Af jord er du kommet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2017
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
En historie om had og selvtægt!

0Likes
1Kommentarer
47Visninger

1. Hjælpen!

 

Jeg tænker aldrig rigtig over hvordan dette starter, mere hvordan det slutter! Mine fantasier, mine designs og værker, alt hvad jeg har skabt og gjord sidder som et trofæ af minder i mit hoved.

Kun én tilbage ud af de seks jeg husker bedst. Husker er smukt ord, et ord der konsekvent er skabt til at man aldrig må glemme de ting man husker fra fortiden. Samtidig er det et ord der kan nedbrydes af nye minder man hellere vil huske. En slags glæde og tilfredsstillelse overfor sig selv.
Jeg husker denne person bedst, derfor har jeg selvfølgelig gemt ham til sidst. Han skal sidde øverst på mit erindrings podie, og over de fem andre.

Hvorfor er det jeg husker ham bedst?

Hvorfor er det jeg i tolv år kun kan se hans ansigt når det er mørkest?

Hvorfor skal han ikke huske og mindes hvem jeg er, og hvad han gjorde ved mig?

Alle sammen gode spørgsmål, noget han bestemt ikke kunne besvare. Ikke nu i hvert fald. Så skulle man hører stemmer fra jorden, og det er de færreste der hører det nu om dage.

Efter en del research fandt jeg frem til hans bopæl, jeg fandt ud af at med årenes løb var han blevet uddannet tømrer, noget han altid havde ønsket sig. Men nu efter en arbejdsskade endte han med at arbejde ved et transport firma. Sikket et spild af liv for firmaet!  

Jeg husker de boede i en fin mølle, i den samme lille provinsby jeg voksede op i. Jeg husker hans far som værende en streng og konsekvent mand, en mand man havde respekt for. Specielt når han duftede af andet end kaffe og cigaretter ud af munden.

I ved hvad jeg mener med dette!
Jeg ikke sikker på om han slog min ”gode” ungdomsven, en del af mig håber lidt på det. Bare så han kunne føle lidt den samme smerte jeg havde hverdag jeg så ham. Min smerte har jeg brik for brik lagt fra mig i løbet af de sidste tolv år. Men jeg mangler den sidste brik der kan få puslespillet løst og lagt et låg på et endeløst had til ham og de fem andre. De fem andre har jeg allerede lagt låg på kan man sige, de havde to ting tilfælles. Kendskabet til mig og deres alder! Så har jeg heller ikke afsløret for meget!

 

Jeg selv, voksede op i en skøn familie. Min far var snedker og lærte mig i en tidlig alder at arbejde med træ. Et håndværk jeg værdsætter meget nu til dags. Han var en værdig mand, passede altid sit arbejde og sørgede for os andre i familien. Desværre blev han ramt af kræft, og døde 3 måneder efter diagnosen var blevet stillet for ham. Det tog hårdt på mig, jeg har nok været tretten år da jeg mistede ham. Men de minder jeg besidder af ham, har en helt særlig plads i mit hjerte. Min mor var hjemmesygeplejerske, hun lærte mig alt hvad jeg ved om medicin og sygdomme. Resten har jeg selv læst mig til, da mit højeste ønske var at blive læge. En drøm jeg stadig forfølger.

Min fars død var svær at komprimere for min mor. Hun gik først ned med stress, så en depression, en depression der desværre endte med at tage livet af hende 2 år efter, altså da jeg fyldte femten.  

Tænk at livet nogle gange kan være så uretfærdig overfor mennesker der aldrig har gjort en flue fortræd. Dette tænker jeg ikke længere over. Kun den sidste brik jeg mangler for at opnå hvad jeg gerne vil. En følelse af magt, hævn og tilfredsstillelse.

