Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13401Visninger
AA

48. (47)

Vi har dansk i første modul, men jeg kan ikke rigtig koncentrere mig. Igen i dag er jeg i gruppe sammen med Mathias og Signe. Men ikke Marlene. Hun er i skole i dag, men hun er mut og stille, og så arbejder hun selv. Vi går udenfor klasseværelset, og sætter os ved et bord ved siden af trappetrinnene ned til kantineområdet. Der sidder vi så og gennemgår en artikelanalyse af en kronik om fyrværkeriulykken nede i Kolding, som skete for, ja, snart ti år siden. Men jeg kan ikke koncentrere mig. Sidder ligesom bare og kigger ned på artiklen og forsvinder lidt i papiret. Jeg forsvinder ikke i papiret som hvis man er opslugt, mere bare ... som hvis jeg slet ikke er her. Føler mig egentlig også ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig er her, hvorvidt jeg er vågen og hvorvidt alt det her ikke bare er en drøm. 

  Så prikker Mathias til mig. Han sidder på min højre side.

  "Hey. Mette!" Jeg kigger fra papiret og over imod ham. Den der hjelmhovedpine er begyndt at vende tilbage. Trykker hårdt nedover begge sider af kraniet. "Du er helt væk? Er du okay?"

  Jeg trækker bare lidt på skuldrene, sådan. Har måske et eller andet sted lyst til at sige, at nej, jeg er ikke okay, jeg er faktisk overhovedet ikke okay, jeg har hovedpine og jeg har ikke rigtig lyst til at være her lige nu, og jeg bliver ved med at tænke på Michelles Bog & Idé-kop og på den måde, de sortglimrende mascarafingre smeltede ned fra hendes øjne, og at det hele nok er min skyld. 

  Det er måske dumt at gå rundt og være så opslugt af de fejl, man har gjort. Men jeg er en overtænker. Det har jeg i hvert fald ofte fået at vide, at jeg er. Jeg har svært ved at slippe en tanke eller en følelse eller en træls episode, hvis først det er sket. Jeg ved ikke rigtig, hvem i min familie jeg har det fra, for jeg er den eneste hjemme hos os, der har det sådan. Men det er sådan jeg har det. Det var det samme med den der kamerablitz - Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. Meget mere, end hvad man normalt gør. 

  Det er bare en side af mig, der ikke er så mange, der kender. Michelle gør. Mine forældre gør også. Mads gør. Og ... 

  Nikolaj sidder på gyngen. Kigger hen mod den anden side ad vejen, hvor pigen står, med hundesnoren viklet om sin ene hånd og telefonen i den anden. Det lange hår fejer over hendes ansigt, skubbes helt af vinden. Gyngekæden knirker på sådan en lidt klynkende måde.

  Jeg prøver alligevel at smile. Kigger på ham. Og så overvejer jeg pludselig, om jeg bør fortælle ham det, og fortælle Signe det, både SMS'en fra ham den klamme, men også om hvad der er sket med mig og Chelle, og om den hovedpine, der ikke rigtig vil slippe sit tag, og om den måde, jeg har det som om at virkeligheden er blevet til plastik. 

  "Jeg er bare lidt træt," svarer jeg så, og kigger tilbage mod papiret.

  Men både Signe og Mathias ved godt, hvad der skete i går. De ved godt, at jeg har grædt på toilettet. Jeg tror det var ret tydeligt at se, dengang jeg kom ud derfra. De sagde aldrig noget til det, og jeg lod ligesom bare som ingenting, og prøvede at lede fokus over på andre ting, da vi gik ned mod bageren, men det forblev alligevel som sådan en slags tyngende, usagt viden imellem os. De tror sikkert også, at det skyldes rygterne. Det der med at jeg har kneppet Jonas. De siger ikke noget til det, måske fordi de ikke tør, eller måske fordi de ikke ved, hvad de skal sige, men de siger ikke noget, og jeg ved ikke, om jeg er glad for det, eller om det giver mig endnu større lyst til at græde. 

  Jeg burde nok tage mig sammen. Bare sådan lidt. 

  Marlene kommer hen til os. Det prikker lidt hul på den der underlige, giftige ballon, der har favnet sig og lukket sig henover os og det bord, vi sidder og arbejder ved.

   "Mathias?" spørger hun forsigtigt. Hun stiller sig ved bordenden, til venstre for mig, men uden at kigge på mig. Hun har sit hår løftet op i den der brede, tætte bun. De brunlige øjne er klare mod hendes lyse hud. Hun hviler knoerne mod bordpladen. Der er noget ydmygt over hendes positur. 

  Mathias kigger op til hende. Jeg lader mit blik glide ned til kronikken om fyrværkeriulykken ved Seest, og siger ikke noget. 

