Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13546Visninger
AA

66. (65)

Juni måned. Fredag. Min fysikeksamen er lige afsluttet, og jeg fik ti. Hvilket egentlig er ret imponerende, når jeg inderligt hader fysik og ikke rigtig fatter en skid af det. Det er min anden sidste eksamen, inden folkeskolen endelig slipper sit tag i mig. Nikolaj fik også ti. Nu sidder vi begge to på maccen, den der ligger nede på Søndre Boulevard. Han har bestilt nuggets. Jeg har bestilt en chicken salsa menu med chili cheesetops oveni. 

  Det er Nikolaj, der foreslog, at vi skulle hænge ud sammen. Hvilket har gjort mig enormt glad. Det er nemlig som om at der er kommet sådan en kold, hul afstand imellem os her på det seneste, og jeg har måske været lidt bange for at ... altså ... at vi, måske, sådan ... bare tanken giver mig ondt i maven. 

  Jeg ved godt, at Chelle ikke mener, at han er god nok til mig. Og jeg ved også godt hvordan mig og Nikolaj kom op at skændes sidst vi sov sammen. Og at jeg var sådan rigtig ked af det. Og jeg for første gang sådan virkelig overvejede, altså sådan virkelig, at slå op med ham. Men så undskyldte han. Sådan næsten grædende. Og det kunne jeg ikke stå for. Det mente hun var rigtig dumt, for så ville jeg bare give ham mulighed for at såre mig endnu mere, men for fanden, jeg tror altså ikke på at han er ude på at såre mig. 

  Hvis det er det han er ude på, hvordan kan det så være, han samtidig er så god til at gøre mig til den gladeste pige i hele verden?

  Selvom der alligevel har været noget her på det seneste ... som om ... han er ved at glide væk. 

   Men så foreslog han os at vi skulle hænge ud sammen efter vores anden sidste eksamen. Han syntes, at det skulle være hjemme hos mig, og han syntes, at vi skulle gøre det så hurtigt som muligt. Og så sank den her kulde ligesom bare væk. Og så tænkte jeg selvfølgelig, at alt nok er sådan helt okay alligevel. 

  Så foreslog han, at vi skulle tage på maccen. Vi har jo snart halvårsdag, begrundede han. Det undrede mig lidt, at vi så ikke tog på maccen på vores rigtige halvårsdag, og det spurgte jeg ham også om, men så sagde han bare, at han syntes, at det var bedst, vi gjorde det den her fredag, og fortalte mig aldrig hvorfor. 

  Så det er her, vi sidder. 

  Men han er meget stille. Sidder bare der, kigger ikke rigtig på mig, og koncentrerer sig mest om sin nuggetsmenu. Drikker også en gang imellem af colaen, så det raller gennem sugerøret. 

  Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg kan lide den stilhed.

  Så jeg ender med at bryde den. 

  "Jeg har faktisk en overraskelse til dig. Som du vil blive glad for. Nu hvor vi har halvårsdag om snart." 

  Han kigger kort på mig, smiler lidt, men overhovedet ikke på nogen særlig ægte måde. 

  "Det lyder godt, Mette," siger han bare.

  Jeg kan ikke lide den måde, han siger Mette på. Jeg bryder mig endnu mindre om det, end den dybe stilhed. Og jeg overvejer, om jeg skal fortælle ham, hvad det er for en overraskelse. At jeg, da vi for tre dage siden fik den her aftale på plads, endelig besluttede mig for, at nu var jeg klar. Sådan rigtig klar. Nu ville jeg gå hele vejen. Det skulle ikke holdes tilbage længere. Det skulle ikke udsættes. Nu har han lov til at komme ind i mig. For det skylder jeg ham. Jeg ved godt at der så tit har kørt alt det der med, at ved os piger gælder det, at det er vores kroppe, og vores grænser, og der ikke er nogen, der kan tillade sig at blive sure over, hvad vi har lyst til, og hvad vi ikke har. Men det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Jeg er trods alt hans kæreste, ikke? Og han fortjener at blive tilfredsstillet. 

  Og jeg har besluttet mig for, at nu vil jeg give ham den fulde tilfredsstillelse. Og denne gang, der skifter jeg fandeme ikke mening. 

  Men måske er det bedst, hvis det er en overraskelse. Bare så han ikke tror, at det bare er noget jeg siger, uden egentlig at mene det, hvilket det nok har været de andre gange. 

  Og nu har vi jo også snart halvårsdag, ikke? Jeg tror ikke Nikolaj kan få en bedre halvårsgave end dén.

