Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13345Visninger
AA

56. (55)

Signe går forrest ind i klassen, og jeg følger lige bagefter. Jeg er lidt stiv i ryggen. Vi kommer før vores lærer. Det er ikke noget nyt. De fleste lærere plejer altid at komme kronisk for sent. 

  De brede, lavstammede vinduer vender mod vest. Egerisvej strækker sig ud i den ene side. De der krøllede fugleskulpturer, som jeg aldrig har brudt mig om, fordi de er lidt uhyggelige, står vagt lidt længere nede ad græsplænen. De står vagt, lidt som om de ved mere end alle os andre.

  Lidt som om de ved, hvad der foregår.

  Ved noget om mig.

  Vi sætter os bagerst i lokalet og længst væk fra tavlen. Marlene er kommet. Hun sidder med ryggen mod vinduet, som hun altid plejer, hver gang vi er i samflokalet. Hun har musik i ørerne, og er iført et gammeldags hårbånd af rødt stof. Hun har store solbriller på, selvom der ikke er nogen grund til det, for det er vinter og solen skinner alligevel ikke rigtig i den her periode. Solbrillerne er sådan nogen tresseragtige nogen. Ligner lidt nogen, mormor havde på billeder fra hendes barndom. 

  August og Emil og Morten og David sidder i deres sædvanlige gruppe tættere oppe mod tavlen ovre i højre side ad lokalet. Jeg føler lidt de kigger på mig. Det føler jeg lidt, at alle gør. Jeg undlader at kigge imod dem. Mærker den der kølige stikken henover panden, der ikke rigtig vil gå væk.

  Signe slår sin computerskærm op. Den er kun på standby, og tænder derfor med det samme, så hun bliver ledt ind til lectio. Jeg har placeret min foran mig, men den er sammenklappet. Død. Jeg har ikke lyst til at åbne den. Jeg ved ikke hvorfor. Det har jeg bare ikke.

  Jeg kigger på telefonen.

  Jeg har fået en messengeranmodning. 

  Jeg ved allerede, hvad det er. Jeg behøver ikke engang at tjekke det. 

  "Det er godt, at vi har en kort dag i dag, synes du ikke?" siger Signe ved siden af mig. "Fredage plejer ellers altid at være så røvsyge og røvlange." 

  Jeg hører kun halvt efter. Jeg hører hendes ord og hendes sætning, men jeg hører hende ikke rigtig. Jeg tjekker telefonen. August griner på sådan en langtrukket, drævende måde. Jeg tror faktisk bare jeg snart gerne vil hjem. Er ikke engang sikker på, at jeg kan være her i et helt modul. 

  Jeg ved ikke hvorfor jeg går ind i beskeden. Jeg ved jo godt hvad det er, for helvede. Men nogen gange, så handler vi måske bare ikke altid logisk. Eller noget.

   Det er en eller anden dreng, jeg ikke kender. Rasmus, hedder han. Han har fuldskæg og laver fredstegn på sit profilbillede.

  SENDER DU IKKE NOGEN FLERE NUDES, SVESKE? SJÆLDENT HAR JEG SET SÅ GODE PATTER!

  Kysse-smiley.

  Min strube bliver til mudder. 

  Resten af mig er bare hul. Tømt for energi. 

  Lad mig være!

  skriver jeg tilbage, og så sender jeg. 

  "Vil du hjem til mig bagefter?" spørger Signe. Jeg kigger på hende. Ligesom før, hører jeg både hendes ord og hendes sætning, men jeg fanger ikke rigtig, hvad de betyder. Det er bare en samling af konsonanter og vokaler, der sejler igennem ørerne, igennem hjernen, men uden at sætte sig fast. Som om mit kranie er en si. Jeg kigger på hende. Kigger på hendes øjne af grønlig lyseblå, og kigger på den blåstrikkede hue med rund uldtop. Den hue kunne jeg godt tænke mig. Det kunne være rart at glide den henover ansigtet. Det vil måske fjerne den der kolde stikken under huden, der ellers ikke vil forsvinde. 

   "Øh?" 

  "Ja, hjem? Til mig?" 

   "Nårh," siger jeg. "Måske." 

  Jeg kigger væk fra hende.

  Så åbner døren, og jeg hører August råbe op.