  "Kan jeg ... må jeg ikke ... kan vi ikke lige snakke sammen?" 

  "Altså, jeg sidder lige og arbejder ... "

  "Bare hurtigt," siger Marlene, og hun lyder helt tryglende. 

  Jeg kan høre Mathias sukke. Måske en anelse for højt. Så rejser han sig op. Stolen giver en skrabende lyd. 

  "Okay." 

  De går lidt væk fra os. Jeg løfter blikket, kigger hen mod dem. De står mellem væggen i den ene side og en firkantet søjle i den anden. Jeg kan ikke høre, hvad de siger. Mathias står med krydsede arme, virker meget neutral. Marlene vifter med hænderne i forskellige retninger, inden hun lader dem falde. Mathias siger noget. Marlene åbner munden, sikkert for at sige noget tilbage, men hun lukker dem igen. Hendes ansigt begynder lidt at ligne den samme maske, som den hun havde på skøjtebanen sidste år. 

  Det var et uheld?

  Min mave vrider sig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det er lidt svært at trække vejret. 

   Marlene siger noget. Hun er ophidset, for jeg kan høre hendes stemme nu, og den skingrer helt. Nej det er ikke!

  Nu vil jeg egentlig bare gerne væk.

  "Jeg ska' lige på toilettet," siger jeg til Signe, og rejser mig op. Gør nøjagtigt det samme, som jeg gjorde i går. Og jeg kan se på hendes øjne, at bekymringen er vendt tilbage. Tætte skyer, der mørkner sig over blikket. Men jeg har bare brug for at gøre noget, et eller andet, der kan fjerne den der tyngde, der presser mit hoved sammen. Jeg vender mig rundt og bevæger mig ned ad trappetrinnene. Jeg når ned i kantinen, drejer mod højre og bevæger mig videre hen mod toiletafdelingen. 

  Nogen stopper mig på halvvejen.

  "Hey! Mette Thybo!" 

  Det er en drengestemme. Jeg stopper og vender mig om.

  En dreng med brunt, halvlangt hår sat op i sådan en samuraibold, kommer hen imod mig. Han er ret muskuløs. Han ligner lidt en 3'ger. Han har læderjakke på. Hans skinny jeans strammer sådan helt tæt omkring benene og afløses af glatbrune støvler. Det der svage skæg, der ligger tyndt omkring hans læbe og hage, får ham til at ligne lidt Orlando Bloom i Pirates of the Caribbean. 

  Men af en eller anden årsag begynder jeg at få en meget ubehagelig følelse i brystet. Sådan en hul, drænende, sugende, kold følelse. Lidt som om der vokser istapper ud fra lungerne. 

  Han stopper ved siden af mig. Smiler, så han får rynker omkring øjnene. "Jeg er Marius."

  "Okay ... ?" siger jeg. Ved ikke helt, hvordan jeg skal have det med ham. Det virker underligt det her. Istapperne føles som om de er begyndt at vokse nedad, forbi hjertet og ned mod maven. 

   "Ja. Det er et, øh ... skide godt billede. De flotteste jeg har set hos en Sut. De kan sgu ikk' måle sig med nogen af pigernes fra min årgang."

  "Hvad snakker du om?" 

  Nu stiger min puls. Jeg tror allerede jeg ved præcis hvad det er, han snakker om.

   Karusellerne er begyndt at snurre igen. 

   Han smiler. Smilet giver mig kvalme. 

  "Ja, dit billede, du ved." Han blinker til mig. Det kribler over armene. Jeg vil væk. Jeg vil væk. "Ka' jeg få din snap?" Han har allerede fundet telefonen frem.  

  "Hvorfor? Du kender mig ikke?" 

  Han blinker til mig igen, og nu gør han det fandeme med begge øjne. 

  "Næh, men det plejer da ikke at stoppe dig, gør det?" 

   Jeg stirrer på ham. I få sekunder. 

  "Gå væk fra mig," siger jeg så. Han rynker brynene, forvirret. 

  "Hvad?"

  "Gå væk fra mig!" Jeg har lyst til at skrige det. Mine ben ryster. Jeg har ikke nogen knogler og heller ikke nogen muskler. "Gå!" 

  Marius kigger på mig med et forgabt udtryk. Det gør han måske lidt for længe. Så vender han sig om, stiv i ryggen, og spankulerer hurtigt væk fra mig og ind mod kantinens mave. Jeg kigger frem til toiletterne. Har lyst til at kaste op. Kvalmen sidder allerede som klistret mudder i toppen af spiserøret. Så går jeg, og jeg har det lidt som om, at mine ben synker ned gennem et underlag af ingenting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...