  Så derfor tog jeg, som noget af det første, ned i Søndercenteret og købte et kondom til ham. Ham fyren bag kassen gloede ret underligt, da han skannede kondomet ind, men han sagde ikke noget. 

   Altså, for fanden, jeg kan sgu da ikke være den eneste pige i Skive, der har købt et kondom til sin kæreste, vel?

  Kondomet ligger i min skrivebordsskuffe. Jeg har tænkt mig at vise ham det, så snart vi kommer ind på værelset og har lukket døren. 

  Han bliver glad.

  Det ved jeg, at han bliver.

  Det håber jeg, han bliver.

   Men alligevel fortsætter vi med at spise på maccen i stilhed. Vi er stille, da vi sætter vores bakker på plads. Vi er stille, da vi krydser ned forbi rutebilstationen og hen til stien, der følger jernbanen og leder os mod Frederiksdals Allé. Luften er sommergrøn. Saftig. Vi holder i hånd. Men der er noget modvilligt i den måde, han holder min. Sådan, som om hans fingre er blevet meget mere stive og hårde. Næsten som om han ikke rigtig har lyst, men bare gør det for min skyld.

  Min tarme vrider sig sammen til en isknude. 

  "Du skal prøve mit største barndomsminde," siger jeg, da vi har nået Frederiksdals Allé, og går lidt ned langs villahusene. Det er gyngerne, der står ude i vejkanten, på et åbent græsareal, med jernbanen længst nede og udsigt udover moseengen, jeg refererer til. De står helt alene, næsten ensomt. Her har jeg været sammen med Chelle. Rigtig tit. Både da vi var små, men også efter vi blev teenagere. Vi har siddet på hver vores gynge, og kigget direkte udover moseengen, og har drømt os mod himlen. Leget at gyngerne i virkeligheden var svævefly, og når vi forlod jorden, så fortsatte vi sydpå, svævede over mosen og Karup Å, over hustoppene i Egeris og forlod byen. Forsvandt ind i disede, tågede skyer. 

  Jeg har også været her sammen med Nadja. Mest fordi hun gerne ville have en at gynge sammen med. Men det var mest da hun var yngre. Nu gynger hun stort set aldrig. Det synes hun, at hun bare er blevet alt for voksen til, selvom voksen sgu nok er noget af det sidste, hun er. 

  Vi sidder på gyngerne, ham og jeg. Vi har ryggen vendt mod moseengen. Frederiksdals Allé er lige foran os. Kæderne knirker, når vi skubber os frem og tilbage, de klager rustent, som om de er gamle, tørre knogler, der er nedslidt af gigt og alderdom. 

  "Jeg har været her sygt mange gange. Det er sådan ... nærmest blevet en del af mig, på en eller anden måde," siger jeg, fordi den der stilhed bare bliver ved. Der går en pige på vejens modsatte fortov. Hun går forbi os. Hun har en hvid Nettohund i snoren. Den snuser sig vej igennem hækkebuske. Pigen ser ikke rigtig på hunden, men kun på telefonen, som hun har strakt ud foran sig. Hunden stopper op, og letter ben. Pigen stopper samtidig med, og bliver ved med at fæstne sit blik på telefonskærmen. En svag, lidt halvkølig vind blæser forbi hende, og griber noget af hendes lange, brune hår, så det pisker ud foran hendes ansigt. 

  Hun ser virkelig smuk ud. 

  Så kigger jeg på Nikolaj ved siden af mig. Han ser imod hende. Det kan jeg se, på den måde, hans store øjne vandrer. Jeg kigger tilbage på pigen, og hun er igen begyndt at gå, og hendes sorte skinny jeans bølger op i mørke folder over hendes røv, og fremhæver den hjerteformede runding. Der er kogende syre i mine kinder, og syren spreder sig om i nakken og ind bag øjnene. Jeg ser igen på Nikolaj.

  "Hvad kigger du på?" 

  Selvom jeg udmærket godt ved det. 

  Nikolaj svarer mig ikke. Kigger bare tilbage på sin telefon. Han er stoppet med at gynge, vipper bare lidt, meget svagt, frem og tilbage. Kæderne vræler igen. 

  Hyæneagtigt. 

  Jeg fører min hånd hen til hans lår. "Hey. Jeg er rigtig glad for dig." 

   Så kigger han på mig. Hans øjne er tomme og evige. 

  Kulden hober sig op i brystkassen. 

  "Mette ... øhm ... jeg tror vi ska' ta' hjem til dit værelse nu."

   Jeg fjerner min hånd. 

