Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13502Visninger
AA

64. 63

Niels breezer bliver tømt i løbet af et spil, selvom Malthe egentlig havde sagt, at man ikke skal drikke den for hurtigt, for så får man tyndskid. Det smager af ananas, men har også lidt en aftershave-agtig hulhed. Han er meget mere stiv i kroppen, end han plejer, og føler sig også meget dårligere til bordtennis. Han kan aldrig ramme kuglen rigtig. Enten lander den for mange gange på bordpladen, eller også forsvinder den helt ud i venstre eller højre kant. Nadja griner bare af ham, men det fjerner ikke den der svidende trang til at græde. 

  Han skulle aldrig være kommet. 

  Han skulle fandeme aldrig være kommet.

  Nadja synes helt sikkert han er åndssvag. Helt sikkert. 

  "Synes du sagde du var god?" siger hun på et tidspunkt, drillende. Han kan ikke svare hende. Ansigtet og halsen koger.

  Spillet slutter efter ti minutter. Sejr til Malthe og Rune. Nadja glider battet tilbage på bordpladen, imens hun ser på ham. 

  "Tak for kampen, selvom jeg hader at tabe. Det var nu meget sjovt." 

  Niels tager sin flaske med breezer for at drikke, men det er først der, han lægger mærke til, at den er tom. Der er kun en trist, lille matgrå dråbe helt nede i bunden. Så kigger han på Nadja. 

  "Øh ... det, øh ... Selv tak." 

  Nadja ryster smilende på hovedet, og vender sig om mod hende den mørkhårede. "Vil du med ud en tur, Fillipa?" spørger hun. 

  Niels kigger ned i flasken. Forestiller sig som den ensomme, klatagtige, ynkelige breezer-dråbe.

  Så snakker Nadja til ham.

  "Vil du med?" 

  Niels kigger på hende. Hun står en meter fra ham. Hun holder Fillipa i hånden, i sådan et blidt venindegreb, og kigger spørgende på ham. 

  "Hva'?" 

  "Ja, med ud?" 

  "Nåh." 

   Så ryster hun på hovedet, og smiler med tænderne, og det er første gang han nogensinde har set hendes tænder sådan rigtigt, og de virker helt papirshvide mellem de dybe læber. 

  "Du tåger seriøst." 

  "Okay." Han aner ikke hvad han skal sige. Måske skulle han skyde sig selv. Ja. Skyde sig selv og befrie verden

  (og Nadja)

  fra hans pinlighed.

  "Så vil du med?" gentager hun, storsmilende.

  "Øh, ja. Ja, selvfølgelig." 

  "Nice. Kom." 

  Fillipa fniser. 

  Måske er det dumt ...

  Men så følger han med alligevel. Nadja gør lidt det samme, som hun gjorde til Aakjær. Trækker Filipa med sig i kølvandet, ind ud og mellem mennesker, selvom der ikke er så mange. Niels danner bagtrup. Han bliver ved med at lugte den der søde læder blandet med blomster og slikbutik. Selvom Nadja allerede nu garanteret er for langt væk fra ham til at han egentlig kan lugte det, men det kan ikke være andre end Nadja, for Filipa har slet ikke læderjakke på. 

  De går op ad den smalle trappe og udenfor. Den tætte buskadsvæg står afpillet foran dem. Han kan se de overbevoksede havnespor gennem døde, filtrede, brune grenknogler. Det støvregner, så Niels holder sig under kælderdørens halvtag. Et smørorange lys bløder ud fra lanternelampen over ham. 

  Han stikker hænderne i sine lommer, løfter skuldrene lidt. Festen er dæmpet herudefra, men han kan dog stadig høre sangene. 

  Help me OUT synger Julia Michaels.

   Hjælp mig ud. 

   Han er faktisk ikke sikker på, han har lyst til at stå herude i støvregnen med Filipa og Nadja. Han ved jo for fanden ikke, hvad han skal sige til dem, jo. 

   Så ser han Filipa trække en cigaretæske frem. 

