Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13520Visninger
AA

13. (12)

Klokken er tolv, da jeg vender hjem til Frederiksdals Allé. Vores kat hilser på mig ved at spinde, og sno siden af kroppen mod mit ben. Det er en hankat. Jeg kalder ham Alfons, selvom han strengt taget er vores alles kat, og ikke kun min, men det var mig, der fandt ham engang, og derfor følte jeg også, at det var mig, der havde krav på at navngive ham. Han hedder Alfons, fordi jeg elskede de der Alfons Åberg bøger, da jeg var mindre. 

  Jeg fandt Alfons for cirka fire år siden, i en lille gyde tæt ved Thomsensgade. Jeg var ude at gå tur sammen med Nadja. Hun fattede sympati for den lige på stedet, og det samme gjorde jeg. På det tidspunkt var han knap nok en killing. Så tog vi ham med hjem. Så fandt mor ligeså hurtigt sympati med ham, og syntes, at ham skulle vi da beholde. Så kom far hjem fra sit arbejde i politiet, fik øje på Alfons, og fattede også sympati med ham. Vi har haft ham lige siden, og han er seriøst den fredeligste kat, jeg nogensinde har kendt, og gør ikke så meget som en flue fortræd. 

  Og selvom han har sit eget liv, og går til og fra huset som det passer ham, så er han der altid, ligesom en trofast Labrador, til at byde en velkommen, hver gang man kommer hjem. I dag er heller ikke nogen undtagelse.

  Jeg fortsætter til højre for enden af entréen, og glider ind i køkken og spisestue. Mit værelse ligger nede i den fjerneste ende af spisestuen. På vejen dertil er der en dør i højre væg. Den dør står altid åben om dagen, og er en hvid dobbeltdør med indlagte glasvinduer. Bag døren ligger stuen. Jeg når lige at passere forbi stuedøren, på vejen mod mit værelse, da jeg hører fars alvorlige stemme kalde på mig.

  "Kom lige herind, Mette."

  Det tegner ikke godt.

  Men hvad er der at være bekymret for? De ved jo ikke hvor jeg har været. Vel?

  Jeg hører igen de klistrede, våde smæld inde fra Jonas værelse, af ham og hans kærestes læber, der smækker sammen. Våde smæld, der får mig til at tænke på gyngerne ved siden af vejen, og drengen med de store, pæne fregner. 

  Han siger godt nok, at vi ikke har, ja ... været i seng sammen, men hvordan kan jeg vide, at han ikke bare lyver? Hvordan kan jeg vide, at vi rent faktisk ikke har haft sex? Det kan jeg jo i princippet ikke, vel? 

  Jeg træder hen til døren. Far sidder med sin maccomputer. Han kigger imod mig, henover den øverste brillekant. "Kom ind og sæt dig," siger han. 

  Jeg gør det, uden at sige noget. Jeg føler det lidt som om jeg befinder mig i en gigantisk trykkoger, der bliver tættere og tættere. Mor er der også. Hun sidder yderst til venstre i den ene sofa. Hun har armene krydset på brystet. Alt for alvorligt. Det kan jeg slet ikke lide.

  Jeg sætter mig ned på den anden sofa, overfor far. Kigger på dem begge. "I vil snakke med mig?" 

  "Ja," siger far, og stiller computeren fra sig. Hans øjne er blå, sammentrukne sten. De er hårde, ligesom øjnene på Jonas kæreste. "Vi skal snakke om, hvor du har været i nat."

  Fuck. 

  "Jeg har været hos Michelle." 

  "Det fortalte hun os ellers at du ikke har!" bryder mor ind med, og hun er vred. Hendes skarpe stemme klinger luften. 

  Det får det til at stikke i kinderne. Har Michelle sagt ... hvorfor har hun ...

   Den sorte mascara flyder i et net over hendes lagenhvide hud.

  Jeg kan alligevel ikke lade være med at få brændende, hede kinder. Vreden er arrige gløder.

  "Jeg troede, at det der med at lyve overfor os, at det var noget, der hørte barndommen til," siger far. Jeg kigger over på ham. Hvad skal jeg svare? Jeg ved jo at de har ret.

