Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13439Visninger
AA

50. (49)

Jeg har en Matasvagt denne torsdag fra 16 til 19. Jeg har overvejet at blive hjemme. Overvejede faktisk, allerede da jeg sad ude på toilettet efter sammenstødet med ham Marius, at jeg måske ville melde mig syg fra skole og tage hjem og rulle gardinet for og ikke lade nogen se mig. 

  De flotteste hos en Sut. 

  Sut er vores lokale gymnasies ord for førsteårseleverne. Med andre ord, de flotteste på en 1g'er. 

  Og jeg ved udmærket godt, hvad han mener med de flotteste. 

   Og jeg kan fandeme ikke lide det.

  Det kan jeg altså virkelig overhovedet ikke.

  Hvor fanden ved han det fra? 

  Det er Jonas. Det må næsten være Jonas. Der er sket et eller andet den lørdag ... det er nødt til at være ham ... 

  Jeg har overvejet at skrive til ham. Spørge ham, om han har taget billeder af mig, imens jeg har været pisse stiv og pisse nøgen. Og om han har sendt de pisse billeder rundt til alle han kender. Og om alle dem han kender har sendt dem rundt til endnu flere.

  Men jeg tør ikke.

  Jeg tør virkelig ikke. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er bange for svaret, eller fordi jeg er bange for ham, men jeg tør ikke. 

  Min krop bliver hul. Den bliver hul på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Den bliver hul, som om min mavesæk og mine tarme er blevet flået ud af mig, og der bare er et tomrum derinde. Den bliver hul, som om jeg kun er kød, uden skelet. Hul som om ... at jeg er ingenting. 

  Jeg vandrer i hulhed hele resten af dagen, og jeg er i den samme hulhed da jeg møder op på arbejde. Hende min kollega, Terese, bemærker noget ved mig, som bekymrer hende. Spørger, akkurat på samme måde som Mathias og Signe, om jeg var, sådan, okay, for jeg ser altså ret sløj ud og er også bleg i det, men jeg smiler bare, sikkert på sådan en død og flad måde, og siger bare, at jeg har det fint, jeg har bare hovedpine og er bare træt men jeg har det fint. 

  Jeg skifter til min Matas-uniform. Mine kontaktlinser svider. Måske fordi mine øjne gør det. Jeg skal have mine briller til reparation senest mandag. Men det koster bare så meget ... 

  Måske skal jeg skrive til Jonas. Bare for at være sikker. 

  Men jeg kunne også ... måske ... altså, jeg kunne også skrive til Mads ... kunne jeg ikke? 

  Jeg ser hvordan han griber fat i ham den skumle på Skive Station. Den måde, hans knugende greb dirrer ret kraftigt. 

  Jonas er en del af Mads' vennegruppe her i Skive. Hvis ham og jeg har, sådan ... gjort det, og hvis han har taget billeder af mig, og hvis Mads finder ud af det ... men jeg ved jo ikke, om det er det der er sket. Gør jeg? Jeg ved jo ikke noget som fucking helst. 

  Der er blevet leveret nye håndcremer i løbet af dagen. Dem får jeg til opgave at sætte på plads. Jeg når lige akkurat at bære de tre papkasser hen til reolhylden, da to drenge kommer hen til mig. De ser ud til at være på min alder. Den laveste af dem er iført cap, og han har antydninger af bumser henover begge kinder. Den anden er sådan, højere og mere slank i det. 

  Hulheden i min krop bliver fyldt op med is. 

   Is ligesom da Marius kom hen imod mig.

  Men nu er isen bare over det hele. 

   Drengene stopper op ved starten af reolhylden. De er to meter fra mig.

  Jeg retter mig op. Hjertet tæsker. Jeg ved allerede godt, hvad det er, de vil. Jeg ved det. Alligevel prøver at fortælle mig selv, at jeg bare er paranoid. De er her bare for at købe noget. De er her bare for ...

  "Øh, kan jeg hjælpe jer?" spørger jeg, i min mest neutrale og imødekommende butiksassistent-stemme, jeg kan fremmane. 

  "Det tror jeg godt du kan," siger ham den høje, og han har en lidt dyb stemme. "Hvis du altså er hende der på billederne?" 

  Jeg vidste det.

  Jeg vidste det fandeme. 

  "Billederne?" spørger jeg alligevel, dumt. Isen vokser op mod min hals. Den skarver.

  "Jaer. Det' egentlig mest min ven her." Han drejer sig over mod makkeren. Ham med cappen. "Han er 17 og stadig jomfru. Mangler sgu lidt fisse-erfaring. Så tænkte vi, at du nok ku' hjælpe os. Du er hende, ikk'?" 

  Jeg bliver ikke kold. Jeg bliver død. Fuldstændig. Jeg bliver død, og det gør virkeligheden også. Det er næsten som om, at verden rådner. 

  "Hva'?"

   Jeg kan ikke sige andet. Mine fingrer snurrer. 

   "Ja, altså ... det bar', dine billeder der ... det' sådan ... vi synes ... " 

   "Hvem helvede tror I, I er?" Min stemme ryster. Alt indeni mig trækker sig sammen til en kold, endeløs skygge. "Hvem helvede tror I, at I fucking er?" 

   "Hey, slap lige af."

   "Gå."

   De bliver stående.

   Jeg skriger. Midt inde i butikken. Jeg skriger, selvom jeg ikke har lyst til at skrige, men jeg har ikke længere nogen kontrol. Jeg har ikke nogen kontrol over noget som helst. Jeg er bange. Frygten lukker om mig som høje, store, truende vægge, den presser og presser, og jeg kan ikke lade være.

   "FUCK FOR HELVEDE AF!" 

   Det giver et spjæt i dem begge. De bakker tilbage. Jeg knuger næverne. Mine øjne stikker varmt og tåget.  Kan ikke tænke. Kan ikke rigtig noget. De bakker tilbage, og så vender de sig om og så forsvinder de hurtigt ud af butikken, siver nærmest væk fra mig. 

  Terese kommer ned til mig. Hendes øjne er store. Jeg vender mig væk fra hende. Forlader reolen og papkassen, og går hen mod baglokalet. Hun kalder efter mig, men jeg hører det ikke rigtigt. Alt er kulde. Kulde, mørke og is. 

  Jeg forsvinder ind på toilettet. Kroger døren fast, så den forbliver lukket.

  Så bryder jeg grædende sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...