Efter min mors død, blev jeg boende i mine forældres koloni havehus, huset jeg selv voksede op i. Min mormor flyttede ind, og tog sig af mig indtil hun ikke længere var i stand til det. På dette tidspunkt havde jeg allerede et arbejde ved siden af medicin studiet. Så jeg kunne sagtens selv betale huslejen. I de ti år min mormor så efter mig, lærte jeg om selvstændighed og forfølgelse af hvad jeg gerne ville her i livet. En ting jeg nu til dags værdsætter meget. Jeg bor stadig i kolonihave huset og sørger selv for at det hele tiden er i god stand. Haven er stor og rummelig og har en firkantet form der er indhegnet af pilehegn og buske. Naboer er der ikke mange af, og dem der kommer, er der kun i sommerperioden! Synd, for i påsken vokser der de flotteste liljer ud. Min mors ynglings blomst! Hun havde om nogen grønne fingrer og kunne i mange dage fortælle om planter, træer og jord. Noget der selvfølgelig er kommet mig til gode nu! 
Med alt dette sagt, så bebrejder jeg ikke mine forældre for mine følelser nu. Jeg vil altid elske dem, som de har elsket mig. Men på trods af alt dette begyndte jeg at fantasere om hævn. Nogen skulle påtage sig skylden for alt den smerte jeg var blevet forvoldt, og hvem bedre end dem jeg husker fra min barndom af. De er synderne, derfor skal de straffes.

Det jeg husker bedst, var en følelse af ligegyldighed. Det betød intet for dem, hvad jeg havde mistet, så længe de havde det godt, var alt jo fint. I sådan en alder, har man behov for stabile mennesker der kan se ens sorg og være der for en. Jeg troede altid, jeg havde dem at kunne henvende mig til! Men naivitet var ikke et ord jeg kendte, og kunne derfor ikke se, at min sorg i deres øjne bare var sladder for andre mennesker jeg voksede op med!
Den person jeg husker bedst, og ham jeg gemmer til sidst. Forklarede altid tingene med slag og spydige bemærkninger. Han frarøvede alt hvad der hed selvtillid, selvstændighed og stolthed fra mig, og han gjorde det med ynde og stolthed! Det handlede altid om magt for ham, noget jeg slet ikke kendte til, men bare var nød til at underkaste mig, for at kunne udstå tilværelsen. Følelsen af total ligegyldighed overfor andre mennesker satte sig dybt i mig. Jeg begyndte at lægge et filter over mig selv, for at slippe væk fra min paranoia, hvilket har skabt det følelse kolde menneske jeg er i dag. Jeg føler intet, men tænker klart!


 

Min metode er meget uortodoks og ganske simple egentlig. Det var en enkelt sætning der startede fantasien og ideen. En sætning jeg kun to gange havde hørt før: ” Af Jord Er Du Kommet, Til Jord Skal Du Blive! ”

Den har vi vidst alle hørt før! Det fik sat tanken i gang i mig, en tanke jeg aldrig ville kunne slippe igen, før den sidste brik var sat i spil og lagt på!
Det tog ikke lang tid så fik jeg lagt en plan jeg følte mig sikker på, og fundet de 6 seks navne jeg husker bedst. Mange af dem havde både børn og uddannelse nu, sikket et spild af deres liv!  
Jeg startede min egen tradition, den første dag i påsken igennem årene og op til nu, blev bare endnu en smerte begravet og et trofæ sat ind på podiet. En overvældende følelse af tilfredshed og magt drev mig, og jeg kunne mærke at jeg blev mere selvsikker på at få den sidste brik hus. For nu har vi netop forladt vinteren og trådt ind i foråret.

Velkommen til min verden!
De første par dage før påsken handler om forberedelse og planlægning. Jeg har fundet den sidste mands bopæl. Han bor alene i et lille parcelhus omkring 70 km fra mit kolonihave hus. Arbejder kun i hverdagene!

Den sidste dag før påsken handler og mental stabilitet. Jeg fandt troen på gud efter min mors død, og beder altid om sikker vej og dage for mig, min familie og alle de syndere der nu skulle stå i vejen for mig!
På selve dagen, pakker jeg alt hvad jeg bruge og klargøre alt til når jeg kommer hjem igen. Jeg har en tendens til at tingende skal forløbe så kontrolleret og perfekt som muligt. Noget man faktisk ofte ser hos andre mennesker der ligesom jeg er! Jeg skjuler det bare en smule bedre end alle andre, der oftest er sløve og glemmer de vigtigste ting. Dårlig planlægning kan ødelægge alt!
Jeg får pakket bilen, og begynder nu at kører imod hans bopæl. Det er begyndt at blive mørkt udenfor og det eneste lys der skinner kommer fra de enkle gadelamper der kan ses rundt omkring i det nabolag han bor i. Jeg finder hans hus, nr. 27. Parkere bilen uden foran. Det er her, den sidste person skal hentes!