   Hans mave bliver pludselig kvalm, men han ved ikke, om det er på grund af den breezer, han har bældet.

   Ryger de? 

   "Ska' du ha'?" spørger Nadja, efter hun har modtaget en cigaret fra Filipa, der allerede har stukket sin egen i kæften, hvor den stritter ud, stift og hvidt. 

   Det er da mega klamt at ryge og alt for tidligt, er det ikke? 

   "Nej tak," siger han bare. Der er egentlig ret koldt ude. Sådan ret meget. Sådan at det bider.

   "Okay," svarer hun bare, og glider den ind. De to piger stiller deres hoveder sammen. En blanding af blond page og langt, tykt mørkebrun. Filipa tænder en lighter. Luen er klar og tynd og blafrer levende, men det er et koldt lys. Koldt ligesom den der mærkelige is, der begynder klumpe sammen i hans lunger. 

  Han burde måske gå tilbage til festen nu. Men så løfter Nadja hovedet, og kigger på ham, og der er et eller andet i den måde, hun kigger på, der gør hans arme slappe og får varm mælk til at risle op gennem benene. Måske er det bare indbildning, men det har han virkelig ikke lyst til at tro, at det er. 

  Og derfor bliver han stående. 

   Hun fjerner cigaretten. 

  "Hva' er der?" spørger hun.

  Niels ryster på hovedet.

  "Ikke noget."

  (synes bare du er smuk)

  "Vidste bare ikke at du sån' ... røg." 

  "Det gør vi heller ikke," svarer Filipa, og hun fniser på den der skingre måde, og Niels er allerede nu sikker på, at han faktisk overhovedet ikke kan lide hende og at hun er lidt en dum ko. "Vi ryger slet ikke. Du har ikke set noget." Hun spreder gådefuldt den ene håndflade ud, og fejer den langsomt gennem luften, og så stikker hun cigaretten ind og suger igen. 

  "Vi gør det kun til fester," svarer Nadja. "Sikker på at du ikk' vil smage? Det er mentol." 

  Niels glider blikket fra Nadja og til Filipa. Filipa har trukket sin iPhone frem, og hun strækker den et stykke ud fra ansigtet og tager en selfie. Blitzen glimter, det er lidt ligesom et lyn, og det oplyser hendes ansigt i et kortvarigt, bleghvidt dødsskær, han ikke bryder sig om.

   Han kigger tilbage på Nadja. Hun står med cigaretten fremme imod ham, sådan helt indbydende. 

  Help me OUT

  "Mentol?" 

  "Mhm," siger hun med et nik, "det' fucker gur'! Kom nu!" 

  Han giver efter. 

   Træder væk fra halvtaget, ud i støvregnen, der virker underligt lun i novemberkulden, og tager imod cigaretten. Han strejfer fingrenes en anelse blødt mod hendes. En varm pil skyder gennem håndroden, ind i armen, smelter hans lunger. Så sænker hun hånden. Viser ham sit papirsmil. 

  Der er muslingestreger i hendes pande. 

  Han elsker virkelig de streger.

   Han kigger på cigaretten. Det kradser i bihulerne. 

  "Bare sug til."

  Så stopper han den i munden, og suger ind.

  "Sug!" gentager hun, højere.

  Han suger. Hans øjne prikker, og det er som om at skarpe grannåle flår lungevæggene i stykker. Han hoster. Der er røg i hjernen. Næsegangen er fyldt med spidse sten. Verden bliver tyk og grøn, ligesom andemaden og bordtennisketsjeren. Han kan overhovedet ikke smage mentol. Istedet kan han smage et lejrbål, tusind flammer der æder fast i hans gane og hans tunge, og tyksort aske, der stikker mod drøblen. Det smager også sådan lidt af skovbrand. 

  Han hoster. Lungerne er blevet klistret. Han hoster igen. Han kan høre nogen grine. Han rækker cigaretten tilbage mod Nadja, og hun tager imod den, og gennem de disede tårer kan han se hendes ansigt rødme op og blive rundt, og han ved, at det er hende, der griner, men det er ikke kun hende. Det klør virkelig meget i halsen. Han hoster igen, og er nødt til at bukke sig forover, for nu ser han døde, sorte prikker. 

