Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13402Visninger
AA

5. 4

 

 

AAKJÆRSKOLENS GYMNASTIKSAL

SKIVE MIDBTY

 

 

Der er mange mennesker i den formørkede gymnastiksal, men Niels får alligevel nemt øje på hende. Hun står ikke særlig langt væk fra scenen, i en klump af mennesker. Høj diskant fra elektronisk musik skærer gennem luften fra de kæmpemæssige højtalere. Lys fra festprojektører rejser rundt i blå og røde og gule stråler. Men Niels ser kun Nadja. Hun er sammen med sine veninder. Hun griner, det får hendes kinder til at svulme op og blive røde. Hun får sådan lidt sammenknebne øjne, når hun griner. Det gør ham vægtløs i brystet, helt svævende, og hans hjerte kildrer. Hun har læderjakke på. Det dybblonde pagehår er yderst genkendeligt. Hun har læderjakke på, den er sort, og den skinner i lyset. Bukserne er også sorte, og de sidder løst og frit og diskoagtigt om anklerne, bare ikke ligeså bredt som han har forestillet sig. De hvide sko skinner helt i det flerfarvede lys. Diskanten skriger fra musikken, men han hører det ikke rigtigt, for det er kun Nadja, der eksisterer. 

   Teenagere danser forbi ham. Han går i panik. Munden bliver tør. Da de er passeret forbi hans synsfelt, kan han først ikke se hende, hvor er hun, hvor er du Nadja, men så ser han, at hun er i bevægelse mod døren til det udendørs aflukke med betontrappen. Hun går sammen med veninderne. Røgen, der fylder lokalet og snor sig i blå lysstråler, gør det hele tåget, men han kan se hende. Okay. Så ved han hvor hun er. Men hvad skal han sige? Hvad skal han i det hele taget gøre? Altså ... han har aldrig sådan rigtig snakket med hende, kun de der få gange, hvor de har været i klub sammen, og den enkelte gang, hvor hans klasse havde timer med 8.c, men det er også ved at være noget tid siden nu. Hvad nu hvis hun slet ikke gider ham

   ( fordi du er sådan en kæmpe taber!)

  eller synes han er kedelig eller at hun måske slet ikke er til at komme i kontakt med, fordi veninderne er der, eller, hvad nu hvis der også er andre, der kan lide hende? Hun er jo sød, altså. Rigtig sød. Og det kan han da ikke være den eneste, der synes, vel? 

  Han har ondt i maven. Der er en sten derinde, en skarp sten, en klippeblok, og han har ærlig talt lyst til at græde. Der er varmt inde i den gymnastiksal, rigtig varmt, men det er ikke derfor, at sveden klistrer hans trøje. En dyb indånding. Dampen i lokalet gør ham virkelig tør i halsen. Øjnene stikker lidt.

  For helvede, hvorfor er det så svært, altså.

  Så tager han sig sammen. Eller, han forsøger på det, i hvert fald.

  Han tager en dyb, hård indånding. Kvalmen sidder sådan rigtig tykt og slimet i hans strube. Han går fremad, mod døren. 

  Hej, Nadja. Øh, fedt at se dig her. Jeg så dig lige før, og så tænkte jeg, at jeg ville sige hej. Skal du noget, sådan, senere? Er Aakjærfest ikke også bare virkelig sygt nice? 

   "NIELS!" 

  Aller støder ind i ham. Hun har cola i hånden. Det er sort og det syder. Ligesom syre. Eller kogende olie. Eller noget andet, der er ligeså giftigt. Hun stopper ham, så han ikke kan komme ud til Nadja. 

  Hun kaster lidt af håret over den ene skulder. Hun ser utrolig glad ud, men det er lige meget, for det er han ikke, og nu har han bare lyst til at tage hjem. 

  "Jeg troede ikke du turde komme!" 

  "HVAD?" råber han, fordi han næsten ikke kan høre hende, men også fordi han måske i virkeligheden også gerne vil have, at hun skrider, så han kan komme over til Nadja. Aller læner sig over til ham, og gentager sin sætning, højere.

  "Jeg sagde, at jeg ikke troede, at du turde komme!"

  (fordi du er en taber, Niels, ikke? En kæmpe fucking taber)

  "Nåeh, men så troede du forkert!" 

   Og lad mig nu komme ud til Nadja.

  "Vil du danse?" spørger hun så. 

  "Nej! Kan du ikke spørge nogen andre, Alma?" 

