Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13391Visninger
AA

4. (3)

"Easy Love" af Luav spiller fra Michelles højtaler, imens vi står på hendes værelse og lægger makeup. Mor og far ved det ikke, og de vil slå mig ihjel, hvis de finder ud af det. De ved bare jeg er taget hjem til Michelle i Egeris, til en fest, men de ved ikke, at den fest ikke eksisterer og at det er helt andre planer, som hende og jeg har lagt. 

  Der er nogen aftener, hvor Havanna holder 16 + aften, og der må alle, som er fyldt seksten, komme med ind. Den her fredag er ikke en af de aftener. Hvilket jeg er glad for, i øvrigt, for til de der 16 + aftener, der må man kun være i byen indtil klokken 12, og så bliver man smidt ud, og hvor nederen er det ikke lige på en skala fra 1 til pænt meget? Det er jo først efter klokken 12, at byen bliver virkelig sjov at være i, hvis jeg skal tro på folk som min storebror (og selvom han kan være den største nar nogen gange, så kan man også stole på ham). Sådan bliver det ikke i aften. I aften, der skal vi være der fuldt ud, helt til klokken fire, hvis det er. Og vi har ikke brug for en plan B, hvor meget så end Chelle synes det. Jonas - ham fyren fra tinder, jeg matchede med, og gad vide om han aner, at jeg er en af hans gode venners lillesøster -, han kommer. Ikke spørg mig, hvorfor jeg kan være så sikker på det, for det gør han. Det skal han bare gøre. Ellers tuder jeg, seriøst. 

  Det er mørkt udenfor. Ligesom mig, trækker Michelle stort set aldrig sit gardin for vinduet. Hun bor i det sidste hus på Ahornvænget, og hendes værelse peger direkte ud til en kæmpe eng, den samme eng som man kan se fra mit værelse på Frederiksdal Allé. Og ligesom mig, er der derfor heller ikke nogen, der lige umiddelbart kan kigge ind ad vinduet. Så skal de gå hele vejen rundt om huset, og så vil de blive stoppet af familiens schæfer undervejs, Margot, der er en hunhun som er sød mod venner af familien, og agressiv overfor alle andre, og potentielle kryb vil derfor slet ikke have mulighed for at nå så langt i første omgang.

  Potentielle kryb. 

  Hvad er det overhovedet jeg siger? 

  Det er Skive, det her. Ikke Struer. Hvis man endelig skal støde på klamme kryb i den her by, er det oppe ved Krabbesholm og under festivalen. Og så i det der virkelig skumle område nede ved jernbanen tæt på McDonald's. Men der er der fandeme også ulækkert. Jeg har egentlig også stødt på skumle typer en sen aften nede på selve stationen. Der var for eksempel ham, som jeg stødte på den sidste fredag inden efterårsferien.

   Jeg skulle hente min storebror, der kom med InterCity-toget, eller hvad det hedder, klokken 10 om aftenen hele vejen fra København, hvor han går på uni. Nadja, min lillesøster, var hjemme hos en af sine (meget irriterende, hvis jeg lige må tilføje det) veninder, og mor havde migræne og far var på politiets nathold, og det var jo ikke fair, hvis Jonas bare skulle slæbe alle sine ting over en kilometer ned ad Frederiksdals Allé helt alene. Vores hus ligger næsten ved Skives udkant, og det er altså en halvlang tur, når man kommer fra stationen af, og den er endnu længere, når man har tunge tasker at slæbe rundt på. Okay, fair nok, han har været et år i militæret, men derfor kan man stadigvæk godt være en god lillesøster, ikke? Så afsted gik jeg. Op gennem en kølig, meget mørk oktoberaften. Jeg havde mulighed for at dreje af oppe ved kirken, og gå ned til grusvejen langs jernbanen, den vej er hurtigere, men den vej er også meget mørk efter solnedgang, fordi der ikke er nogen lygtepæle overhovedet. Så derfor holdte jeg mig til gaderne, og kom ned til stationen nord for busterminalen. 

   InterCity-toget fra København var dagens sidste tog. InterCity-togene kommer som regel kun morgen og aften, og nogen gange om eftermiddagen. Det næste tog, til Århus, ville ikke køre før klokken 6 næste morgen. Dagens sidste busser var en enkelt bybus til Resen og Krabbesholm og en enkelt X-bus til Holstebro. Det fik stationen til at ligge fuldstændig øde hen. Bænkene i forhallen stod tomme. Der stod en enkelt ølflaske. Det var egentlig ret hyggeligt. Jeg gik ind gennem terminalen, der krydser henover sporene. Der var så stille, at mine sko nærmest gav et helt ekko. Rejsekortterminalerne, to på hver side lige inden trappen ned til perronen, lyste med sådan et hidsigt, blåt skær, og det var lidt som elektroniske øjne uden pupiller. Jeg tog et par snapshots, og lagde det på min story. 

