Faldet af Julen

Nisselandsbyen, Yggdrasil, angribes af en flok sælsomme drager, der truer menneskeheden op til jul.

- Vinder af 'Bedste Collab' i 'Julekonkurrencen' -


21Likes
90Kommentarer
3352Visninger
AA

11. 10. December

“Det skal vi gøre noget ved,” sagde Milo bestemt og foretog nogle øjenmål af juletræet. De to andre stod stadig og betragtede byen.

“Kan vi overhovedet nå det?” sagde Samuel mistroisk, “for jeg ved præcis, hvad du tænker, og det er en rigtig dårlig idé.”

 

“Det er da en glimrende idé at gøre træet mere julet at beskue!” På ganske få sekunder suste Leyres humør op på øverste etage. Hendes kolde, tykke fingre var allerede nede i tasken for at fiske noget nød-julepynt op. “Så spreder vi lidt glæde, og harmoni, og …”

“… Det er bare ikke helt vores mission, Ley,” sagde Samuel søvnigt efter al deres rejsen, gåen og de mange nye indtryk. “Vi har meget at nå før den 24. Kan I måske huske, hvor mange drager, vi skal indfange? 12? 30?“

“Der er seks, og vi har allerede fanget én af dem! Nu kan vi da sagtens godt sprede noget glæde, og harmoni, og …”

“… Der er ikke bare fem tilbage, Ley. De fem som alle er livsfarlige. Hvem ved, om de ikke kunne finde på i mellemtiden at ødelægge menneskenes land?”

“Så havde de da allerede gjort det. Ser du måske en masse brændende bygninger?” Der blev tavst blandt de tre nisser. “Det tænkte jeg nok. Så vi kan altså godt pynte op og sprede meget glæde, og harmoni, og næstekærlighed!”

Samuel følte, at han ikke rigtigt kunne protestere. De skubbede sig igennem en masse af forskelligfarvede mennesker for at nå helt hen til det gigantiske juletræ, fandt nød-julepyntet frem fra hver af deres tasker. Der var flettede, kulørte julehjerter, genspejlende julekugler i guld og sølv, små englefigurer og duer, som man kunne hænge på grenene og sidst, men ikke mindst var der den store metal-julestjerne. Den havde en flot bronze farve og var fuld af små udskårne mini-hjerter indeni, der blev lyst op af pæren fra indersiden.

De nåede dog ikke at klatre særligt langt op ad træet, før noget bevægede sig bag granen. Det piskede Leyres mave med dets takker på den slangeagtige hale; fik hende til at vælte ned med julepyntet knust i skarpe brudstykker omkring hende.

Milo og Samuel nåede knap at registrere, hvad der skete, før et skællet dragehoved poppede ud fra juletræet lige over dem. De slap grebet på grenene af ren og skær rædsel.

 

Et sæt stikkende gule øjne var rettet imod dem. Nisserne rystede og bævrede - de var slet ikke forberedte på at skulle fange en af dragerne nu.

“Okay - vi fik fanget den første, vi kan også godt fange denne,” prøvede Samuel at overbevise ikke bare Leyre og Milo, men også sig selv om.

Der var bare den lille detalje, at dragen her var lige dét større end den første.

Leyre fiskede ned i sin taske efter noget mad, ligesom Milo havde gjort det. Hun kastede den halvspiste bolle, som hun fandt, hen til dragen, i et håb om samme virkning som på den første - at den ville falde til ro. Det viste sig dog hurtigt, at hun havde været for naiv.

Dragen tog et par skridt bagud, imens den spredte sine vinger og med sin lange takkede hale slog den bollen væk.

“Shit… Jeg troede det ville berolige den,” hviskede Leyre til drengene, “hvad gør vi nu?”

“Bevar roen. Træd lidt tilbage. Ingen. Pludselige. Bevægelser.” Guidede Samuel, de gjorde som sagt, og det var lige før de holdt vejret.

Milos tanker kørte på højtryk for at finde på en idé til at fange dragen. De skulle jo på en eller anden forholdsvis sikker måde få den fanget i en af drageposerne.

Leyre havde aldrig stået så bom stille i sit liv, som hun gjorde i netop dét øjeblik. Hvorfor ville den ikke tage imod maden? Hun havde været så overbevist om, at det ikke ville blive sværere end sidst.

De pakkede tankerne langt væk, da dragen begyndte at pruste og stampe i jorden, inden den med stor kraft spyede en storm af snefnug i mod dem. Snefnuggene suste rundt om ørerne på dem; de begyndte at samle sig i tæppelignende flokke, der søgte sammen, og inden længe hærgede små tornadoer af snefnug rundt.

 

Menneskene omkring det enorme juletræ begyndte at trække deres jakker tættere ind til kroppen og huen længere ned over ørerne.

Dragens små snetornadoer voksede sig større.

Kvinder og mænd i alle aldre fik taget de sidste billeder og begav sig på vej mod den nærmeste café, mod den nærmeste varme.

Snart var luften fuld af rolige, idylliske, hvide snefnug, der var skabt så perfekt, at selv Moder Natur ikke kunne have gjort det bedre selv. Leyre stod og betragte de flotte snedrys falde fra den næsten hvide himmel. Dragen var glemt. Forsigtigt stak hun tungen ud for at smage perfektionen. Iskrystallerne smeltede på hendes varme, lyserøde tunge.

Snemængden tog til. Hun fandt sig selv i midten af en tornado, der snoede sig rundt og rundt og rundt omkring hende, og alt hun kunne se var hvidt, hvidt og hvidt. Vindens hylen lød i hendes ører. Ingen andre lyde nåede hende. Kulden bed i hendes kinder og næse. Alt duftede koldt og rent. Stormen smagte klart. Frisk.

Hun følte sig kold. Følelsesløs. Alene.

“Milo?” Råbte Leyre og drejede rundt. “Milo!” Intet svar. Sneen tog til. “Samuel?” Nu skreg hun af sine lungers fulde kraft. Stadig intet svar.

Prøvende tog hun et par skridt fremad, men hun væltede. Styrken på sneen var taget til. På alle fire kravlede hun fremad. De kolde fliser under hende var det eneste holdepunkt.

Sneen fandt vej alle steder. Stikkende i øjnene. Skærende i benene og armene.

“Hjælp!” Leyre skreg igen. Fortumlet rejste hun sig op. Stavrede fremad. Eller til siden. Eller bagud. Hun vidste det ikke. Et kraftigt vindstød skubbede til hende, men hun genvandt balancen. Sneen fandt vej ind under hendes trøje. Under hendes bukser.

“Drenge!” Sneen fandt vej ind i hendes mund. Ned i halsen. Frøs hende indefra. Alt var hvidt. Snurrende. Rundt og rundt.

“Hjælp…” Råbet var blevet til en hvisken. Kolde fødder. Hænder. Kolde ben. Arme. Kold mave. Forsigtigt tog hun hænderne op for hjertet. Skærmede det. Et vindpust væltede hende omkuld igen. Sneen fandt vej til hendes hjerte. Alt blev sort.

 

 

Af personlige årsager er julekalenderen herfra desværre skrevet uden Lukas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...