Jeg kigger ind i hans indkørsel, den er ligeså mørk som aften. Jeg stiger ud af bilen, og sørger for at slukke den. I hånden bærer jeg en lille rejsekuffert ikke noget specielt. Men nu handler det først og fremmest om at aflede byttet. Kunsten i at kunne overraske. Jeg går op til hans dør, stille kufferten omkring 2 meter fra hans dør med en lille gul seddel klistret på. Jeg ringer på døren, og stiller mig hen langs muren og hen i mørket.
Et lys tændes uden foran døren, og jeg kan høre døren gå, og ud kommer en mand i klunset tøj og med et usoigneret ansigt. Det er ham! Han træder hen til kufferten, den gule seddel har fundet hans opmærksomhed, og hans idiotiske nysgerrighed skal selvfølgelig se hvad der står: ” Kan du huske mig? ”

 

Jeg går om bag ham, får lagt hele min højre arm rundt om halsen på ham. Han kvæles. Jeg kan mærke hvor meget modstand hans krop gør, og hvor meget min egen krop modvirker hans forsvar. Han er svær at holde på plads, og enkelt gang lykkes det ham at skubbe mig ind i siden af hans bil, der holder i hans indkørsel.  Men der er meget lidt at gøre nu. Jeg har ham hvor jeg vil!

Hans nakke ligger presset op på min skulder samtidig med at han spjætter med benene. Min indsigt er ikke gøre ende på det hele nu, det ville bare være for nemt. Jeg venter i stedet til han besvimer, så kan jeg gøre hvad jeg vil. Ligesom med de 5 andre!

Hans hoved tilter helt bag over nu, og jeg kan mærke hans greb løsnes omkring mine arme. Jeg slipper stille og roligt grebet på ham, og lader ham falde til jorden. Han er helt væk. I den lille rejsekuffert jeg fortalte om, har jeg et par enkelt ting med. For han skal selvfølgelig nok komme til bevidsthed igen ret hurtigt, jeg vil give det højst 10 minutter. Så er han vendt tilbage. Det vil jeg helst gerne undgå lige nu!
Min mor plejede at fortælle mig om omkring de giftige planer jeg altid skulle huske at holde mig fra, og i forbindelse med hendes arbejde lærte jeg en del omkring medicin. Det jeg selv fandt ud af da jeg gik ind i medicinens verden, var et middel der hedder Botulinum Toxin, det er et giftstof der lammer musklerne og desværre for ham aftager virkningen først efter tre måneders tid ved rigtig dosering.

I min lille rejsekuffert har jeg selvfølgelig det med, og begynder med sprøjte at måle en passende dosering til ham. Jeg finder en åre på halsen af ham og med lyset fra døren som guide, giver jeg ham et skud imens han ligger på jorden!
Af sikkerhedsmæssige årsager taper jeg hans hænder sammen, da giftstoffet kan være lidt tid om at virke. Jeg skulle nødig risikere noget, i det jeg slæber ham hen til bilen og får ham skubbet ind i bagagerummet.
I turen på vej tilbage til kolonihave huset, sætter jeg som regel altid Frank Sinatra på. Der er noget beroligende over hans stemme, omme fra bagagerummet kan jeg høre at han er vågnet, og stoffet ikke er begyndt at virke endnu. Men hans små råb og slag på indersiden af bagagerums døren, går kun i takt med jazz musikken og har ikke den effekt på mig, han ellers ønsker!

På en måde får det mig til at slappe og tømmer mit hoved, at høre dette! Det er rart!
Efter en god lang tur når vi endelig frem til huset, og jeg kan høre at giftstoffet har gjord dens magi, og lammet manden. Jeg træder ud af bilen og går om til bagagerummet og åbner klappen. Med en lommelygte lyser ned på ham, der ligger han, som en død fisk der kun kan blinke med øjende og ellers ikke fortrække en mime.

 

Jeg lyser hen på hans øjende der bliver sammen klæbende af det skarpe lys, men ellers flakker forvirrede rundt.

” Kan du høre mig? ”  Spørger jeg!

” Blink med øjende hvis du kan høre mig! ” Han blinker to gange!