  Jeg tænker istedet lidt på, hvad det er, Michelle sagde i går.

  De kan jo ikke holde på mig for evigt.

  Så ved jeg, hvad jeg skal sige. De der gløder af raseri i kinderne vil ikke rigtig blive dæmpet. Jeg forsøger alligevel at bevare fatningen, altså bare sådan nogenlunde. 

  "I kan jo ikke holde på mig for evigt, vel?" 

  "Det er meget muligt, men så længe du er under atten, så er du vores ansvar, og så gør du, hvad det er, der bliver sagt!" siger far, og han hæver stemmen. Jeg hader, når han hæver stemmen. Hjemme hos Michelle er det som regel mor og datter, der skriger i munden på hinanden. Sådan er det ikke her. Far er den af os alle, der kan råbe højest. Og hvis der er nogen, der kan få mig til at græde, så er det ham. Jeg hader når han råber. Jeg hader det virkelig. "Kan du forstå det?" 

  Jeg kan ikke sige noget. Jeg kigger bare ned i gulvet, og ned på mine strømper. De er blå, med sorte striber. De minder mig lidt om jul, af en eller anden grund. Den varme prikken stiger fra mine kinder og til mine øjenhuler. 

  "Jeg troede vi kunne stole på dig," siger mor. Hendes stemme er stadigvæk skarp. Alt for skarp. Jeg har lyst til at grave mig ned og forsvinde. Måske bo under vores græsplæne i et stykke tid. 

  "Kig på os, Mette," siger far, roligt men bestemt.

   Ellers tak.

  Så hæver han stemmen. "Kig på os!" 

  Jeg løfter hovedet. Mine kinder og mine øjenhuler damper. 

  Han borer sine knoer ned i bordkanten. Hans øjne er helt udspilede. 

  "Der er en grund til, at der findes regler i den her verden! Der er en grund til, at folk under atten, ikke må tage i byen! Ligesom der er en grund til, at man ikke må gå over for rødt!"

  "Jamen Michelle må gerne for sine forældre? Hvorfor må jeg så ikke?" Det er et så vanvittigt dårligt argument, men der er ikke andet, jeg hverken kan tænke eller sige. 

   "Ved du hvad, det RAGER mig, hvad Michelle får lov til! Du er ikke Michelle!" 

   Hans råb får det til at spjætte igennem mig. 

   Mine øjenæbler begynder at krible på sådan en kold og kløende måde, det er lidt som om at der er glasskår derinde. 

   Far kigger over på mor. "Hvad tænker du, at det her skal have af konsekvenser, Tina?" 

  "Konfiskering af computeren tror jeg vil være passende."

  "Ej, det kan I fandeme ikke! Det er seriøst ikke fair! Jeg skal bruge den computer til helt vildt meget!" Det gør ondt i halsen at sige noget, gråden klemmer igen i den der tørre, stikkende knude, og jeg har lyst til at skrige af min mor, for hold kæft hvor er hun en kælling. 

  Det her hjælper slet ikke på mine tømmermænd. De spidse metalhammere smadrer ind på indersiden af tindingerne i taktfaste, vedblivende, hårde slag. 

  "Så telefonen. Den afleverer du her på bordet, og så får du den ikke igen før du har vist at du kan opføre dig mere modent," siger hun, og kigger på mig. 

  Jeg ryster på hovedet. "Hvorfor behandler I mig som sådan et fucking lille barn?" 

  "Ja, du har jo ikke ligefrem vist en mere voksen adfærd, synes du selv?" svarer far bare tilbage. "Telefonen, her på bordet. Lige nu." 

  Det står ikke til diskussion, og det ved jeg.

  Jeg ryster på hovedet. Tårerne kløer i mine øjne. Jeg hiver telefonen op fra lommen, og klasker den ned på bordet.

  "Fuck hvor er I åndssvage!" siger jeg så, og rejser mig op og går ud af stuen. 

  Men det er ikke på grund af dem, at tårerne kradser så hæsligt. 

  Det er på grund af Michelle. Fordi hun har sagt det videre.

  Hvorfor fanden har hun sagt det videre? 

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...