Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3327Visninger
AA

16. 15. December

Rudolph, Comet og Cupid havde fløjet nisserne langt væk fra gårsdagens grusomheder; helt hovedløst og uvidende om, hvor de egentlig var på vej hen. Da de vågnede om morgenen kunne hverken Leyre, Samuel eller Milo lokalisere, hvor de var landet. Samuel fløj sammen med Comet højt op for at få Stjernestøvskompassets koordinater til den næste destination. Denne gang gik det hurtigere, end det var gået de andre gange; men ikke ret langt væk kunne han se, hvordan skyerne trak op til et uvejr. Samuel styrede Comet ned mod jorden igen og søgte hurtigt ind i teltet til Leyre og Milo.

“Jeg har en god og en dårlig nyhed,” annoncerede Samuel, “den gode er, at vi skal til Kina - men den dårlige er, at der er et uvejr på vej over os. Jeg ved ikke, hvor voldsomt uvejret er og bliver, men vi kan ikke rejse i dag.”

Milo nikkede og svarede: “Så må vi bare få det bedste ud af dagen.”

Leyre havde ikke sagt et ord siden episoden - hun sad blot stille og helt tom i ansigtet.

 

Vinden susede og hylede udenfor - stormen var over dem, og den tog kun til i styrke. Alt imens det ruskede i teltet, og Samuel og Milo snakkede lavmælt, sad Leyre i sine egne forskruede tanker. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun for sig det grønne syrebad de hvide kliniske vægge og de ubehagelige mænd, som havde taget hende - billederne var som plantet på indersiden af hendes øjenlåg.

 

“Leyre? Hey! Hvad sker der? Leyre!” Det var Samuel og Milo, der snakkede højt i munden på hinanden. Leyres vejrtrækninger var blevet helt febrilske, hele hendes krop rystede, og tårerne løb ned af kinderne på hende - hun så ikke ud til selv at have bemærket det, da hun med store og forvirrede øjne så på drengene.

“Hvad sker der, Ley?” spurgte Samuel roligt og rykkede tættere på for at tørre hendes kinder. “Du græder og ryster helt vildt.”

Først der gik det op for hende, før Samuel nåede tættere på, tørrede hun selv panisk sine tårer væk.

“Intet, nok bare en smule hjemve,” løj Leyre og så ned på sine våde fingerspidser.

“Juleteen er klar,” sagde Milo og rakte dem hver en kop af den dampende, varme væske. En krydret duft spredte sig i teltet, som de sad dér i hver sin sovepose.

 

For en stund var stilheden og stormen det eneste, der var at høre i teltet. Leyre krammede sit lyseblå krus ind til sig og stirrede ned i det; igen fordybet i egne tanker. Samuel sad nøjagtigt ligesom Leyre, men Milos blik stod ikke stille.

Han betragtede teltets buede tag, det lille siderum til rensdyrene og det andet siderum ind til opbevaringsrummet. En rynke sad mejslet ind i hans pande. Denne mission havde ikke været let for nogen af dem, men det var Milo, der kun kunne stå på sidelinjen og se til.

Det var altid ham, der endte med kun at kunne kigge på som en tilskuer. Alting skete for Samuel eller Leyre, og selvom det ikke altid var gode ting, ville han stadig gerne kunne tale med. Han hadede ikke at kunne hjælpe.

 

Der var dengang Samuels far forlod ham og drog til menneskenes verden for aldrig at lade høre fra sig, og hvor Samuels humør var midt i en nedadgående spiral. Hverken Leyre eller Milo havde kunnet gøre noget, uanset hvor gerne de end ville.

Han havde også bare set på, dengang Leyres lillesøster faldt ned i søen. Hun var kun fem år gammel, lignede Leyre på en prik, og var noget af det kønneste, man længe havde set i byen.

Leyre stod et par meter fra bredden og lavede en snemand, og hun opdagede ikke, hvor Ciara gik hen, før hun hørte det skingre skrig. Otteårige Leyre blev holdt tilbage af Julemanden, mens nogle af redningsnisserne sprang i vandet efter Ciara. Isen havde været dækket af sne, så den lille pige var intetanende vandret direkte ud på søen, men isen var for tynd til at bære hende.

De lagde den slappe krop på sneen; det lange, røde hår lå spredt ud i en rodet bunke under hende og de matte, grønne øjne spærrede vidt op.

Det var den mindste kiste, der nogensinde er blevet sænket ned i Yggdrasils frosne jord.

 

Noget varmt og vådt gled ned af hans kinder. Hurtigt tørrede han tårerne væk med bagsiden af sin hånd, så stille han kunne, så de andre to ikke så, at han havde grædt.

Den knasende lyd fra de brunkager, Leyre spiste, afbrød Milo fra sine tanker. Hendes ene hånd lå hele tiden nede i posen, og den var allerede næsten tom. Milo smilede trist, men han sagde ikke noget. Hun havde tydeligvis brug for dem - brug for noget at trøste sig med.

 

“Ley.” Samuel placerede begge hænder på hendes skuldre i en beroligende bevægelse. Han skar en grimasse, idet såret begyndte at svie. “Vil du fortælle os, hvad der skete?”

Leyre rystede på hovedet og foretog rystende vejrtrækninger. Milo sagde hverken et ord eller gjorde en bevægelse. Udenfor var det begyndt at sne voldsomt.

“Fint,” sagde hun og åndede frustreret ud. Der gik flere sekunder, før hun igen åbnede munden for at snakke.

“De tog bare fat i mig.” Hun var stille igen, men fortsatte så: “Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var magtesløs, da de overfaldt mig, og uanset hvor meget jeg spjættede, var det ikke nok til at rive mig fri - uanset hvor meget jeg skreg, var det ikke nok til, at I kunne høre mig.”

“Jeg har aldrig følt mig så håbløs... nogensinde.” Leyres blik var som fast bundet til i jorden. “Og ved i hvad,” fortsatte Leyre med en trist mine, “ekstremisterne så bare på - de følte ingen anger. O-ver-ho-ve-det ingen anger! Tænk sig... de er virkelige.”

“Men hvad med da du stod bundet over syrebadet. Hvordan havde du det der?” spurgte Samuel bekymret. Leyre rystede på hovedet og sendte Samuel et bedende blik.

“Samuel,” hviskede hun. “Vær nu sød.”

Hun forlod teltet og gik ud i snevejret. Samuel så såret efter hende. Han havde ikke sovet hele natten af bare dårlige samvittighed, og nu overdøvede smerten næsten aret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...