” Fint! Jeg er kommet for at hjælpe dig af med de ting der tynger dig mest! ” 

 

Jeg fører mine hænder under ham, og løfter ham stille og roligt ud af bagagerummet med alt den kræft jeg har i mig. I min indkørsel har jeg ind lille sti der fører om til baghaven. Selve baghaven er stor, og inddækket af hegn og buske. Jeg trækker ham om i baghaven og ligger ham ved siden af en kasse. Kassen har en rektangulær form med en længde på ca. 2 meter og en bredde på ca. 1 meter. Ved siden af kassen ligger der en masse brædder med samme bredde.

I midten af baghaven har jeg gravet et hul med cirka samme mål som kassen. Jeg begynder at tage kassen hen og placerer den nede i jord hullet, imens jeg nynner My Way med Frank Sinatra. Jeg trækker manden hen og får med nogenlunde ynde placeret ham nede i kassen. Med det smule lys jeg har fået installeret ude i baghaven kan jeg så små begynde at se en tåre på hans kind. Jeg skærer tapen af ham, og ligger hans arme ned langs siden på ham! Jeg begynder med søm at sætte det første bræt på plads. Jeg starter gerne nede ved fødderne og arbejder mig hele vejen op til hans hoved. Inden jeg sætter det sidste bræt fast, tager jeg et sidste kig på ham: ” Du undre dig nok hvorfor jeg gør det her? ” med to blink fra hans øjne, tager jeg ret hurtig hans svar som et ja!

” Du kan nok ikke huske mig, men jeg husker dig. Det er på tide du betaler for hvad du har gjort. Her skal du ligge sammen med de fem andre! ” Siger jeg, og sætter det sidste bræt fast, der nu dækker hans ansigt. Kassen er lukket med søm og træ!

Jeg kan kun forstille mig den følelse han har nu, en total uklar følelse af at man har tabt. Der er intet at gøre nu. Kun vente. Helt forsvarsløs ligger han i kassen og kan kun blinke med hans øjne, og lade hans tåre rende ned af kinderne. Han burde faktisk gemme den væske, og selvom hans situation ikke er god, så burde han lade vær med at svede. For ellers begynder han så småt at dehydrere, og det er ikke en rar måde at forlade denne verden på. Når ens krop dehydrere, er de første symptomer opkast, hovedpine og diarre. Fordi kroppen mister mere væske end hvad du burde indtage. Så vil der opstå forvirring og svækkelse af hjernen, fordi kroppen og organerne ikke modtager den væske de skal bruge. Hvilket kan betyde at kroppen og organerne begynder at filtrere de sidste væske fra i kroppens affaldsstoffer. Det er ligesom at filtrere ens tis et par gange og drikke det rene affald. Til sidst er der kun affaldsstofferne tilbage, og de slår selvfølgelig ind i organerne, og får hans krop til at trække sig sammen og lukke ned. Dette medføre først og fremmest en masse smerte i kroppen og organerne, og til slut vil organsvigt og koma inde træffe før døden.


Jeg rejser mig og begynder at læse det opgravede jord tilbage hvor det kom fra imens jeg siger ordene: ” Af jord er du kommet, til jord skal du blive! ” Gad vide hvad han tænker, når han i kassen og i mørket, kun kan høre en blanding af jord og sten blive smidt ovenpå trækassen.

Før jeg når toppen af graven, henter jeg pose liljeløg og får plantet en 20 stykker ovenpå graven. Min mors ynglings blomst. Så kan jeg hen af foråret nyde at se dem vokse og blomstre. Imens jeg mindes min mor.
Da jeg har plantet de sidste og vandet dem for første gang, rejser jeg mig og nyder mit værk, mit design. Den sidste mand, var den sidste brik til mit puslespil og han ligger nu begravet som den sidste brik i en køn cirkel. Sammen med de fem andre jeg igennem de sidste seks år har hentet, har han nu afsluttet en perfekt cirkel i min baghave. De ligger alle begravet i en cirkel, og deres placering kan tydeligt ses af de liljer jeg har planet, de har samme rektangulære form som de nye planter også vil få.

Med alt dette formåede jeg at nå min tilfredsstillelse, jeg kan nu nyde mit skaberværk. Jeg føler mig stor og fyldt med magt og glæde over hvad jeg har opnået.
Seks trofæer og minder ligger plantet som blomster det sted jeg bor. Et minde jeg altid jeg vil huske!
Huske er et smukt ord, specielt når det man gerne vil huske er blevet erstattet med glæde for sit hårde arbejde i stedet for had for hvad man har oplevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...