Milo. Med et fast greb tog han fat i Milos uldtrøje og nægtede at give slip. Det var hans bedste ven; han kunne ikke miste ham - ikke nu - ikke nogensinde. Samuel slog opgivende en sin knyttede hånd ned på Milos bryst.

“Samuel st-” Leyre lukkede munden igen, da en hosten afbrød hende - ikke hvilken som helst hosten, nej, den kom fra Milo.

“Milo!” Samuels stemme var pludselig fyldt med lettelse, og han lod en let latter slippe ud mellem sine læber. Milo lukkede svagt sine øjne op, men vendte sig straks om på siden og hostede denne gang vand op. Da han havde hostet i et minuts tid, væltede han om på ryggen igen - det var tydeligt for enhver at se, hvor udmattet og svækket han var.

 

“Jeg slår teltet op,” sagde Leyre og rejste sig. Samuel nikkede, men Leyre var allerede løbet for langt ind i stormen til at kunne se ham. Stille sad Samuel krøbet sammen over Milo for at skærme for sneen, der blot gjorde hans allerede kolde krop endnu koldere. Samuel kunne mærke, at Milos trøje var begyndt at stivne.

Hvad gør jeg? Leyre kan umuligt have nået at slå teltet op ene mand. Skal jeg hjælpe hende? Nej. Jeg kan ikke efterlade Milo her. Men, måske kan et af rensdyrene passe på ham? Nej, vi risikerer bare at miste både rensdyret og Milo.

Beslutsomt løftede han Milos slappe krop op i sine arme og holdt ham tæt ind til sig.

“Så, Milo, tag min kropsvarme,” hviskede Samuel til Milo, der ikke reagerede. Samuel så afventende på ham, men sukkede og gav sig til at gå i den retning, Leyre var løbet.

 

Samuel frøs; hans hoved var koldt, hans ben var som to tunge isklumper, hans arme var trætte og hans fingre og fødder gjorde ondt. Det føltes som en evighed, før Samuel endelig var ved at snuble over en af teltets barduner. Lettet lo han, og han havde aldrig nogensinde været så glad for at snuble som nu.

Forsigtigt lagde han Milo ned i sneen foran indgangen, og med sine forfrosne fingre fik han lynet den første dør op. Leyre lynede den anden dør op, da hun hørte ham bakse med at få Milo løftet indenfor, og skyndte sig at lukke for stormen igen, så mindst muligt sne faldt ind i teltet.

Varsomt lagde Samuel Milo på hans madras, og dækkede ham til med tæpper. Leyre tog sine egne tæpper og lagde dem over ham også, så han ikke ville fryse.

Stille sad han og Leyre ved siden af ham. Begge ventede de på, at han ville vågne op, men han sov. Uroligt vendte og drejede Milo sig.

Leyre betragtede hans ansigt, der var foldet i ængstelige folder, og hun sukkede. Hvor ville hun gerne glatte hans ansigt ud og sørge for, at han sov fredeligt, men hun vidste, at hun intet kunne stille op.
Overfor hende gabte Samuel, og hun kiggede vemodigt på ham.

“Sov, Samuel. Jeg holder øje.” Han nikkede; for træt til at modargumentere. Efter kort tids puslen lagde han sig ned på maven med tæpperne trukket godt op til hagen og sov.

 

Leyre stak en hånd ind under alle tæpperne og mærkede, hvor varm han var blevet: Han var ikke længere iskold. Hans brystkasse var brændende varm, og Leyre vidste nu, at han havde feber.

Hun var sprunget i vandet i tide og havde formået at redde ham. Hvis bare hun også havde gjort det for så mange år siden…

Forsigtigt lagde hun sig ind til ham, for selvom han var varm nu, risikerede han at blive kold i løbet af natten, og så kunne hun varme ham med sin kropsvarme.

I lang tid lå hun og kiggede ud i mørket, før hun faldt i søvn til lyden af stormens rasen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...