Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13460Visninger
AA

36. (35)

"Mette? Halloooo?" 

   Lyden af Signes stemme flår mig tilbage til oldtidskundskab. Jeg kan ikke mærke mine arme, overhovedet ikke, og jeg er i et kort øjeblik ikke engang sikker på, hvor jeg er. I vindueskarmen bag os står der en lille, kridthvid buste af Platons tænkende ansigt. Vi brugte den buste i en af vores første oldtimer, hvor vi fik en introduktion for neoplatonisme. 

  Jeg følger aldrig rigtig med i oldtidskundskab, fordi det er røvsygt. Analyse af akropolis og beskrivelse af, hvad antikken indebærer, giver ikke rigtig mening for mig, og jeg kan ved min død ikke se, hvad jeg nogensinde skal bruge det til i mit liv. 

  Men nu kan jeg slet ikke følge med. Nu er alt, hvad der fylder min hjerne, det dødhvide glimt i mit vindue mandag aften, der har været en kamerablitz. Det er det nødt til at have været. For nu er der en, der har skrevet til mig og bedt mig sende ham nøgenbilleder, fordi han har set mine bryster. 

  Det føles ikke rigtig virkeligt, synes jeg. At der er nogen, der rent faktisk har set mine bryster. 

   shit du en narrefisse.

  Hvad helvede sker der?

  Jeg kigger fra telefonen - nu slukket - og over på Signe. Hun siger det, som jeg kun tænker. 

  "Hvad sker der? Du er pisse bleg." 

  "Jeg har det heller ikke så godt." 

  Vi sidder i gruppe sammen, mig, hende og en, der hedder Fie. Fie er halv kineser. Hun er skide sød. Hun kigger på mig, og siger: "Du ser også ret dårlig ud." 

  Skal jeg sige det til dem? Beskederne, jeg modtog ude på badeværelset for mindre end fem minutter siden? 

   Jeg begynder at få ondt i maven.

  Hvad fanden fucking SKER DER? 

  Hvem er det, der har skrevet? Hvem fanden er det? Hvor har han set mine bryster?

   Blitzen gennem ruden. Kan det være ham? Men ... hvorfor?

  Maven knugere hårdere sammen. Jeg får kvalme. 

  Jeg griber om telefonen, uden egentlig at tænke over det, og knuger grebet lidt. Jeg lægger ikke mærke til, hvor meget jeg skælver, før Signe udbryder: "Fuck, Mette, du ryster jo totalt meget!" 

  "Gør jeg?" 

   Jeg kigger ned på min hånd, og kan konstatere, at ja, det gør jeg. Mine fingre ryster helt vanvittigt. Jeg har det også lidt som om jeg fryser.

  Alberte kigger på mig, og tager et sug af cigaretten, så hendes kinder synker ind i sig selv, og gør hendes firkantede ansigt kranieagtig. Kneppede i? 

  Hvad nu hvis det slet ikke er fra i mandags? Hvad nu hvis ... ?

  "Jeg skal lige ud." 

  Jeg rejser mig op. Mit hoved har en karussel i sig. Jeg hiver telefonen med mig og forlader min plads. Signe og Fies bekymrede blikke varmer mig i nakken. Det føles tungt, pressende. Det er svært at trække vejret. 

  Det sker ikke det her. Det gør det virkelig ikke. Det sker overhovedet ikke.

  Men jeg ser alligevel blitzen.

  Jeg ser også de to nøgne kroppe, hvoraf jeg er den ene. Hånden, der kæler op ad låret, så jeg får kolde, pilende kuldegysninger. 

  Jeg øger farten. Min strube er fyldt med tyk mudder. 

  Det er badeværelset, jeg går ud til.

   Fandeme goe tits af en på 16. 

  Jeg når lige at træde igennem døren, inden jeg stivner lige på stedet. Jeg ved ikke, om det bare er et tilfælde, det er det garanteret, men Alberte står derude. Hun er bøjet henover vasken. Hun står der, med håret løftet op i en bred Ariana Grande-agtig hestehale, og det skinner lysebrunt i det hvidgullige lampelys. Min hånd knuger så hårdt om telefonen nu, at telefonkanterne, selvom de er bløde og afrundede, gnaver sig ømt ind i håndfladens kød. Det er hende. Det er helt sikkert fucking hende.

   "Hvorfor?" spørger jeg hende, og jeg kan høre, at min stemme er blevet mere spinkel, end hvad jeg sigter efter. 

   Alberte ignorerer mig, og vasker bare fingre. 

   "Det er dig, er det ikke? Det er dig, der har gjort det," siger jeg igen, og forsøger at lyde mere selvsikker. Men jeg skælver for meget til at det lykkes. Og det ved jeg også godt. 

   Alberte bliver færdig med at vaske fingre, og ryster dem, for at få den værste fugt drysset af. Hun kigger ikke engang på mig. Det er som om, jeg slet ikke er der, og det begynder jeg også at blive i tvivl om, hvorvidt jeg er. Eller om jeg bare er gennemsigtig. Luft. Som ikke er levende. 

   Jeg føler mig i hvert fald gennemsigtig. Gennemsigtig og tynd ligesom virkeligheden.

