Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13491Visninger
AA

59. (58)

Slutapril. Det er lidt over midnat. Vi ligger og kysser. Mig og Nikolaj. Vi er hjemme hos ham. Hans mor er gået i seng. Den eneste anden til at holde os med selskab, er hans hamster, der knirker rundt i hjulet. Vi snaver så meget, at jeg næsten ikke kan få luft, og mine kinder snurrer. Vi stopper lidt, ligger os bare og putter ind til hinanden. Varmen flyder over mig. Igennem mig. Den er blød og dyneagtig. Sådan helt søvnig i det. Vores arme er filtret ind i hinanden og vores ben smelter nærmest sammen. Jeg smelter ind i ham. Det er sådan jeg har det. Smelter og bliver til en del af hans krop. Bliver til en del af varmen, der laver en blød kuppel omkring os. 

  Men så tænker jeg på Chelle.

  Så mærker jeg igen den der syre, der ætser brystkassen.

  Jeg drejer hovedet, kigger ham ind i øjnene. Vores ansigter er lige ud for hinanden. Der er måske en afstand på en centimeter mellem hans næsespids og min. 

  "Jeg tror jeg er klar," siger jeg til ham. Mit hjerte tæsker helt vanvittigt, og vil slet ikke stoppe med det, og mine læber er sådan helt fugtige og klistret i det, og jeg kan smage ham, og det er en smag af våd grotte, men det er også en smag, der er lidt mynteagtig. Han rynker panden. Hans øjne er store. Lyset falder på en særlig måde, der gør hans fregner helt blege og små, og hans hud hvid i det. Pulsen laver store, voldsomme trykslag bag trommehinderne. 

  "Klar?"

  Jeg nikker.

  Så retter han hovedet op. Hans hår stritter.

   "Sådan, for real?" 

   Jeg nikker igen.

   "Du skal virkelig mene det." 

   Jeg nikker for tredje gang. "Det tror jeg også jeg gør."

   "Tror?"

   "Er sikker," ændrer jeg.

   "Hundrede?"

   "Plus ti." 

   Jeg tænker på hvad Chelle sagde. At hvis han ikke respekterer det, så er han en dårlig kæreste. Men hvis han ikke respekterer det, så ville han ikke spørge mig på den her måde, ville han? 

   Er jeg klar? Måske. Ved det ikke helt. Men det er nok på tide alligevel. Det skylder jeg ham. 

   "Øh, okay," siger han. "Øjeblik." Han skubber dynen fra sig og forlader sengen. Han har kun underbukser på. Jeg kan se en strittende udbuling, og jeg ved udmærket godt, hvad det er. Men det fylder mig med sådan en underlig kulde i mavesækken, jeg ikke helt forstår, og pludselig er jeg ikke sikker på, at jeg glæder mig, men nu har jeg jo ligesom sagt, at jeg er klar. 

   Så kommer jeg i tanke om, at det gør ondt, når hinden sprænger. Og det begynder at bløde. Kulden vokser, bliver stram, knuger som en hånd af is. 

   Men nu har jeg sagt ja. Og Nikolaj elsker mig. Og jeg elsker Nikolaj. Så det skal nok gå.

   Ikke?

   Han lister forsigtigt hen til døren. Åbner den. Der er mørkt på den anden side. Det bløde, gule lys fra væglampen brænder mod ryggen i et smørskær. Smeltet smør. Jeg er smeltet smør, og jeg bliver stadigvæk mere flydende. 

   Han lukker døren igen, og vrider nøglen rundt i låsen. 