  Rejsekortterminalen glor ondt på mig. Aner ikke hva dens problem er.

  Jeg følte mig faktisk lidt at jeg var i en situation, man kunne lave en meme ud af, og forestillede mig lidt forskellige titler, der kunne fungere til den situation. 

   Når du har tømmermænd og føler dig som Skive Stations rejsekortterminal klokken 10 om aftenen. 

  When you're looking for the fucks to give, fulgt op af et billede af Skive stationsbygning, øde og gold og forladt. 

  Det fik mig til at smile lidt. 

  Jeg luntede ned ad trappen. Der var stadigvæk ti minutter til, at toget skulle komme. Perronen virkede meget forladt. Det fandt jeg hurtigt ud af, at den ikke var. Der sad en mand på en af de nærmeste bænke. Jeg tog mig ikke rigtig af ham. Lyssignalet blinkede grønt. Jeg svarede på et par snaps, og gik også lige på Insta. Det var ikke fordi der var så meget interessant at se, men noget skulle jeg jo lave. 

  Så snakkede han til mig.

  "Øh, undskyld?" 

  Hans stemme var rigtig hæs i det, som om, at der var grus i halsen. Jeg kiggede lidt tøvende hen imod ham. Han var meget tynd, altså sådan virkelig, og hans tøj sad løst og virkede både gammelt og slidt. 

  "Hvornår kommer toget?"

  Jeg var ikke meget for at snakke med ham, for han var garanteret høj eller skæv eller fuld, eller alle tre dele på én gang, men jeg kunne jo heller ikke bare ignorere ham, vel?

   "Øh." Jeg kiggede lidt rundt efter en digital tidstavle, men fandt ikke nogen, så jeg kiggede tilbage på ham. "Om under ti minutter." 

   Så meget vidste jeg da i hvert fald.

   "Nå, okay." Han kiggede væk fra mig, og jeg må indrømme, at det lettede mig. Jeg hev telefonen frem igen og gik på 9gag. Jeg hørte tøj rasle, sådan en blød lyd, og den der raslen blev fulgt af sko mod beton. Jeg rørte mig ikke ud af flækken.

   En kvalm, sød lugt af råddenskab og alkohol kom snigende kort tid efter, og gjorde aftenkulden lunken. 

  "Har du noget ild?" 

  Jeg kiggede igen over på ham. Han stod en halvanden meter væk. Hans øjne svævede og han havde en filtret, brunlig skægvækst, der ragede nedover munden. Jeg prøvede at smile, og rystede samtidig på hovedet.

  "Nej, desværre." 

  "Jeg skal bruge noget ild. Har du ikke noget?" 

  Han så ikke ud til at tage et nej som et svar, og han trådte et skridt nærmere. Jeg blev bange. Mit bryst knugede sig helt tæt sammen. 

  "Jeg har ikke noget ild. Jeg ryger ikke, desværre." 

  "Du har nogle pæne patter. Må jeg ikke se dem?"

  Nu var det ikke kun brystet, der trak sig sammen, nu fulgte min hals også trop. Jeg trådte tilbage fra ham. "Nej, og jeg vil gerne have, at du går væk fra mig!" svarede jeg. Men han trådte nærmere, et vaklende skridt, hans ben var eksende, og han langede ud efter mig. Jeg nåede ikke at trække min hånd væk. Hans hænder var ru og tørre og de stak min hud. 

  "La' mig se dine patter!"

  Skinnerne fra spor 1 ud for venstre perron begyndte at hvæse. Der var noget dyrisk over lyden, og den hjemsøger mig stadig, og den sendte kuldegysninger nedover ryggen på mig. 

  "Fjern dig fra mig!" sagde jeg, og jeg er ikke sikker, men jeg tror måske jeg lød lettere panisk. 

  "Jeg vil bare lige se dine patter, ikke?" udbrød han, endnu mere hæst, men jeg formåede at vriste ham fra mig. Mit hjerte bankede som aldrig før. 

  Skinnerne hvæsede mere hult, og bag manden så jeg min storebrors tog nærme sig, og dens lygter var som klare, hvide og blændende øjne gennem mørket. 

