Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3419Visninger
AA

15. 14. December

Samuel og Milo havde ikke lukket et øje hele natten. Det halve af natten havde de vendt og drejet sig, lukket det ene øje, lukket det andet øje, sukket et utal af gange, og mumlet overbevisende ord til hinanden for at berolige dem selv. Det var i hvert fald sådan, det forløb, indtil de blev enige om at finde Afdeling N - hvor end det så måtte være. Manden havde sagt ved solopgang, så de måtte hellere stå klar - de kunne ikke risikere at miste Leyre.

Så den anden halvdel af natten havde de vandret rundt i San Franciscos gader og stræder. Alt var stille, ikke én eneste sjæl var vågen på det tidspunkt af døgnet; altså lige bortset fra Samuel, Milo og rensdyrene. Det var med mere og mere nervøse og ængstelige miner, at de ledte efter den ukendte Afdeling N, og det de formodede at være Nisseekstremisterne, som Julemanden havde advaret om.

Deres skridt blev hastigere for hvert sekund der gik, så de tilsidst hikstede efter vejret. Hvad skulle de dog stille op, hvis ikke de fandt der hen? Hvad med Leyre, ville de virkelig- Nej! Hverken Samuel eller Milo turde tænke tanken.

 

Pludselig dér foran dem tårnede en kæmpemæssig bygning op, hvor der med store, sorte bogstaver stod Afdeling N. Det kunne ikke være andet end det rigtige sted, de endelig var havnet.

Rudolph, Comet og Cupid tøjrede de til en lygtepæl, inden de satte sig ned på trappetrinnet foran den store marmor dør. Begge sad de og hang med hovederne; uden bare den mindste søvn var de så trætte, at de næsten ikke kunne hænge sammen. Lige da de var ved at falde hen, hørte de døren åbne bag dem - Samuel så hurtigt mod himmelen. Jo, det var rigtigt nok. Solen var stået op, og månen var atter gået ned igen. Solens stråler farvede himlen mod øst utallige nuancer af rød, gul og orange. Stille og roligt spredte dagslyset sig og skubbede det tunge og fugtige vintermørke væk.

“Ser man det, hvem har vi dog ikke her.” En skummel stemme brød stilheden, der ellers havde ligget tungt i den tomme side gade.

 

Hurtigt rejste Samuel og Milo sig op og hastede et par skridt væk fra trappen.

“Giv os Leyre tilbage.” Samuel trådte et par skridt fremad, som ville han til at angribe manden, så Milo rakte en hånd frem for at stoppe ham.

“Forsigtigt, Sam,” advarede Milo. Manden lo hånligt.

“Troede du virkelig, at vi bare sådan vil give jer jeres lille veninde tilbage?”

“Nej, men-”

“Troede du virkelig, at vi ville give op så let?”

“Nej, men-”

“Troede du virkelig ikke, at vi havde en plan med jer som hovedrollerne?”

“Nej, men-” Samuel stoppede op og krøllede panden. “Hvad?”

“Følg med indenfor. Murene kan have ører.” Manden sukkede tungt og gestikulerede hen mod en den store, hvide dør.

Forsigtigt trådte de indenfor i en stor entréen, og lyset var det første, de lagde mærke til.

Koldt og skarpt lys skar dem ind i øjnene. Der var ikke én eneste varm tone i pærerne i loftet. Alt gjorde lyset endnu mere klinisk, for alt var hvidt: Gulvet, væggene, loftet og de forskellige møbler.

I det ene hjørne længst væk fra dem stod en lædersofa, to læderlænestole og et lille glasbord. I det modsatte hjørne stod der en kommode med en vase på. I vasen stod en enkelt hvid rose, og dens grønne blade var det eneste med farve i rummet.

“Jeg så jer ankomme til landsbyen i forgårs.” Manden ledte an ned ad en bred gang over for indgangen. “Ikke et sekund var jeg i tvivl om, at I var de nisser, vi så længe har ventet på.”

“Hvem er ‘I’? Og hvorfor har I ventet på os?” Milo lød lettere forvirret.

“Nej, hvordan kan det være, at du - I - kan se os?” Samuel rettede Milos spørgsmål som de drejede rundt om et hjørne.