  "Okay, det ka' jeg godt se, det har du aldrig prøvet før." 

  Han knytter næven, klemmer den mod munden, hoster igen. Det summer i hjernen. Sådan metalagtigt. Han synes også han kan smage blod. Han bakker tilbage, famler lidt, finder dørtrinnet, og sætter sig under halvtaget. 

  Verden er stadigvæk grøn. Nu bølger den også. Han bølger. 

  "Fuck du' sgu grineren!" hører han Nadja sige. 

  "Grineren?" 

  Han er hæs. Der er tåge i stemmen. Han hoster igen. Det bølger grønt. Han er andemad. Han er andemad og han flyder på toppen af Karup Å, han flyder gennem lette bølger, han flyder og han er tyk og der er slim over alt. 

  "Ja. Har du snap?" 

  Han blinker, og nu er det så ikke så diset længere, og Nadja står meget tættere på, end han troede, hun gjorde, og hun har telefonen fremme. Han kan høre et lyst, hvidt grin, og det kommer ovre fra Fillipa. Halsen kradser stadigvæk, men lungerne er ikke ligeså tjærede mere. 

  "Øh. Ja. Ja, det har jeg." 

  "Hva' hedder du? Og har du også insta?" 

   Niels hoster igen, og trækker sin egen telefon frem. Han har lidt svært ved at tro på, at det her faktisk sker. Nadja snakker til ham. Nadja snakker til ham og det er hende, der spørger efter hans snap. Det er hende! 

  Han rømmer sig.

  "Øh, ejboniels. Med småt." 

  Endnu et host. Det er lidt som om hans stemmebånd er forsvundet i tykke lag af grå, kradsende skyer.

  Hun nikker, og fokuserer på telefonen. "Altså det' dit snapnavn, ikk' å?" 

  Hold kæft hvor snakker hun egentlig på en helt vildt dejlig måde.

  Han sidder og stirre på hende. Ansigtets bløde runding. De smalle kæber. Pagehåret, der slutter Noora-agtigt lige over skuldrene i en flad græsplæneklipning, og læberne er virkelig røde, sådan jordbær, rigtig mange jordbær, rigtig mange rigtig mørke jordbær. Den der varme mælk, der gør ham sådan helt slap, skyller igen op i ham. Han sidder bare og glor. 

   Hun kigger på ham, og løfter brynene, så det streger i panden.

  "Såååå ... ?" 

  "Øh ja. Snapnavn. Ja." 

   "Okay." 

  Fillipa fniser hvidt igen, men Niels ignorerer det. 

  Han ignorerer det for nu er det kun Nadja der findes i hele verden, kun Nadja, og det prikker metalagtigt bag ansigtet, men han elsker den prikken.

   Hun spurgte ham om hans snap.

  Hun spurgte ham virkelig om hans snap.

  Hun tøver lidt, med brynene rynket, kigger på skærmen et par øjeblikke mere, og glider herefter blikket over til Niels. "Niels Ejbo?" 

  Niels nikker bare.

  "Super."

  Hun klikker, og ser på ham, og smiler. Hun tager et sug af cigaretten.

  "Så er den sendt. Jeg er for sej til, at du ikke bare kan sidde der uden at tjekke." 

  Ja. Ja, Nadja, det er du. Ikke bare for sej, men også for smuk.

  Han bevæger døsigt armen, trækker sin egen telefon frem, går mekanisk ind på det gule spøgelse. Han har fået en notifikation.

   Thypigen har tilføjet dig. 

  Han skynder sig også at tilføje hende. 

  "Så!" siger Nadja, og hendes stemme bliver sådan helt lys. "Nu er vi venner. Er det ikk' fedt?"

   Jo. Fedt. Rigtig fedt. 

  Nadja hæver smøgen, putter den ind i munden og hun suger. Spidsen gløder op til en orange lavafarve. 

  Hans hjerte er også en glød. En varm, tågende, dybrød glød. 

  

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...