   "Vi kneppede ikke. Vi gjorde ikke noget," siger jeg. Selvom jeg ikke er sikker. Jeg er ikke sikker på, at vi ikke gjorde mere end bare at snave. Og jeg bliver kun mindre og mindre sikker på det.

   Alberte forlader vasken, og går hen mod mig. Det er døren bag mig, hendes øjne er fæstnet på. Hun ænser mig ikke engang. Jeg træder ud til den ene side, og spærrer hendes kurs.

   "Det her er altså virkelig mega barnligt!" 

   Alberte stopper foran mig. Hendes øjne er hårde, og den tykke, mudrede kvalme vokser i struben, glider op mod det bagerste af ganen.

   "Øh, gider du lige flytte dig?" siger hun.

   "Jeg er altså virkelig ked af det. Jeg vidste ikke, han havde en kæreste." 

   Alberte glor på mig. Hendes øjne virker endnu mørkere. Gennemtrukket af tætte, dybe skygger.

   "Hvis jeg vidste det, så havde jeg ikke gjort noget. Undskyld." Mine ben er også begyndt at ryste nu. Jeg tror snart jeg kaster op. Sådan, for real. "Men hvis det ... hvis det er dig, der har gjort det ... så synes jeg seriøst det er barnligt!" 

   "Flyt dig," siger hun. Hendes ene bryn er skarpt løftet. 

   Men jeg kan slet ikke bevæge mig. Der er is i mine ben, og de er blevet til budding, og de ryster. 

   "Var det dig?" spørger jeg, og min stemme lyder mega langt væk. Som om jeg snakker til hende gennem en tyk mur. Jeg bliver næsten sikker på, at hun ikke kan høre mig.

   Nu kniber hun øjnene sammen. Hun træder faretruende tæt på. Mit hjerte banker, og sorte prikker begynder at stikke ude i siderne. 

   "Du er så sygt billig, Mette. Du smider dig i armene på fucking alle. Hvor mange gange har du mistet din mødom? 48?" 

   Hvad? 

   Jeg kan ikke sige noget. Kan bare stå der og stirre.

   Hendes tynde læber breder sig ud i et smil. Et meget giftigt et. Jeg skal virkelig kaste op nu.

   "Jeg har hørt historierne om dig. Det har alle. Du skal ikke fortælle mig, du ikke har kneppet ham, når det er det, en luder som dig gør bedst. Du er en fucking billig ko, du er?" 

  Høje støn. En sort, drænende bølge af skam. 

   Jeg kan lugte hendes parfume. Jeg ved ligepræcis hvilken type, det er. Det er en af de bedst sælgende i Matas for tiden. Det er den der Lady Million, der lugter lidt af hindbær. Michelle bruger den samme parfume. Sød hindbærtyggegummi, der snor sig rundt i duftskyer af honningblomster. Det gør min kvalme værre, og mine tarme slynger sig om hinanden.

   Jeg ved ikke hvad jeg skal svare hende.

  "Så gider du flytte dig?" 

  Jeg flytter mig. Tænker ikke rigtig over, at jeg gør det. Jeg synes egentlig slet ikke, jeg kan tænke lige nu. Mit hoved er tomt, og ikke fyldt af andet end drejende, snurrende, vanvittige karuseller. 

  Alberte smiler igen. Tyndt, bredt, giftigt.

  "Tusind tak!" 

  Så passerer hun forbi mig. Hindbærskyen følger i hendes kølvand. Døren lukker, og jeg er alene. 

  Jeg bliver stående lidt og glor. Kan ikke rigtig andet. Så bevæger jeg mig hen mod den nærmeste toiletbås. Mit hoved er tomt. Jeg er i tvivl om, hvor fanden jeg egentlig er. Jeg sætter mig og finder telefonen frem. Jeg forventer at se endnu en besked fra en eller anden, jeg ikke aner hvem er, men som åbenbart har set mine bryster, men min baggrund er blank. Min mave gør rigtig ondt. Jeg kan stadigvæk ikke mærke mine arme. Jeg har ikke nogen knogler.

   Michelle.

  Det er den eneste person, der dukker op i mit hoved. Jeg skal snakke med Michelle. Jeg ser legehuset, og de sandkager, vi elskede at bygge. Jeg ser Furbie-dukkerne, der hober sig op på hendes værelse. Et af de første rigtige minder, jeg har med hende. Jeg ser os begge, som vi sidder i hendes himmelseng, overfor væggen med de mange blyantsskribleringer. Det er før PIKKEMANDEN VAR HER dukker op, men det er stadig i ottende klasse. Vi sidder begge i kineserstilling, hvor vi bukker benene under hinanden. Hun har en stor kop te i hånden. Hun elsker te, og især te med sojamælk og honning. Hun læner sig frem i en skinger latter. Det lange hår puffer over skulder og arme. Og så sidder hun det samme sted i sengen, men denne gang er det uden te-koppen, og hun vræler, og hendes ansigt er svulmet helt op og blevet stramt og rødt. Og så kigger hun på mig, omme på Havana, med lange og mørke smeltestreger af udflydende mascara nedover kinderne. 

  Og jeg ved jeg har været en idiot. 

  Jeg ved det. 

   Jeg har været en kæmpe idiot. 

  Og jeg er nødt til at snakke med hende, for hun er den eneste, jeg har lyst til at snakke med. 

  Så finder jeg hende og så ringer jeg. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...