   Han kigger på mig, og smiler lidt undskyldende, og han har igen fået den der rejerødmen bag kinderne. "Ved godt hun sover, men, du ved ... det er ikk' så fedt at blive forstyrret mens man ... du ved ... "

   Jeg nikker, og svarer ikke på anden måde. Jeg har trusser og bh på. Burde egentlig nok tage det af, men mine arme er igen begyndt at blive trykket ned mod sengen. Nikolaj træder hen til et skuffesæt, der står til højre for døren. Det er en hvid en. Sådan et Ikea-agtigt møbel. Han skurrer den øverste skuffe op. Tager noget derfra. Det ligner lidt en dråbe af plastik. Han har ryggen til mig, imens han pakker det ud. Jeg ved allerede godt hvad det er. 

   Er jeg egentlig sådan helt rigtigt klar til det her? Tør jeg overhovedet?

   Men jeg skylder ham det. Gør jeg ikke? 

   Han vender tilbage til sengen. Jeg sætter mig op. Tvinger mig egentlig måske mere op. Musklerne i mine arme er forsvundet. 

   "Ska' jeg ... ?" spørger han. 

   Det ved jeg ikke. Det ved jeg virkelig ikke. Jeg er egentlig ikke helt sikker på det alligevel ...

   Men jeg siger noget andet.

   "Øh, ja, det må du, øh, gerne." 

   Jeg drejer mig rundt, så jeg har ryggen til ham. Kan ikke mærke mine fingre. De er døde og stikker. Armene er lavet af sten. Madrassen holder mig fast, og det er lidt som en sump af kviksand, som jeg synker og synker, dybere og dybere ned i. Han klikker bh'en af mig. Mine bryster bliver frie. De falder en anelse nedad. Store og opsvulmede. Jeg kan ikke rigtig tænke. Er her bare. Ved ikke, om det er, sådan ... en god ting. 

  Han kysser mig på siden af halsen. Det kildrer. Is piler ned i kravebenet. Han trækker mig forsigtigt med ned at ligge. Suger læberne mod min kind. Jeg er tom. Kan ikke mærke noget.

  "Du ryster?" siger han så.

  "Gør jeg?" Jeg kan ikke selv fornemme det.

  "Ja." 

  "Nå." 

   "Mette ... " begynder han, men jeg vrider ansigtet imod ham, og jeg kysser ham. 

  "Jeg vil gerne."

  Men vil jeg også det?

  Jeg kysser ham igen. Han fører hånden ned til mit ene bryst. Han klemmer, men ikke hårdt. Kulden spreder sig som fingre fra brystet og nedad, ned gennem maven, ned mod underlivet og benene. Nikolaj løsner grebet og klemmer igen. Det strammer lidt. 

  "Jeg kan virkelig godt li' dem," siger han stille, og også på en sådan lidt fjern måde. Kulden strømmer ud i lårene. 

  Jeg kan ikke få Michelles ord væk fra mine tanker.

   Gør han virkelig? Eller kan han bare lide dig fordi du har store bryster? 

  Jeg begynder at få ondt i maven. 

  Han kysser mig igen. En svampet, våd følelse på den ene kind. Jeg kigger op i loftet. Synes det begynder at stikke ret kraftigt i øjnene. Han fjerner hånden fra mit bryst, glider den istedet ned ad den ene talje, mod låret. Han løsner mine trusser. Jeg bliver liggende. Det er som om jeg svæver over et evigsort, tomt dyb. Usynlige betonvægte tynger mig mod madrassen. 

  Jeg er nøgen. Jeg har aldrig før sådan rigtig været nøgen sammen med en dreng. Jeg er ikke sådan helt sikker på, at jeg kan lide det. 

  Øjnene begyndter at svide. Jeg bliver bange for, om mine linser er ved at falde ud.

  Han aer hånden. Isnende kuldegysninger strammer huden. Jeg krummer tæerne. Kan han mærke mine hår? Jeg barberer sjældent lårene på den her side af juni, så det kan han nok. 

  Han aer lidt frem og tilbage. Jeg blinker, for at få den der sviden i øjnene til at forsvinde. Det hjælper overhovedet ikke.

  Så fører han hånden hen. Over låret. Mod skeden. 