  Manden rykkede frem igen, men jeg skubbede ham tilbage. Denne gang greb han ikke fat i mig. Han vaklede, og var tæt på at snuble. Han var ikke særlig let til bens. Helt sikkert fuld. Hans ånde stank også langt væk af rådne frugter, hvilket nok egentlig var det store giveaway, men jeg tænkte først rigtig over det, da jeg så ham kæmpe for ikke at snuble. Gad vide, om han ville kunne huske det her i morgen?

  Men det var ligemeget om han ville kunne huske det. Han var et klamt svin, og jeg var fucking bange. 

  "Gå så!" sagde jeg, og prøvede at lyde modig, men min stemme knækkede ret meget, og det lagde jeg også selv mærke til. 

  Toget var næsten ved vejbroen, hvor stationen begynder. Manden var fuld, men han var åbenbart fornuftig nok til at regne ud, at når først toget ankom til perronen, og folk ville sive ud - de folk, der altså ikke skulle videre til Struer -, så ville det være direkte selvdestruktivt at prøve på noget. Istedet krøllede hans ansigt sig sammen, så hans hud blev rosinagtig. Han vrængede ad mig. 

   "Din dumme luder, mand!" 

  "Nå," svarede jeg bare. Toget passerede under broen. Den sænkede farten. Det firkantede førerhus med den sorte gummikant var næsten ved siden af nu. Manden gav mig fingeren, og luskede lidt slingrende, men med overraskende stor fart, væk fra mig og over til trappen. Mit hjerte blev ved med at banke, og jeg kunne ikke lade være med at fokusere på trappen, og jeg kan huske, at jeg også havde sådan en ret udhulet, tom fornemmelse i maven, og jeg blev stående og fokuserede på trappen så længe, at jeg slet ikke så min storebror stige ud, før han råbte på mig.

  "HEY, METTE!"

   Han var kun få meter fra mig. Jeg krammede ham. Der var nogle få andre, der også skulle af, men det var langt færre mennesker, end hvad jeg havde regnet med. Jeg kunne ikke helt få manden fjernet fra mine tanker, og heller ikke den der skællede, klamme hud, der prikkede tørt omkring mit håndled, da han greb fat i mig, og jeg havde det sgu også vildt underligt. Det var næsten som om, at mit hoved havde en karussel indeni, der snurrede og snurrede og snurrede. Jeg var ikke svimmel, ikke på den måde, men bare ... fjern, ish. Jeg havde det så underligt, at jeg endte med at snakke med min storebror om det på vej op ad trappen. 

  "Der var den her vildt klamme mand ... han var skide stiv og mega creepy, men jeg tror altså han prøvede at sådan ... you know ... "

  "Rape dig?" 

  Ordet alene fik det til at stikke metalagtigt mod min tunge, og jeg fik lyst til at kaste op. Men jeg behøvede ikke sige mere. Vi var nået op fra trappen og var passeret forbi rejsekortterminalerne, og gik henad gangtunnelen. Han virkede til at blive mere stiv i det. Lidt som en planke. 

  "Hvordan så han ud?" Tonefaldet fik mig overhovedet ikke til at få det bedre, og jeg skulle måske bare have holdt min kæft. 

  "Det er lige meget," forsøgte jeg at lette stemningen med, men min bror er stædig. Det har han altid været. Det er noget, han har fra mor. 

  "Hvordan så han ud, Mette?" 

  "Altså, du ved, bare sådan en skummel, sørgelig type ... en alkoholikertype, du ved." 

   Glasdørene til stationsterminalen delte sig for os. Og der sad han fandeme. Der. På bænken. Ved siden af den tomme ølflaske. Jeg ved stadigvæk ikke, hvordan han kom derop så hurtigt, når han helt tydeligt var så fuld og usikker på benene. Jeg har aldrig set ham siden, hvilket jeg er glad for, selvom jeg ikke har lyst til at være på stationen efter mørkets frembrud, for der er virkelig klamt. Men der sad han. Jeg ved ikke, om jeg satte farten op, eller om det var fordi jeg kiggede stift mod udgangen, i et slags forsøg på at undgå at se min potentielle voldtægtsmand - selvom han sikkert aldrig ville have voldtaget mig, men man kan jo aldrig vide -, men min bror regnede det ud. Og selvom vi overhovedet ikke var de eneste folk i stationsbygningen, og der derfor var vidner omkring os, så var han iskold. Han skiftede omgående kurs, og bevægede sig næsten soldateragtigt hen mod bænken.

  "Hey." 

  Manden kiggede sløvt op på ham. 