  "Uuuuuh, der har vi ham jo! Loverboy!" 

  Det er Mathias. Han har kasketten på i dag. Hans tøj er total monokromatisk. Han virker faktisk mere monokromatisk, end han plejer, sådan - Sort over det hele. Selv i blikket.

  Han løfter armen med en strittet pegefinger, imens han passerer forbi drengene og ned imod os. Jeg hører en piften. Det er Emil. 

  "Fiskaaaaaal!" skråler han. Mathias ignorerer dem. August kigger mod mig. Han har et bredt smil på, jeg bryder mig ligeså lidt om som de der fugleskulpturer ude på græsplænen. Han sætter sig ved en ledig plads ved siden af mig. Drengene griner. Det lyder lidt hæst. Det prikker nedover halsen på mig. Tusindvis af isnåle, der prøver at kravle ud.

  "Godmorgen," siger han, henvendt til Signe og mig. Han dumper computeren ned på bordet. Marlene bliver siddende alene, med sin lille tegneblok, ovre ved vinduet. Hendes fingre virker alligevel til at de strammer lidt om den blyant, hun sidder og kratter på papiret med. 

  Det kratter også inde i mig. I lungerne. I øjnene. I hjernen. 

  "Godmorgen," svarer Signe. 

  "Loverbooooooy," hører jeg August hviske. Endnu en bølge af hæse grin fra drengene. Nu er det ikke kun den tætte vennegruppe. Nu er det også nogen af de andre.

  Så hører jeg et fnis. Et højt, snorkende, næseboblende fnis. Ovre fra drengene.

  "Seriøst, hvad fanden er det I sidder og laver?" hører jeg Signe ved siden af mig udbryde. Hendes stemme er skarp, sådan en der kløver luften. Den stemme, hun også brugte overfor Alberte, inden hun svang lussingen. "Hvorfor fuck kalder I ham loverboy og sidder og griner så flabet og alt muligt?" 

  Jeg ser på Mathias. Han knuger sine næver sammen. De ryster. Hans læber er presset tynde. Hans kinder virker ... røde i det. Næsten som om han skammer sig over noget. 

  Ispilen borer ind gennem navlen på mig, og længere ind, helt ind bagved, næsten helt ind til nyrerne på den anden side ad kroppen. Og uden jeg rigtig kan stoppe mig selv, måske fordi jeg ikke sådan kan tænke, vrider jeg hovedet rundt og kigger over mod drengene. 

  "Er det her om mine bryster?" 

  Den måde, August og Emil skuler til hinanden, fortæller mig alt, hvad jeg bør vide. Fortæller faktisk mere end det.

  Hulheden breder sig op i min hjerne. Suger nærmest tankerne ud. Suger ... virkeligheden ud. 

  "Er det her om mine fucking bryster?" 

  Drengene svarer mig ikke. Jeg kigger istedet over på Mathias. 

  "Har de set mine bryster? Er det derfor?" 

  Mathias svarer mig ikke. Kigger i bordet. Han har store, udspilede dukkeøjne.

  "Har du set dem, Mathias?" 

  Flere vender blikke imod mig. Jeg kan fornemme det på den der stramme kildren, der kribler ned langs siden af halsen. Men jeg er ligeglad. Jeg synes ikke rigtig jeg kan være andet end ligeglad.

  "Har du fucking set dem?

  Så rejser han sig op. Brat, hurtigt, så stolen skubbes helt ind til væggen, og metallet vræler mod gulvbelægningen. Han siger ikke noget. Rejser sig bare i en stiv bevægelse, og træder væk. Går hen mod døren. Han rykker den op. Så er han ude. Døren lukker efter ham. Jeg kigger tilbage på drengene. Kan ikke trække vejret. Halsen er mudret og sammenklemt. 

   "Har I siddet og gloet på nøgenbilleder som en eller anden lortepsykopat har delt? Har I siddet og gjort det? Har I fucking siddet og gloet på mine ... på mig? Har I?" 

   De svarer ikke. Det smil, de havde før, er fuldstændig forsvundet, og deres ansigter er blevet banke.

   "Svar mig, for helvede!" 

   De svarer ikke stadigvæk ikke. 