  Jeg griber den, før han når at føre den ind. Holder fast. Stramt. 

  Jeg kan ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ... kan ikke ... 

  Han tænder lyset. Mine øjne bliver blændet. Jeg kniber dem sammen. 

  Han sætter sig op i en højlydt hvislen. 

  "Du sagde du var klar?" 

  Jeg kan høre det. Den der skarpe, hårde kant, der strammer hans stemme til. En drænende, sort skam tømmer mig for håb. 

   Tæppet med jerntænderne vrider sig hårdt og tæt omkring min hals. Jeg kan ikke svare ham. Er stadig nøgen. Kan fandeme ikke engang bevæge mig. 

  "Ja, men ... "

  "Hvorfor vil du ikke?" 

  Jeg ved det ikke. Michelles ord gnavere dybere gennem min hjerneskal. 

   (Er kun sammen med dig fordi du har store bryster)

   "Undskyld," svarer jeg så bare. Jeg kigger på ham. Kan ikke lide den kulde, der stirrer tilbage fra ham. Jeg fryser. Ret meget. Jeg fryser, og jeg tror egentlig helst bare jeg gerne vil hjem. 

   "Så er du klar," fortsætter han. Den der skarphed. Den bliver mere hård. "Og så er du ikke klar. Og så er du klar. Og så er du ikk' klar. Kan du fucking bestemme dig?" 

   "Undskyld," gentager jeg bare. Jeg kan ikke finde ud af, om han er vred eller såret. Vil egentlig helst bare gerne begrave mig selv i tonsvise jordlag, hvor ingen nogensinde kan finde mig igen. "Jeg vil gerne." 

   "Okay," svarer han, koldt. "Så lad os gøre det." 

   "Det ... "

   "Jamen så tag hjem." 

   Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Isen lukker sig omkring mig. Bliver tykkere og tykkere, og kvæler mig, og jeg kan ikke rigtig trække vejret. Ikke uden at det brænder fucking meget i lungerne. 

   "Nikolaj ... " begynder jeg.

   Han hæver stemmen, og jeg bliver bange for, om hans mor vågner og kan høre os. Måske skal det ikke være jordlag, jeg skal begrave mig under - Et bjerg ville nok være mere passende. 

   "Nej men helt seriøst, Mette. Du ka' fandeme ikke bare tænde mig på den måde, og så bakke fucking ud. Du ved jeg virkelig gerne vil. Hvorfor fanden gir' du mig så ikke bare lov?" 

   "Det ved jeg ikke." Min stemme er tynd. Som om jeg snakker gennem et langt rør. Det har jeg det også lidt som om, at jeg gør. Der er så langt mellem mig og Nikolaj. Der er så langt. Og isen lukker sig om os. Lukker sig om mig. Afskærer os. Ligesom da jeg stod i Fakta, efter vores første rigtige skænderi, til lyden af Closer, og lige inden han gik, og der er fandeme cement i mine lunger. Tæt, mudret, kvælende cement. 

  "Så du vil ikke?" 

  Jeg åbner munden, men jeg kan ikke sige noget. Så kigger jeg væk fra ham, og op på loftet, hvor dybe skygger graver sig ind mellem rillerne. Forestiller mig, ganske svagt, at jeg bliver en del af de skygger, og bare ... forsvinder. 

  "Så synes jeg sgu godt du bare ka' skride." 

  Hans stemme er langt væk. Rigtig langt væk. Jeg blinker mod tårerne. Fokuserer på de formørkede loftrevner. 

  "Hvis du ska' være sådan en narrefisse imod mig, så synes jeg bare du ska' skride." 

  "Okay." Jeg trækker trusserne til mig. Lange fat i min Bh. Kan ikke kigge på ham. Virkeligheden slår revner. Det samme gør jeg. Mine fingre smuldrer. Jeg sætter mig op på sengekanten, med ryggen imod ham. Trækker stropperne over skuldrene. Mit tøj ligger over en skammel henne ved siden af døren overfor mig. Lige inden den hvide skuffe. 