  "Næ, for nu spørger jeg dig."

  "Jamen jeg gider ikke, okay?" 

   "Nå. Okay så." Hun ser lidt såret ud, men det kan han ikke tage sig af, for Nadja er det eneste, der betyder noget lige nu. Han går videre. Aller forsvinder i mængen, og hendes fingre knuger lidt hårdere om plastickoppen med sodavand. 

  Hjertet begynder at banke virkelig kraftigt, så meget, at han er bange for, at han skal besvime, og salen tåger, men det synes han også, at hans tanker gør. Der er et slør i hans hoved. Et tykt, kvælende slør, som han ikke kan se igennem. Tentakler, der vrider sig mod hans hjernebark, ligesom en kæmpeblæksprutte. 

  Hvad skal han sige. Hvad skal han sige. Hvad skal han sige. Hvad skal han sige hvad skal han sige hvad skal han ... 

   Så er han ved døren. Det regner udenfor. Det blæser også lidt, og han kan mærke kulden skubbe ind mod ham. Og der kommer Nadja. Hun er på vej ind. Hun har en mørkhåret veninde med, hun trækker hende nærmest efter sig, med et blidt greb om hendes hånd. Han åbner munden. 

   Hvad skal han sige. Hvad skal han sige. 

  "Hej!" siger han. Hun går bare forbi. Kigger ikke engang på ham. Det gør hendes veninde heller ikke. Verden bliver farveløs. Øjnene stikker lidt mere, end de gjorde før. Han kigger efter hende, og har lyst til at forsvinde. Ikke bare fra festen, men fra kroppen og fra verden og fra alt. 

  Nadja og veninden stopper femten meter væk. De tager en selfie. Nadja griner igen. Hans hjerte banker, og han vil gerne gå hen til hende og snakke, men ... men hun gik jo bare. Hun gik jo bare forbi ham. Hun så ham ikke engang. Måske er han virkelig en taber. En kæmpe en af slagsen, ovenikøbet. 

  Nadja og veninden begynder at danse.

  Kvalmen bliver tykkere i hans strube, lidt som mudder. Måske skal han bare tage hjem ...

  Så kommer han i tanke om Almas cola. Og han får en idé. Men hans ben er lidt svage og blævrende, og han har ondt i maven, men han gør det alligevel. 

   Baren står i den anden ende af salen. Det er bare en alkoholfri en af slagsen. Man kan købe sodavand og kakao og energidrik, men man kan ikke købe alkohol. Det gør ham ikke noget, for han er bange for alkohol. Han har set, hvad det nogen gange kan gøre ved mor. Især efter ulykken. 

  (far åbner døren, og bevæger sig ind i værelset og hen mod ham. "Vi skal af sted. Før de fanger os. Pak dine ting. Vi skal af sted, Niels!")

   Manden står nøgen på Frederiksgade, med armene i vejret, som om han er et træ og hans arme er træets grene. 

  Niels mærker det der skarpe, spidse stik i leveren, og tænker straks på noget andet. Han stiller sig hen til disken og finder telefonen frem. Hvad skal det være, bliver han spurgt om. 

  En cola. Bare en enkelt, ja. 

  Han betaler med mobilepay. Det er meget nemmere. Hvorfor skal man overhovedet stadigvæk bruge kontant? Det vil da i det hele taget være meget smartere bare at bruge telefonen, og ikke noget andet, til at betale, ikke? Sådan, altså, over det hele. Mobilepay hele vejen, eller sådan noget lignende. Måske findes penge ikke om ti år. Måske betaler man udelukkende med sin telefon der, uden hverken kort eller sedler eller mønter. Det kunne være nice. Og smart. 

  Tankerne lægger en lille dæmper på hans mavepine. 

  Han får hældt colaen op i samme type gennemsigtig plastikbæger, som Aller går rundt med. Han knuger fingrene om det, og går tilbage til festen. Det dunker lidt i kraniet. Måske er det bare bassen. De spiller Summer Air af ItaloBrothers, men den sang er han begyndt at være lidt træt af. 

  Okay. Nu skal du finde Nadja, du skal, og så skal du give hende den cola, og så ... ja, øh, hvad så? 

  Han prøver at afspille i hovedet, hvordan en mulig samtale vil gå. Imens forsøger han at sno sig ind og ud af dansende og leende og sprællende jævnaldrende i højt festhumør. Han er bare ikke i festhumør. Kun i Nadja-humør. Resten kan egentlig være pænt lige meget. 