  "Mads, lad nu være ... " prøvede jeg, men jeg vidste godt, at det ikke ville hjælpe noget. Selvom manden var fuld og ulækker og virkelig, virkelig sølle, så havde jeg, bare et virkelig ultrakort øjeblik, på en måde ondt af ham. Ja, han er stadig klam. Og han prøvede stadigvæk på at overfalde mig. Og han har stadig krænket mig. Og jeg får det stadigvæk underligt bare af at tænke på ham, sådan som om der sidder de der karuseller i min hjerne og snurrer helt vanvittigt. Men på en eller anden måde, så tror jeg ikke han altid har været sådan. Jeg ønskede bare, at glemme ham og at lade ham rådne i sin ensomme eksistens. Jeg ønskede ikke flere konfrontationer. Men som jeg sagde, så er Mads iskold.

  "Prøvede du at voldtage min søster?" spurgte han, uhyggelig roligt og som om det var helt normalt at spørge om. 

  "Hvad, mand?" svarede den skumle type bare. 

  Så greb Mads fat i hans krave, og knugede grebet, og så blev jeg alvorligt bange. 

   Manden løftede forskrækket sine hænder i vejret, og veg tilbage. "Hallo, jeg har sgu da ik' gjort noget, mand! Hallo!" 

  Mads svarede tilbage. "Hun er seksten!

  "Mads!" prøvede jeg, men det nyttede ikke noget.

  "Jeg har altså ikke gjort noget!" gentog manden pibende.

   Mads blev stående med grebet knuget hårdt om mandens krave, og så gav han slip på ham. Manden blev siddende, og hans øjne var svulmet sådan helt panikslagent op, og hans arme var løftet, og han lignede en, der lige stod overfor selveste Guds flammende vrede. 

   "Typer som dig skal bare rådne i helvedet. Føj for satan." Så spyttede han på ham, vendte sig om og gik tilbage mod mig. Jeg var på en måde skræmt udover alle grænser, men samtidig følte jeg mig også underligt tryg ved at vide, at min bror rent faktisk vil passe på mig. Også selvom han kan være verdens største nar, så kan man også regne med ham. 

  Men som sagt, så er det kun en af de meget få gange, hvor jeg rent faktisk har haft et uhyggeligt møde med en af Skives skumle typer. Det er kun bestemte steder, de holder til, og hvor man støder ind i dem, og ingen af dem holder til hverken på Ahornvænget eller Frederiksdal Allé. 

  Easy Love skifter i Spotify, og bliver til When I Was Young af MØ, og Michelle, hun er vild med den sang - og generelt vild med MØ -, så hun står og begynder at vippe kroppen lidt og mimer efter teksten. Lige nu er hun i gang med øjenvipperne. 

   "Du, Chelle," siger jeg. Hun fjerner ikke blikket fra spejlet, da hun svarer mig.

  "A?" 

  "Jeg forstår bare ikke ... hvordan kan du holde det her hemmeligt for dine forældre?" 

  "Tsss," siger hun, og smiler. Hun kigger kortvarigt på mig, og hun har sat sit blonde hår i en hestehale, der fejer luften. "De ved det godt. Jeg tror bare, de har givet sådan lidt op på mig." Hendes telefon vibrerer, og hun skynder sig at tjekke den. Det er en snap, og den svarer hun øjeblikkeligt på. Jeg tjekker min egen, men har ikke fået nogen notifikationer. Michelle lægger telefonen tilbage, og fortsætter med at rulle mascarapenslen henover sine vipper. 

  "Men de bliver da mega pissed, gør de ikke?"

  "Gør de sikkert, men de ka' jo heller ikke holde på mig, vel?" Hun smiler, og hendes røde læber er helt saftige. "Chill. Det kommer til at stikke af, Mette. Det lover jeg dig. Og der kommer ikke til at ske noget, nogen af os vil fortryde. Det lover jeg dig også. By the way ... dine eyebrows, ikkå'? De er on fleek!" Så peger hun på mig. "Det er sådan man bruger det." 

   "Ild i vaflen!" svarer jeg bare.

  "Ej, føj, det udtryk er seriøst for nasty, og du skal droppe det, og det skal du altså nu!" udbryder hun, men alligevel smiler hun. 

  "Du elsker mig," svarer jeg hende bare.

  Michelle løfter mascarapenslen, og kigger på sig selv. "Ja, for nogen skal jo gøre det." 

   "Nå," svarer jeg hende bare. MØ synger videre i højtaleren. 

  

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...