Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13686Visninger
AA

65. 64

Indvoldene. De er vendt på vrangen. De er ikke bare vendt på vrangen, de er faktisk sådan på vej ud af ham. Det er derfor han brækker sig. Tyktarmen, tyndtarmen, det hele, det glider ud af munden i en sur, muddertyk vælling, og forsvinder indover de afpillede grene, der som brune knogler fletter sammen i et net foran ham. Nogen holder ham. Han ved ikke hvem. Synes lidt han kan høre Runes stemme, der siger et eller andet. Fået for meget at drikke eller sådan noget. 

  Han brækker sig igen.

  Kraniet summer hult.

  Jorden under ham er blevet til andemad. Han står i vand til livet. Han kigger gennem buskene, og ser noget, der forbløffer ham yderst meget. Der har ikke været noget tog på havnebanen siden han var helt lille. Men nu står der sgu et tog og gemmer sig derinde, bag buskadsets grene. Et aflangt tog, et arriva-tog, der spidser til og smaller ind ude i begge ender, og farvet blåliggrøn. Vinduerne er store, firkantede, sorte øjne, der stirrer tomt i hans retning. De er overmalet af røde blodlag, der drypper, savler, nedover siden. Han blinker. Nu er toget væk. Der er kun buskadset.

   "Tror du ska' i seng nu, du er pisse stiv, mand!" hører han en stemme råbe, den dræver sådan helt vildt meget, det er sikkert Rune, det lyder i hvert fald som Rune. Niels smiler fjoget. Opkast er klistret gulligt mod hans hage. 

   En anden stemme. Niels er ikke sikker på, han genkender den. Er faktisk ikke sikker på en skid. Kun andemaden. Der er over det hele. Han glor ned mod den opkast, der klumper sammen under buskadsets grene. Det er mugfarvet slim. I tykke lag. 

   "Du er sgu da selv stiv!" siger stemmen.

   Så trækker de i ham, én i hver arm. Han svæver over jorden. Han er en lille båd der gynger på Karup Å. Han er fiskesnøre, som hans far lige har kastet ud. Han er en fisk. Snøre. Fisk. 

   En dør åbner. Det er Malthes hjem. Han bliver hevet ind i gangen. Lys tændes. Han ser nogen der står i grænsen af stuens halvmørke sådan lidt længere forude, og det ligner lidt

   (FAR!)

   ja det ligner far, gør det ikke, jo det gør, det ligner far, det er far, og han står og smiler, hans arme er løftet i vejret, han er nøgen, og så kommer toget, men hvordan fanden kan der være et tog midt inde i en stue.  

  "Far!" råber Niels. Men så er han væk. Han bliver trukket frem. Stuen hælder rigtig meget til den ene side, lidt som om han er på et skib, der kværner henover levende bølger. Og nu hælder stuen til den anden side, venstre væg løfter sig op, og loftet går nedad, det hele går nedad, han går nedad. Stuelyset bliver tændt. Der er blod. Store, røde klatter, der er strintet henover gulvbrædderne og mod aztekertæppet ved sofabordet. Klatterne er næsten brune i det. Sådan ser blod ikke ud på film. Så mørkt er blod altså ikke. 

  Men det her blod er. Det er rigtig mørkt. Brunligrødt, flydende metalrust, der skinner. 

  Han kan også høre metalskrig. Et kort øjeblik regner gule, blændende gnistrer forbi hans øjne. Så ser stuen normal ud. Der er heller ikke nogen blodklatter.

   Malthes værelsesdør står ligefremme. En firkant, der hæver sig op. Et lukket gab. Det er faktisk lidt som om, at døren griner af ham. Væggene er begyndt at græde. Tårerne, der streger nedover billeder og malerier, de er lavet af blod. Væggen græder blod.

  "Du er ret grineren. Men også ret lækker."

   Det er Nadjas stemme, og hun fniser, men hun fniser mere som hende der Filippa fniser, end som hun selv gør. Niels kigger mod højre. Nadja sidder på sofaen. Øreringene klirrer mellem pagehåret. Hun har krydset benene. Hun smiler, så hendes kinder bliver til blanke æbler. Det er sofaen, han bliver trukket hen til. Nu er hun væk, men det er sgu da mærkeligt, for hun var der lige før. Var hun ikke?

   En voksen kvinde. Nåh ja. Malthes mor. Står henne ved døren ind til stuen. Ser hun ikke bekymret ud? Måske lidt.

  "For meget at drikke," siger Rune. 

  "Nej jeg har ikke," siger Niels, men han synes ikke at ordene lyder sådan helt rigtige, og de er tykke i hans mund. "Helt ædru." 

  Det snurrer. Alt omkring ham snurrer, og gulvet bobler. Han bobler. Ligesom andemaden på Karup Å.

  Han bliver lagt på sofaen. Han griber fat i kanten, fordi han er sikker på, at nu triller han ned, han triller sgu ned nu. Gulvet er ved siden af ham. Gulvet er en væg. En høj, høj væg, og hvis han falder ud af væggen, så vil han glide ned mod loftet, der ligger under ham, istedet for at svæve over ham, som det ellers burde. Far står i waders. Lige der. På væggen. Vandrer ned ad væggen 

 (gulvet det er gulvet)

  og ned imod ham, fiskestangen er slynget over den ene skulder, han smiler, skeletblegt. Han smiler, og hans øjne er tomme, og fyldt med sort blod, der bobler ud og klistrer nedover kinderne.

   Sofaen drejer rundt. Han kan mærke det. 

  "Er der ikk' lige nogen der vil få det til at stoppe med at gynge sån'?" gurgler han, men han får ikke noget svar.

  Han føler sig faktisk også lidt træt.

  Så ser han noget, han ikke har set siden han var lille.

  Boblemændene. Svæver ud af loftet. De er små minipumænd, der kæmper med sværd mod hinanden. Boblerne glinser helt levende i stuelyset. Han vipper stadig, så han fortsætter med at holde stramt om sofakanten. 

  "Tror du vi skal ringe efter en ambulance?" Det er en, han ikke kan genkende stemmen på, der spørger, men hans stemme giver sådan et mærkeligt ekko, som om hans kranie er blevet en lang, tom hal med kæmpe vægge, hvor lyde bare kan kastes frem og tilbage. Han griber ud efter den første bobbel, men hans fingre glider igennem den, og han kan kun mærke luft. Ikke virkeligt.

  Han drejer hovedet. Nadja læner sig indover ham. Han smiler, igen på den der sløve, fjogede måde. 

  "Nadja?" plumrer han. 

   Nadja, som nu pludselig er Malthes mor, der nu pludselig igen er Nadja, vifter hånden frem og tilbage. Femogfyrre fingre, der vipper ind og ud af hinanden. Det er ligesom på tegnefilm. Som i Tom & Jerry. Hold kæft han elsker Tom & Jerry. Kan Nadja også lide Tom & Jerry? 

  "Kæffffft der er m-mange f-fingre!" 

  Hun sænker hånden, og fjerner sig. Loftet vrider sig rundt. Det bliver ved med at dreje. Hans hoved er en del af loftet. 

  "Hent en brækspand, og lad ham sove det ud." 

  Sove. 

  Ja.

  Han har sgu også lidt kvalme.

  Sofaen er egentlig også dejligt blød.

  Sove.

  Nadja.

  Sove. 

  Mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...