“FFNM. Vi tror på jer. Derfor.” Manden svarede kort og kontant og tav, men han drejede til venstre og væk fra den store, brede gang. Den nye gang var kun en anelse mindre, og langs den ene væg stod der enkelte kommoder her og der med en vase indeholdende enten en enkelt, hvid rose eller en enkelt, hvid nellike.

Sådan fortsatte de i tavshed, og Milo havde for længst opgivet at holde styr på, hvor de befandt sig henne. Højre, venstre, venstre, højre, venstre, højre, højre

“Hvad er dit navn?” Samuel spurgte efter lang tids tænkning.

“Maximillian, men hvis du kalder mig andet end Max, ryger du op til din søde, lille veninde.” Manden snerrede, da han udtalte sit navn.
 

Voldsomt skubbede manden, Max, en lettere usynlig dobbeltdør op. Det eneste, der afslørede dørene, var de to store, hvide dørhåndtag, der stak ud derfra.

Dørene førte ind til et rum så stort som en kongelig balsal. Selve salen var også holdt i hvide nuancer; hvide marmorsøjler, hvide fliser på gulvet, men det iøjnefaldende ved balsalen var det grønne bassin i midten.

Bassinets kanter var af det tykkeste, hvideste marmor, men indholdet var grønt. En flydende væske, der boblede og sydede og dampede.

Milo kunne ikke kigge væk fra det, men da Samuel peb, kiggede han op: Over midten af bassinet hang en pige klædt i en hvid kjole, der sad stramt om den spinkle talje, men bølgede let ned derfra. Stående på en minimal platform på blege, bare fødder, forhindrede hende i at falde. Hun var bundet fast med tykke reb til en hvid pæl på håndled, ankler og hals, og en spinkel metalhalskæde hang desuden også om hendes hals. Lange, rubinrøde lokker faldt ned over hendes skuldre og bryst, og det var håret, der afslørede hende. Pigen var Leyre.

 

“Men hvorfor,” spurgte Samuel med en hæs stemme. “Hvorfor alt besværet for blot at få fat på én af os?”

Max’ høje latter gav genlyd i hele bygningen. “Fordi vi skal bruge jeres DNA.”

Hver eneste fiber i Samuel gyste ved svaret, og han spændte sine mavemuskler i et forsøg på at afholde sig fra at kaste op. Frygten slog kolbøtter i ham, og såret svirrede pludselig ustyrligt. Samuel tog et fast greb om Milos skuldre. “Milo,” hviskede han i en udånding som for at dele sin rædsel.

“I er fuldkommen følelsesløse!” råbte Milo med al sin mod. “Har I aldrig følt ægte kærlighed? Den kærlighed, vi nisser spreder?”

“Kærlighed er blot et koncept – der findes kun begær; vi føler kun begær.” Max smilte bredt og lige så umenneskeligt, som Milo nogensinde havde set nogen gøre. Hans pupiller var på størrelse med mønter og syntes at nidstirre de to nisser.

“LEYRE,” råbte Milo bedende. “Kan du høre os? Giv nu et tegn.”

“Vær nu sød, Leyre.” Samuel støttede sig forpustet op af Milo nu. “Leyre… vær nu sød,” Leyre så skrækslagen ud og gav ingen reaktion fra sig.

“Hvad har de gjort ved hende?” hviskede Milo.

Leyre rystede og så ikke ned. Hun anstrengte sig for at holde balancen og ikke falde ned i det grønne syrebad, for gjorde hun det, så..-

-.. Milo kunne ikke færdiggøre tanken omend se derop. Sveden trillede ned ad panden på ham. Hvordan kommer vi derop? Samme spørgsmål cirkulerede rundt i hans tanker igen og igen, og han lukkede øjnene i håbløshed, og den dårlige samvittighed samlede sig som en knude i halsen på ham. Jeg har givet op. Jeg kan ikke redde Leyre.

“Rudolph!” udbrød Samuel og Milo lukkede straks op for øjnene igen. Samuel tog sig krampagtigt til maven i kølvandet på sit udbrud. Rudolph fløj ind i  Leyre, så hun mistede balancen og faldt med retning mod syrebadet. Han greb hende dog og fløj hende i sikkerhed. Comet og Cupid fulgte trop, og snart var de alle tre i luften og på vej ud af bygningen.

 

“Skete alt det virkelig,” hviskede Samuel i mørket. Som svar lyste Rudolph tuden op i ét.

Milo kunne ikke se Leyre i øjnene resten af natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...