  Og så flyder der lava igennem mine årer. Det kommer ud af den blå luft. Koger mig indefra.

  Øjnene brænder fucking meget. Jeg kan næsten ikke holde det ud.

  Jeg rejser mig op fra sengen. Bryder mig ikke om stilheden. Den er ond. Rigtig ond, og den skræmmer mig, og jeg er bare en lille pige, der ikke aner, hvad jeg skal gøre. Jeg vil have min mor. Jeg vil fandeme bare have min mor. Jeg vil kramme hende, og jeg vil blive i det kram, og så vil jeg forsvinde, og aldrig forlade hendes kram igen. Måske græde imens. Ja. Det vil jeg.

  Jeg går hen til tøjet. Trækker i mine jeans. Så vender jeg blikket til venstre. Mod vinduet. Det regner udenfor. Jeg kan høre våde fingre klikke tastaturagtigt udefra. 

  Michelle snakker til mig. 

   (Hvis han ikke respekterer at du ikke er klar er han ikke en god kæreste)

  Så kigger jeg endelig på ham. Han sidder op i sengen. Hans bare overkrop lyser bleggult i lampeskæret. Hans bryn er rynket sammen i en neutral pandestreg. Han er begyndt at få antydninger af brystmuskler. Han har allerede sixpack. Han kigger i telefonen. Værdiger mig ikke engang et blik.

  (er ike en god kæreste)

  Min strube hænger i rødglødende laser, da jeg snakker til ham, og det lyder sikkert grådkvalt af helvedes til, men jeg er ligeglad.

  "Du ved, det er faktisk ik' en forbrydelse hvis man fortryder, det er ikke?" 

  Hans læber bliver smallere. Selvom han fortsætter med at kigge på telefonen som om jeg ikke er her, så ved jeg, at han har hørt hvad jeg har sagt. Jeg synes også at hans hånd skælver, bare sådan en anelse. 

  Jeg står og venter lidt, inden jeg fortsætter.

  "Er det på grund af mine bryster? Det her? Os? Er det bare på grund af det?" 

  Så kigger han endelig over på mig. Hans mundvige er stramme, og ansigtet helt udspændt. 

  "Gå nu, for helvede, altså. Jeg magter det ikke." 

  "Okay. Fint." 

  Han kigger tilbage på telefonen. Danser fingrene henover touchskærmen. 

  Er det Cecilia, han skriver med? 

   Jeg kaster snart op, hvis jeg ikke forlader det her værelse. Det ved jeg bare. 

   Så drejer jeg mig væk fra ham. Tager min T-shirt på, og hiver trøjen til mig. Griber telefonen, der ligger på skamlen. Lige inden jeg går ud, ser jeg mig over skulderen og tilbage til ham. Han læner albuen mod væggen, støtter hovedet med næven, og scroller gennem skærmen med én tommelfinger. En video skratter i gang med en flad dåselyd. Sikkert en story på snappen eller sådan noget. Så går jeg. Lister ud af lejligheden fra entréen, og hiver jakken med mig. Føler mig tung og sløv, da jeg trasker ned ad trappen. 

  Jeg ender udenfor. Ude ved parkeringspladsen. Ude i regnen. 

  Jeg er næsten to kilometer hjemmefra. Men jeg er ikke mere end en halv kilometer fra hvor Chelle bor. Tårer kildrer vådt nedover begge mine kinder, og jeg skraber dem væk med håndroden. Min skærm viser kvart over tolv. Chelle plejer ikke at gå så tidligt i seng i weekenderne. 

  Jeg skriver til hende. Fortæller hende, at jeg godt ved vi har haft det der skænderi, men at jeg har virkelig meget brug for hende og ikke rigtig har andre steder at tage hen. Så går jeg ud i regnen, der falder mod jorden synkront med de ædende tårer. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...