  Tårerne vrider sig op, får hornhinderne til at snurre, og så bliver det min tur til at rejse mig. Jeg rejser mig og griber min taske, netop som vores samf-lærer træder ind ad døren, med computertasken hængende fra sin ene skulder og hans skaldede hoved glimtende blankbrunt mod dagslyset. 

  "I må meget undskylde at jeg kommer for sent," siger han, og når over til podiet.

   Jeg slynger min egen taske over skulderen og forlader klassen. Jeg går ud derfra, ud på gangen og hen mod kantinen. Tårerne prikker mod kinderne. De prikker lidt på samme måde som alle de mikroskopiske nåle under huden. Jeg er udhulet. Tom. Armene ryster. Jeg går bare, mekanisk, ned gennem gangen. Ud i kantinen. Ned ad de fire brede trappetrin. Den bløde regn er taget til i styrke, blevet mere strid, og laver våde streger nedover vinduesglasset. Jeg går ud på stien. Egerisvej er foran mig. Mathias står ude i den ene kant, og damper på sin e-cigaret. Jeg går videre. Går lige forbi ham. Når at tage et halvandet skridt, da han griber fat i mig bagfra, så min trøje krøller, og vrider mig rundt.

  "Mette ... " begynder han. Jeg vrider ham fra mig. Træder et skridt tilbage.

  "Du har også gjort det, har du ikke?"

  "Gjort hvad?" spørger han. Stemmen er hul. Hans øjne døde, tomme. 

  "Ja, set mine FUCKING nøgenbilleder!" Min stemme bliver kastet tilbage i et fladt ekko fra de pestgule gymnasiemure. Folk kigger sikkert ned til os fra klasseværelserne. Men jeg er ligeglad. Jeg er fandeme ligeglad med alt. 

  Mathias ryster på hovedet. Regnen gennemvæder hans mørkeblonde hår, gør det mere krøllet, og også mere brunligt. Det slasker over ørerne. Jeg hiver luft ind i en ildrød vejrtrækning. 

  "Mette ... jeg ... "

  "Hvad?" 

  "Mette, jeg er fucking vild med dig, okay? Virkelig sindssygt meget!" Hans stemme knækker på en sådan lidt fugtig, svampet måde. "Jeg er vild med dig. Og det ... Du er pisse ... fucking dejlig." 

   "Okay," svarer jeg bare. Har ildfingre i luftrøret. Ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal svare. Mathias' læber buer nedad. Det er jeg også pisse ligeglad med. "Har du så set mig nøgen? Set mine bryster? Var det derfor, de grinte? Derfor de kaldte dig fiskal, eller hvad de sagde?" 

  Han kigger bare på mig. Hans blik er vådt. 

  "Vil du kneppe mig? De grinte fordi du vil gennemkneppe mig, gjorde de ikke? Du vil gennemkneppe mig fordi du har set et eller andet lortebillede postet af en lortepsykopat." Jeg trækker ikke vejret mellem ordene, men lader dem bare flyde over tungen. Flyde ud i luften. 

  Men Mathias ryster på hovedet. "Nej, Mette ... det er ikk'... det er ikk sån' ... "

  "Hvad er det så?" 

  "Det var de andre ... det ... de ..." Han rasper nærmest efter luft. "De ... det var dem ... de var nogen idioter, og jeg ... det var jo ikke meningen noget af det. Jeg er bare skide vild med dig, okay? Pisse meget." Hans hånd ryster så meget, at han næsten ikke kan få stoppet e-cigaretten ind mellem sine læber.

   Jeg kigger på ham. Kigger på den måde, regnen nærmest opløser hans ansigt. Den måde, hans blik smuldrer. Så ryster jeg på hovedet. "Mathias?" Han ser på mig. "Fuck af helvedes til." 

   Så vender jeg mig om, og forlader gymnasiegrunden og drejer til højre. Jeg går ned ad Egerisvej. Ned mod lyskrydset. Min mave begynder at gøre ondt. Som om der sidder en brandvarm lavaklump derinde, der svulmer og svulmer og svulmer. Jeg er næsten henne ved lyskrydset, da lavaklumpen bliver så stor, at jeg ikke længere kan holde den inde. Jeg hikker. Jeg hikker igen. Gråden forlader mig lidt på samme måde, som opkast. I rykvise hik, der kradser mig langt ind i struben. I rykvise, lyse, primitive hik.  

   

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...