   Ja okay. Øh, hej Nadja. Jeg prøvede at sige hej til dig lige før men jeg tror vist ikke du hørte mig, og ... øh ...

  Nej. Nej, nej, nej. Det skal han i hvert fald slet ikke sige.

  Okay, godt så. Hvad så med, øh, hvad så med bare at sige noget i retning af: Hej, Nadja, jeg har en cola til dig. Går det godt? Mega nice fest i dag, ikke? 

  Eller hvad med ...

  Han får øje på hende. Lidt længere fremme. Hans hjerte banker virkelig heftigt nu, og han knuger fingrene hårdere om plastickoppen. Så er det nu. Nu går det løs. Nu ...

  Så stopper hele verden. Bogstavelig talt. Verden stopper og han er ude af stand til at bevæge sig bare en centimeter længere, og hans øjne bliver iskolde. 

  En dreng med smart, lyshåret frisure klapper Nadja på skulderen. Hun vender sig rundt. Pagehåret, hendes flotte og vidunderlige pagehår, vifter i luften samtidig. Hun ser ud til at smile, det kan han se på den måde, at hendes ansigt nærmest svulmer helt op. De krammer. Niels er ret sikker på, at hans hjerte er ved at blive makuleret til strimler af skarpe jerntænder. Sådan føles det i hvert fald. Isen i hans øjne breder sig indover næsen. 

  Niels står bare der og kigger på dem. De står og snakker. Drengen bliver ved med at røre hende. Hun ser ud til at fnise. Så drejer han hovedet, og de ser på hinanden. Hans øjne er hårde og kolde, og Niels drejer sig langt om længe rundt og tvinger sine ben i bevægelse, og de er meget tungere end de plejer at være, og han går gennem vand. Han bliver ved med at se drengen med den smarte frisure gnide sin hånd nedover Nadjas skulder, og hans øjenæbler dunker endnu mere, end hans hoved gør, og det er nærmest en kamp for ham at tvinge sine ben afsted. 

  Han aner ikke hvor han skal gøre af colaen. Han er rigtig tør og klistret i munden, så måske skulle han drikke den selv. Men han har ondt i maven, så han har ikke rigtig lyst, og ... han får øje på Aller. Hun står og snakker med Malthe og en pige, han ikke kender. Hun har colaen i hånden. Måske har hun lyst til en til. Han har i hvert fald ikke lyst til at have den. 

  Han går hen imod hende. 

  "Aller?" 

  Hun snakker videre, hører ham ikke, musikken skriger for meget. 

  De synger stadigvæk Summer Air, og det giver ikke mening, for det er november, og det er koldt, og luften er tung og kvalm og ond. Han går helt hen til hende.

  "Aller," siger han, men synes at hans stemme virker svag og hul.

   Hun hører det, og kigger over på ham.

   "Vil du have en cola til? Jeg har købt en mere." 

   Men hun ryster på hovedet. Hendes ansigt ligner en maske. "Nej tak." Hun siger det ret køligt, og det kan han ikke lide, og så kigger hun væk fra ham og tilbage på veninderne. Kulden spreder sig ud i resten af ansigtet. 

  "Okay," svarer han, og så går han hen mod udgangen, og ud af salen. Han er næsten henne ved trappen, han skal bare lige til venstre for enden af gangen, og musikken er stadigvæk høj, og alle lyde er dæmpet, som om der er blevet skruet ned for lydstyrken eller som om han har ørepropper i. 

  Så griber en hånd ham i skulderen, lidt hårdt.

  "Hey." Det er en drengestemme, lidt dyb i det. 

  Han vender sig rundt. Det er ham den lyshårede. Han er lidt tættere i faconen, end han virkede på afstand. Han er også højere end Niels, og han ser også ud til at være ældre. Er han femten? Han ligner en, der går i 9'ene, i hvert fald. 

  "Du skal holde dig fra hende," siger den han bare. 

  "Hvem?" spørger Niels dumt. 

  "Hvem tror du selv, smarte?" 

  Niels bliver stille. Ørerne og tindingen og øjnene dunker, og han vil faktisk bare gerne hjem.

  Drengen skyder kæben frem. "Måske er det bedst, du skrider. Det her er ikke et sted for tabere." 

  "Okay. Det skal jeg nok. Undskyld." 

  Men alligevel bliver han stående, mest fordi han har glemt, hvordan fanden man bevæger fødderne. Verden er fjern og uvirkelig og kvalmen er svulmet helt op til ganen. 