  "What? Vi er lige kommet, jo?" 

  Han gentager det, med en mere kantet stemme.

  "Jeg synes, at vi ska' tage hjem til værelset."

  "Øh. Okay?"

  "Ja."

  "Jamen så la' os." 

  Jeg rejser mig op. Kigger op ad Frederiksdals Allé. Pigen er forsvundet om et hjørne. Men jeg er sådan drænet for energi, og synes det er svært at bevæge fødderne. Jorden sluger mig til sig. Virkeligheden er blevet udhulet. 

  Den her gang går vi ikke hånd i hånd. 

  To hundrede meter senere er vi ved huset. Et fint, rødt hus, med trekantet tag, sort. 

  Jeg tror faktisk det er en rigtig god idé at fortælle ham det nu. 

  Så jeg stopper. Lige ved kanten af vejen. 

  "Såeh, den der overraskelse ... "

  "Ka' vi ikke vente? Jeg vil gerne ind." 

  Den der måde, han siger det på. Kantet. Granithårdt. 

  "Jo, men ..."

  "Bagefter."

   Jeg har sådan ret meget lyst til at græde lige pludselig.

   Der er kun Alfons hjemme. Nadja er stadig i skole, og mor og far stadigvæk på arbejde. Jeg finder nøglen frem fra det forreste taskerum. Låser os ind. Husets stilhed er rådden. Sådan virkelig rådden. 

  Mine fingre er blevet til barbiefingre, der ikke er levende og aldrig har været det. 

   Jeg lukker os ind på værelset. Er ikke helt sikker på, om jeg egentlig har lyst til at være sammen med Nikolaj mere. Han sætter sig på sengen, endnu før jeg når at lukke døren helt. Han sætter sig, og så stirrer han bare på mig, uden at sige noget. Han har lagt telefonen fra sig. 

  Det burde gøre mig glad. For det plejer han nemlig ikke.

  Men det gør mig ikke glad.

  Det gør mig overhovedet ikke glad. 

  Det er ikke kun stilheden, der er rådden. Det er mine knogler også. Rådne grene, der smuldrer sammen under deres egen vægt.

   Jeg lukker døren. Mit skrivebord står under vinduet tværs ligefremme. Men jeg har ikke lyst til at gå derhen. Ville heller ikke kunne, selv hvis jeg havde lyst. Mine fødder er blevet til betonplader, som jeg ikke kan løfte fra gulvet. 

  Der er stille. Rigtig stille. Det må være sådan her det er, når man er en astronaut, der svæver alene ude i verdensrummet. 

  Så siger han det, som jeg ikke rigtig har lyst til at høre.

  "Jeg vil ikke være kærester med dig mere." 

  Jeg kigger bare. Forstår ikke rigtig, hvad han siger. Altså jeg forstår godt ordene, men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke rigtig noget. 

  "Hvad?" 

  Jeg tror, det bliver strammere i mit ansigt, fordi jeg smiler, men jeg ved det egentlig ikke.

  Virkeligheden er død.

  "Jeg vil ikk' være din kæreste mere," siger han bare, ligeud i luften. 

  Jeg holder så stramt om dørens håndtag, at metallet får mine fingre til at dunke stramt. 

  Men jeg løsner ikke grebet. Måske fordi jeg ikke kan. 

  Jeg kigger bare. Hans ansigt er så rolig. Så fattet. En fregneplettet, lys maske af afslapning. 

  Jeg kan ikke sige noget.

  Det ser det ud til, at han godt ved, for han fortsætter. "Og jeg synes, at du ska' gemme den der overraskelse til en anden, for er sårn' set ikke interesseret." 

   "Men ... men jeg er klar," siger jeg så. Jeg synes selv, det lyder som musepib. 

  "Hvad?"

  "Ja. Klar. Jeg har et kondom til dig. Vil du se det?" 

  "Mette ... "

  "Ja, det vil du." Jeg forlader døren, og går forbi ham, hen til skrivebordet ved vinduet, og jeg bevæger mig med skridt jeg slet ikke engang kan mærke. "Det ligger lige her." Jeg hiver skuffen ud. Tager kondomet op. Vender mig imod ham. Mine øjne kradser. "Helt ny. Og kun til dig."

   Nikolaj glor på mig. Nu er hans ansigt bare plastik. 

  Ligesom mig. 

  "Vil du ikk' have det?" spørger jeg, og jeg smiler, og nu dunker mine øjenæbler. 

   "For helvede, Mette, er du fatsvag?" 

  Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke noget. Kun at jeg ikke rigtig er sikker på, at jeg er i live.

  "Jeg er ikk' forelsket i dig, og jeg gider ikk' dit pis mere." 

  Granitten. Den fylder hans stemme. Fine, skarpe kerner, der borer sig ind gennem navlen, og ud i tarmene. 

  Jeg holder stadigvæk om kondomet, men kan ikke mærke det længere. 

  "Men det er til dig ... det ... er din gave." 

  "Jeg bollede Cille." 

  Kernerne er blevet til knive. Tynde, spidse knive. Der hugger fast i mavens indre. 

  Jeg kan ikke svare. Tårerne ætser mig bag kinderne. 

  Han tager en dyb indånding, og så fortsætter han.

  "Jeg drak mig stiv til Jespers fest i fredags, og bollede med Cille. For i modsætning til dig, så holder hun ikk' nogen for nar." 

  Mine fingre er begyndt at ryste lidt. 

  "Men ... " begynder jeg.

   "Nej, fat nu, at jeg for fucking helvede ikk' gider dit lortekondom. Du er ikke min kæreste mere. Jeg magter ikk' det her." 

   Jeg bliver voldsomt træt lige pludselig. Jeg er nødt til at sidde ned. Mine ben er udhulet. Så jeg sætter mig på kanten af skrivebordet. Der ligger en bog ved siden af mig. Det er en paperback. En jeg har lånt af Chelle. Miss Peregrines Home for Peculiar Children. Den er sikkert dejlig glat at røre ved. Kan sikkert få mig til at forsvinde lidt. 

  Jeg rækker ud efter den. Lader mine fingre glide henover den koldglatte overflade. Fingrene er stive. Ligesom når man lige er vågnet, og ikke rigtig kan holde fat om noget, fordi man stadigvæk er slap af træthed. 

  Nikolaj fortsætter, men åh hvor vil jeg ønske han bare lige vil tie stille, for jeg vil bare gerne gemme mig nu. Eller måske forsvinde. 

  "Og ved du hva'? Da du spurgte mig, om det her bare var på grund af dine bryster, ikk'å? Så tror jeg bare jeg vil sige ja. Patter er det eneste, du har at prale af. Men du er jo i virkeligheden ikk' andet end en usikker bitch, der leger med drenges følelser og holder dem fucking for nar." Så rejser han sig op. Jeg glor bare. Tårerne får alt til at ligne tågeklatter. 

   "Jeg ved ikke, hvorfor jeg kyssede dig dengang."

  Vi sidder på hans seng. Hans læber er fugtige og svampede og får mig til at forsvinde ind i en varm, blid damp. 

  Jeg blinker. Fornemmer tårerne, der begynder at vride i kolde spor nedover begge kinder. Jeg er tør i munden. Rigtig tør. Klistret. 

  Nikolaj fortsætter. 

  "Men jeg vil fandme ønske, at jeg aldrig var blevet din kæreste." 

  Så kommer den der lava igen. Strømmer ud i mine fingerspidser, og fylder mig med en ny energi, jeg slet ikke troede, jeg havde.

  "Fuck dig," siger jeg. 

  Så løfter jeg bogen. 

  "Fuck DIG!" 

  Så kaster jeg den imod ham. Den buer gennem luften. Han løfter sine hænder i afværgelse, men Miss Peregrines rammer ham midt i panden, flyver tilbage, dumper på gulvet, og han bakker, virker en anelse chokeret. Min mave er forsvundet i et sort hul, der trækker alt liv til sig. Jeg kan ikke mærke mine fingre. Jeg skriger, så min hals bliver til rug sandpapir. Jeg skriger, og det gør ondt i ørerne, ondt i hovedet, jeg skriger, og jeg kan smage tårerne, en smag af hav, der prikker mod tungesiderne. 

  "JEG HADER DIG! JEG HADER DIG! GÅ DIN VEJ, JEG FUCKING HADER DIG OG GÅ DIN VEJ!" 

   Han bakker mod døren. Jeg prøver at hive efter luft, men kan ikke trække ilten ind. Den forsvinder i hidsige flammer, der steger ind i luftrøret. 

  "GÅ! GÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!" 

  Og han går. Ud ad døren. Lukker den ikke efter sig. Så knækker jeg sammen. Kan ikke stå på mine ben. Jeg glider ned på røven, ligesom de gør på film, og jeg hyler, faktisk skriger jeg næsten mere, og tror ikke jeg har vrælet eller skreget eller grædt så voldsomt, siden jeg var en lille pige. 

  

  

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...