  Drengen træder helt tæt på ham, så han tårner et hoved over Niels. "Du er ikke go' nok til hende, hun kan ikke li' dig, og du skal bare lade hende fucking være. Ka' du fatte det?" 

  Niels nikker. Tårerne svider, og de er kogende varme. 

  "'Godt," fortsætter drengen. "Så fuck af." 

  Men Niels fortsætter med at blive stående. Musikken dunker videre bag drengen. Niels kan mærke bassens rytmik op gennem fodsålerne. Det føles sådan næsten helt beroligende. 

  Så langer drengen ud efter ham, og rammer hans plastikbæger. Det knitrer højt, colaen sprøjter, og det giver et spjæt i Niels. Bægeret flyver gennem luften og klasker ned på gulvet, og væsken spildes udover det grå linoleum. Bægeret triller en halv omgang, og lægger sig til hvile. Drengen stirrer på Niels, og hans klarblå øjne er dybe, skarpe og intense. Niels er tæt på at kaste op.

  "Fuck så af!

  Denne gang adlyder Niels, og han vender sig rundt og han går med målrettede, stive skridt hen mod trappen, og det er ligesom at gå gennem vand. Han ved ikke rigtig hvor han går. Maven gør virkelig ondt. Han går op til garderoben, og måske har han røde øjne, men han ved det ikke, han ved bare at det koger og svider og at der er ild i øjenæblerne, og der står en ung kvinde bag skranken. Hun har langt lyst hår og fregner, og hun er måske atten eller sådan noget. Han fumler i lommen efter sedlen med jakkenummeret, og kan ikke finde den, men hans er for omtåget til at gå rigtig i panik over det.

  "Er du ... okay?" spørger hende den unge kvinde, og hun ser bekymret ud. Hendes øjne er isblå, ligesom Nadjas, og ...

  (du er ikke go' nok til hende, og hun ka' ikke lide dig!)

   Niels smiler bare sløvt, men svarer hende ikke rigtigt. Han finder langt om længe papirlappen med nummeret, og klasker det nedover disken. Den unge kvinde med det lyse hår og de (Nadja)blå øjne tager imod den, men hun skuler alligevel bekymret til Niels. Hun vender sig rundt, med papirlappen i hånden, og går om bagerst i garderoben. Niels læner albuen mod disken, og kigger sig bagud. Hen mod trappen. Op ad væggen ved siden af trappen, står der en pige og en dreng. Pigen er i læderjakke og sorte jeggins. Drengen er i en tynd sweatshirt, lidt i samme stil som Niels' egen. Pigen står og snor sin pegefinger flere gange omkring en lang tot af sit brunt krøllede hår. Hendes øjne er sortmaskeret af mascara. Hun smiler varmt til drengen, og siger et eller andet, og så fniser hun. De står meget tæt, sådan rigtig tæt, lidt flirtende, synes han. Musikken nede fra trappen, nede fra salen af, drukner sig indover deres samtale. Han forestiller sig lidt, at pigen, der står der og snor en finger om sit krøllet hår, er Nadja. Drengen overfor hende, det er ham selv. Og de rykker sig måske lidt nærmere, bare sådan en anelse, ikke? Kommer tættere og tættere og ...

  "Værsgo', her er din jakke." 

  Niels kigger tilbage. Nu er det hele hans ansigt, der koger. Der er syre i hans blodårer. Den unge kvinde holder en tynd, sort jakke frem. Hun løfter brynene. "Er du sikker på, at du ikke har lyst til at snakke med nogen?"

   "Tak for jakken," svarer han bare, og tager sin jakke, og hiver den over sig, og så vender han sig rundt. Han kigger lidt på sit AAKJÆR-stempel over den ene håndryg, og forsøger at gnide imod det med tommelfingerspidsen, indtil han kommer i tanke om, at det sgu da regner udenfor, og det måske kan forsvinde den vej. Det skal forsvinde, ligesom den her fest skal forsvinde. Han skubber døren op. Den unge kvinder kalder efter ham.

  "Pas godt på dig selv!" 

  Døren lukker, og han forsvinder ud i regnen. 

   Frederiksgade ligger lige ved siden af skolen, men måske har han lige brug for at gå rundt lidt. Det regner ret kraftigt, men de iskolde dråber er lindrende mod den der varme, svidende dunken, der forplanter sig i hans øjenæbler. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...